Sidste skoledag

Torsdag den 9. juni 2011 var sidste skoledag for pigerne. Sarina tog konsekvensen allerede fra morgenstunden, da hun valgte ikke at tage mascara på. Stella sov ude og mødte efter eget udsagn frisk og frejdig op til sidste dag. Jeg valgte med vilje at blive væk, så pigerne kunne koncentrere sig om at sige farvel.

Oprydning af klasseværelserne var sket inden sidste dag, så denne dag var til ren hygge, uddeling af kage, gave til lærerne og farvel mellem kammeraterne. Kl. 11 blev der sagt endeligt farvel, da alle lærerne stillede sig op på rad og række uden for skolens hovedindgang - parate til at give knus og kram til hvert et barn. Netop her gik det altså helt galt for Stella. Hun brød helt sammen og græd i skolebussen hele vejen hjem, og videre efter at Jens og jeg havde taget mod hende med op i lejligheden. Jeg ville have sagt ordentligt farvel til buschaufføren og busassistenten, som jeg har hilst på to gange dagligt i dette skoleår. Men Stella behøvede "førstehjælp".

Mange af pigernes klassekammerater er allerede fløjet til deres hjemland på sommerferie. Nogen er dog tilbage, så de sidste "hænge-ud-aftaler" finder sted i disse dage.

Flere billeder fra Stellas store dag

Læs om Stellas store dag her.

Stellas store dag

Billedet: Stella får overrakt sit certifikat af sin lærer.

(Jeg undskylder billedekvaliteten, men vores kamera er gået i stykker, så jeg havde kun min mobil uden zoom).

Der var ceremoni for alle femte klasserne i dag. De har alle bestået femte klasse og er nu klar til Middle School. Stella blev bedt om at komme på scenen sammen med de andre elever, som skal forlade skolen. Her sagde hendes lærer og et par klassekammerater et par ord til hende. Læreren sagde blandt andet, at Stella "is a very hardworking girl and the one who's shown the most maturity growth during the year" En af kammeraterne, en pige, sagde: She's known as The awesome hyper girl and I'd say that it's true". Den anden kammerat, drengen, sagde: "To me you're amazing and you are good at soccer and we will sure miss you on the field". Selv svarede Stella kort: "This has been the best year of my life. Thanks to everybody!" (om så jeg havde haft et kamera der virkede, så havde jeg ikke kunnet se ud af linsen for bare tårer).

Billedet nedenfor: Femte klasserne optræder med Waving Flag som en tak til skolen og lærerne. Under dansen afslørede Stellas ansigt (for mig som kender hende), at hun kæmpede med tårerne, men det blev hurtigt til smil.

Herunder står Stella i midten, forreste række.
Og her med hendes kære, kære lærer fra Canada. We will miss him so much.

T-shirten fik hun i afskedsgave af skolen.

Steen og Stoffer på t-shirten: What if we weren't together anymore? What if aliens come and take you? Or you move away? Or I loose you? You know what, we will NEVER be apart, because you'll ALWAYS be in my HEART!
Herunder er Stella sammen med Rebecca (Tyskland) og Astrid (Danmark).
og her sammen med (fra venstre) Isobel (England), Laura (Schweiz/Vietnam) og Belle (USA).Og her sammen med Samiya (Indien).
Efter denne emotionelle formiddag, var det ren befrielse at skulle spille tennis. Så i 35 graders fuld sol midt på dagen slog jeg det hårdeste jeg kunne til bolden og fokuserede 100% på mine slag, mens jeg slog alle øvrige tanker ud af hovedet. Men følelserne beholdt jeg, for det er et stort privilegium, at ens datter har haft så fantastisk et skoleår, at vi begge i forbindelse med afslutningsceremonien var dybt rørte.

Stellas farvelhilsen til sin lærer

På AISD skifter eleverne lærer hvert år. Ja, de skifter sådan set også klassekammerater, for eleverne sættes sammen på en ny måde hver august, så der er taget hensyn til dem, som er rejst og de nye, som er kommet. En af forældrene i Stellas klasse har taget initiativ til at lave en collage til læreren: Mr. Curley (man er på efternavn med læreren). Hver elev skal aflevere en personlig hilsen og et billede af sig selv. Jeg har tidligere fortalt, at Mr. Curley har en stor stjerne hos Stella, hvilket også tydeligt fremgår af hendes hilsen til ham. Jeg har nedenfor afskrevet den direkte fra kortet (se billedet).

