På besøg i et af Dhakas mange slumkvarterer

Under en hyggelig aften i går med nogle af vores venner faldt snakken på byens slumkvarterer. Den ene fortalte om en slumskole, som firmaet, Bording Vista, sponserer. Vi måtte svare, at vi aldrig havde besøgt et slumkvarter, dels fordi vi ikke har haft direkte lejlighed til det, og dels fordi det forekommer som en mærkelig tanke, at man sådan går rundt og kikker på elendighed. Men vi blev alligevel nysgerrige og sagde "ja, tak" til en rundtur med hele familien. Det skulle gå hen og blive en oplevelse for livet.
Slumkvarteret ligger kun 1 km i luftafstand fra vores lejlighed. Kort. Det er ½ x ½ kilometer stort og skulle efter sigende rumme ½ mio fattige, som lever under primitive forhold. Omregnet betyder det, at der bor 2 mio mennesker pr. kvadratkilometer - eller sagt på en anden måde 2 mennesker pr. kvadratmeter! Der boede også typisk 4 til 6 personer i hvert "hus", og det var vel 3 x 3 meter. Uanset tallenes rigtighed, så lad mig blot konstatere, at befolkningstætheden var til at se og mærke.
Vi lagde ud med et besøg i en af kvarterets 13 slumskoler. Skolen er støttet af regeringen og sponserater. Det koster 5 taka (=0.034 kr.) pr. barn pr. måned. Der går cirka 250 børn i alderen 5 til 14 år - på treholdsskift. Vi fulgte undervisningen hos første hold, som møder kl. 8 og får fri kl. 10.30, efter at have fået et måltid mad og et glas mælk, som Arla har sponseret. Arla har foræret skolen et års forbrug af mælkepulver, der skal blandes op med varmt vand. Der er tilknyttet tyske læger til området og skolen, hvilket beboerne værdsætter meget højt.
Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at hjælpe med at servere mad og mælk for børnene. Stella og jeg hjalp i det ene klasseværelse. Sarina, Peter og Louise hjalp i det andet klasseværelse. Børn sad stille og ventede høfligt på deres tallerken med mad, og de ventede med at spise indtil alle havde fået.

Efter besøget på skolen gik turen videre til det kvarter, som de bor i. På sin vis kan man sige, at der manglede alt. På den anden side kunne vi konstatere, at de har alt, hvad de har brug for: vand, strøm (omend ustabil som vi andres), købmænd, skræddere, køkkener, senge, legetøj m.v. Det er bare ikke det samme vand, som vores, ikke det samme udbud som vores supermarked, hårde og små senge til mange personer og ingen Iphones.

Herunder en tur ned ad hovedgaden.

Et barn alene hjemme. Mor er henne og vaske op. Barnet sidder på sengen. Ja, du læste rigtigt: Sengen... til 4 til 6 personer.

Her er et andet barn alene hjemme med sin storesøster. Far har sin egen rickshaw.

Endnu et smilende par. Pæne og rene i tøjet.

Et ungt og nygift par i deres fine, nyindrettede hjem med bryllupsgaven (sengetøjet).

Jeg er ikke sikker på, hvad vi havde forventet. Armod. Tristhed. Elendighed i ordets egentlige forstand. Skidt og lort (også bogstaveligt). Det var faktisk det stikmodsatte, der mødte os.

Det var varmt. Sauna-varmt, og sveden løb. Med den varme burde affald lugte helt gevaldigt, men det gjorde det ikke. Der lugtede heller ikke af urin, som der gør nogle steder omkring hvor vi bor. Så når vi så sidder her til aften og tænker tilbage, så er det næsten det modsatte, der præger vores tanker og minder: Rene og storsmilende mennesker, som kikkede nysgerrigt og imødekommende på os. Jeg forsøger ikke at glorificere slumen, men det får én til at tænke, at der i bund og grund ikke skal så meget til, for at være tilfreds med livet.

Se flere billeder her.

