Bastrups Dhaka

Et endeligt farvel til denne blog

2011-08-18T11:49:00.000-07:00

Jeg har været lang tid om det. Jeg ved det. At sige farvel til denne blog... for det betyder samtidigt et endeligt farvel til livet som udstationeret. Bloggen fra Sri Lanka og bloggen her fra Dhaka har fulgt os i tykt og tyndt - og været vores livline til venner og bekendte i Danmark.

At være hjemme i sommers har været som at være hjemme på ferie. Det var først nu her i begyndelsen af august, da vi via Facebook kunne følge vennernes returnering til de forskellige steder i verden, hvor de er udstationeret eller har bosat sig, at øv-følelsen over at skulle blive i Danmark meldte sig. Men tingene er ved at finde sit leje.

Sarina er begyndt i 8. klasse på en international linie på en privatskole. Stella valgte i slutningen af juni at tilslutte sig samme skole, hvor hun nu går i 5. klasse. Det er en stor omvæltning for pigerne at gå fra at være "student in American International School, Dhaka (AISD)" til skoleelev på en privat realskole i Danmark. Jer, som har fulgt os på bloggen kan godt regne ud, at AISD er en svær skole at leve op til. Jens er begyndt på sit nye arbejde i København, og jeg ligger i jobforhandlinger. Så på alle måder er vores liv ganske fint, også selv om det er helt anderledes end før.

Vi nyder at cykle igen. Den strukturerede trafik. Den friske luft - omend den har været noget kølig i denne sommer. Alle madvarerne. At tingene fungerer - her tænker jeg på alt fra hurtige selvbetjeningsløsninger til vand og elektricitet. Dejligt at have familie og venner omkring os igen. Jeg savner ikke så meget vores maid, jeg har det også fint med at køre selv, men jeg savner dæleme vores gartner!

Vi er registreret i kommunen igen, har fået nyt lægehus, skiftet forsikringsselskab, samlet vores tele abonnementer, fået nye skattekort, ja, vi mangler faktisk kun lige at få tjekket op på vores bank-situation - så er vi født på ny. Med ombygningen på to begge etager i huset her manifesterer vi for alvor en ny begyndelse. Så selv om det er flere måneders byggerod, så tror vi på, at det er en god måde at falde til i Danmark.

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen: At tage til Asien som udstationeret familie har været den bedste beslutning i vores liv hidtil. En kæmpe og dejlig oplevelse. At beholde huset her i Danmark har været den næstbedste beslutning.

Jeg er spændt på, hvordan vi bærer de tre år med os i vores videre liv. Både hver især men også sammen. Den buddhistiske og muslimske tankegang og religion. Den asiatiske kultur. Klimaet og de frugter og grøntsager, det gav. Varmen, og al den energi solen giver. Puh, det kommer jeg til at savne. Følelsen af frihed - løsrevet fra materielle ting og pligter. Det er ikke så meget alle rejserne, men især den anderledes hverdag, som jeg kommer til at længes efter, tror jeg. Det var netop den anderledes hverdag, der var ønsket med at blive udstationeret - og den fik vi.

Et eventyr er slut. Lad en ny hverdag indfinde sig.

Billederne er fra det kvarter vi bor i.

Sidste nyt om vores flyttegods.

2011-07-05T23:11:00.000-07:00

Mandag den 13. juni 2011 pakkede og hentede flyttefirmaet Homebound vores ting. Her i søndags, den 3. juli (3 uger efter), fik vi at vide, at Bangladesh havde tilladt eksport af dem. Ja, det er sådan, det fungerer med forsendelse af personlige ejendele til og fra landet...når det går godt. Jeg kan en frygtelig masse historier om, når det ikke går godt, men dem skal jeg nok spare jer for. I mellemtiden har vores ting ligget i kasser på Homebounds lager i Dhaka, og efter i søndags kunne de begynde deres vej til havnen i det sydlige Bangladesh og derfra videre til havnen i Århus, hvorfra det køres ned til os.

Vores første læs med personlige ejendele fra den 23. maj 2011 er lige nu på vej over det store hav og har forventet ankomst til Århus omkring den 20. juli. Så skal tolderne lige have en mulighed for at kigge på det, og vi får det sikkert omkring 1. august, godt 2 måneder efter forsendelse. Det lyder måske okay hurtigt, men fakta er, at det kunne have foregået meget hurtigere, hvis Bangladesh ikke var så bureaukratisk indrettet. Anyway, vi savner ikke vores ting, og vi skal i gang med at bryde ned her i huset, så vi har ikke plads til alle tingene. Så alt i alt passer det jo fint sammen.

Farvel Dhaka

2011-06-22T12:55:00.000-07:00

Tilbage i oktober 2009, hvor vi besøgte Dhaka første gang faldt pigerne pladask for skolen, og Jens ville gerne have jobbet. Dengang var jeg ked af det. For hvad skulle jeg dog i denne grimme by in the middle of nowhere, og i øvrigt var kendt for sine oversvømmelser.

Det overvejede argument for at tage dertil var, at pigerne forhåbentligt ville få nogle gode skoleår i et internationalt miljø. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok skulle finde ud af noget fornuftigt at få tiden til at få med. Og sådan gik det heldigvis. Som Stella sagde til skolens afslutningsceremoni, juni 2011: "This has been the best year of my life". Og så skulle det ovenikøbet vise sig, at Bangladesh har det skønneste vejr fra september til april. Resten af året kan det regne i løbet af dagen og være meget varmt, men jeg har nydt vejret hver dag.

Vi har haft næsten 1½ år i Dhaka, og det har været fantastisk! Byen er ikke blevet kønnere, jeg ser bare ikke det grimme. Den har fået nogle flere og bedre muligheder for expats i form af supermarkeder, restauranter, caféer m.v., hvilket er så godt for byen, så den endelig kan blive lidt storbyagtig. Det bedste ved byen er det internationale miljø. Modsat Sri Lanka og især Kandy er der masser af expats. Expats giver byen liv og luksus, hvilket der skal til for at opveje alle elendighederne. Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan leve længe og intensivt i den by. Det er nok også derfor at man siger, at man skal væk fra byen senest hver tredie måned. Til noget som fungerer og som ikke går i hjertet på dig.

Dhaka har efterladt os dybt berørte på alle måder - menneskene, nye venner, klubben, vejret, skolen, expatmiljøet, lokalmiljøet, fattigdommen, rickshaws en masse... jeg kan blive ved. Hvor var det godt, at vi tog dertil!

Rejsen retur til Danmark

2011-06-22T12:39:00.000-07:00

Billederne her er taget klokken 2 tidligt mandag morgen den 20. juni 2011. Vi havde på grund af antallet af kufferter fået lov til at låne en ekstra bil og chauffør. Bilash til højre var vores egen chauffør. 9 kufferter og 6 stykker håndbagage blev det til.

Der var stille i bilen, da vi kørte gennem Dhakas gader for sidste gang. Ingen tårer, men heller ingen smil. Måske en form for afklarethed. I alt fald en accept af situationen.

Rejsen hjem gik som planlagt. Vi fik lidt sved på panden, da vi skulle skifte tog på Københavns hovedbanegård. Det er ikke sådan bare at skifte tog og perron, når man kun er fire mennesker og otte arme til 15 stykker bagage. Havde vi ikke fået hjælp af en venlig DSB medarbejder, havde vi vist ikke nået toget til Jylland.

Sidste dag i klubben

2011-06-22T12:19:00.001-07:00

Vejret artede sig okay med både sol og et par byger og nogen og 30 grader, så der blev mulighed for både at spille tennis (ja, Jens vandt over mig), løbe, svømme og hygge. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem og pakkede det sidste og sagde farvel til vores kære Tripti, som har været vores maid siden sidste sommer. Hun er normalt en lidt tough og stolt kvinde, men lige da vi sagde farvel, var hun ked af det.

Dagen blev afsluttet med aftensmad i klubben i godt selskab. Stemningen var heldigvis glad og sjov, ligesom den plejer, slet ikke den der sørgelige undertone, som jeg havde frygtet. Dog fik jeg en lille klump i halsen, da de tre tennistrænere kom over til bordet for at sige farvel. Gosh, dem har vi bare grinet og tilbragt så meget tid med.

Jeg fik spist en sidste skål mango - mums, det vil jeg altid længes efter. Ligesom jeg altid vil længes efter avocadoer fra Sri Lanka... og søde bananer... og søde ananas... ligesom jeg altid vil længes efter følelsen af solen og varmen på min krop... og så meget, meget andet i Asien.

Sidste dag i Dhaka

2011-06-18T18:57:00.001-07:00

Klokken er 8 om morgenen, og jeg er den eneste i familien, som er vågen. Det er vores sidste dag i Dhaka. Lejligheden føles tom uden vores ting, og klubben føles tom, nu hvor flertallet er rejst hjem på ferie eller har forladt Dhaka for good. Så det er tiden at rejse for os også. Vi håber på en sidste gang tennis (hvis vejret tillader det) og tager vores sidste middag i aften i klubben. Pigerne skal på skolen en sidste gang. Ellers har vi ikke de store planer ud over at pakke kufferterne selvfølgelig.

Farvel Gulshan 2 marked

2011-06-16T03:45:00.000-07:00

Farvel til Gulshan 2s førende "indkøbscenter". Stedet hvor man kan finde alt (det mest mærkværdige) og intet (det mest simple som fx gummibånd). Kun expats fra Dhaka ved, hvad jeg mener med den sætning.
På dette marked har jeg brugt mange penge på perler (jeg har 1 kg perler med hjem denne gang, hvilket er intet mod min veninde hernede, som har præsteret at slæbe 2 kg med til Danmark).
Det bliver måske ikke ligefrem et sted, jeg kommer til at savne. Der er altid VARMT, tiggere og en frygtelig larm fra alle de dyttende biler, der dyster om en parkeringsplads. Og dog er stedet unikt og minder på ingen måde om andre indkøbssteder, jeg kender.

Farvel Gulshan 2 marked, du har været en oplevelse hver gang.

Sommerferie i Dhaka

2011-06-15T04:19:00.001-07:00

Vores ting er pakket ned og på vej til Danmark. Jeg har fået sendt et par jobansøgninger. Power Yoga er lukket ned. De sidste Fair trade tasker er købt og videresolgt. Det samme gælder smykker fra Sri Lanka. Der er udsolgt. Den sidste coaching-session har fundet sted. De sidste perler er købt, og den sidste skjorte er hentet hos skrædderen. Jeg mangler at komme forbi lædermanden på fredag efter to kosmetikpunge, og vi har et enkelt farewell party til gode i weekenden, der kommer.

Termometeret viser 34,7 grader, og pigerne har fået sommerferie, så vi planlægger gerne en tur ned i klubbens pool (se billedet, hvor Stella hygger sig i poolen) og tennisbane hver dag. Og så sukker vi af varme og fortæller hinanden, at der skal (fløde-)is til.

Bagefter er det hjem til en skål frisk frugt med de vidunderligste mango, ananas og bananer. Frugtskålen nydes ved spisebordet, mens Stella og jeg pløjer os gennem dansk grammatik. Stella kender de grammatiske betegnelser på engelsk men ikke på dansk. Hun ved for eksempel ikke, at det hedder et udsagnsord og et grundled. Så vi læser dansk på en lidt bagvendt måde, hvor hun først finder ud af hvad det hedder på engelsk, bagefter oversætter hun til dansk og tager den forståelse med, som hun har fra det engelske. Fx hvad et tillægsord er - og så endelig kommer hun til, hvad et tillægsord kan være på dansk. Måske en omvej, men det virker.

Minder

2011-06-13T00:48:00.000-07:00

At rejse hører med til en expats liv. Her er et udsnit af familiens boarding-kort/flybilletter fra vores tid i Dhaka. Omkring 100 stk. Ikke et ord om CO2 udslip og kvoter her. Flertallet af dem er Jens'. Jens havde egentlig smidt dem ud, efter at jeg havde taget dette billede, men Stella fiskede dem op af papirskurven. Hun vil gemme dem som et minde. Hun har også gemt adskillelige t-shirts som minde om forskellige arrangementer. Sarina har også minder i form af t-shirts. Hun har nemlig købt en "I love Singapore...Bangkok...Sri Lanka...Kuala Lumpur..."-t-shirt i de byer, hvor hun har været.

Jens' og mine minder er materialiseret i billederne, lædertingene (dækkeservietter, tasker, jakke, pudebetræk og magasinholdere), de få men gode ting, som jeg har fået syet i råsilke samt brugskunst købt under vores rejser i Asien. Dem glæder jeg mig til at have omkring mig i vores hus i Danmark - til at skabe minder.

Ny identitet

2011-06-13T00:47:00.001-07:00

Mit navn er Mia Bastrup... Hvad der kommer herefter i præsentationen af mig selv vil ændre sig radikalt her om en lille uge, når hele familien tilmeldes folkeregisteret. I dag er jeg expat (udenlandsdansker), spouse (medfølgende ægtefælle uden arbejdstilladelse), forældre i AIS/D (pigernes skole), og medlem af The Nordic Club (hvilket for mig har været ensbetydende med socialt samvær, råhygge, afslapning, sol, varme og daglig sport).

På tirsdag bliver jeg arbejdsløs dansker, forældre i en, måske to skoler, medlem af SKAT, licensforeningen, forsikringsselskabet, PostDanmark, Telia, Kommunens renovationsafdeling, måske en fagforening, et fitnesscenter, FDM... og ejer af en "self-driven car". Et udtryk der dækker, at man selv kører sin bil. Dét sidste glæder jeg mig til. Min egen bil og min egen cykel. Kun at skulle koordinere med mig selv, hvornår jeg vil køre hvorhen, i en trafik hvis logik jeg bedre forstår.

Lige NU pakkes det sidste ned i kasser

2011-06-13T00:17:00.001-07:00

Billederne her er taget for få minutter siden. Homebound er her for at pakke vores sidste ting. Vi sendte tre kasser den 23. maj.

Pigerne har gjort et fantastisk stykke arbejde med at sortere, give væk, smide ud og fordele mellem flyttekasser og kufferter. Sarina har endda prøvepakket sine to kufferter og konstateret, at hun har 28 kg - altså to kilo mindre end hun må. Nu må vi andre se, om vi kan leve op til hendes præcision og undgå overvægt. Stella er jeg ikke nervøs for. Hun rejser altid med meget lidt og har så absolut den mindste kuffert. Jeg er mest nervøs for mig selv. Jeg finder altid liiiiige noget, som skal med i den i forvejen fyldte kuffert. I hører nærmere på søndag, hvor kufferterne skal være pakket sent aften.

På besøg i et af Dhakas mange slumkvarterer

2011-06-12T07:44:00.000-07:00

Under en hyggelig aften i går med nogle af vores venner faldt snakken på byens slumkvarterer. Den ene fortalte om en slumskole, som firmaet, Bording Vista, sponserer. Vi måtte svare, at vi aldrig havde besøgt et slumkvarter, dels fordi vi ikke har haft direkte lejlighed til det, og dels fordi det forekommer som en mærkelig tanke, at man sådan går rundt og kikker på elendighed. Men vi blev alligevel nysgerrige og sagde "ja, tak" til en rundtur med hele familien. Det skulle gå hen og blive en oplevelse for livet.
Slumkvarteret ligger kun 1 km i luftafstand fra vores lejlighed. Kort. Det er ½ x ½ kilometer stort og skulle efter sigende rumme ½ mio fattige, som lever under primitive forhold. Omregnet betyder det, at der bor 2 mio mennesker pr. kvadratkilometer - eller sagt på en anden måde 2 mennesker pr. kvadratmeter! Der boede også typisk 4 til 6 personer i hvert "hus", og det var vel 3 x 3 meter. Uanset tallenes rigtighed, så lad mig blot konstatere, at befolkningstætheden var til at se og mærke.
Vi lagde ud med et besøg i en af kvarterets 13 slumskoler. Skolen er støttet af regeringen og sponserater. Det koster 5 taka (=0.034 kr.) pr. barn pr. måned. Der går cirka 250 børn i alderen 5 til 14 år - på treholdsskift. Vi fulgte undervisningen hos første hold, som møder kl. 8 og får fri kl. 10.30, efter at have fået et måltid mad og et glas mælk, som Arla har sponseret. Arla har foræret skolen et års forbrug af mælkepulver, der skal blandes op med varmt vand. Der er tilknyttet tyske læger til området og skolen, hvilket beboerne værdsætter meget højt.
Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at hjælpe med at servere mad og mælk for børnene. Stella og jeg hjalp i det ene klasseværelse. Sarina, Peter og Louise hjalp i det andet klasseværelse. Børn sad stille og ventede høfligt på deres tallerken med mad, og de ventede med at spise indtil alle havde fået.

