Minder

At rejse hører med til en expats liv. Her er et udsnit af familiens boarding-kort/flybilletter fra vores tid i Dhaka. Omkring 100 stk. Ikke et ord om CO2 udslip og kvoter her. Flertallet af dem er Jens'. Jens havde egentlig smidt dem ud, efter at jeg havde taget dette billede, men Stella fiskede dem op af papirskurven. Hun vil gemme dem som et minde. Hun har også gemt adskillelige t-shirts som minde om forskellige arrangementer. Sarina har også minder i form af t-shirts. Hun har nemlig købt en "I love Singapore...Bangkok...Sri Lanka...Kuala Lumpur..."-t-shirt i de byer, hvor hun har været.

Jens' og mine minder er materialiseret i billederne, lædertingene (dækkeservietter, tasker, jakke, pudebetræk og magasinholdere), de få men gode ting, som jeg har fået syet i råsilke samt brugskunst købt under vores rejser i Asien. Dem glæder jeg mig til at have omkring mig i vores hus i Danmark - til at skabe minder.

Ferie i Thailand, Bangkok

Efter nogle dage i Hua Hin gik turen til Bangkok. Jeg tror, at vi har skrevet det før: We like Bangkok. Den er godt nok stor (10 mio.), larmende, varm (40 grader) og med mange mennesker, men den er også velfungerende, farverig og fuld af muligheder.
Problemer med booking af værelser resulterede i en suite til os alle seks. Her spiller vi kort. Som tidligere valgte vi at bo på Anantara.

Jens købte sig en professorterning i Hua Hin. Den overtog Sarina hurtigt og brugte stort set hele ferien på at finde ud af, hvordan sådan en skal samles. Som I kan se nedenfor lykkedes det. Belønning fra farmand: En is.

Fredag sidst på eftermiddagen vinkede vi farvel til mormor og morfar, som kørte til lufthavnen efter 10 dage i Asien fordelt på to lande. Vi blev en nat og dag mere i Bangkok og sugede det sidste af byen, da vi ikke ved, hvornår vi kommer der igen.

Ferie i Thailand, Hua Hin

Efter fire dage i Dhaka fløj vi til alle seks til Bangkok, Thailand, og derfra videre med bil i 2½ time til Hua Hin. Hua Hin er Thailands gamle - og nuværende - kongeby.

Vi boede på SeaRidge, små 15 km syd for Hua Hin centrum. Et dejligt nyt hotelområde med dejlige store lejligheder, hvor vi kunne bo sammen. Vi værdsætter alle at bo sammen, og at vi stille og roligt kan sætte os til bords om morgenen uden at skulle klæde om m.v., som man gør, når man skal ned i et hotels restaurant og spise. Ulempen ved stedet var afstanden til Hua Hin, der betød taxa hver gang, vi skulle nogen steder. Og taxa betød igen ventetid.

Vi boede i hjørnet, næstøverst.
Poolområdet med fitnesscenteret i "hytten".
En gåtur langs Hua Hin strand, som dog ikke er så imponerende endda.
Hua Hin by med masser af restauranter og butikker.
En tur til hotel YaiYa med fri adgang til stranden. Her tager morfor og Sarina en skyller efter en dukkert i saltvandet.
Sidst på eftermiddagen er det tid til en slapper ved poolen - eller rettere I poolen, for hotellet tilbyder at bade og drikke samtidig. Praktisk. Den thailandske golf ses i baggrunden.
Fis og ballade, mens vi igen, igen venter på en taxa.
Hua Hin Night Market - jep, personalet sover, men vågnede, da Sarina gerne ville købe et par farverige RayBan solbriller.
Jacuzzien på terrassen skulle selvfølgelig afprøves.
Hvordan fremstilles thaisilke? Det fik vi svar på efter besøg hos en af Hua Hins silkebutikker, der samtidig havde en workshop ude foran. Ifølge rundviseren foregår produktionen af silke næsten ensartet i hele verden (Asien forstået?!). Forskellen ligger i larverne, der er lokale og som derfor spinder forskellige tråde. Mormor og morfar har været i Kina på en stor silkefabrik, så de kunne tegne og fortælle, så vi blev klogere. Først fodre man larverne, derefter koger man dem. Mens de koger, udskiller de silketråde, som en person så trækker op med en pind - herefter begynder den sædvanlige proces for at producere tråd til vævning.
Det blev ikke til vandscootere men i stedet almindelige scootere. Uhyre nemme at styre.
Man kan ikke bo i Hua Hin uden af spise noget af alt det dejlige fisk, som de utallige restauranter tilbyder på menukortet. Den ene aften spiste vi på en restaurant på en af de mange moler, byen har. Her er Stella gået i køkkenet for at vise os en krebs.
Tjek lige disse store rejer. Mums siger jeg bare.
Hua Hin er en turistby - og tilsyneladende uden de lange dejlige strande, som vi kender fra Thailands øer længere nede sydpå. Til gengæld har byen alt hvad hjertet kan begære af shopping og mad, så der er ikke så meget at klage over, vel?