Besøg på en slumskole

Der findes rigtigt mange slumskoler i Dhaka, nogle med meget ringere betingelser end andre. I dag har jeg været på besøg hos en af dem; en af de bedre. Jeg er lige kommet hjem. Jeg har kun været af sted i godt tre timer, og alligevel føler jeg mig fuldstændig udmattet - fysisk, psykisk, følelsesmæssigt, mentalt. Målet var at aflevere Sarinas og Stellas legetøj, som vi tilbage i 2008 tog med fra Danmark.

I Sri Lanka var jeg dybt involveret i et børnehjem. Da vi flyttede til Dhaka valgte jeg det fra, da jeg hellere ville bruge kræfterne på coaching, sælge smykker fra Sri Lanka og Fair trade firmaet Tarango. Men i dag glædede jeg mig til at besøge skolen.

Herunder "vejen" fra gaden og ned til skolen.

Jeg fulgtes med min norske veninde og en expat-besøgende.

Herunder indgangspartiet til skolen.

Skolen har fra Kindergarten til femte/sjette klasse om formiddagen og igen om eftermiddagen. Vi var først sammen med femte klasse.
Her sidder min veninde sammen med nogle af de mindre. Hun arbejder derude én dag om ugen med alt fra indretning over engelskundervisning til fysisk bevægelse (hun er fysioterapeut). Vi synger sange, spiller bold og snakker sammen. Kvinden til venstre i billedet er en af lærerne, som fungerede som tolk. De skal lære engelsk, men de har brug for hjælp til både at forstå og snakke engelsk.
Herunder: Sækken med Sarinas og Stellas brugte legetøj er netop blevet tømt på gulvet.
Noget af Bratz-dukkernes tilbehør blev nøje studeret; for hvad kunne det mon være for en dims?
Jeg måtte konkludere, "at lege" er en universel ting. Piger som drenge kastede sig over legen med dukkerne.
Her har vi ryddet op efter børnene og sat tingene fint op på hylderne. SÅ mærkeligt at se Sarinas og Stellas ting stå dér på dén reol, midt i Dhaka. Men så absolut også en god fornemmelse. Ingen tvivl om, at det vil blive værdsat og brugt.
Et af klasseværelserne
Skolen har ingen air condition, og mens vi var der kom der strømsvigt, så lyset og fanerne i loftet fungerede ikke. Sjældent har jeg svedt så meget. Det er 35 grader i dag, og det er det så også indenfor.
Herunder et nyindrettet bibliotek, som skolen kan takke en expat for. Han er netop fyldt 50 år og holdt en større fest, hvor han bad om penge, som han gav videre til sin kone, som indrettede dette bibliotek til skolen.
Herunder et kort over en verden, som de nok aldrig får at se.

Herunder. Regler for gruppearbejde.

Herunder: Processen for skriveopgaver.
Herunder: "Skolegården".
Tilgængeligt vand for børnene. To gange om ugen serveres der et glas mælk for hver af eleverne. Hver dag får de en banan hver, så skolen sikrer sig, at der er energi til at lære.
Skolen er en offentlig skole, støttet af regeringen, men dybt afhængig af brugerbetaling og donationer. Det koster 10 taka (70 øre) pr. elev pr. måned. Bestyrelsen overvejer at hæve beløbet til 50 taka for at signalere, at hvis man melder sine børn til denne skole, så medfører det forpligtelser for hele familien. Forøgelsen vil også hjælpe skolen, der slås med en varslet hævning af huslejen. Især større skandinaviske firmaer har støttet og støtter fortsat skolen. Finanskrisen har dog gjort, at pengene ikke sidder så løst hos firmaerne, og det mærker skolen tydeligt.

Der er flere spouses, som arbejder på skolen. For ikke så længe siden arrangerede de en bådtur for børnene. En tur de to spouses betalte. Til gengæld fik de tilbagemeldinger på, at det var en af de bedste dage i deres liv. Og netop de ord siger ret meget, synes jeg, for jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke, hvad der mon ville blive ud af disse små, smukke, brunøjede og glade børn, som så ivrigt snakkede engelsk med os. Og som i al forvirringen med alt det nye legetøj kom til at pludre løs til os på bengalsk, mens vi sad på gulvet og legede.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme. Jeg er dog ked af, at Sarina og Stella ikke kunne være med.