Efter besøget på skolen gik turen videre til det kvarter, som de bor i. På sin vis kan man sige, at der manglede alt. På den anden side kunne vi konstatere, at de har alt, hvad de har brug for: vand, strøm (omend ustabil som vi andres), købmænd, skræddere, køkkener, senge, legetøj m.v. Det er bare ikke det samme vand, som vores, ikke det samme udbud som vores supermarked, hårde og små senge til mange personer og ingen Iphones.

Herunder en tur ned ad hovedgaden.

Et barn alene hjemme. Mor er henne og vaske op. Barnet sidder på sengen. Ja, du læste rigtigt: Sengen... til 4 til 6 personer.

Her er et andet barn alene hjemme med sin storesøster. Far har sin egen rickshaw.

Endnu et smilende par. Pæne og rene i tøjet.

Et ungt og nygift par i deres fine, nyindrettede hjem med bryllupsgaven (sengetøjet).

Jeg er ikke sikker på, hvad vi havde forventet. Armod. Tristhed. Elendighed i ordets egentlige forstand. Skidt og lort (også bogstaveligt). Det var faktisk det stikmodsatte, der mødte os.

Det var varmt. Sauna-varmt, og sveden løb. Med den varme burde affald lugte helt gevaldigt, men det gjorde det ikke. Der lugtede heller ikke af urin, som der gør nogle steder omkring hvor vi bor. Så når vi så sidder her til aften og tænker tilbage, så er det næsten det modsatte, der præger vores tanker og minder: Rene og storsmilende mennesker, som kikkede nysgerrigt og imødekommende på os. Jeg forsøger ikke at glorificere slumen, men det får én til at tænke, at der i bund og grund ikke skal så meget til, for at være tilfreds med livet.

Se flere billeder her.

På café i Dhaka

2011-06-11T03:08:00.001-07:00

De fleste steder i Asien har man en Starbuck for hver 100 meter man bevæger sig. Ja, selv hospitalerne og tandlægerne har liiiige en Starbuck i receptionen. Det er dog overhovedet ikke tilfældet i Bangladesh, hvor caféer først de seneste par år er blevet indrettet i Dhaka. Dhaka har ikke Starbuck. De har Barista, én i Uttara (nord for Dhaka) og én i Gulshan 1. Senest har vi fået en Cream & Fudge Factory, som Sarina ynder at besøge med vennerne.

I april 2011 fik Dhaka en først af sin slags, North End Coffee Roasters. I dag tog Sarina og jeg på inspektion til stedet, og vi blev ikke skuffet. Modsat sit lange og ikke særligt velklingende navn er stedet meget enkelt og hyggeligt.
Der serveres kaffe og latte i forskellige varianter samt varm cacao, kanelsnegle og brownies. Ingen sandwiches eller andet spiseligt. De skulle efter sigende arbejde på at udvide mad sortimentet. Man kan købe kaffebønner og kaffemaskiner, og til august åbner det amerikanske par bag en lillesøster af en café på pigernes skole. Fremragende ide.

I det hele taget skal caféen være mere end velkommen. Dhaka har brug for steder som dette. For som caféens reklame siger: "...great coffee, create great community".

Måske det eneste sted i byen, hvor latten serveres med tulipaner på toppen.
Se engelsk beskrivelse (anmeldelse!) og flere billeder her.

Dhakas mange ansigter

2011-06-11T03:06:00.000-07:00

Hvordan er Dhaka? Grim, stor, trist, overfyldt, varm, fugtig, muslimsk, larmende, mandschauvenistisk, fattig, elendigheden selv!? Samtidig er den fascinerende, unik, historisk, solrig, grøn, farverig, smuk og fyldt med smilende mennesker som dig og mig. Den er det hele! Udfordringen består i at SE det og RUMME det. Nogen gange kan jeg ikke rumme den, men det fortæller mere om mig end om byen.

Fordi byen har så mange sider og historier, er den svær at fotografere. Mens vi boede i Sri Lanka tog vi massevis af billeder. I den tid vi har boet i Dhaka har vi stort set kun taget billeder, når vi har været på ferie. For hvad er der at tage billeder af her i byen? MASSER. Men vi har haft svært ved at tage billeder af elendigheden, og af bengalerne, som har taget billeder af os, mens vi tager billeder af dem!

Her på faldrebet inden hjemrejsen ønskede vi os et minde fra byen - ikke bare en taske eller en af deres mange fantastiske genbrugsting. Noget mere meningsfyldt. Så vi har købt fire fotografiere. Vi har fundet to herboende expats, som har forstået og formået at indfange DHAKA.

De tre første billeder er taget af en dansk amatørfotograf, som i den grad har evnen til at få øjenkontakt med de lokale og trække den store historie ind i et enkelt motiv. Vi er hans første kunder nogensinde, men garanteret ikke de sidste. Hans personskildringer er dragende. Faktisk var der mange af hans billeder, som vi var interesseret i, men nogle af dem kunne jeg bare ikke have hængende i mit hjem, for de er for realistiske med alt hvad det indebærer af ansigtsudtryk og omgivelser. Kald mig bare ekskapist.

De to første billeder er fra Old Dhakas slum, men se lige de ansigtsudtryk.

Det tredie, nedenfor, viser et smilende barneansigt, som jeg har set så mange af. Han kigger på mig (!) fra en rickshaw (en pæn af slagsen). Han skal nok sprede glæde i vores hjem i DK.
Det sidste billede her er taget af en finne, hvis billeder primært er motiver fra naturen og af miljøet - uden personer på. Hun har taget dette billede af en mand og lille dreng midt i en ananasplantage. Jeg faldt for billedet med det samme. Måske også lidt fordi at vi har set så mange ananasplantager i Sri Lanka. Dejlige minder.
Med disse fotografier føler vi, at vi har et stykke Dhaka med hjem. Et stykke, der giver os associationer til det mangfoldige Dhaka, som vi gerne vil huske - og rumme.

PS.

Til dem, som bor i Dhaka:

TIVOLI Gallery på Gulshan 2 markedet kan anbefales til at ramme billeder ind. Anbefalingen sker på baggrund af både pris, kvalitet og leveringstid, hvilket ikke er så ringe endda her.

Sidste skoledag

2011-06-11T03:00:00.000-07:00

Torsdag den 9. juni 2011 var sidste skoledag for pigerne. Sarina tog konsekvensen allerede fra morgenstunden, da hun valgte ikke at tage mascara på. Stella sov ude og mødte efter eget udsagn frisk og frejdig op til sidste dag. Jeg valgte med vilje at blive væk, så pigerne kunne koncentrere sig om at sige farvel.

Oprydning af klasseværelserne var sket inden sidste dag, så denne dag var til ren hygge, uddeling af kage, gave til lærerne og farvel mellem kammeraterne. Kl. 11 blev der sagt endeligt farvel, da alle lærerne stillede sig op på rad og række uden for skolens hovedindgang - parate til at give knus og kram til hvert et barn. Netop her gik det altså helt galt for Stella. Hun brød helt sammen og græd i skolebussen hele vejen hjem, og videre efter at Jens og jeg havde taget mod hende med op i lejligheden. Jeg ville have sagt ordentligt farvel til buschaufføren og busassistenten, som jeg har hilst på to gange dagligt i dette skoleår. Men Stella behøvede "førstehjælp".

Mange af pigernes klassekammerater er allerede fløjet til deres hjemland på sommerferie. Nogen er dog tilbage, så de sidste "hænge-ud-aftaler" finder sted i disse dage.

Flere billeder fra Stellas store dag

2011-06-08T09:19:00.001-07:00

Læs om Stellas store dag her.

Stellas store dag

2011-06-07T02:21:00.000-07:00

Billedet: Stella får overrakt sit certifikat af sin lærer.

(Jeg undskylder billedekvaliteten, men vores kamera er gået i stykker, så jeg havde kun min mobil uden zoom).

Der var ceremoni for alle femte klasserne i dag. De har alle bestået femte klasse og er nu klar til Middle School. Stella blev bedt om at komme på scenen sammen med de andre elever, som skal forlade skolen. Her sagde hendes lærer og et par klassekammerater et par ord til hende. Læreren sagde blandt andet, at Stella "is a very hardworking girl and the one who's shown the most maturity growth during the year" En af kammeraterne, en pige, sagde: She's known as The awesome hyper girl and I'd say that it's true". Den anden kammerat, drengen, sagde: "To me you're amazing and you are good at soccer and we will sure miss you on the field". Selv svarede Stella kort: "This has been the best year of my life. Thanks to everybody!" (om så jeg havde haft et kamera der virkede, så havde jeg ikke kunnet se ud af linsen for bare tårer).

Billedet nedenfor: Femte klasserne optræder med Waving Flag som en tak til skolen og lærerne. Under dansen afslørede Stellas ansigt (for mig som kender hende), at hun kæmpede med tårerne, men det blev hurtigt til smil.

Herunder står Stella i midten, forreste række.
Og her med hendes kære, kære lærer fra Canada. We will miss him so much.

T-shirten fik hun i afskedsgave af skolen.

Steen og Stoffer på t-shirten: What if we weren't together anymore? What if aliens come and take you? Or you move away? Or I loose you? You know what, we will NEVER be apart, because you'll ALWAYS be in my HEART!
Herunder er Stella sammen med Rebecca (Tyskland) og Astrid (Danmark).
og her sammen med (fra venstre) Isobel (England), Laura (Schweiz/Vietnam) og Belle (USA).Og her sammen med Samiya (Indien).
Efter denne emotionelle formiddag, var det ren befrielse at skulle spille tennis. Så i 35 graders fuld sol midt på dagen slog jeg det hårdeste jeg kunne til bolden og fokuserede 100% på mine slag, mens jeg slog alle øvrige tanker ud af hovedet. Men følelserne beholdt jeg, for det er et stort privilegium, at ens datter har haft så fantastisk et skoleår, at vi begge i forbindelse med afslutningsceremonien var dybt rørte.

Besøg på en slumskole

2011-06-06T00:52:00.000-07:00

Der findes rigtigt mange slumskoler i Dhaka, nogle med meget ringere betingelser end andre. I dag har jeg været på besøg hos en af dem; en af de bedre. Jeg er lige kommet hjem. Jeg har kun været af sted i godt tre timer, og alligevel føler jeg mig fuldstændig udmattet - fysisk, psykisk, følelsesmæssigt, mentalt. Målet var at aflevere Sarinas og Stellas legetøj, som vi tilbage i 2008 tog med fra Danmark.

I Sri Lanka var jeg dybt involveret i et børnehjem. Da vi flyttede til Dhaka valgte jeg det fra, da jeg hellere ville bruge kræfterne på coaching, sælge smykker fra Sri Lanka og Fair trade firmaet Tarango. Men i dag glædede jeg mig til at besøge skolen.

Herunder "vejen" fra gaden og ned til skolen.

Jeg fulgtes med min norske veninde og en expat-besøgende.

Herunder indgangspartiet til skolen.

Skolen har fra Kindergarten til femte/sjette klasse om formiddagen og igen om eftermiddagen. Vi var først sammen med femte klasse.
Her sidder min veninde sammen med nogle af de mindre. Hun arbejder derude én dag om ugen med alt fra indretning over engelskundervisning til fysisk bevægelse (hun er fysioterapeut). Vi synger sange, spiller bold og snakker sammen. Kvinden til venstre i billedet er en af lærerne, som fungerede som tolk. De skal lære engelsk, men de har brug for hjælp til både at forstå og snakke engelsk.
Herunder: Sækken med Sarinas og Stellas brugte legetøj er netop blevet tømt på gulvet.
Noget af Bratz-dukkernes tilbehør blev nøje studeret; for hvad kunne det mon være for en dims?
Jeg måtte konkludere, "at lege" er en universel ting. Piger som drenge kastede sig over legen med dukkerne.
Her har vi ryddet op efter børnene og sat tingene fint op på hylderne. SÅ mærkeligt at se Sarinas og Stellas ting stå dér på dén reol, midt i Dhaka. Men så absolut også en god fornemmelse. Ingen tvivl om, at det vil blive værdsat og brugt.
Et af klasseværelserne
Skolen har ingen air condition, og mens vi var der kom der strømsvigt, så lyset og fanerne i loftet fungerede ikke. Sjældent har jeg svedt så meget. Det er 35 grader i dag, og det er det så også indenfor.
Herunder et nyindrettet bibliotek, som skolen kan takke en expat for. Han er netop fyldt 50 år og holdt en større fest, hvor han bad om penge, som han gav videre til sin kone, som indrettede dette bibliotek til skolen.
Herunder et kort over en verden, som de nok aldrig får at se.

Herunder. Regler for gruppearbejde.

Herunder: Processen for skriveopgaver.
Herunder: "Skolegården".
Tilgængeligt vand for børnene. To gange om ugen serveres der et glas mælk for hver af eleverne. Hver dag får de en banan hver, så skolen sikrer sig, at der er energi til at lære.
Skolen er en offentlig skole, støttet af regeringen, men dybt afhængig af brugerbetaling og donationer. Det koster 10 taka (70 øre) pr. elev pr. måned. Bestyrelsen overvejer at hæve beløbet til 50 taka for at signalere, at hvis man melder sine børn til denne skole, så medfører det forpligtelser for hele familien. Forøgelsen vil også hjælpe skolen, der slås med en varslet hævning af huslejen. Især større skandinaviske firmaer har støttet og støtter fortsat skolen. Finanskrisen har dog gjort, at pengene ikke sidder så løst hos firmaerne, og det mærker skolen tydeligt.

Der er flere spouses, som arbejder på skolen. For ikke så længe siden arrangerede de en bådtur for børnene. En tur de to spouses betalte. Til gengæld fik de tilbagemeldinger på, at det var en af de bedste dage i deres liv. Og netop de ord siger ret meget, synes jeg, for jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke, hvad der mon ville blive ud af disse små, smukke, brunøjede og glade børn, som så ivrigt snakkede engelsk med os. Og som i al forvirringen med alt det nye legetøj kom til at pludre løs til os på bengalsk, mens vi sad på gulvet og legede.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme. Jeg er dog ked af, at Sarina og Stella ikke kunne være med.

To uger tilbage i Dhaka

2011-06-05T20:17:00.000-07:00

Det er mandag morgen den 6. juni 2011. Klokken er 09.17, og jeg sidder lige og blogger lidt, mens jeg venter på, at min norske veninde ringer fra sin bil og siger, at jeg skal komme ned, så vi kan køre af sted til slumskolen, hvor hun arbejder hver mandag. Jeg skal med i dag, dels fordi jeg har lyst, og dels fordi at jeg skal aflevere pigernes legetøj; Build-A-Bear-tøj og Bratzdukker og ting. Alt det andet har vi givet til maidens pige.

Om to uger, mandag tidlig, tidlig morgen, er vi rejst herfra - for good. Strange - sad - but that's how it is.

Dette er pigernes sidste uge i skolen. Heldigvis uden de store lektier. I morgen tidlig skal de tre af os klædes fint på og til afslutningsceremoni med Stellas årgang. Onsdag har jeg min sidste power yoga time. Der skal pakkes lidt ned i løbet af ugen. Flyttefirmaet Homebound kommer på mandag og pakker det sidste, så der kun er det tilbage i lejligheden, som vi kan have i kufferterne. I løbet af ugen skal jeg have hentet de sidste ting hos lædermanden og skrædderen.

Nå, af sted til slumskolen...

Billeder af "vores" hus, have og vej

2011-06-05T19:47:00.001-07:00

Indgangsporten til House 7. Vi bor på tredje sal til højre. En fantastisk og dejlig lys lejlighed med en god indretning til vores familie. Vi har virkelig nydt at bo her. Og så så tæt på klubben, hvilket har gjort det muligt for især mig at gå til min sport, uafhængigt af chauffør og bil. Skulle vi have fortsat et år med at bo her, ville jeg have anskaffet mig en cykel.

Haven set oppe fra stuens altan. Det er atypisk med så flot en have her i Dhaka. Der pudses og nusses også om den, og det er tæt på, at græsset heller ikke må betrædes. Når vi ruller gardinerne op kl. 6, kan vi se, at gartneren allerede slået græs og er i fuld gang med at samle det sammen. Det minder mig om, at sådan bliver det absolut ikke i Danmark. For øvrigt tror jeg slet ikke, at vores græsslåmaskine virker. Jeg er altså bare ikke en gå-i-haven-og-vær-aktiv-type, men jeg nyder gerne flotte haver - som denne.