Dear Mr. Curley

You have caused a wonderfull improvement to my knowledge and behaviour. You and I have had many fun adventures throughout 5th grade. Your respect for us, humour, beliefs, knowledge, integrity and confidence make you into an AWESOME teacher. I have truly enjoyed working with you. You have the magic to make a boring topic come to life and make it funny.

I hope you and your new class will have as much fun as we had this year.

Lots of regards,

Stella Bastrup

PS. I will miss you A LOT!!!

På bagsiden har hun skrevet:

You are:

- happy

- cool

- forthcoming

- joker

- positive

- caring

- weird (in a good way)

Jeg sidder her og skriver og tænker: Puhha, det bliver bare ikke sjovt at skulle sige farvel

Mormor og morfar er endelig kommet

Onsdag tidlig, tidlig morgen landede mormor og morfar i Dhaka. Endda med lyn og torden. Trods få timers søvn var de friske på at besøge pigernes skole samme dag. Her viser Stella dem rundt på skolens bibliotek.

Så fulgte vi prøverne til Elementary skolens teaterstykke, hvor Stella spiller med. Hun er nummer seks fra venstre. De overværede lærerens entusiasme, positive feedback og coaching af eleverne. Bagefter var det Sarinas tur til at vise rundt på Middle skolen.
Om aftenen var der råhygge, Wii og fri dans. Trods varmegraderne nyder mormor at sidde på balkonen og se på livet nede på gaden og på byggepladsen overfor.
I går, torsdag, var shoppingdag. Jens var på arbejde og pigerne i skole, så kunne vi tre andre shoppe igennem. Især morfar fik handlet i skoforretningen Hush Puppies. De sko er som skabt til morfars fødder, så han vandrede glad ud af forretningen med to par.

I dag står den blandt andet på besøg i Old Dhaka og på Jens' arbejdsplads.

Vi har to dage tilbage i Dhaka, før vi tager flyveren søndag morgen til Thailand.

God påske til familie og vennerne i Danmark. Nyd påskeøllene og sildemadderne for os!

Stellas aften: Exhibition for femteklasserne

Tirsdag den 12. april 2011 kl. 17 mødte forældre til nyvaskede og velklædte femteklasser op i skolens gymnastiksal. De næste to timer var sat af til femteklassernes Exhibition dvs. fremvisning af det projekt, som de har arbejdet med siden nytår og for fuld tryk de sidste seks uger. Lad mig allerede afsløre nu, at det var en imponerende aften. Igen og igen må jeg sige, at amerikanerne kan et og andet. I alt fald på pigernes skole.

Hver af de 21 grupper har haft en mentor, som de har kunne sparre med og blive vejledt af. Dem blev der klappet højlydt af i salen. Bagefter var der "smagsprøver", hvor forældrene kunne gå rundt og se de 21 projekter præsenteret ved en lille stand (på billedet ses Stella og hendes gruppekammerat). Herefter fordelte vi os i klasseværelserne, hvor grupperne opførte et skuespil, et diasshow, et eksperiment eller på anden måde viste resultatet af deres arbejde.

Emnerne spændte fra mobning (Stellas gruppes emne) til luft- og vandforurening, uddannelse og fattigdom m.v. Emnerne var tydeligvis præget af, at eleverne bor i et af verdens fattigste lande, hvilket i sig selv var interessant, fordi vi forældre ikke helt kan gennemskue, hvor meget eller hvordan de oplever landet - set fra deres verden, der jo er en slags selvstændig og privilegeret verden i landet.

Børnenes engagement, entusiasme og evner udi at præsentere sine projekter for et stort antal fremmede var imponerende. Der var ingen mumlen, ligegyldighed eller generthed. Der var nervøsitet, men den var vendt til drivkraft for dem - til at gøre sig endnu mere umage.

Det er første gang skolen gennemføre denne form for projekt og læring, og forløbet bliver målt på alle leder, kanter og niveaer. For eleverne gælder, at der er defineret læringsprofiler og -holdninger, som de alle får feedback på. Alt i alt en fantastisk aften, hvor vi forældre deltog med forundring over den aldersgruppes evner og entusiasme for skolen og deres omverden, men det var jo netop også det der var meningen ifølge projektets tre mantra:

Thinking global and acting locally.