Forlænget weekend i Kuala Lumpur, Malaysia

Er du til gadekøkkener, så er Jalan Alor stedet. Her frisk fisk. Choose yourself.
Oplyste Twin Towers i baggrunden.
Fra hjertet af kvarteret, Bukit Bintang.

Pigerne (inkl. Emma) og jeg netop er kommet hjem efter en forlænget weekend i Kuala Lumpur (ca. 1,3 mio indbyggere) med shopping og hygge som primær beskæftigelse. Jeg har fået en decideret shoppingskade, en fibersprængning i højre skulder af at bære varer hjem til hotellet!

Vi boede på Swiss Garden Hotel i udkanten af det kvarter, der hedder Bukit Bintang - kvarteret hvor det sker både med hensyn til shopping, restauranter og nattelivet. Vi var en tur igennem KLs svar på Chinatown, men det var en skuffelse. Ikke særlig kinesisk, blot ét stort salgsområde for kopivarer, hvor sælgerne overfaldt os. Derfra videre til en af Sydøstasiens største moskeer, hvis store hal kan rumme 8000 bedende. Over halvdelen af Malaysias befolkning er muslimer, og moskeerne i KL er imponerende flotte bygninger, konstaterede vi. Desværre var moskeen lukket for "non muslim visitors" på det tidspunkt, hvor vi ankom, så vi fik ikke set bygningen indefra.

Generelt er min erfaring, at man ikke på samme måde som i Europas og USAs storbyer kan være kulturelle, når man besøger asiatiske storbyer. De tilbyder i højere grad shopping og underholdning end museer af høj standard og opera og teater forestillinger. Ligeledes med KL.

Vi valgte at købe billetter til gangbroen mellem KLs varetegn, Petronas Twin Towers. Malajerne ynder selv at kalde dem for verdens højeste tvillinge tårne. Tårnene er 452 m høje. Gangbroen, hvis egentlige formål er at fungere som ekstra udgang i nødstilfælde, befinder sig i 170 meters højde. Til nyankommere til KL vil jeg snarere anbefale at betale lidt ekstra og så tage turen op i Menara KL Tower, der i 420 meters højde giver mulighed for en 360 graders udsigt samt en frokost eller middag.

Vi indledte vores shopping i Twin Towers mall, men dér var altid hundedyrt. Vi ledte efter en H&M, men erfarede, at det havde byen ikke. I stedet blev vi af en H&M medarbejder fra Dhaka, som vi mødte i KL, henvist til Uniqlo. Bid mærke i dette mærke, for det skal nok være at finde i mange storbyer inden for de næste år, er jeg sikker på. Næste butik åbner i Bangkok til september. Uniqlo er et "new-style" japansk firma, der producerer og sælger basistøj i god kvalitet og til rimelige penge for mænd og kvinder. PS. Noget af deres tøj produceres i Bangladesh. De har tydeligvis deres helt eget koncept, hvor tingene er arrangeret sirligt og efter en helt specifik orden i butikken. På en eller anden måde typisk japansk, tænker jeg, uden at jeg i øvrigt ved hvad jeg snakker om. Medarbejderne render storsmilende og totalt servicemindede rundt, mens de på skift eller i kor - cirka hvert andet minut - råber: "Welcome to UNIQLOOOOO" (med let japansk accent og i højt stemmeleje). Her shoppede vi i flere timer den første dag, vi var der. Næste dag måtte vi lige forbi igen ;-)

Vores nøgleord for KL: Frodigt, masser af grønt mellem husene. Ufattelig mange feminine mænd. Ikke så trendy og "renskuret" som Singapore, men billigere. Ikke så billig og dejlig kaotisk som Bangkok. KL er midt imellem de to nabo-storbyer. God shopping. International stemning med masser af nationaliteter, hvor 58% er malajere/muslimer, 27% er kinesere og så ellers en del indere og andre. Flot flag. Pænt varmt. Gode til at tale engelsk. Venlig befolkning. KL egner sig helt sikkert til en forlænget shopping-spise ude-weekend, for man kan tilsyneladende få det hele. Rødvin og spiritus er dog dyrt i indkøb.