Billedet her er taget i går, søndag, morges, efter at pigerne var taget i skole. Jeg var på vej ned i klubben og træne. Vejen er uhyggelig tom, fordi der i går var varslet hartal, (voldelig) strejke. Voldelighederne er ikke tidligere sket ikke i vores område. Her er bare dejligt stille. Usandsynligt stille.
Herunder ses vores nabobygning, der om få måneder bliver H&Ms hovedresidens her i landet. Det er ikke lang tid siden, at bygningen blev færdigbygget og stod indflytningsklar med de mange lejligheder. Så besluttede H&M sig for at bo dér og alle væggene er nu revet ned, så der er storrumskontorer, showroom og mindre mødelokaler m.v. Så vidt jeg kan forstå, bliver de inden for kort tid omkring 300 medarbejdere, som skal arbejde i bygningen. Inden for få år regner man med en fordobling af antallet af medarbejdere. Vi har glæde af de mange svenske medarbejdere i klubben, og så selvfølgelig deres udsalg, hvor vi køber deres tøj for 12-13 kr. pr. del (dog kun deres basisting).
Solen - house 7 - Gulshan 2 - Nordic Club - tennisen vi kommer til at savne det hele og vil tænke tilbage med smil på læberne.

En anden måde at forberede hjemkomsten på

2011-06-05T19:35:00.000-07:00

Når vi kommer "hjem" til Danmark, skal vi have renoveret to badeværelser. Vi udnytter ombygningen til at flytte lidt rundt på nogle døre og ændre ruminddelingen, så pigerne får førstesalen for sig selv, og vi får soveværelse nedenunder. Her i weekenden gik Jens og jeg så i gang med at tegne og måle og regne - på tegninger af huset. Selv om hele denne foreliggende proces varsler masser af arbejde, rod, støv, håndværkere, så er planlægningsfasen alligevel med til, at vi for alvor føler, at vi skal hjem - og at vi skal hjem til et nyt hus og en ny begyndelse.

Vestlige versus østlige traditioner omkring spisning

2011-06-01T06:05:00.000-07:00

I går aftes havde vi gæster. Vores maid arbejdede derfor over. Hun havde travlt med at lave mad i køkkenet, mens vi fire i familien dækkede bord, tændte lys, åbnede vin, fandt musik etc. Alt imens faldt det mig pludselig ind, at vores maid vist ikke rigtigt vidste ret meget om borddækning. For det er som regel os, som gør det. Hendes mange arbejdsgivere før os, har sikkert gjort det nogenlunde på samme måde - med hende i køkkenet, mens Madam "nusser og pusser" om bordets detaljer. Jeg bruger i øjeblikket kræfter på at finde en ny familie til hende, så det slog mig, at jeg burde lære hende noget om borddækning.

Så i formiddags blev hun sat til bords, mens jeg dækkede op til hende, forklarede om bestikkets betydning og placering, de typiske tre retter mad, hvordan man indikerer at man er færdig med at spise, eller modsat vil have mere mad, hvordan man tager maden til munden og ikke omvendt som dyrene og... ja, det blev jo pludselig en længere lekture om vestlige traditioner for borddækning og spisning.

Hun var en mønsterelev, som ivrigt lyttede og spurgte uddybende. Hun måtte alligevel ende op med at grine lidt, mens hun sagde: "Ja, vi spiser bare vores rice and curry af en skål med fingrene". Jeg grinede med. Fra at føle mig som den forklarende tjener i Pretty Woman gik jeg over til at føle mig som Emma Gad. Jeg følte mig pludselig så tåbelig, mens jeg forklarede hende om alle disse ting - gammeldags ting - som vi lærer og udviser, for at andre ikke skal kunne sætte en finger på vores opførelse - der skal ligesom være "klasse" over vores måde at gøre tingene på. Tænk at alt det udenomssnak til selve maden kan fylde så meget hos os, mens det hos mange asiatere slet ikke eksisterer.

Carolines og Sarinas farvelfest

2011-06-01T05:37:00.001-07:00

Fredag den 27. maj 2011 holdt Sarina og Caroline fælles farvelfest for 37 af 7. klasse eleverne. Det skete på vores tag, hvor der med et bambus og sort lærredstof var indrettet et festlokale. De voksne holdt sig væk, mens der blev spist, danset, snakket og svedt igennem. Luften var over 30 grader, og fugtigheden tæt på 100, vil jeg tro - så ja, der blev svedt pænt igennem.
Det er ikke den største udfordring at holde fest her i byen. Man finder et tag. Så lejer man et firma, i dette tilfælde Banani Decorators, til opsætning af telt, borde, stole, faner, planter, duge, musikanlæg m.v. Det gode er, at du selv kan bestemme indretningen af festlokalet, da de bare flytter rundt på bambuspindene til det bliver, som du ønsker. Ingen standardstørrelser her. Så finder man et sted, som laver god take-away mad. Og så finder man nogen til at gøre rent. Og så... betaler man.

Stellas indlæg: Stella til 50'er fest

2011-05-29T05:00:00.000-07:00

I torsdag var der 50'er-60'er dans på skolen for 4. og 5. klasser. Pigerne som var fulde af energi, klædte sig fantastisk ud, og hoppede op og ned, mens 'I love Rock n Roll' af Britney Spears røg ud af højtalerne.

Der var mange aktiviteter fra 5o'erne: tyggegummi boble konkurrence, og hulahopring konkurrence. Blandt andet kom der en professionel hulahopper og viste nogen super seje tricks. Overaskende, vandt jeg hulahop konkurrencen. Selvfølgelig skulle vi også lave slange.

-Stella Bastrup

Bloggen har rundet 10.000 besøgende

2011-05-25T20:10:00.000-07:00

Kære læsere

På grund af jer har bloggen her nu rundet 10.000 læsere, ja, faktisk 10.300 læsere.

TAK for jeres trofasthed!

Lidt statistik:

Der er mellem 150 og 200 læsere pr uge.

Den gennemsnitlige besøgstid er 1:21 minutter, hvilket er rigtig fint for et blogindlæg. Hvis gennemsnitstiden er længere, er bloggen det forkerte medium til ens kommunikation.

Læselysten er størst i weekenden.

De tre mest læste indlæg er de to med fakta om Bangladesh samt det om refundering af momsen, en mulighed for udlandsdanskere.

Alt det her ved jeg, fordi jeg benytter Sitemeter.com. På min gamle blog Blogguiden kan I her læse om, hvordan det fungerer med en besøgstæller.

En af mine kære venner i DK har netop i dag stillet mig det spørgsmål, som jeg har stillet mig selv de sidste par måneder: Skal jeg begynde at skrive på en Bastrupskolding-blog? En blog, der blandt andet beskriver overgangen fra udlandsdansker til "hjemlandsdansker". Jeg tænker videre...

Fælles nationaldag

2011-05-25T20:09:00.001-07:00

I går aftes var det tid for den årlige fejring af de nordiske nationaldage - i alt fald den for Danmark, Norge og Sverige. Jeg kan ikke sige andet, end at vi er gode til at feste her i Dhaka. Stemningen var i top, der blev kommunikeret på kryds og tværs af alle sprog og nationaliteter. Der blev spist flere absolutte fantastisk tilberedte laks (norske selvfølgelig), der blev skyllet ned med iskold hvidvin. Mums for en udlandsdansker. Endnu en tradition i Dhaka, som jeg vil savne.

Fair trade dag og salg

2011-05-25T20:05:00.000-07:00

World fair trade day fejres den anden lørdag i maj hvert år og er arrangeret af World Fair Trade Organization (WFTO). Her i Dhaka fejrede lidt forsinket dagen i går. Tarango, der producerer de flotte og anderledes tasker af brugte cementposer, havde inviteret til interkulturelt møde og salg i den australske ambassadørfrues hus. På grund af sikkerhed omkring huset og den australske ambassade var der sat loft på antallet af inviterede, og vi blev da også tjekket i forhold til navnelisten og metaldetektor inden entre. Vi skal nok have været omkring 100.

100 købestærke kvinder (primært) kan godt tage for sig af retterne, så der blev solgt godt. Nedenfor ses mit udbytte fra dagen. Læg mærke til tasken til venstre, hvor der står Tarango på. Det er samme design som cementtaskerne, denne gang blot lavet af aflagte pressenninger.

Vi bydes alle velkommen og får historien om Tarango.

Her fortæller den ene af kvinderne i korte træk om sit liv, og hvad det betyder for hende at arbejde for Tarango.
Her fortæller en anden kvinde os sit liv som forældreløs og enlig forsørger.
Det er alt sammen meget godt, med salg, møde mellem producent og køber etc., men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne bare blive så meget større og profitabelt, hvis virksomheden blev udviklet i den rigtige retning. Jeg kan lige se for mig, hvilke nøglepersoner, der mangler at blive ansat, hvilke produkter der kunne produceres med stor succes etc. Måske det slet ikke er realistisk? I alt fald er det blevet ved tankerne - og med kun nogen handling fra min side.

Rickshaw i ny udgave

2011-05-24T04:36:00.000-07:00

På billederne ser I en splinterny rickshaw. Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den. Dem der kører rundt i gaderne er normalt ikke så flotte og skinnende.

Man kan ikke sådan gå ind i en cykelforretning og se og sammenligne flere af dem. Man køber selve vognen ét sted, stellet et andet sted etc. og så samles den. Hvis du vil købe én, så gælder det om at kende nogen, som kender nogen, der kan hjælpe én med at finde de forskellige dele og samle dem. Pris cirka 16.000 Taka = 1,150 Dkr.
Farverigt, sølvglimtende og plastikbetrukket sæde. Ren Bollywood som vi kender det fra Bangladesh og Indien.

Stellas farvelhilsen til sin lærer

2011-05-22T06:06:00.000-07:00

På AISD skifter eleverne lærer hvert år. Ja, de skifter sådan set også klassekammerater, for eleverne sættes sammen på en ny måde hver august, så der er taget hensyn til dem, som er rejst og de nye, som er kommet. En af forældrene i Stellas klasse har taget initiativ til at lave en collage til læreren: Mr. Curley (man er på efternavn med læreren). Hver elev skal aflevere en personlig hilsen og et billede af sig selv. Jeg har tidligere fortalt, at Mr. Curley har en stor stjerne hos Stella, hvilket også tydeligt fremgår af hendes hilsen til ham. Jeg har nedenfor afskrevet den direkte fra kortet (se billedet).

Dear Mr. Curley

You have caused a wonderfull improvement to my knowledge and behaviour. You and I have had many fun adventures throughout 5th grade. Your respect for us, humour, beliefs, knowledge, integrity and confidence make you into an AWESOME teacher. I have truly enjoyed working with you. You have the magic to make a boring topic come to life and make it funny.

I hope you and your new class will have as much fun as we had this year.

Lots of regards,

Stella Bastrup

PS. I will miss you A LOT!!!

På bagsiden har hun skrevet:

You are:

- happy

- cool

- forthcoming

- joker

- positive

- caring

- weird (in a good way)

Jeg sidder her og skriver og tænker: Puhha, det bliver bare ikke sjovt at skulle sige farvel

Hippiefest

2011-05-21T07:37:00.000-07:00

I dag er dagen derpå. Vi var til farvelfest i går, arrangeret som hippiefest. Så absolut og helt fantastisk skægt. Stort set alle havde gjort sit til at støtte op om temaet med farverige kostumer, protest-skilte, kvinder med piber etc.

Vi har tidligere været til tema-fest, og vi må konstatere, at det er forholdsvist nemt at få lavet et kostume hos en af byens utallige skræddere. Det imponerende denne gang var, at folk under deres rejser havde købt solbriller og andet tilbehør, som understregede stilen og tidsalderen.

Vi dansede på tagterrassen, så sveden løb. Se selv billederne og se, hvad du synes.
Flower power

Fest og farver...
... og glade dage

Stella med i skoleteater

2011-05-21T07:32:00.003-07:00

I fredags spillede Stella med i Elementary skolens teaterstykke. Det vil sige et stykke for dem fra tredje, fjerde og femte klasse, som havde lyst.

Jeg havde meldt mig til at sælge billetter ved indgangen.

De spillede fredag og lørdag, og begge dage var der udsolgt, det vil sige 280 tilskuere.
Stykket hed "Into The Wood"og er et mix af eventyrerne Askepot, Rødhætte, Rapunzel etc.

Stella spillede rollen som Askepots stedsøster.
Kostumerne, sminkning, ja, det hele var ret professionelt lavet.

Som mellemskolen har dette hold også øvet heftigt siden februar, og endda op til fem gange ugentligt og hver weekend i den sidste tid.
Jeg har haft fornøjelsen af at overvære et par øvelser, hvor læreren coacher eleverne til at yde deres bedste. Der er tale om en helt anden pædagogik end den danske. De bedste præstationer bliver fremhævet for at motivere de øvrige til at yde mere. Det er sikkert meget amerikansk og i alt fald meget lidt efter janteloven, men hold op en effekt. Eleverne ser ikke noget forkert i, at deres sidemands evne til fx at tale højt og tydeligt bliver fremhævet. Eller at den anden sidemand har en fantastisk gestikulation.
Stella har elsket at deltage i alt fra øvelser til at optræde, og hun har fået ros for sin indsats. Egentlig havde hun kun et par linjer, men hendes kropsprog på scenen var god og tydelig. Jeg tror så småt, at det er gået op for mig, at hun virkelig gerne vil performe. Indtil nu har jeg slået det hen sammen med alt det andet hun gerne har villet være, siden hun kunne ytre sig. Men nu spørger jeg mig selv, hvad denne passion - dette talent? - fører til? Vi får se.
Herunder konstaterer prinsen, at skoen ikke passer. Da han finder prinsessen, besvimede Stella på meget overbevisende stil.

Bedst som stykket er overstået, og Stella har fået sin fritid igen, har hun meldt sig til skolens talentshow. Så mens jeg skriver dette indlæg, sidder hun sammen med en veninde og forbereder optræden til det show.

Sarina til skolebal

2011-05-21T07:32:00.001-07:00

Sarina til skolebal - eller "prom" som det hedder i USA.

Så er det officielt

2011-05-17T18:43:00.000-07:00

Post Danmark registrerede i går vores ankomst til Danmark den 21. juni 2011. Folkeregistreret kender ikke til vores eksistens endnu, da de kræver personligt fremmøde. Det vil vi også gøre den 21. juni, så vi kan få os nogle nye sygesikringsbeviser. Fra den dag af vil vi atter være danske borgere - ikke kun statsborgere.

Som billedet fortæller, så er pakningen begyndt her i lejligheden. Pakningen er blevet fremskyndet, da firmaet alligevel skulle have nogle containere fyldt op. Det giver os mulighed for at få vores ting forholdsvist hurtigt efter vores ankomst til Danmark.

Jens og jeg er netop blevet opgraderet hos Qatar, så vi må have henholdsvis 40 og 35 kg med hver i flyet. Pigerne må have hver 30 kg med, og det er de tilsammen 135 kg vi må have med fordelt i kufferter, når vi letter herfra landet. Resten skal vi have pakket og sendt hjem dels nu, og dels pakker vi en sidste kasse, når vi kommer tættere på afrejsedagen.

Pakkeriet hjælper med at gøre den officielle registrering og flytningen realistisk i vores små hoveder, som vist ikke helt kan finde ud af det.

Et stykke indendørs Bangladesh

2011-05-17T18:40:00.000-07:00

At tælle til 10

2011-05-16T23:27:00.001-07:00

For mig er det naturligt at forsøge at opsnappe nogle få lokale ord for "Tak", "Hej", "Flot, "Godt" etc. Selvfølgelig for at gøre brug af dem i dagligdagen. Her i Dhaka har det desværre også været nødvendigt for mig at lære at sige "Gå væk" på bengalsk, da det kan være et godt ord at kunne, når man sidder i bilen i kø og tiggerne driver én til vandvid med deres banken på ruden og pege på munden (for at indikere, at de er sultne).

Nu har jeg så for gud ved hvilken gang også forsøgt at lære at tælle til 10. Først på dansk, så tysk (for vi så tysk fjernsyn, da jeg var lille), så engelsk, så fransk (i gymnasiet), så italiensk (til feriebehov: Fire øl, tak), så singalesisk og nu bengalsk. Jeg synes ikke, at der er så mange ligheder, derfor er det som at begynde forfra hver gang. Det med at lære tallene på singalesisk og bengalsk skyldes dels, at de lokale ikke taler så godt engelsk, og dels at det er rart at vide, hvad de forretningsdrivende snakker på bengalsk om at tage for varen, når jeg handler. Plus den finesse at bengalerne, ligesom de har sit eget alfabet, har sine egne tal, som jeg ikke kan læse. Fx ligner et firetal et dansk ottetal, og et syvtal et dansk nital, og så kan det gå grueligt galt under betalingen.