Connections between human attitudes and change.

How human actions impact the world.

Stor dag for Stella i morgen, tirsdag

Alle femteklasseelever på AIS/D skal i morgen, tirsdag, præsenterer et større projekt, som de har arbejdet med siden nytår. Exhibition, kalder skolen det. Det er en chance for de studerende til at vise, hvad de har lært siden børnehaven og til nu - og det er et projekt, hvor de skal arbejde selvstændigt som et skridt på vejen til Middle School, der venter de fleste af dem efter sommerferien.

Hver person har skulle vælge et globalt problem, der interesserer den. De skal undersøge emnet, udvælge problemstillinger, behandle dem og skrive en essay. Et af de vigtigste læringspunkter undervejs har været at skulle skrive en form for logbog - Journal - hvor eleven gør det muligt for forældre, lærere og andre at følge hans/hendes vurderinger, valg, udfordringer, planer m.v. Altså processen. Stellas Journal ligger desværre i den kuffert, som endnu ikke er kommet til Dhaka, og som vi håber på, kommer i morgen tidlig fra Doha.

Stella har valgt emnet Mobning, fysisk og mental mobning.
Det fælles tema for alle har været "Sharing the Planet", der bedst muligt dækker alle mulige problemstillinger, som eleverne kunne vælge mellem. Hver elev skulle tegne et forslag til et logo, der dækkede det fælles tema. Der fandt en afstemning sted blandt eleverne, og Stellas logo vandt konkurrencen. Logoet ses her ovenfor - trykt på den t-shirt, som eleverne skal have på i morgen.
På ryggen står den centrale ide bag Sharing the Planet. Vi glæder os til at skulle til Exhibition i morgen.

Mellemskolens teaterstykke

I går aftes tog Stella og jeg afsted til skolen for at se mellemskolens teaterstykke, hvor Sarina var med. Hun ses i billedet foroven - damen yderst til venstre.

Stykket var H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne"/"The Little Match Girl". De har øvet og øvet siden begyndelsen af februar, så jeg var faktisk ret spændt på at se, hvad der var kommet ud af alle de timer efter skole og i weekenderne.
Efter pausen var det et andet stykke: "This is a test". Hvor Den lille pige med svovlstikkerne jo er et smukt og trist stykke, var This is a test et hylende morsomt stykke om en amerikansk dreng, som ikke lige kan holde fokus, mens han og resten af klassen har test.
Her nedenfor ses de i alt 85 studerende fra mellemskolen, som deltog. 50 på scenen og 35 bag scenen. Et IMPONERENDE og FLOT stykke arbejde og teater. De amerikanere er altså gode til at gennemføre tingene, så de bliver fantastiske og underholdende. Hatten af for en skole, som også inddrager det kreative side af mennesket.
AIS/Ds High School har opført et teaterstykke, i går var det mellemskolens teaterstykke vi så, og til maj bliver det underskolens teaterstykke. Her medvirker Stella, så det skal I nok få mere at vide om til den tid.

Så nu har vi fået Sarina hjem hos os igen. Siden nytår har hun deltaget på skolens atletikhold og i teaterstykket, så hun ofte er kommet hjem kl. 18 på hverdagsaftener, tids nok til at spise og lave lektier resten af aftenen indtil sengetid. Det har krævet organisationstalent og været en hård omgang for både hende og os. En fortravlet teenager er ikke helt nem at leve sammen med. Skolen har løbende tests, hvis resultat tæller med i kvartalskaraktererne, så de mange lektier har også skulle passes. Lige så lettet, som hun nu er over, at det hele er overstået, lige så skægt har hun syntes, at det var at være med.

High School Musical på pigernes skole

Mine piger tilhører den generation, som har slugt High School Musical-filmene, da de var hot for nogle år siden. Jep, jeg har også set dem alle tre. Jer, som ved, hvad jeg skriver om, kan sikkert huske hende den mørke af pigerne - Monique Coleman. Hun besøgte i sidste uge den amerikanske skole (pigernes skole) som led i hendes rolle hos "United Nations Champion of Youth". Denne rolle hænger sammen med, at august 2010 til august 2011 er udnævnt som International Year of Youth (I.Y.Y.). GimmeMo (Mo=Monique og more), hedder den verdensturné, som Monique er på.

