Det begyndte med en lille en-linies mail fra Jens: "Kunne du undersøge, hvilke vaccinationer vi evt. skal have for at bo i Dhaka?". Ja, det kunne jeg da sagtens, tænkte jeg. Goddav, du. Så mit første indlæg her på bloggen kommer altså til at handle om en af de ting, som der er behov for at sætte sig ind i, når man skal udstationeres i ikke-vestlige lande: Vaccinationer.
For at bo i Sri Lanka har vi fået vaccinationer mod difteri, stivkrampe, tyfus, japansk hjernehindebetændelse (lyder godt nok ikke rart!) samt hepatites A og B. Jeg skal ikke trætte jer med, hvad det forskellige kommer af og fører til, blot konstatere, at sådan er det. Malariapiller måtte vi selv beslutte, om vi ville have. Hvis man er bosat i hovedstæder anbefales det ikke at tage mod dem. Vi har ikke taget dem. Jeg ville egentlig beskytte pigerne så meget som muligt med flest mulige vacciner, men ifølge "vaccinations-lægen" på Kolding Sygehus, så er de ikke mere udsatte end Jens og jeg. Så vi har fået det samme.
Nå, men tilbage til sagen; Dhaka. Jeg fik researchet på Statens Seruminstitut og på nettet generelt. Her fandt jeg frem til, at vi udover det vi i forvejen har i blodet skulle have: Tuberkulose, meningitis, rabies og tyfus (igen). Hold da op, tænkte jeg. Af sted til privathospitalet i Kandy og få snakket med en læge om rigtigheden af det hele. Joee, den var god nok, bortset fra rabies, det så hun ingen grund til, at vi fik. Det kunne vi få med tilbagevirkende kraft, hvis vi blev bidt af et dyr. Hun ville for øvrigt gerne give os indsprøjtningerne, men jeg måtte selv skaffe dem. Herefter tog Ranjith (vores driver i Kandy) og jeg så på jagt efter bl.a. meningitis vaccine, og vi fandt det. Bingo. Tilbage var der kun at ringe til TRYG (firmaets forsikringsselskab) og få sparring med en dansk læge, for at høre om muligheden for at få alle tre indsprøjtninger samtidig, det ville den singalesiske læge nemlig ikke ret gerne give os. Den danske læge sagde, at det kunne vi sagtens. To skuldre, to lår og to balder, det kunne sagtens blive til seks indsprøjtninger, hvis der skulle blive behov for det. Den danske læge sagde, at vaccination mod tuberkulose ikke var nødvendig. Det var den, som var vigtigst, sagde lægen i Kandy. Okay, jeg valgte at stole på den danske læge.
Søndag formiddag tog vi alle fire turen til privathospitalet i Kandy for at blive vaccineret. Stella var ikke glad for det: "Ud til en læge, som ikke engang ved, hvad fregner er!" (I begyndelsen af vores ophold i Kandy gik vi til læge med Stella pga. børnesår ved næsen. Lægen mente bestemt, at vi skulle til hudlæge og få undersøgt hendes fregner nærmere!)
Så nu sidder vi her alle fire med hver to ømme skuldre. Én for meningitis, én for tyfus. Desværre findes der ikke vaccinationer mod det, som generer Sarina og mig mest: Myg, for ikke at nævne denguemyggen og hvad her ellers er af andre dyr og lokale sygdomme her og i Dhaka, men hvad det hele er jo også bare et spørgsmål om at forsikre sig..., og når man husker paraplyen, så regner det ikke.
PS. Nogen af jer undrer jer måske over, at jeg ikke bare ringer til "min læge" i Danmark, men som udenlandsdanskere er vi ikke medlem af dansk sygesikring og derfor ikke omfattet af hjælp derfra. Vi er fornuftigt dækket ind af firmaets ordning.
Befolkning
Opslag