Her er så en dansk omskrivning af tallene 1 til 10, baseret på udtalen:

1 = ek

2 = dui

3 = tain

4 = char

5 = part

6 = choy

7 = shat

8 = at

9 = nui

10 = dose

Du kan jo se, om du kan tælle til 10 på bengalsk :-)

Så er Sarinas nærmeste fremtid på plads

2011-05-15T02:40:00.001-07:00

Så har vi fået mail fra Kolding Realskoles Internationale klasse: Sarina er optaget og skal begynde den 15. august 2011. Hun vil allerhelst blive her, men når nu det ikke kan være anderledes, så er hun glad for at være optaget netop dér. Af valgfag har hun valgt naturvidenskab og fransk. Hendes hjerne er helt sikkert til det naturvidenskabelige og matematiske. Hendes planer - som tingene ser ud lige nu - er efterfølgende at gå på high school i et andet land, gerne USA eller Frankrig. Ja, suk, det var os selv, der viste hende den store dejlige verden, som hun tilsyneladende ikke kan få nok af. Vi får se, hvad der sker.

Snakkehoveder

2011-05-14T20:17:00.000-07:00

Det har slået mig, at asiaterne er nogle snakkehoveder. Jeg ved, at jeg nu generaliserer, men tag det nu blot for at være mine observationer og konklusioner herpå. Én ting er, at de er fantastisk gode til at snakke, når de mødes her og der for at få tiden til at gå. I ved, vesten har uret, mens østen har tiden. Én anden ting er, at mobiltelefonen har gjort det muligt for dem at snakke med endnu flere på samme tid. Med mobilen synes jeg, at de fleste er blevet bedre til at udtrykke os kort og præcist eller måske hellere sms'e - men ikke asiaterne. Generelt er det også mit indtryk, at de bruger flere ord og gentagelser, når de kommunikerer, end vi gør. Fx hvis vi i junglen af reklameskilte og manglende stedhenvisninger (paradoks!) ikke kan finde vej, så ringer jeg til stedet og beder dem om på bengalsk at fortælle min chauffør, hvor han skal køre hen. Vi er som regel tæt på, mangler bare lige et par huse eller hjørner at komme omkring. Alligevel præstere min chauffør at øffe løs i 5 minutter med en vildt fremmede om det. Hvor lang tid kan det dog tage at sige: Hvis du kører mod nord på road X, så tager du anden vej på højre hånd? Eller i lufthavne, hvor alle går og står og snakker i mobil - i timevis. De taler til lige før luftgang og tænder så snart, jorden er rørt. Og så går de ellers i gang med at snakke, mens de bevæger sig. Vores chaufførs og hushjælps telefon ringer konstant. Det er dem derhjemme, som lige vil sige "hej", forklarer de mig. Jo, mobilen passer perfekt til den asiatiske kultur. Måske er det også derfor at næsten selv den fattigste og hjemløse har en. Når jeg nu her generaliserer, så er det at blive kaldt et snakkehoved jo ikke den værste kritik, vel?

Gensyn med Sri Lanka

2011-05-14T19:29:00.000-07:00

Siden sidste weekend har jeg været en tur i Sri Lanka. Det var absolut et positivt gensyn. Næsten som at komme hjem. Allerede ved ankomsten til lufthavnen bemærkede jeg, at der var blevet kraftigt ryddet op og moderniseret i selve lufthavnen, og på vejen ud af lufthavnen var der ingen soldater med maskingeværer. Generelt var antallet af soldater med geværer og checkpoints i gadebilledet skrumpet betydeligt ind. Nye supermarkeder af dimensioner jeg ikke tidligere har set på Sri Lanka. Mange af de små boder ved vejene er rykket indenfor med glasfacader og større vareudbud. Ingen affald af betydning rundt omkring. Nye fancy restauranter og butikker i Colombo. Endnu et tegn på udvikling og velvære var størrelsen på singaleserne. Jeg synes på en eller anden måde, at de alle var blevet lidt rundere, og fik fortalt, at antallet af diabetes 2 patienter er steget meget de sidste par år. Så det går tilsyneladende godt i Sri Lanka.

Selv om meget var forbedret, var alt også ligesom "ved det gamle". Mine ynglingsbutikker lå, hvor de plejede, og jeg fik købt mine sædvanlige ting som Triumph undertøj (som stadigvæk produceres på øen), bøger (forholdsvist stort udvalg af engelske bøger til små beløb) og smykker (selvfølgelig hos min kære veninde og juveler, Charlotte. Jeg fik blandt andet redesignet min vielsesring). Det bedste ved det hele var, at singaleserne smilede lige så bredt og ofte, som jeg huskede det. For søren et glad folkefærd.

Der var dog en lille ting, som kunne få dem til at få en alvorlig mine på: snakken om andenpladsen i det netop overståede verdensmesterskab i cricket, hvor finalen stod mellem Sri Lanka og Indien. Sladderen på Sri Lanka fortæller, at en trediedel inde i kampen (hvor det går rigtig godt for Sri Lanka) får alle de singalesiske spillere et glas vand, hvor der i bunden stod, at de skulle tabe kampen. En ordre fra Sri Lankas præsident. Herefter kastes dårlige bolde, og dygtige spillere udskiftes med dårlige spillere. Præsidenten og dermed landet skulle efter sigende have fået et enormt beløb fra Indien for at tabe. Efterfølgende forlod kaptajnen, det halve af bestyrelsen og nogle af spillerne landsholdet. Jeg skal skynde mig og fortælle, at dette er den "sande sladder" på Sri Lanka, som jeg blot refererer her uden at have eftertjekket sandhedsværdien. (Ja, man er vel lidt opdraget af sin uddannelse som historiker, der ALTID tjekker sine kilder ;-)) Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro. Har dog en tendens til at tro, at det er sandt. Alt kan købes for penge her i Østasien, lettere end i vesten.

Herunder udsigten fra Charlottes terrasse. Grønt, grønt og grønt.
Herunder billede fra mit ynglingssted i Colombo: The Gallery Café. Jeg er dog stoppet med at kalde den min ynglingsrestaurant, for det er omgivelserne og ikke maden, der gør stedet attraktivt. En af mine ynglingsrestauranter er den italienske Echo.
Jeg fik fornøjelsen af at komme lidt tættere på arbejdsprocesserne og de singalesere, som arbejder for Charlotte i hendes butik, kontor og værksted (guldsmede, stenslibere og stensættere). Dygtige folk. Vi fik lavet en hjemmeside og et elektronisk arkivsystem til firmaet. Så det endte op med at være et godt mix mellem business og fornøjelse. En helt igennem god tur, som bekræftede mig i, at jeg har været så priviligeret at bo i Sri Lanka.

Et gensyn med Sri Lanka

2011-05-07T09:08:00.001-07:00

I morgen, søndag, formiddag tager jeg flyet til Negombo, Sri Lanka. Det er første gang siden vi flyttede derfra i februar 2010, at jeg skal gense landet. Det er jeg ret spændt på. Jeg skal bo hos min kære veninde, juveleren, hvis butik og værksted ligger i Colombo centrum. Vi skal dels lave business og dels have det sjovt. Det bliver kun for fire dage, så jeg har valgt kun at opholde mig i Negombo og Colombo. Jeg tager ikke en tur til Kandy, hvor vi boede. Jeg skal mødes med en veninde fra vores tid der, og jeg skal shoppe i udvalgte forretninger;-) Så der vil være stille her på bloggen den næste uges tid. Vi skrives ved...

Endnu en dag i klubben

2011-05-07T08:51:00.001-07:00

Torsdag til fredag havde vi fire af Stellas veninder til sleepover, så efter "fodring" af dem og kørsel med dem til teaterprøver tog Jens og jeg i klubben, og der blev vi så til godt og vel sent om aftenen. Jens spiller tennis igen, og jeg er så småt begyndt at spille "social" som vi kalder den fri tennistid i weekenddagene, hvor man spiller, når man har lyst. Denne dag dannede Jens og jeg ovenikøbet double. Bastrup versus et andet ægtepar, og det gik slet ikke galt. En helt igennem afslappet og hyggelig dag med sport, godt vejr, hyggeligt samvær og masser af grin. Det hele endte med en impulsiv fælles middag i restauranten.

Sarina og fransk

2011-05-07T08:33:00.000-07:00

Da vi ankom til Dhaka, valgte Sarina fransk som "andet sprog" (engelsk er deres "første sprog". Dansk er ikke-eksisterende). Det er sin sag at skulle indhente sine kammerater i et sprog/fransk, når man aldrig har hørt nogen snakke det eller kender nogen franskmand. Jeg har haft fransk i gymnasiet, meeeen det er alligevel ved at være nogle år siden (!). Så vi har fundet en fransk tutor til Sarina. En 10. klasse elev, hvis far er franskmand. Én gang ugentligt sidder de to ved spisebordet og pludre løs på fransk, gennemgår grammatik og ser Asterix på originalsprog (uden undertekster!). Det er ret fantastisk at overvære og høre, og... det fungerer gnidningsfrit, når det er en ældre studerende, som underviser sammenlignet med, hvis det er mor her. De kan måske godt se lidt sure ud på billedet, men de er blot koncentrerede. Jeg afbrød undervisningen for at tage billedet.

Hverdag nogle uger endnu

2011-05-01T20:10:00.000-07:00

Nu er det hverdag igen. Vi har syv uger tilbage i Dhaka. Pigerne har seks uger tilbage i skolen. Puhha, det er en mærkelig fornemmelse. Især pigerne er kede af at skulle sige farvel til skolen. Stella ville gerne have oplevet at gå i Middle School med alt hvad det indebærer af ingen fast klasse, ingen faste lærer, men til gengæld ét fast skab til dine bøger - dit liv! Sarina har gået i flere skoler, og denne skole er den bedste af dem alle, siger hun. Og det siger de, til trods for at de begge ved, at de skal hjem til skoler, der indebærer væsentligt kortere dage og måske også færre lektier.

Vi venter ikke flere gæster, og det er godt nok, for den kommer til at stå på oprydning, pakning og farvelfester i de kommende uger. Jeg intensiverer for hver uge min jobsøgning, men føler mig langt fra Danmark på alle måder. Jeg tager et smut til Sri Lanka i næste uge, men ellers skal vi bare nyde hverdagen - skolen, tennis, klubben, varmen... og ikke mindst alle de dejlige mennesker, som vi har lært at kende og holder af her i byen.

Sanserne

2011-05-01T19:56:00.000-07:00

At rejse er at bruge sine sanser. For mig er der to ting, som for altid vil minde mig om årerne i Asien.

Den ene er lyden fra en fugl, som jeg ikke ved, hvordan ser ud eller for den sags skyld hedder, men som hvert år i februar og hen over foråret sidder i trætoppene og kalder på en mage. Dén lyd giver mig associationer til en masse situationer og oplevelser, der gør mig helt igennem glad.

Den anden ting er synet og duften af blomsterne på billedet ovenfor.

Blomsterne vokser på et træ - som ses her nedenfor. De træer var overalt i Sri Lanka og især på vores ynglingshotel i Negombo, The Beach. De er også mange steder i Thailand, hvor disse billeder er taget. Både træ og blomster er smukke og dufter helt fantastisk på flere meters afstand.

Desværre kan jeg ikke tage nogen af delene med mig hjem. Det må blive ved disse fotos og minderne.

Ferie i Thailand, Bangkok

2011-05-01T19:39:00.001-07:00

Efter nogle dage i Hua Hin gik turen til Bangkok. Jeg tror, at vi har skrevet det før: We like Bangkok. Den er godt nok stor (10 mio.), larmende, varm (40 grader) og med mange mennesker, men den er også velfungerende, farverig og fuld af muligheder.
Problemer med booking af værelser resulterede i en suite til os alle seks. Her spiller vi kort. Som tidligere valgte vi at bo på Anantara.

Jens købte sig en professorterning i Hua Hin. Den overtog Sarina hurtigt og brugte stort set hele ferien på at finde ud af, hvordan sådan en skal samles. Som I kan se nedenfor lykkedes det. Belønning fra farmand: En is.

Fredag sidst på eftermiddagen vinkede vi farvel til mormor og morfar, som kørte til lufthavnen efter 10 dage i Asien fordelt på to lande. Vi blev en nat og dag mere i Bangkok og sugede det sidste af byen, da vi ikke ved, hvornår vi kommer der igen.

Ferie i Thailand, Hua Hin

2011-05-01T08:39:00.000-07:00

Efter fire dage i Dhaka fløj vi til alle seks til Bangkok, Thailand, og derfra videre med bil i 2½ time til Hua Hin. Hua Hin er Thailands gamle - og nuværende - kongeby.

Vi boede på SeaRidge, små 15 km syd for Hua Hin centrum. Et dejligt nyt hotelområde med dejlige store lejligheder, hvor vi kunne bo sammen. Vi værdsætter alle at bo sammen, og at vi stille og roligt kan sætte os til bords om morgenen uden at skulle klæde om m.v., som man gør, når man skal ned i et hotels restaurant og spise. Ulempen ved stedet var afstanden til Hua Hin, der betød taxa hver gang, vi skulle nogen steder. Og taxa betød igen ventetid.

Vi boede i hjørnet, næstøverst.
Poolområdet med fitnesscenteret i "hytten".
En gåtur langs Hua Hin strand, som dog ikke er så imponerende endda.
Hua Hin by med masser af restauranter og butikker.
En tur til hotel YaiYa med fri adgang til stranden. Her tager morfor og Sarina en skyller efter en dukkert i saltvandet.
Sidst på eftermiddagen er det tid til en slapper ved poolen - eller rettere I poolen, for hotellet tilbyder at bade og drikke samtidig. Praktisk. Den thailandske golf ses i baggrunden.
Fis og ballade, mens vi igen, igen venter på en taxa.
Hua Hin Night Market - jep, personalet sover, men vågnede, da Sarina gerne ville købe et par farverige RayBan solbriller.
Jacuzzien på terrassen skulle selvfølgelig afprøves.
Hvordan fremstilles thaisilke? Det fik vi svar på efter besøg hos en af Hua Hins silkebutikker, der samtidig havde en workshop ude foran. Ifølge rundviseren foregår produktionen af silke næsten ensartet i hele verden (Asien forstået?!). Forskellen ligger i larverne, der er lokale og som derfor spinder forskellige tråde. Mormor og morfar har været i Kina på en stor silkefabrik, så de kunne tegne og fortælle, så vi blev klogere. Først fodre man larverne, derefter koger man dem. Mens de koger, udskiller de silketråde, som en person så trækker op med en pind - herefter begynder den sædvanlige proces for at producere tråd til vævning.
Det blev ikke til vandscootere men i stedet almindelige scootere. Uhyre nemme at styre.
Man kan ikke bo i Hua Hin uden af spise noget af alt det dejlige fisk, som de utallige restauranter tilbyder på menukortet. Den ene aften spiste vi på en restaurant på en af de mange moler, byen har. Her er Stella gået i køkkenet for at vise os en krebs.
Tjek lige disse store rejer. Mums siger jeg bare.
Hua Hin er en turistby - og tilsyneladende uden de lange dejlige strande, som vi kender fra Thailands øer længere nede sydpå. Til gengæld har byen alt hvad hjertet kan begære af shopping og mad, så der er ikke så meget at klage over, vel?

Golf

2011-05-01T08:24:00.001-07:00

Lørdag formiddag stod den på golf for Jens og morfar. Her så de rådyr. For jer danskere er dette måske ikke så særegen et syn, men når man bor midt i Dhakas asfalt, støv og beton, er det her endnu et tegn på de store kontraster i byen.

Wellness

2011-05-01T08:09:00.000-07:00

Efter besøg i den gamle bydel, Old Dhaka, og på sitet var det tid til en slapper ved poolen og efterfølgende pedicure for os fire "tøser" og fodmassage for morfar på klubbens tagterrasse.

Dagen blev afsluttet med en tur på taxacykel, rickshaw, til en japansk restaurant, hvor mormor og morfar for første gang smagte sushi. Det bekom dem vel, men de er nu også altid så positive omkring alt nyt ;-)

Et besøg på M.T.Højgaards byggeplads

2011-05-01T04:53:00.000-07:00

Efter besøg i Old Dhaka kørte vi videre til Jens' arbejdsplads, M.T.Højgaards byggeplads, kaldet sitet, der også ligger i den sydlige del af Dhaka. Undtagelsesvis var der givet dispensation fra gældende regler omkring sikkerhedsudstyr;-)

I baggrunden ses Site Office, hvor alle kontorerne befinder sig. Pt arbejder der cirka 40 funktionærer (fra forskellige lande) og cirka 300 arbejdere. Begge tal - især det sidste - vil stige gevaldigt senere i projektet.
Mormor og morfar foran alle stenene til at blande i betonen. De er importeret fra Indien, da Bangladesh' sten ikke er gode nok til formålet. Jep, sten er ikke bare sten.
Jens foran den nyindkøbte betonblander, der kan blande 45 kubikmeter beton i timen.
Armeringsjern, armeringsjern, armeringsjern - intet byggeprojekt uden armeringsjern.
Billederne viser på ingen måde, hvor stort et areal sitet fylder, men det tog os en lille time at gå sitet rundt.