Hun snakkede for at være positive rollemodeller, gøre gode valg og stå frem mod mobning med overbevisning. Monique gav en opvisning for eleverne i Middle school og High School. Desværre måtte eleverne fra Elementery School (der hvor Stella går) ikke se hende. Men Stella nåede lige at se hende, da hun gik ud af teatersalen. "OH MY GOD! MONIQUE COLEMAN SAGDE HEJ TIL MIG!!! JEG KAN SLET IKKE TRO DET", sagde Stella med jubel i stemmen, da hun kom hjem. Stella har nu også altid elsket High School Musical.

International Food Fair på skolen

Èn gang årligt afholder pigernes skole salg af de forskellige landes madspecialiteter. De kalder dagen for International Food Fair-dag. Pengene går til...gæt tre gange: nemlig velgørenhed. Med 52 nationaliteter repræsenteret på skolen bliver det til lidt for mange boder. Nogle af landene er derfor samlet. For eksempel Italien, Frankrig og Spanien sammen, de latinamerikanske lande sammen, og de nordiske lande som en enhed. På billedet herover er mødre fra Danmark, Sverige og Norge samlet til planlægningsmøde.

I Sri Lanka var vi danskere kendt for at være meget præcise med hensyn til tidspunkter. Her i byen er mit indtryk, at vi er kendte for at være meget strukturerede og effektive. Jeg skal da også lige love for, at vi - til trods for repræsentanter fra tre forskellige skandinaviske lande og uden større kendskab til hinanden - var enige om, at et godt møde består af et mål, en dagsorden og en tidsplan. Ren fornøjelse af opleve modsat alle de der "lalle-snikke-snakke-møder", som jeg nogen gange deltager i.

Mødets første spørgsmål: Hvilket sprog taler vi? Nordmændene kan forstå både danskere og svenskere. Svenskere og danskere forstår til gengæld ikke så godt hinanden. Vi blev enige om at forsøge os frem på Skandinavisk. Personligt synes jeg, at det er anstrengende at skulle forstå hinandens skandinaviske. Jeg foretrækker engelsk, men nu er jeg heller ikke født med sprogøre.

I går, fredag den 25. februar 2011, var så dagen, hvor vi mellem kl. 13 og 16 stillede op på skolens græsplæne sammen med alle de andre lande og solgte af vores mange forskelligartede kager. Vi besluttede at indrette en udendørs café og udelukkende sælge kager fra de nordiske lande. Det viste sig at være en god ide, da ikke mange af de andre havde sødt med.

Herunder står Sarina i boden.
Stella stod der også.
Flere af Sarinas jævnaldrende og venner stod i boden. Det er ret godt, at de er så mange jævnaldrende, og at de har det så godt sammen. A propos sprog, så snakker de stort set kun engelsk med hinanden.
Brunsviger... mmm, jeg måtte købe tre stykker. Bare for at støtte projektet.
Norske kagemænd.
Sådan så skolens græsplæne ud.
Pippe Langstrømpe - eller Pippi Longstockings, som hun hedder på engelsk - var selvfølgelig med os.

Sri Lanka var der.
Japan mødte op med det lækreste sushi.
Bangladesh havde deres variant af Rice and Curry.

Afrikan havde en festlig bod og optrådte selvfølgelig med "This time for Africa", så alle vuggede med.

Jeg er vild med disse arrangementer, hvor forskellige dufte, lugte, sange, danse, udsmykninger, sprog blander sig på kryds og tværs og danner en god stemning. Det er da oplagt at lade de mange kulturer præsentere sig ved smagsprøver og lade pengene herfra gå videre til velgørenhed.

En mærkelig historie

I sidste uge skete der noget yderst mærkværdigt og kedeligt på pigernes skole. Der var et team af lærere, som tog afsted med skolens tennishold til Indien. Ved ankomst til New Delhi lufthavn bliver den ene af lærerne bedt om at følge med et par uniformerede mænd, da der var noget med hans papirer. Det var så sidste gang, at eleverne og kollegaerne så ham. I dag sidder han arresteret i Indiana i USA og skal for retten for en 22 år gammel mordsag, hvor han er hovedmistænkt. Han har i samtlige år været på Interpols liste over de 100 "most wanted". Han har figureret på listen her.