Absolut et interessant besøg, der gav et godt indblik i, at det er et større projekt at bygge et vandrensningsanlæg, der skal sørge for rent vand i hanerne hos omkring 3 mio. bengalere. Det skulle de gerne få fra nytår 2012.

En formiddag i Old Dhaka

2011-05-01T04:25:00.001-07:00

Vi ønskede at vise mormor og morfar den gamle del af Dhaka, så de kunne sammenligne med det stykke Dhaka, Gulshan, som vi bor i. Så fredag morgen kørte vi sydpå.

Første stop var Lalbagh fortet. Foret er fra dengang (16-1700-tallet), hvor mughalerne herskede i området. Mughalernes stammer oprindeligt fra Tyrkiet og Iran. Fortet har også både marmor og klinker fra de kanter. Ellers er der ikke meget at komme efter her på fortet. Man skal selv kunne historien og have fantasien i orden, for der er reelt set kun tale om en bunke tomme og aflåste huse i et parklignende anlæg. Det mest interessante er måske i virkeligheden, at det ene af husene har Bangladesh' største og første spaagtige badeværelse og toilet.

M.T.Højgaard was here!
Forsøg dig selv med Google translate.
Efter besøg på fortet gik vi en tur i Old Dhakas gader. Her ovenfor en gut, som sælger sukkervand lavet direkte på stedet af friske sukkerrør.
Et besøg hos barberen... in the middle of the street.
"Havnefronten", hvor grøntsager og andre madvarer nordfra sejles til bydelen. Jeg kan ikke beskrive lugten, men fortælle at den var ikke frisk.
Dhaka er fuld af handicappede personer.
En café.
Kvinderne står i kø for at købe ris.
Utroligt hvad sådan et lad kan bære, og hvad der kan cykles med.
Forholdsvis smalle gader.

En mall i Dubai og en mall i Singapore minder med sine forretninger ufattelig meget om en mall i USA. Sådan er det ikke med Old Dhaka. Dér er varmt, beskidt og støvet. Der er larm og lugter ikke for godt, og at være der er som at befinde sig i den morderne middelalder. Tingene foregår på mange måder som dengang - fra transporten til adfærden -, og alligevel går de i moderne tøj og snakker i mobiltelefon. Jeg tror ikke, at der findes tilsvarende sted i verden.

Mormor og morfar er endelig kommet

2011-04-21T18:46:00.001-07:00

Onsdag tidlig, tidlig morgen landede mormor og morfar i Dhaka. Endda med lyn og torden. Trods få timers søvn var de friske på at besøge pigernes skole samme dag. Her viser Stella dem rundt på skolens bibliotek.

Så fulgte vi prøverne til Elementary skolens teaterstykke, hvor Stella spiller med. Hun er nummer seks fra venstre. De overværede lærerens entusiasme, positive feedback og coaching af eleverne. Bagefter var det Sarinas tur til at vise rundt på Middle skolen.
Om aftenen var der råhygge, Wii og fri dans. Trods varmegraderne nyder mormor at sidde på balkonen og se på livet nede på gaden og på byggepladsen overfor.
I går, torsdag, var shoppingdag. Jens var på arbejde og pigerne i skole, så kunne vi tre andre shoppe igennem. Især morfar fik handlet i skoforretningen Hush Puppies. De sko er som skabt til morfars fødder, så han vandrede glad ud af forretningen med to par.

I dag står den blandt andet på besøg i Old Dhaka og på Jens' arbejdsplads.

Vi har to dage tilbage i Dhaka, før vi tager flyveren søndag morgen til Thailand.

God påske til familie og vennerne i Danmark. Nyd påskeøllene og sildemadderne for os!

Stellas eftermiddag

2011-04-19T04:13:00.000-07:00

I eftermiddags var det Stellas tur til at afholde Student Led Conference. Stella havde som Sarina en digital og en fysisk portfolio at vise os forældre. Herunder ses forsiden.

Herunder ses Stellas tre mål for skoleåret. Målene er både faglige og personlige mål. Status på de tre mål var, at det halter med 2'eren, og at hun arbejder videre med dem alle tre.
Herunder er konceptet for klassens Student Led Conference. Først snakkede Stella ud fra den digitale portfolio, bagefter ud fra den fysiske, så demonstrerede hun en matematikøvelse, vi spillede et strategisk, matematisk spil og til sidst skulle vi diskutere, hvem vi synes, der er de vigtigste ledere i vores samfund. Klassen har haft emnet: "They changed the World", og har herunder beskæftiget sig med værdier og tro. Da jeg spurgte til, hvordan det kunne ske, at Hitler kom til magten svarede Stella, at det skyldtes, at folket blindt havde fulgt hans overbevisninger i stedet for at holde sig til sine egne værdier - ikke var tro mod sig selv. Så noget har hun lært. Well done, Stella, eller Awesome, som hendes elskede klasselærer altid siger og skriver.
PS.

Skolen gør ekstremt meget brug af billeder. Lærerne og eleverne går rundt og tager billeder hele tiden - både i timerne og under aktiviteterne og arrangementerne på skolen. Ikke bare et sølle billede ud over forsamlingen men sjove fotos med anderledes vinkler. Eleverne kan herefter frit gøre brug af billederne i undervisningen, til nyhedsbreve, deres diasshow, portfolio etc. Tilsyneladende elsker eleverne at lege med brugen af billederne, og som modtager af al den skriftlige information må jeg sige, at løsningen bliver mere interessant.

En halvroyal weekend

2011-04-17T06:42:00.000-07:00

Weekenden sluttede for Jens og mit vedkommende med cocktail reception hos det danske ambassadørpar, hvor vi fejrede dronning Margrethes fødselsdag. Et nyt tiltag, som ambassadøren blandt andet begrundede med, at vi danskere ofte mødes i et nordisk anliggende, hvor vi er mikset med de andre skandinaviere fra byen. Så i går var muligheden for danskere at mødes i anledningen af en dansk begivenhed. Så weekenden begyndte med barnedåben, indeholdt nogle festlige aftener i gode venners lag og sluttede med dronningens fødselsdag. Jeg ved ikke, hvad I siger i DK, men her rynker nogle lidt på næsen over navnet Vincent.

Grillaften

2011-04-16T07:50:00.001-07:00

Sarinas aften

2011-04-16T07:26:00.001-07:00

Onsdag aften tog vi på skolen for at mødes med Sarina og høre hende fortælle om, hvad hun har lært i løbet af året i de forskellige fag. Student Led Conference kalder skolen denne årlige tradition. Det er som ordene siger: en konference ledet af den studerende - uden indblanding af lærere og med nysgerrige spørgsmål fra forældrene. Det hele sker ud fra en fysisk og digital portfolio.

Det tog en lille time, hvor Sarina ud fra nogle selvvalgte målsætninger forklarede, hvad hun er tilfreds med, hvad hun har kæmpet med, hvad der har betydet noget for hende etc. Vel og mærke kun med den positive vinkel. Ikke noget med at fokusere på noget, som ikke går godt. Det hedder udviklingspunkter, og her sættes mål op.

Det var en rigtig god oplevelse at se og høre sin datter ræsonnere over sin faglige indsats. For Sarina tror jeg, at det var en god oplevelse at sidde alene med os begge og få vores fulde opmærksomhed omkring det, som hun arbejder med 40-50 timer om ugen (hun går i skole 8 timer på hverdage). Well done, Sarina!

Godt nytår

2011-04-13T23:38:00.000-07:00

Shubho Nobo Borsho, godt nytår til bengalerne, som i dag er gået ind i år 1418?!!

Power yoga

2011-04-13T03:58:00.000-07:00

Hver onsdag morgen fra kl. 9 til 10 har jeg mit power yoga hold. Vi befinder os på klubbens tag ved siden af spa-afdelingen og frisøren. Men i dag besluttede jeg, at vi flytter ned i gymnastiksalen. Der var 31 grader, da vi begyndte timen, men solen skinnede igennem, og for nogle var det slet ikke behageligt. Jeg har læst, at det ikke nytter en disse at strække ud efter sport - andet end at det måske føles rart. Med en ugentlig yogatime og lidt yoga-øvelser derhjemme føler jeg, at min smidighed holdes vedlige, og at min krop styrkes - kroppen og vejrtrækningen "sættes på plads".

Den varme tid er over Asien

2011-04-13T03:51:00.000-07:00

Efter snart tre år i Asien ved vi det: I april og frem til juli-regnen er det herre varmt. Billedet af klubbens termometer viste forleden 34.7 grader. I dag var den 30 grader i morges og over 35 grader omkring middagstid. Egentlig tænker vi ikke så meget over det. Det er blot fordi mormor og morfar er på vej til os i næste uge, og for dem er det ikke normalt med de varmegrader.

Stellas aften: Exhibition for femteklasserne

2011-04-12T19:31:00.000-07:00

Tirsdag den 12. april 2011 kl. 17 mødte forældre til nyvaskede og velklædte femteklasser op i skolens gymnastiksal. De næste to timer var sat af til femteklassernes Exhibition dvs. fremvisning af det projekt, som de har arbejdet med siden nytår og for fuld tryk de sidste seks uger. Lad mig allerede afsløre nu, at det var en imponerende aften. Igen og igen må jeg sige, at amerikanerne kan et og andet. I alt fald på pigernes skole.

Hver af de 21 grupper har haft en mentor, som de har kunne sparre med og blive vejledt af. Dem blev der klappet højlydt af i salen. Bagefter var der "smagsprøver", hvor forældrene kunne gå rundt og se de 21 projekter præsenteret ved en lille stand (på billedet ses Stella og hendes gruppekammerat). Herefter fordelte vi os i klasseværelserne, hvor grupperne opførte et skuespil, et diasshow, et eksperiment eller på anden måde viste resultatet af deres arbejde.

Emnerne spændte fra mobning (Stellas gruppes emne) til luft- og vandforurening, uddannelse og fattigdom m.v. Emnerne var tydeligvis præget af, at eleverne bor i et af verdens fattigste lande, hvilket i sig selv var interessant, fordi vi forældre ikke helt kan gennemskue, hvor meget eller hvordan de oplever landet - set fra deres verden, der jo er en slags selvstændig og privilegeret verden i landet.

Børnenes engagement, entusiasme og evner udi at præsentere sine projekter for et stort antal fremmede var imponerende. Der var ingen mumlen, ligegyldighed eller generthed. Der var nervøsitet, men den var vendt til drivkraft for dem - til at gøre sig endnu mere umage.

Det er første gang skolen gennemføre denne form for projekt og læring, og forløbet bliver målt på alle leder, kanter og niveaer. For eleverne gælder, at der er defineret læringsprofiler og -holdninger, som de alle får feedback på. Alt i alt en fantastisk aften, hvor vi forældre deltog med forundring over den aldersgruppes evner og entusiasme for skolen og deres omverden, men det var jo netop også det der var meningen ifølge projektets tre mantra:

Thinking global and acting locally.

Connections between human attitudes and change.

How human actions impact the world.

Kæledyr

2011-04-12T19:21:00.000-07:00

Se en lille ven, der satte sig på mit skød i går aftes, mens jeg sad ved skrivebordet. Den var så stor, så jeg registrerede dens skygge, idet den fløj op og satte sig. Frem med giftsprayen og "fange" den med det giftige pust. Én ting er, når de kravler rundt vertikalt og horisontalt, men at de kan flyve lavt gør deres adfærd meget uforudsigelig, og de er i stand til at gemme sig hvor som helst. Okay, karkelakker af denne størrelse gemmer sig ikke så let.

Endnu et læderindkøb

2011-04-11T06:10:00.001-07:00

En stor taske med plads til mapper, lidt overtøj, min nye Ipad, min mobil, pung etc. Det er hvad jeg har købt i dag. Den skal bruges, når jeg vender hjem til Danmark og får mig et job. Jeg har været ved lædermanden og bedt ham om at sy en taske, der minder om et stift indkøbsnet. Det er et design fra en af pigerne fra H&M. Siden har lædermanden lavet dem på stribe i alle mulige farver. En sort og en brun til mig, tak. 200 kr. pr. stk.

Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at nettets hanke ikke er lange nok til at tage over skulderen, når man har vinterfrakke på. Okay, det havde jeg så ikke lige tænkt på her midt i 35 graders varme.

Stor dag for Stella i morgen, tirsdag

2011-04-11T04:52:00.000-07:00

Alle femteklasseelever på AIS/D skal i morgen, tirsdag, præsenterer et større projekt, som de har arbejdet med siden nytår. Exhibition, kalder skolen det. Det er en chance for de studerende til at vise, hvad de har lært siden børnehaven og til nu - og det er et projekt, hvor de skal arbejde selvstændigt som et skridt på vejen til Middle School, der venter de fleste af dem efter sommerferien.

Hver person har skulle vælge et globalt problem, der interesserer den. De skal undersøge emnet, udvælge problemstillinger, behandle dem og skrive en essay. Et af de vigtigste læringspunkter undervejs har været at skulle skrive en form for logbog - Journal - hvor eleven gør det muligt for forældre, lærere og andre at følge hans/hendes vurderinger, valg, udfordringer, planer m.v. Altså processen. Stellas Journal ligger desværre i den kuffert, som endnu ikke er kommet til Dhaka, og som vi håber på, kommer i morgen tidlig fra Doha.

Stella har valgt emnet Mobning, fysisk og mental mobning.
Det fælles tema for alle har været "Sharing the Planet", der bedst muligt dækker alle mulige problemstillinger, som eleverne kunne vælge mellem. Hver elev skulle tegne et forslag til et logo, der dækkede det fælles tema. Der fandt en afstemning sted blandt eleverne, og Stellas logo vandt konkurrencen. Logoet ses her ovenfor - trykt på den t-shirt, som eleverne skal have på i morgen.
På ryggen står den centrale ide bag Sharing the Planet. Vi glæder os til at skulle til Exhibition i morgen.

Mias hverdag

2011-04-11T04:46:00.000-07:00

Hvad? Mias udsigt fra løbebåndet.
Hvor? Fitness rummet i Nordic Club, Gulshan 2, 1212 Dhaka, Bangladesh
Hvorfor? Fordi det her sted er med til at gøre Dhaka til et godt sted at bo for mig. Og fordi jeg gerne vil have et minde fra stedet.

Liv i lejligheden - pigernes venner

2011-04-10T18:46:00.001-07:00

En sviptur til Danmark

2011-04-10T07:20:00.000-07:00

Vi har netop været en tur i Danmark - 5 dage og en begravelse blev det til. Endnu en mellemlanding i Doha lufthavn (billedet). Vi er glade for Qatar Airways rute: Dhaka - Doha - Kastrup, men vi er knap så begejstrerede for flyselskabet. Vi har opdaget, at de miles vi optjener kun går til os forældre, dvs. vi kan opgraderes, men ikke pigerne. Det vil sige, at Jens og jeg kan opgraderes til at flyve på business, men ikke pigerne. Det vil sige, at vi har adgang til lounge, men ikke pigerne. Jens kan invitere to personer på et år med sig i en lounge - der har han så inviteret pigerne med, men så er den kvote opbrugt. Der er noget Qatar har misforstået omkring en lille verden og virkelighed, hvor børn og unge flyver mere og mere. Hvis vi har mellemværende med Qatar, der skal ordnes med et af kontorerne, så siger de i Kastrup: At de kun er satellit kontor, og henviser til Doha lufthavn, hvor kontoret viser sig at ligge i selve Doha by. Så meget for den service.

Vi kom desværre kun hjem med to ud af vores fire kufferter. Stellas og min var ikke med. Min indholder 6 liter hvidvin, rugbrødsblandinger, slik og... chokolade og nougat. Hm, hvis kufferterne nogensinde dukker op igen, har chokoladen sikkert en anden form end da jeg købte den. Ifølge Qatar Airways hjemmeside kommer 99% af al bagage frem til tiden og rette ejermand. Det er første gang vores familie har oplevet det, men vi har tit hørt om det.

Da vi anmeldte de bortkomne kufferter til lufthavnen i Dhaka spurgte de naturligt nok, hvad vi havde i dem. Hm, bob bob, der må ikke være alkohol og madvarer i dem, så det måtte blive til en forklaring om tøj, sko og chokolade, hvilket er sandt - men ikke hele sandheden. Jeg har altså syndet og hermed skriftet på bloggen.

Stella var sej. Efter kun 3 timers søvn i det sidste fly tog hun i skole kl. 7.30 til kl. 16.45 og så en legeaftale. Alle femteklasseeleverne har aflevering og fremvisning af et stort projekt i morgen, tirsdag, og med fravær i sidste uge måtte hun bare klø på. Vi andre tog en formiddagslur.

Cricket i klubben

2011-04-02T07:32:00.000-07:00

Hver lørdag middag er der leg for primært børnene men med stor inddragelse af de voksne. I dag gjaldt det cricket. Klubbens tennistrænere kender alt til cricket og havde påtaget sig at lære børnene spillet. Faktisk kendte mange af børnene spillet i forvejen fra skolerne, så det var vist mest de voksne tilskuere, som kiggede på, der blev klogere. Spillet fangede i den grad både børn og voksne. Hurra for de voksne, som sørger for arrangementer for børn og unge i klubben.

Feng shui

2011-04-02T07:23:00.000-07:00

Mor her går jo ind for Feng Shui. Ud med gamle ting, som optager plads og alligevel aldrig bliver brugt. Det letter sindet og giver plads til nye interesser. I formiddags stødte jeg på to bedrollere under Sarinas seng indeholdende gammelt legetøj, bragt med fra Danmark til Sri Lanka i 2008 og videre til Dhaka i begyndelsen af 2010. Siden sidste flytning er det ikke blevet rørt. Så pigerne blev sat til at rydde op. Men der gik fuldstændig nostalgi i opgaven. Pludselig meldte lysten sig til at lege igen. Og Build-A-Bears sparkedragt, som engang har været Sarinas og senere Stellas blev krammet inderligt. Så meget for den omgang Feng Shui.

Aftalen med pigerne er, at det skal sorteres, så vi ikke har to bedrollere med legetøj med retur til Danmark til sommer. Guleroden er, at stort set det hele skal gå til en af slumskolernes børn.

Mellemskolens teaterstykke

2011-04-02T06:50:00.000-07:00

I går aftes tog Stella og jeg afsted til skolen for at se mellemskolens teaterstykke, hvor Sarina var med. Hun ses i billedet foroven - damen yderst til venstre.

Stykket var H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne"/"The Little Match Girl". De har øvet og øvet siden begyndelsen af februar, så jeg var faktisk ret spændt på at se, hvad der var kommet ud af alle de timer efter skole og i weekenderne.
Efter pausen var det et andet stykke: "This is a test". Hvor Den lille pige med svovlstikkerne jo er et smukt og trist stykke, var This is a test et hylende morsomt stykke om en amerikansk dreng, som ikke lige kan holde fokus, mens han og resten af klassen har test.
Her nedenfor ses de i alt 85 studerende fra mellemskolen, som deltog. 50 på scenen og 35 bag scenen. Et IMPONERENDE og FLOT stykke arbejde og teater. De amerikanere er altså gode til at gennemføre tingene, så de bliver fantastiske og underholdende. Hatten af for en skole, som også inddrager det kreative side af mennesket.
AIS/Ds High School har opført et teaterstykke, i går var det mellemskolens teaterstykke vi så, og til maj bliver det underskolens teaterstykke. Her medvirker Stella, så det skal I nok få mere at vide om til den tid.

Så nu har vi fået Sarina hjem hos os igen. Siden nytår har hun deltaget på skolens atletikhold og i teaterstykket, så hun ofte er kommet hjem kl. 18 på hverdagsaftener, tids nok til at spise og lave lektier resten af aftenen indtil sengetid. Det har krævet organisationstalent og været en hård omgang for både hende og os. En fortravlet teenager er ikke helt nem at leve sammen med. Skolen har løbende tests, hvis resultat tæller med i kvartalskaraktererne, så de mange lektier har også skulle passes. Lige så lettet, som hun nu er over, at det hele er overstået, lige så skægt har hun syntes, at det var at være med.

"Kalas" i går aftes

2011-03-31T23:04:00.001-07:00

Firmaets rejseagent, Horizon Express Limited, holdt i går fødselsdagsfest for kunder. Festen blev holdt på Westin og var faktisk et fint arrangement med middag, levende musik, takketaler og udlodning af præmier. Jeg havde lige siddet og tænkt, at det var godt, at jeg aldrig vinder noget, for jeg ville nødigt op og stå på podiet, stå foran alle de mennesker og blive fotograferet med x antal mænd omkring mig. I samme øjeblik blev mit nummer råbt op, og jeg fik at vide, at jeg havde vundet en flybillet Dhaka - Bangkok - Dhaka. Op på podiet med mig.

Jeg skal selv betale diverse skatter, men det kan vist ikke være mange basseøre. Billetten skal benyttes inden for en måned, så jeg skal have fundet ud af, om jeg kan bruge den i forbindelse med vores tur til Thailand sidst på måneden, eller om jeg skal hen og sælge den.

Sarinas årgang, AIS/D, januar 2011

2011-03-30T18:55:00.000-07:00

Jeg har tidligere vist Stellas klassebillede. Her er så Sarinas to klassebilleder. Du finder Sarina midt i billedet, langt hår (det var før, hun blev klippet) og hvid skjorte. Faktisk er det ikke en klasse, det er en årgang - syvende årgang på skolen.

De kører efter amerikanske system, hvor de vælger fag, og har nye klassekammerater for hvert fag. De har ingen klasselærer, men i stedet er de delt op i mindre grupper på cirka 10 elever, der har en såkaldt advisor, som de mødes med en halv times tid hver dag efter frokost.

Årgang 7 repræsenterer "kun" omkring 20 nationaliteter, da mange er fra Korea og Bangladesh.

Læreren i den blå skjorte til venstre er ham, de ikke har set siden anholdelsen i februar.

Mere cricket

2011-03-30T18:34:00.000-07:00

Indien vandt semifinalen i går mod Pakistan, så nu står finalen mellem Sri Lanka og Indien - på lørdag kl. 14 - i Mumbai. Det her er STORT i Indien.

Jeg har i forbindelse med dette blogindlæg ledt efter en god dansk hjemmeside med cricket nyheder. Sjovt nok skrives der stort set intet om cricket i DK. TV2 Sporten nævner ikke med ét ord, hvem der skal spille i finalen i en af verdens største sportsgrene, som omkring 1 billion (!) mennesker vil se. Det her er den bedste danske hjemmeside at opdatere sig på.

High School Musical på pigernes skole

2011-03-30T03:30:00.000-07:00

Mine piger tilhører den generation, som har slugt High School Musical-filmene, da de var hot for nogle år siden. Jep, jeg har også set dem alle tre. Jer, som ved, hvad jeg skriver om, kan sikkert huske hende den mørke af pigerne - Monique Coleman. Hun besøgte i sidste uge den amerikanske skole (pigernes skole) som led i hendes rolle hos "United Nations Champion of Youth". Denne rolle hænger sammen med, at august 2010 til august 2011 er udnævnt som International Year of Youth (I.Y.Y.). GimmeMo (Mo=Monique og more), hedder den verdensturné, som Monique er på.

Hun snakkede for at være positive rollemodeller, gøre gode valg og stå frem mod mobning med overbevisning. Monique gav en opvisning for eleverne i Middle school og High School. Desværre måtte eleverne fra Elementery School (der hvor Stella går) ikke se hende. Men Stella nåede lige at se hende, da hun gik ud af teatersalen. "OH MY GOD! MONIQUE COLEMAN SAGDE HEJ TIL MIG!!! JEG KAN SLET IKKE TRO DET", sagde Stella med jubel i stemmen, da hun kom hjem. Stella har nu også altid elsket High School Musical.

Mere cricket

2011-03-30T02:51:00.000-07:00

Sri Lanka vandt i går. I dag gælder det Indien mod Pakistan. Indien regner med et rekordstort antal sygemeldinger, vi snakker millioner her, både i antal "syge" mennesker og indiske rupees.

Alle de bengalere, jeg har snakket med, holder med Indien. Kampen begyndte her for en times tid siden, og tv kører overalt i forretninger. Jeg tror, jeg kunne rende med det halve af butikken, uden at de ville opdage det. Jeg spurgte min "dvd-mand", hvem han ville holde på, hvis finalen bliver mellem Sri Lanka og Indien. Puhha, det kunne han ikke sige: "Both Pakistan, India and Sri Lanka are so good at cricket". Det er jo sandt nok.

Her i lejligheden viser fladskærmen også cricket, så jeg kan følge med, når jeg nu og da passerer den. Begge piger øver hver sit teaterstykke i skolen i dag indtil sen eftermiddag/aften, og Tripti (vores maid) har bangla-mave (diarré), så hun er her heller ikke med hendes støvsuger, moppe eller støvklude, så er det rart med lidt cricket som baggrundsstøj.

To be continued...

Cricket - opfølgning

2011-03-29T02:54:00.000-07:00

Jeg har helt glemt at skrive nogen form for opfølgning på cricket World Cup. Jeg kom i tanke om det, fordi venner fra Sri Lanka fortæller, at landet lige netop NU er på den anden ende. Sri Lanka spiller mod New Zealand i semifinalen nu her i eftermiddag og aften - i Sri Lanka.

Bangladesh røg ud i weekenden under kvalificeringen til kvartfinalen. De fik røvfuld af Sydafrika, og det var forståeligt nok nogle skuffede landsmænd vi omgav os med den lørdag. I morgen gælder det Indien versus Pakistan.

Cricket er stadigvæk med sine 8 timers spilletid (under World Cup) et forfærdelig langt spil at se, men det har da været umuligt ikke at blive lidt bidt af stemningen og spillet, nu hvor det er overalt og hele tiden. Nogle af vores expat venner har set nogle af Bangladesh' kampe. Den ene af mine venner beskrev oplevelsen som én land flyvetur med placering på samme sæde, med tissepauser indlagt, lidt frokost og så landing efter 8 timers non-stop transit.

Jeg ved nu:

- at cricket består af et batting-hold og et bowling-hold.

- at i første halvleg batter det ene hold, mens det andet bowler, og omvendt efter halvleg.

- at det for skyderen gælder om at forhindre, at bolden rammer de tre pinde/gærdet bag sig. Det vigtigste er altså ikke, at han skyder bolden langt væk, som vi kender det fra rundbold.

Her en dansk forklaring på cricket og dets spilleregler.

Her den lange, korrekte og engelsksprogede forklaring på cricket og dets spilleregler.

Her den korte og danske forklaring på cricket og dets spilleregler (scroll ned til kommentarerne).

Flydende frugt og grønt

2011-03-27T02:39:00.000-07:00

Her er min nye ynglingsjuice. Det lyder måske lidt for sundt, men det smager sørme godt - og sødt. Broccolijuice med kiwi og andre frugter. Gad vide om jeg kan købe tilsvarende i Danmark?

Min fødselsdag

2011-03-27T02:25:00.000-07:00

Pigerne fejrede mig i går. Vi besluttede at tage en stille og rolig dag. Først skulle de begge lige hentes fra hvert sit sted, hvor de havde overnattet hos veninder. Bagefter var der lektier. Så en tur i klubben og spise frokost. Vi havde glemt, at der var pool party for de mindre børn, så der var gang i den, da vi ankom. Hygge, bade og snakke lidt med vennerne og så hjem og lave resten af lektierne, inden den stod på middag på koreansk mad om aftenen på restaurant Arirang. Her er vores ynglingsspise et stykke salat med bønnesalsa og frisk hvidløg og et stykke grillet oksekød - rullet sammen og spist med fingrene. Herefter ris med rejer, æg og oksekød. Hmmm. Stella eeeelsker koreansk mad. Det gør jeg også, selv om minusserne er 1) bordgrillen får én til at lugte og 2) det samme gør de friske og mange hvidløg. Men smager det gør det.

En dag i tennisens tegn

2011-03-25T22:00:00.000-07:00

Det er ikke nemt at opmuntre, når alle spillere er fra samme klub, så vi klapper ved gode præstationer.

I går, fredag, stod i klubmesterskabens tegn. Kl. 10 fredag begyndte rækken af tennisfinaler for herre og damer single, double og mixdouble. Det hele endte med fest med god mad og dans til lyden af diskorytmer og techno i den varme nat.

En eftermiddag med teambuilding

2011-03-24T21:09:00.001-07:00

Ord for kompetencer (skrevet på engelsk og bengalsk) blev hængt op i mødelokalet i snørebånd. Lige til at plukke og forære til en kollega.

Som jeg har nævnt, er der begyndt at komme gang i mit coaching - både for private (lifecoaching) og virksomheder (businesscoaching). I går, torsdag, havde jeg en to timers seance på et personaleseminar for den danske ambassade.

Under forberedelsen havde jeg tænkt mange tanker, for der var tale om en noget broget gruppe med akademikere og rengøringsfolk, chauffører m.fl., som både religiøst, kulturelt og i deres engelsk og analytiske kundskaber ligger langt fra hinanden. Det blev til nogle fysiske øvelser og nogle øvelser med værdier og sociale og personlige egenskaber.

Det viste sig at være nogle meget energiske og åbne personer, som i den grad var med på opgaverne og at lege cowboy'er. En helt igennem sjov og lærerig eftermiddag for mig, og tilsyneladende også for dem.

Seminaret blev afholdt på et af byens hoteller.

Ikke nemt at komme ud ad døren

2011-03-21T22:55:00.000-07:00

Hvad har en tallerken med løgtærte og kylling tilfælles med en føntørrer og et fladjern? De kræver alle tre strøm. Som jeg skrev forleden dag, så bliver her varmere og varmere, hvilket betyder at vi bruger air condition i stor stil i byen, og det er der ikke nok strøm til. Resultatet er hyppige strømsvigt. Vi ved aldrig, hvornår de kommer, blot at de typisk varer en time ad gangen. Så det er ikke nemt lige at tage et bad, sætte hår, spise og så smutte ud ad døren. Eller jo, det er netop nemt, for det er slet ikke sikkert, at du får mulighed for at føntørre og glatte håret eller opvarme resterne fra aftensmaden - pga powercut, som det hedder på engelsk.

Især det med maden finder jeg udfordrende, for jeg har ikke sådan alternativ frokost i form af rugbrød og pålæg i køleskabet. Nogle gange må jeg bare spise resterne kolde. Brok, brok... måske, i alt fald en konstatering af en af konsekvenserne af at bo i et under-udviklet land, hvor energiforsyningen ikke er så avanceret. Ingen fare for atomudslip her.

Noget er billigt

2011-03-21T04:23:00.000-07:00

Juice, mælk, ost, pasta m.m. koster forholdsvist meget i Dhaka. Hvad der sjovt nok ikke koster noget er disse farveblyanter og andet tegnegrej af mærket Faber-Castell. På billedet er der varer for cirka 150 Dkr! De var også super billige i Sri Lanka. Jeg har mistet følingen med, hvad de koster i Danmark, men jeg vil umiddelbart gætte på, at én af de store pakker alene koster 150 Dkr.

PS. Oprindeligt kommer farveblyanterne fra Nürnberg, men i dag produceres de både i Brasilien, Kina og Sydafrika.

Renovation

2011-03-21T04:06:00.000-07:00

Et hverdagssyn.

Manden med cykel med anhænger er skraldemand. Han går fra gate* til gate og indsamler vores affald. Han sorterer det groft: Pap bag sadlen, poser til noget af det, han vurderer kan genbruges - sandsynligvis af ham selv. Når anhængeren er godt og vel fyldt op, kalder han på et par af gadebørnene og får dem til at gå oven i den og trykke det sammen. Og så griner de som regel højlydt.

Jeg er sart. Jeg indrømmer det. Jeg skifter altid vejside, når jeg ser "skraldebilen" foran mig - ja, som regel lugter jeg den, før jeg ser den. Netop derfor skifter jeg side. Især når det bliver varmere, så er lugten bare streng, synes jeg.

Her bekymrer vi os ikke om, hvor meget affald vi har. Det vi har, afleverer vi nede bag garagen, og så forsvinder det... Vi føler os overbeviste om, at op til flere personer gennemroder vores affald, så man skal tænke sig om, før man smider personlige papirer i papirskurven.

*en gate er lejlighedskompleksets låge ud mod gaden. I forbindelse med lågen er der som regel et lille skur, hvor en eller flere vagter holder til. Her sidder de, ind imellem at de åbner og lukker lågen for beboernes og besøgendes biler (det er ikke altid, at besøgende bilers er velkommen inden for lågen).