Der er bare lige det ved den her historie, at den handler om en bengalsk mand, som Sarina og jeg kender som usandsynlig sympatisk, energisk, sød og desuden en uhyre dygtig matematiklærer med et tilsyneladende medfødt pædagogisk talent. Sarina har både sidste år og i år haft ham i matematik, og det var hendes ynglingslærer.

Det vi ved er, at han ganske rigtigt befandt sig i Indiana for 22 år siden og var involveret i mordet. Vi ved også, at han flygtede til Bangladesh, hvor han tog navneforandring, giftede sig og fik to børn, som i dag henholdsvis arbejder og går på skolen. Han har egentlig ikke gjort noget for at skjule sig, for han har deltaget i utallige ture med skolen ud og ind af mange af de asiatiske nabolande til Bangladesh.

Tilbage sidder vi her og forsøger at få - for os at se - to forskellige puslespil til at være ét. Skaden er nok størst i forhold til alle de unge mennesker, som havde tillid til ham, troede på "den gode lærer" og som holdt af ham.

PS. Og så skal jeg vist lige fortælle, at Indiana praktiserer dødsstraf.

Stellas klasse, AIS/D, januar 2011

Øverst: Læreren fra Canada. Super, super lærer, skulle jeg hilse og sige fra Stella: "He's so awesome". Jens og jeg er også "vilde" med ham.

Stående fra venstre: Holland/Indonesien, Bangladesh, Frankrig, Korea, DK, Indien, Indien, Indien, Japan.

Siddende fra venstre: Korea, Egypten, ?, Indien, Bangladesh, Australien, England, DK, Tyskland/Argentina.

18 elever og 1 lærer. 15 nationaliteter.

Youth Party at Nordic Club

I går aftes var der fest i klubben for de unge expats i byen igen. Allerede fra morgenstunden blev tennisbanerne spærret af og forandret til en scene og dansegulv. Herunder ses et af aftenens band til lydtest. Flere bands bestående af unge fra den internationale amerikanske skole skulle optræde. Derudover var der en diskjockey.
Her er festen så i fuld gang. Stella står oppe foran scenen og giver sig fuldt og helt sammen med veninderne. Vi voksne var henvist til at blive hjemme eller holde os helt bagerst i restauranten, da det ikke var vores fest. Jens og jeg tilsluttede os festen ved 21-tiden. Sarina fortsatte til en privatfest.

I aften er begge piger igen inviteret til hver sin fest, så, ja, de skal da ikke klage over, at der ikke sker noget. Expats her i byen er gode til at sørge for at arrangere noget, så der sker noget for såvel voksne som unge og børn.

Hartal igen

Så er der meldt Hartal - general strejke - igen. I morgen, tirsdag den 30. november 2010, lukkes der ned i Bangladesh. Som sidst holder pigernes skole åbent, og skolebusserne kører. Mange forretninger i vores kvarter, diplomatkvarteret Gulshan, holder åbent. I det hele taget ser det ud til, at man holder åbent, hvor der er personale nok til det. Problemet for virksomhederne er, hvis personalet kommer langvejs fra, så kan de have svært ved at komme ind til arbejdspladsen. Det kan være decideret farligt. Der kan være uro og det der er værre rundt omkring.

I aviserne har vi den sidste uges tid kunne læse om erhvervslivets argumenter imod denne form for Hartal. Hovedargumentet er selvfølgelig, at produktionen gang på gang stoppes. Ingen produktion, ingen varer. Hverken til landet selv eller til eksport.

Sådan set udefra, så er der godt nok også tale om et sløjt efterår - talt i arbejdsdage. Først Ramadanen, så den første EID ferie, og så den anden EID ferie, og ind imellem Hartal. Den anden EID ferie er tilsyneladende ikke ovre endnu, for der er stadigvæk medarbejdere, der ikke er kommet tilbage fra ferie. Mange af dem bor langt væk fra Dhaka, og tager sig åbenbart en længere ferie. Talt i arbejdstimer arbejder de stadigvæk meget mere end gennemsnitsdanskeren - i Danmark. Ikke i forhold til her, for her arbejdes der snildt 60 timer om ugen for en expat.