Vind og vejr og myg

2011-03-20T02:59:00.000-07:00

Siden ultimo januar er det langsomt blevet varmere og varmere, og fugtigere. Vi har ingen kølige nætter eller morgener mere. Dørene udadtil åbnes sjældent. Temperaturen uden for ligger i disse uger omkring de 30 grader. Sjovt nok fik vi få timer efter jordskælvet i Japan en nærmest orkan-agtig tilstand, der dog hurtigt gik i sig selv igen. Herefter har det blæst en smule, og det rigtigt gode er, at vinden har taget myggene med sig. Yes, may they never come again - those bastards!

Body tonning

2011-03-20T02:47:00.000-07:00

Nordic Club tilbyder expats i byen 10-15 forskellige former for holdtræning om ugen. Body tonning er det ene af de hold, som jeg deltager i. Søndag og tirsdag morgen i klubbens "gymnastiksal" skrues der op for god musik, og så puster, stønner og sveder vi os ellers igennem 75 minutters kombineret konditions- og styrketræning, mens air con forsøger at nedkøle rummet til 22 grader.

Vil, vil ikke, vil, vil ikke

2011-03-19T19:15:00.000-07:00

Selv om vi har lovet os selv, at vi ikke vil tælle ned, til vi skal rejse retur til Danmark til Sct. Hans, så ved vi godt inderst inde, at tiden bare flyver afsted. I går gik det vist for alvor op for Stella, hvor kort tid vi har tilbage i vores nuværende liv. Under putningen (=fynsk og betyder at lægge i seng) lod hun følelserne få frit løb og tårerne trille ned ad kinderne.

For 2½ år siden skete nøjagtigt det samme under putning. Dengang var årsagen bare det modsatte: Hun ville ikke bo i Sri Lanka. "Mor, du ved slet ikke, hvor ulykkelig jeg er", sagde hun dengang. Dengang greb situationen mig selvfølgelig i hjertet. Jens og jeg havde enerådig besluttet, at familien skulle flytte til Sri Lanka. En beslutning vi aldrig tvivlede ved, heller ikke da Stella græd, for vi var overbeviste om, at det var godt for familien som helhed. I går aftes kom så ordene fra Stella: "Mor, jeg er glad for, at vi flyttede til Asien". Jep, min pige, det er nemlig den helt rette indstilling: At værdsætte, hvad vi har fået ud af det, frem for hvor trist det er, at vi skal miste det.

Stellas fødselsdagsfest

2011-03-19T19:04:00.000-07:00

Fredag aften holdt Stella fødselsdagsfest for 6 piger fra hendes årgang. Middagen stod på pizza og bananasplit og efterfølgende slik-orgie. Det hele blev indtaget, mens musikken spillede (højt) fra anlægget. Der blev synget karaoke, danset, sminket, klædt ud, snakket, pjattet, grinet (som kun 11 årige kan). Jens var på kursus, Sarina skulle tidligt op og gik derfor tidligt i seng. Jeg lagde mig ind i soveværelset med to dvd'er, en dvd portable, høretelefoner og en bunke ugeblade. Ugebladene blev jeg hurtigt træt af. Jeg blev bare sulten af at læse alle opskrifterne med ingredienser, der ikke kan købes her. Det hjalp at tage høretelefonerne på og se dvd - så kunne jeg ikke høre tøserne i rummet ved siden af.
Lige før sengetid var der kåring af "flotteste pyjamas". Kl. 01.30 blev lyset slukket, og ret hurtigt efter holdt snakken op.
Stuen med alle madrasserne. Stella havde ifølge eget udsagn en super aften/nat/morgen.
Forskellene mellem en tilsvarende fest i Danmark og så denne fest er først og fremmest, at jeg for hovedparten ikke kender pigernes forældre. Jeg ved ikke engang, hvordan de ser ud. Pigerne bliver jo kørt i skole med bus. Skolefesterne er uden forældre, og forældremøderne er uden børn, så hvem der hører til hvem, ved jeg ikke. Når de leger sammen er det enten en chauffør eller en nanny, som henter og bringer, så det giver mig heller ikke noget indtryk.

Forskellen er også, at fødselsdagsbarnet må invitere lige nøjagtigt hvem hun vil. Der er ingen hensyn til, at det skal være pigerne fra klassen. Og vil hun mikse med veninder fra vejen eller andre veninder, så gør hun bare det. Pigerne er alligevel vant til at møde nye mennesker.

Den tredje forskel er, at der er tale om ret selvstændige unge damer, som er vant til at omgås og organisere deres liv med maid og chauffører selv. Vi forældre aftaler ikke noget internt. Det gør pigerne. Faktisk var det lidt skægt at se, hvordan de slet ikke lod mærke til, når jeg engang i mellem kom ud fra soveværelset og rendte gennem rummet og ordnede nogle ting. De er vant til, at personalet også er i lejlighederne. De måtte dog sande, at hos familien Bastrup håndhæver vi stadigvæk gamle dyder som selv at skulle gå ud med sin tallerken, at hjælpe med borddækningen etc. Men det havde de tilsyneladende heller ikke noget imod, så det var jo fint.

Forholdet til personalet i klubben

2011-03-15T05:54:00.000-07:00

Her et tilfældigt udvalg af de 10 tjenere, som er ansat i klubben.

I dag har vi fået en mail fra klubben. To af klubbens tennistrænere har kvalificeret sig til Davis Cup Tennisturnering. Davis Cup er en årlig, prestigefyldte turnering for mandlige tennislandshold. I alt seks spillere repræsenterer Bangladesh. Sidste år kvalificerede den ene af vores trænere sig, og han endte med at få dækket to måneders løn samt få tennisudstyr for medlemmernes sponsorpenge. Manageren fra klubben skriver til os, at det er op til hver enkelt medlem om de vil og med hvor mange penge, vi hver især vil sponsere klubbens to spillere.

På den ene side kan man sige, at vi - klubmedlemmerne - ikke har noget forhold til personalet og for den sags skyld heller ikke bør have det. De er alle ansat i klubben med hver deres funktion (rengøring, administration, køkken, tjener, bartender, tennistræner, gartner, pedel etc.). På den anden side kan man sige, at det ikke kan undgås, at man udvikler et forhold til disse kendte ansigter, som hver evig eneste dag smiler til os alle, mens de spørger "How are you?" eller "Anything you'd like me to bring?". De ser os ædru og halv- og helfulde, smile, grine, græde, spise, svede, med tøj, uden tøj=i bikini/badeshorts, i møder, heftige diskussioner, vågne og sovende på drømmesenge med åben mund og savl løbende ned ad hagen. De ser os morgengrimme til sporten, og stylet til festerne. Jeg tror faktisk, at de ved en del mere om os, end vi sådan lige går rundt og tænker over.

Nogle gange sker det, at de ansatte eller deres nærmeste pårørende kommer til skade eller på anden vis behøver hjælp - lig med behøver en stor sum penge. Den gamle bestyrelse kom derfor med et forslag til godkendelse i lørdags på den årlige generalforsamling: At oprette en fond til de ansatte. Dette forslag fik fuld opbakning, og medlemmerne bad endda bestyrelsen om at lade det være et større månedligt beløb, der skal overføres til fonden fra hvert medlemsskab. Det er nu op til den nyvalgte bestyrelse at beskrive en politik for administration af fonden.

Alt det her er egentlig meget udansk og negativt set kunne man sige, at det blot afspejler nogle rige medlemmer og fattige medarbejdere. Jeg vælger at sige, at ovenstående to eksempler tydeligt viser, at vi har et forhold til de ansatte, at vi værdsætter og respekterer deres arbejde og indsats, og at vi får det bedste ud af situationen.

Stella 11 år

2011-03-14T18:46:00.000-07:00

I går, mandag, fyldte Stella 11 år. Efter at have læst Karlas kabale af René Toft Simonsen er det blevet en "regel", at vi aftenen inden fødselsdagen siger "Godnat Stella, 10 år", for så at vække hende næste morgen med "Godmorgen Stella, 11 år".

Stella blev vækket med morgensang og gaver på sengen. Ray Ban solbriller (se billedet)(købt i Bangkok), en halskæde med safirer (fra Charlotte) og et gavekort til først make up og hårsætning derefter en tur til fotograf og være fotomodel for en halv time. Gerne med veninder på slæb. Jeg bliver jo nødt til at være kreativ, når jeg ikke rigtigt kan købe nogle lækre ting. Sådan et gavekort til make over og fotograf er til gengæld til at betale sig ud af her i byen.

Da hun kom hjem fra skole ved 16.30-tiden inviterede jeg hende en tur ud og køre i rick shaw, noget hun aldrig havde prøvet før. Man føler sig - og er - sårbar i trafikken på disse rick shaws. Det anede Stella da også med det samme, da "chaufføren" begyndte at cykle derudaf. Men hun nød at sidde så højt og få vinden på kroppen.

Nu har jeg efterhånden lært at køre i rickshaw og fundet de retningslinjer, som man bør følge: De taler ikke engelsk, og jeg skal vise vej. Jeg bestemmer, hvor meget jeg vil betale. Deres pris er som udgangspunkt 500% overpris, så jeg har på forhånd de penge med i lommen, som jeg mener, at jeg vil betale.

Faktisk kørte vi en tur ned til nærmeste supermarked og købte æbler og bananer til aftensmaden: Kylling i karry med ris, æbler, bananer, rosiner og peanuts (= bengalske udgave af boller i karry med grønt). Bagefter mueslimuffins med Mövenpick is, efterfulgt af en pose dansk slik (som vi i sagens natur ikke har mange af på lager). Dessert og slik blev indtaget foran fjernsynet, mens vi så Pirates of the Caribbean. Dagen blev afsluttet lidt for sent, fordi der lige var et par opkald fra Danmark. Alt sammen ganske som Stella havde ønsket sig.

Tilbage til normalen

2011-03-13T03:25:00.000-07:00

Udsigten fra vores kontor. I kan ane slum på den anden side af floden.

Så er Charlotte rejst retur til Sri Lanka med en masse ordrer på manchetknapper, ringe, øreringe etc. Det har været en herlig uge. Nu er jeg tilbage til normalen, dvs. uden gæster indtil den 20. april, hvor mine forældre lander i Dhaka. Jubiii, det glæder vi os vildt og inderligt til.

Ind imellem skal Jens på skiferie, og der er tennisturnering, hvor ingen af os dog deltager andet end som tilskuere. Jens døjer stadig med tennisalbue, og jeg har først lige lært at serve ordentligt. Og så er der sket det herlige, at jeg har fået kunder i min coach-biks. Jeg har efterhånden nogle coach-sessions om ugen og et par seancer med team-coaching/building for virksomheder. Det er vildt fedt. God uge til jer også.

Billeder fra smykkesalg

2011-03-13T01:52:00.000-08:00

Så er de to borde "dækket op" med læder, lys, sølv, forskellige farver guld, hvidguld, safirer, diamanter, topas, og hvad hjertet ellers kan begære af ædelstene. Vi var klar til kunderne...

...som heldigvis kom
Der blev snakket design, type, stens betydning, grinet og prøvet, prøvet og prøvet.
Her står jeg nede i kontorafdelingen, hvor betaling fandt sted. Og ja, jeg er blevet klippet. Læg mærke til kæden om min hals. Den har jeg fået af Charlotte, og så har jeg købt et matchende armbånd.

Så er der smykkesalg

2011-03-09T17:32:00.001-08:00

Designeren, Charlotte Hougaard, ankom fra Sri Lanka i søndags. Dagene siden er gået med at shoppe - hold fast den kvinde kan shoppe - og forberede salg. I går aftes åbnede jeg vores lejlighed for salg af hendes smukke design, som du her får en smagsprøve på. Selve billederne fra aftenen er endnu ikke sorteret og overført.

Sidst hun var her, var designene koncentreret om låse og tilbehør til perlekæder. Dengang konkluderede vi, at der var stor interesse for smykker med ædelstene. Så denne gang var der mange anderledes og flotte designs primært i sølv og hvidguld med ædelstene.

Jeg er slet ikke klar over, hvor mange der kiggede forbi i går aftes, for mit job var at være kasserer, så jeg sad i kontorafdelingen og skrev regninger og talte sedler, men der var mange. En rigtig god aften. Salget fortsætter i dag og i morgen, hvor der er fremvisninger og mange bookinger af one-to-one sessions. Her sidder Charlotte med én kunde af gangen for fx at tegne designs til kundens ædelsten, ændre eksistererende design, og ikke mindst for at designe helt nye smykker, der matcher kundens drøm om et eller flere personlige smykker.
Jens er i Bangkok til tandlæge, så Sarina måtte overtage hans job som fotograf. Stella sørgede for, at der var vand og lidt mundgodt til kunderne. Charlotte selv stod ved bordene med smykkerne og vejledte om design, ædelstene, metaller og ikke mindst hvad der klædte den enkelte kunde. En rigtig god aften, der heldigvis fortsætter de næste par dage, inden Charlotte tager retur til Sri Lanka på søndag efter endnu en uge i smykkernes tegn.

En grim ulykke

2011-03-07T17:48:00.000-08:00

Der er noget jeg endnu ikke har skrevet. Jeg har ikke fortalt, at nogle af M.T. Højgaards medarbejdere har været involveret i en grim bilulykke, hvor to af dem døde. En lokal chauffør og en dansker. Ulykken fandt sted fredag den 18. februar, mens pigerne og jeg var i Kuala Lumpur. Tragisk og ulykkeligt først og fremmest for de nærmeste pårørende i Dhaka og i Danmark.

To af firmaets biler med medarbejdere var en tur på ferie i det sydøstlige område af Bangladesh. Der skulle være utrolig dejligt. Sådan lidt a la Bangladeshs svar på Skagen med lange strande og flot natur. Den forreste af bilerne kørte frontalt sammen med en bus. Chaufføren døde på stedet. På bagsædet sad et dansk ægtepar, og ved siden af chaufføren sad en dansker. Alle tre danskere kom slemt til skade, og danskeren i bil nummer gjorde hvad han kunne for at hjælpe. Jens var blandt andet i telefonisk kontakt med ham, og M.T.Højgaard medarbejdere i Dhaka smed, hvad de havde i hænderne og arbejdede på højtryk for at hjælpe. Den danske ambassade i byen, M.T.Højgaard i Danmark, forsikringsselskab og et hospitalsfly fra New Delhi blev hurtigt involveret, og to danske psykologer landede i Dhaka godt et døgn efter ulykken.

Ulykken finder sted "in the middle of nowhere", hvilket på grotesk vis påvirker situationen. Vi taler om udvikling versus ikke-udvikling, vi taler religiøse og kulturelle forskelle. For eksempel begraves muslimer inden solnedgang samme dag som de er døde. Ergo har sygehuse ikke et kølerum.

Mens jeg skriver, forsøger jeg desperat at sortere detaljer fra, der måske ikke er relevante for jer og for historien. Har hele tiden hensynet til de pårørende i baghovedet.

Den ene af de danske mænd viste sig ret hurtigt at være slemt tilredt med indre blødninger, og han kunne ikke flyves til Dhaka som de to andre danskere. Sygehuset opererede ham, men han døde desværre dagen efter. Jens og andre kolleger var hos ham, da det skete.

Flere personer har været direkte involveret, hvilket selvfølgelig kan være psykisk belastende. Expats, som kender til ulykken, har været dybt påvirket. Vi kender jo alle den sindssyge trafik i landet. Vi kender farerne, men det her var ikke bare en forskrækkelse. Så der evalueres hos de nordiske firmaer og hos ambassader, så alle lærer noget af ulykken.

Svensk tenniscoach på besøg

2011-03-02T04:03:00.000-08:00

På fredag tager "vores" tenniscoach retur til Sverige efter en måned i Dhaka. Han har tilbragt stort set hver en vågen time i klubben med dels af træne og coache os medlemmer, som spiller tennis, og dels vores trænere.

Normalt betaler vi 450 Taka (35 kr.) for 45 minutters leje af bane, en træner, en bolddreng og bolde. For tenniscoachen betaler vi 1300 Taka (100 kr.) - også for 45 minutter. Jeg har ingen anelse om, hvad en tenniscoach koster i DK, men det er også ligegyldigt, for ham her har været hver en taka værd. For dem, som har ønsket at lære nyt greb, korrekte sving, i det hele taget tennisteknik, har der været meget at hente. For mig, som begynder, har det været en fornøjelse at lære nogle basale ting, som jeg nu skal i gang med at bygge videre på. Jeg skulle hilse at sige, at det altså bare ikke er nemt sådan lige at begynde med at spille tennis og så får mig, som aldrig har beskæftiget mig med sportsgrene, hvor der var en bold involveret. Så hurra, for svenskerens pædagogiske evner og positive tilgang.

For mig har det har også været interessant at iagttage, hvordan han coacher på banen, og jeg ser og hører mange ligheder med den coaching, som jeg selv udøver.

En fantastisk ide, hvem der end så har fået den, at invitere en professionel tenniscoach til klubben og lade medlemmerne og trænerne få denne mulighed for at løfte sit niveau.

En ny uge venter

2011-02-26T08:17:00.000-08:00

En ny uge venter med alt fra ordre til Tarango, færdiggørelse af artikel, one-to-one coaching, teamcoaching af trænerne, mit første frisørbesøg i byen, og en sidste tennistime med den svenske tenniscoach, som har været på besøg i klubben de sidste fire uger. Og så skal jeg først og fremmest have arbejdet på marketing af den store smykkeaften den 9. marts, hvor Charlotte fra Sri Lanka igen vil være i byen og sælge sine designs. Alle opgaver og projekter får ivrigheden frem i mig, så jeg vil gå ind under myggenettet og dynen og gemme mig i drømmeland, så jeg dels slipper for myggene (der igen er ved at drive mig til vanvid. Kan de da for pokker ikke se, at jeg er optaget af at blogge og ikke har tid til at blive irriteret af åndssvage gravide hunmyg og deres stikken?), og dels kan være frisk og udhvilet til en spændende uge.

Kort karriere som posedame

2011-02-26T07:48:00.001-08:00

Efter skolens julebazar, hvor jeg opdagede taskerne fremstillet af gamle cementsække, har jeg rodet mig mere og mere ind i salg af varer fra den Fairtrade stemplede fabrik Tarango - helt frivilligt, fordi jeg i den grad synes, at jeg kan stå inde for dem. I formiddags - efter afsked med Sarina - gik turen til klubben, hvor vi var to damer, som havde arrangeret salg af poser, punge, dækkeservietter, tasker m.v. fra fabrikken. Salget begyndte kl. 11. Kl. 11.30 havde vi udsolgt!!! Salget var faktisk sat til at slutte kl. 13, så vi ringede til fabrikken og bad om forsyninger. De kom, og en god times tid senere måtte vi næsten melde udsolgt igen, og jeg havde en ordreliste, som jeg skal hen og ekspedere nu her.

Efter dagens indsats kunne jeg overrække 160.000 Taka (svarer til 12.200 kr. og til et salg af omkring 400 enheder) til en noget rørt og forbavset direktør og produktionsleder. For en dansker lyder det måske ikke af så meget, men 160.000 Taka er en pæn klat penge på disse kanter. Pengene skal bl.a. gå til etablering af et sundhedsprogram for de mange enlige mødre/kvinder, som arbejder for og på fabrikken.

Desuden ser det ud til, at det lykkedes at få to lande interesseret i at ordre og sælge disse produkter, som jo egentlig kun er beregnet på eksport, men som vi ekstra ordinært havde fået lov at sælge til expats. Firmaet ønsker ikke at sælge til forretninger i Bangladesh, fordi de frygter kopiering af varerne. Hvilket jeg så udmærket kan følge. Om få måneder vil det såmænd også være muligt at købe cementtaskerne i Kolding, hvor min kære veninde Hanne vil sælge dem i sin netop nyåbnede café, Refugiet.

Nu er det lørdag aften, og weekenden er opbrugt. Det har været en god weekend i velgørenhedens tegn. En dejlig weekend. Jeg sidder her og tænker, at der skal så ufattelig lidt til at gøre en forskel. En interesse, en ide, noget kommunikation, marketing og så ellers handle.

Farvel og god tur til Sarina

2011-02-26T07:21:00.001-08:00

Fra i formiddags: Syvende klasser samles i skolens forhal inden afgang til lufthavnen.

Natten mellem torsdag og fredag tog Emma og jeg til lufthavnen, hvor jeg meget mod min vilje måtte sige farvel til hende. Hvor er de knap to uger, hvor hun har været en del af familien, gået hurtigt. For vores skyld kunne hun godt være blevet, gået på skolen og bare levet sammen med os.

I formiddags kom så turen til afsked med Sarina, som er taget til Thailand sammen med alle de andre syvende klasse elever (svarer til tre klasser). Nogle timers kørsel fra Bangkok, langs Kanchanaburi-floden og midt i junglen, skal hun de kommende fem dage bo i telt, padle, svømme, sejle i kajak, vandre, høste thailandske afgrøder, lære at lave thaimad og sikkert meget andet. Det bliver spændende at høre om.

Så nu er lejligheden på to dage blevet to teenagere fattigere. Hm, så stille her er.

International Food Fair på skolen

2011-02-25T03:17:00.000-08:00

Èn gang årligt afholder pigernes skole salg af de forskellige landes madspecialiteter. De kalder dagen for International Food Fair-dag. Pengene går til...gæt tre gange: nemlig velgørenhed. Med 52 nationaliteter repræsenteret på skolen bliver det til lidt for mange boder. Nogle af landene er derfor samlet. For eksempel Italien, Frankrig og Spanien sammen, de latinamerikanske lande sammen, og de nordiske lande som en enhed. På billedet herover er mødre fra Danmark, Sverige og Norge samlet til planlægningsmøde.

I Sri Lanka var vi danskere kendt for at være meget præcise med hensyn til tidspunkter. Her i byen er mit indtryk, at vi er kendte for at være meget strukturerede og effektive. Jeg skal da også lige love for, at vi - til trods for repræsentanter fra tre forskellige skandinaviske lande og uden større kendskab til hinanden - var enige om, at et godt møde består af et mål, en dagsorden og en tidsplan. Ren fornøjelse af opleve modsat alle de der "lalle-snikke-snakke-møder", som jeg nogen gange deltager i.

Mødets første spørgsmål: Hvilket sprog taler vi? Nordmændene kan forstå både danskere og svenskere. Svenskere og danskere forstår til gengæld ikke så godt hinanden. Vi blev enige om at forsøge os frem på Skandinavisk. Personligt synes jeg, at det er anstrengende at skulle forstå hinandens skandinaviske. Jeg foretrækker engelsk, men nu er jeg heller ikke født med sprogøre.

I går, fredag den 25. februar 2011, var så dagen, hvor vi mellem kl. 13 og 16 stillede op på skolens græsplæne sammen med alle de andre lande og solgte af vores mange forskelligartede kager. Vi besluttede at indrette en udendørs café og udelukkende sælge kager fra de nordiske lande. Det viste sig at være en god ide, da ikke mange af de andre havde sødt med.

Herunder står Sarina i boden.
Stella stod der også.
Flere af Sarinas jævnaldrende og venner stod i boden. Det er ret godt, at de er så mange jævnaldrende, og at de har det så godt sammen. A propos sprog, så snakker de stort set kun engelsk med hinanden.
Brunsviger... mmm, jeg måtte købe tre stykker. Bare for at støtte projektet.
Norske kagemænd.
Sådan så skolens græsplæne ud.
Pippe Langstrømpe - eller Pippi Longstockings, som hun hedder på engelsk - var selvfølgelig med os.

Sri Lanka var der.
Japan mødte op med det lækreste sushi.
Bangladesh havde deres variant af Rice and Curry.

Afrikan havde en festlig bod og optrådte selvfølgelig med "This time for Africa", så alle vuggede med.

Jeg er vild med disse arrangementer, hvor forskellige dufte, lugte, sange, danse, udsmykninger, sprog blander sig på kryds og tværs og danner en god stemning. Det er da oplagt at lade de mange kulturer præsentere sig ved smagsprøver og lade pengene herfra gå videre til velgørenhed.

En mærkelig historie

2011-02-22T07:12:00.000-08:00

I sidste uge skete der noget yderst mærkværdigt og kedeligt på pigernes skole. Der var et team af lærere, som tog afsted med skolens tennishold til Indien. Ved ankomst til New Delhi lufthavn bliver den ene af lærerne bedt om at følge med et par uniformerede mænd, da der var noget med hans papirer. Det var så sidste gang, at eleverne og kollegaerne så ham. I dag sidder han arresteret i Indiana i USA og skal for retten for en 22 år gammel mordsag, hvor han er hovedmistænkt. Han har i samtlige år været på Interpols liste over de 100 "most wanted". Han har figureret på listen her.

Der er bare lige det ved den her historie, at den handler om en bengalsk mand, som Sarina og jeg kender som usandsynlig sympatisk, energisk, sød og desuden en uhyre dygtig matematiklærer med et tilsyneladende medfødt pædagogisk talent. Sarina har både sidste år og i år haft ham i matematik, og det var hendes ynglingslærer.

Det vi ved er, at han ganske rigtigt befandt sig i Indiana for 22 år siden og var involveret i mordet. Vi ved også, at han flygtede til Bangladesh, hvor han tog navneforandring, giftede sig og fik to børn, som i dag henholdsvis arbejder og går på skolen. Han har egentlig ikke gjort noget for at skjule sig, for han har deltaget i utallige ture med skolen ud og ind af mange af de asiatiske nabolande til Bangladesh.

Tilbage sidder vi her og forsøger at få - for os at se - to forskellige puslespil til at være ét. Skaden er nok størst i forhold til alle de unge mennesker, som havde tillid til ham, troede på "den gode lærer" og som holdt af ham.

PS. Og så skal jeg vist lige fortælle, at Indiana praktiserer dødsstraf.

På sightseeing i Gulshan 2

2011-02-22T06:42:00.000-08:00

Emma og jeg tog en tur på gåben og senere i rickshaw i shoppingområdet tæt på vores bolig.

Der er på mange måder langt fra Kuala Lumpurs shoppingmalls til Dhakas indkøbsområde, Gulshan 2. Men ifølge Emma har Gulshan 2 sin egen charme. Dog er hun ligesom jeg dybt irriteret og generet af al den unødvendige dytten, der hersker i et trafikalt kaos, hvor bilister og andre trafikanter bare kører frem med hornet i bund som et tegn på, at de gerne vil videre!

Herunder ses et splinternyt sæde til en rickshaw.

Her "boligerne" på første parket med direkte vandudsigt.
Og så var Emma lige forbi lædermanden og hente alle gaverne, meeen dem kan jeg desværre ikke vise her og nu, for hendes familie læser med. Jeg kan afsløre, at Emma var godt tilfreds med både kvaliteten og designet.

Forlænget weekend i Kuala Lumpur, Malaysia

2011-02-21T18:08:00.001-08:00

Er du til gadekøkkener, så er Jalan Alor stedet. Her frisk fisk. Choose yourself.
Oplyste Twin Towers i baggrunden.
Fra hjertet af kvarteret, Bukit Bintang.

Pigerne (inkl. Emma) og jeg netop er kommet hjem efter en forlænget weekend i Kuala Lumpur (ca. 1,3 mio indbyggere) med shopping og hygge som primær beskæftigelse. Jeg har fået en decideret shoppingskade, en fibersprængning i højre skulder af at bære varer hjem til hotellet!

Vi boede på Swiss Garden Hotel i udkanten af det kvarter, der hedder Bukit Bintang - kvarteret hvor det sker både med hensyn til shopping, restauranter og nattelivet. Vi var en tur igennem KLs svar på Chinatown, men det var en skuffelse. Ikke særlig kinesisk, blot ét stort salgsområde for kopivarer, hvor sælgerne overfaldt os. Derfra videre til en af Sydøstasiens største moskeer, hvis store hal kan rumme 8000 bedende. Over halvdelen af Malaysias befolkning er muslimer, og moskeerne i KL er imponerende flotte bygninger, konstaterede vi. Desværre var moskeen lukket for "non muslim visitors" på det tidspunkt, hvor vi ankom, så vi fik ikke set bygningen indefra.

Generelt er min erfaring, at man ikke på samme måde som i Europas og USAs storbyer kan være kulturelle, når man besøger asiatiske storbyer. De tilbyder i højere grad shopping og underholdning end museer af høj standard og opera og teater forestillinger. Ligeledes med KL.

Vi valgte at købe billetter til gangbroen mellem KLs varetegn, Petronas Twin Towers. Malajerne ynder selv at kalde dem for verdens højeste tvillinge tårne. Tårnene er 452 m høje. Gangbroen, hvis egentlige formål er at fungere som ekstra udgang i nødstilfælde, befinder sig i 170 meters højde. Til nyankommere til KL vil jeg snarere anbefale at betale lidt ekstra og så tage turen op i Menara KL Tower, der i 420 meters højde giver mulighed for en 360 graders udsigt samt en frokost eller middag.

Vi indledte vores shopping i Twin Towers mall, men dér var altid hundedyrt. Vi ledte efter en H&M, men erfarede, at det havde byen ikke. I stedet blev vi af en H&M medarbejder fra Dhaka, som vi mødte i KL, henvist til Uniqlo. Bid mærke i dette mærke, for det skal nok være at finde i mange storbyer inden for de næste år, er jeg sikker på. Næste butik åbner i Bangkok til september. Uniqlo er et "new-style" japansk firma, der producerer og sælger basistøj i god kvalitet og til rimelige penge for mænd og kvinder. PS. Noget af deres tøj produceres i Bangladesh. De har tydeligvis deres helt eget koncept, hvor tingene er arrangeret sirligt og efter en helt specifik orden i butikken. På en eller anden måde typisk japansk, tænker jeg, uden at jeg i øvrigt ved hvad jeg snakker om. Medarbejderne render storsmilende og totalt servicemindede rundt, mens de på skift eller i kor - cirka hvert andet minut - råber: "Welcome to UNIQLOOOOO" (med let japansk accent og i højt stemmeleje). Her shoppede vi i flere timer den første dag, vi var der. Næste dag måtte vi lige forbi igen ;-)

Vores nøgleord for KL: Frodigt, masser af grønt mellem husene. Ufattelig mange feminine mænd. Ikke så trendy og "renskuret" som Singapore, men billigere. Ikke så billig og dejlig kaotisk som Bangkok. KL er midt imellem de to nabo-storbyer. God shopping. International stemning med masser af nationaliteter, hvor 58% er malajere/muslimer, 27% er kinesere og så ellers en del indere og andre. Flot flag. Pænt varmt. Gode til at tale engelsk. Venlig befolkning. KL egner sig helt sikkert til en forlænget shopping-spise ude-weekend, for man kan tilsyneladende få det hele. Rødvin og spiritus er dog dyrt i indkøb.

Et års dag

2011-02-15T01:57:00.000-08:00

I dag har vi boet i Dhaka i et år. Unbelievable.

Vi besøgte byen i oktober 2009. Beslutningen om at flytte hertil var svær for især mig. Jens havde et spændende projekt at kaste sig over her. Pigerne faldt pladask for skolen, mens jeg slet ikke kunne se, hvad jeg skulle foretage mig i denne grimme, grimme millionby langt fra hav og strand. Da var det, at jeg fik ideen om at læse til coach og fungerer som coach i Dhaka. Hold op hvor er jeg glad for, at jeg valgte at bliver certificeret coach, og at vi valgte Dhaka til.

Et af Jens og mit tunge argumenter for at flytte til byen var, at vores piger ville få undervisning på den amerikanske internationale skole. Være en del af et internationalt miljø, at tale amerikansk dagen lang. To ting, som Sri Lanka aldrig rigtigt gav dem. Skolen har vist sig fuldt ud at leve op til førstehåndsindtrykket fra dengang.

Så sent som i dag viste Stella Emma rundt, og Emma gav udtryk for, at hun kunne mærke den gode atmosfære, venligheden og det afslappede miljø - uden at det overhovedet tenderer laissez faire.

På vejen hjem fra skolen skulle jeg handle lidt mælk og juice - og pludselig stod jeg der midt i supermarkedet med en juice, hvis holdbarhedsdato gik ud over den tid vi har tilbage i Dhaka. Da gav det lige et lille stik og øv i hjertet. Ikke at jeg vil ændre vores beslutning om at tage hjem til sommer; den står fast. Når vi når sommer kan det også være, at jeg slet ikke kan vente, men lige i dag vil jeg blot nyde, at vi er her, og at vi har godt fire måneder tilbage.

Tre piger, som hygger sig

2011-02-14T05:58:00.000-08:00

Emma har været på besøg hos "lædermanden" i dag med en længere liste over ting, han skal producere. Og så har hun været på pigernes skole og deltage i atletik-undervisningen efter skoletid. Nu er det lektietid for tøserne. Jeg fik dog lige lov til at låne dem et øjeblik, så jeg kunne tage et billede til indlægget her.

PS. Her har I samtidig chancen for at se Sarinas nye frisurer. Hun var ved frisør i 2½ time (!) i sidste uge.