Hvad betyder alt det her så for lille mig? Det betyder blandt andet, at jeg har måtte tage stilling til, om vores eget personale skal på job eller ej. Maiden kunne reelt set godt møde op i morgen. Det samme med chaufføren. For de bor begge, så de kan komme hertil uden at være i fare. Men Jens er på Sri Lanke og pigerne i skole, så jeg besluttede her til aften at give dem begge fri i morgen. De fik begge deres månedsløn og blev sendt hjem med et "vi ses på onsdag". Så de gik storsmilende hjem.

Så nu sidder jeg selv her og smiler. For det bliver faktisk lidt rart med en dag uden at skulle koordinere diverse køreønsker fra pigerne og Jens og mig selv, og ikke skulle forholde sig til andre end mig selv og pigerne. En stille og rolig formiddag med en god fagbog, en gang træning og en god frokost i klubben, og så hjem og tage mod Stella. På det plan er Hartal godt nok.

Stellas klasse optræder

Jeg har i dag for første gang deltaget i samling på pigernes skole, AIS/D. I dag skulle Stellas klasse nemlig opføre et stykke. Det handlede om, hvordan en 100 taka seddel vandrer fra rig til fattig, fra ærlig mand til tyv, dækker alt fra nødvendig ris til unødvendig cola. Et interessant stykke, der fint hænger sammen med klassens emne om Udbud og Efterspørgsel.

Her byder Stella velkommen...på dansk. De tre andre byder velkommen på hver af deres sprog. Dette for at give forståelse for andre sprog og kulturer.
Herunder spiller Stella en fattig kone, som sammen med sin datter sulter og tigger, men som får en 100 taka seddel, som de bruger på at købe ris for.
Herunder et view ud over publikum. Som altid er man meget aktiv som publikum på skolen - sådan amerikansk med heftigt bifald, hver gang en person gør eller viser noget. Meget anerkendende. I det hele taget er det tydeligt, at amerikanernes "How are you?" ikke er overfladiskhed men et tegn på imødekommenhed. Synes jeg.
Herunder et billede af en Mozart nummer to. Han går på skolen og skal deltage i en konkurrence om at spille det bedste stykke musik...som pianisten vel at mærke selv har komponeret. Så den lille fyr her spillede sit selvkomponerede musik for os. Behøver jeg at skrive, at det lød fantastisk?!!
Skolens fællessang blev selvfølgelig også synget. Teksten er noget a la det her: "We come from many lands, some far away, some near...Respect and caring, giving and sharing... we are all one family at AIS/D. AIS/D a great place to be".

På bedste amerikanske vis kan jeg konkludere, at denne samling alt i alt var "AWESOME", hvilket er et af de mest brugte ord på skolen ud over "great". Og de to ord dækker i det store hele også over den samme betydning.

En af de der oplevelser...

Må jeg præsentere Taylor Mali. Læreruddannet, New York'er, Poet og med en vision om at uddanne 1000 passionerede lærere. Han brænder simpelthen for lærerens gerning - og dermed for eleverne, har jeg erfaret her til aften.

Pigernes skole inviterer hvert år en kendt forfatter til at besøge og undervise på skolen i en uges tid. I år hedder han Taylor og var for mig total ukendt, indtil skolen begyndte at køre PR for hans arrangementer.

Det er en af de der oplevelser, hvor man ikke rigtigt ved, hvad man går ind til, møder op sådan lidt åben og afventende, og hvor man bare overraskes helt igennem positivt. Han er bare så god en digter, så utrolig veltalende, forekommer intelligent som bare pokker og underholdende. Og så har han en mission. Hans budskab er i bund og grund en påmindelse til alle lærere om, hvorfor de valgte at blive lærer. At de gør en forskel. At en forskel hos én elev makes a big difference. Og det gør han til UG+. Især digtet What Teachers Make siger alt.

Hans oplæsning foregik fra en Ipad og hele seancen her til aften blev direkte transmitteret over nettet. Han inddrog i øvrigt "tilskuerne" fra nettet helt naturligt. Bad eleven bag kamera og bærbar om at læse op, hvad de havde af kommentarer, snakkede direkte til kameraet etc. Hans brug af elektroniske og sociale medier (tjek hans hjemmeside) kombineret med digtet som primære kommunikationsredskab er i sig selv inspirerende, synes jeg.

I weekenden ville jeg gerne have haft min mor med til julebazar. Til aften ville jeg gerne have haft min gode, danske veninde, som er lærer, med. For hun er en af dem, som gør en forskel og som gerne må mindes om det.