Booking og besøg

Det er ikke min ynglingsbeskæftigelse at booke flybilletter og hoteller, men jeg vil jo gerne have indflydelse på resultatet, så jeg gør det. Det fylder meget, når vi som i disse år vælger at rejse en del.

Flybilletter tager Jens sig af, mens jeg så sidder og surfer rundt blandt hoteller. Heldigvis er Facebook opfundet. Her smider jeg et spørgsmål til opholdssted i en by ud, og får straks gode tips retur. Den næste gode ting er booking.com, som jeg er helt forelsket i, hvad angår funktionalitet. Mine indtastninger bliver der. Jeg kan vælge, hvilken valuta jeg vil have priserne i. Systemet regner totalbeløbet ud for mig etc. Prøv den selv. FDMs hjemmeside har jeg altid været glad for. Jeg booker ikke via den, men orienterer mig.

Indlægget her kommer sig af, at booking netop har fyldt meget i vores hverdagsaftener siden nytår. Dels er vi så super heldige, at vores venners datter, som også er pigernes veninde, kommer på besøg hos os i februar, og dels er vi super lykkelige over, at mine forældre i julen meldte ud, at de da gerne ville et smut ud og besøge os. Jubiiii, lige mit allerstørste juleønske, som jeg ikke havde turde sige højt, fordi jeg ikke ville presse dem. Det betyder, at der ikke går seks måneder mellem, at vi alle er samlet. Især for pigerne betyder det meget. Nu skal de herud og se deres skole, bo i vores lejlighed, og så har vi planlagt at tage dem med en tur til Thailand.

Pigernes veninde tager vi en tur med til Kuala Lumpur. Bare en tøse-/shoppingtur uden Jens. Hun skal med i pigernes skole og deltage i undervisningen sammen med Sarina, og Jens skal tæske hende i tennis, eller er det omvendt? Så vi har rigtigt meget at glæde os til.

Det er bare så godt at dele vores verden herude med nærmeste venner og familie. Det betyder meget både før, under og efter. Vi glæder os til, at de kommer, og vi glædes, når de er her og deler hverdagen med dem, og så tror jeg på, at det betyder meget, at de har været her, når vi kommer retur til Danmark. Så alt i alt er det jo hver en time foran computeren og diverse søgesystemer værd.

Dubai

Foran verdens højeste tårn, Burj Khalifa, på 828 meter. Desværre viste der sig at være udsolgt for adgang til tårnet de tre dage, vi var der.

Vi har flere gange snakket om at besøge Dubai. Efter nytår og på vejen fra Danmark til Dhaka gjorde vi alvor af snakken og tog tre dage i byen. Det skulle vise sig at være for få dage for os til at opleve denne meget anderledes by. En by i skærende kontrast til Dhaka. Dubai er ren, flot, velordnet, imødekommende, serviceminded, har tilsyneladende alt hvad hjertet kan begære og masser af rigdom. Til gengæld fandt vi ikke meget sjæl. Historie fandt vi i de sheikklædte mænd, nogle med op til seks koner.

Meget praktisk at man sådan kan køre gennem byen med 110-120 km i timen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er synd og skam, at man under planlægningen af byen, hvor der sandsynligvis ikke har været økonomiske, miljø- eller pladsmæssige hensyn at tage, ikke har tænkt mere innovativt og miljørigtigt i byplanlægningen. Byen bærer først og fremmest præg af at være bygget i et land, hvor benzinen koster forsvindende lidt. Og af rige folk, som har ønsket hver sin bygning med hvert sit særpræg. Sidstnævnte gjorde dog arkitekturen og helhedsbilledet varieret og interessant. Vi havde behageligt vejr med kølige aftener og varme eftermiddage og jeg tænker, at der må være et dejligt klima meget af vinterhalvåret, men de fleste restauranter synes at være indendøre.
Vi boede i en lejlighed på Four Points By Sheraton. Lækker, lækker lejlighed og hotel tæt på finanskvarteret og Dubai Mall. Byen har ikke noget decideret centrum.
Stuen og spisestuen. Plads var der masser af. Tre badeværelser. Fantastisk rart, når vi har to piger med.
I Dubai Mall har de udover et kæmpe integreret akvarium, to vandfald og så lige en skøjtebane. Herunder ses pigerne i grå trøjer løbe lystigt hen over isen. I dette indkøbscenter så jeg en burkaklædt kvinde komme gående med cirka 10 poser fra forskellige designerbutikker. Ja, hvorfor ikke have noget smart tøj på inden under den sorte dragt?!
Mall of the Emirates måtte vi besøge, for i dette indkøbscenter findes en skibakke. For cirka 250 kr. pr. hoved købte vi to timers adgang til skibakken samt leje af skiudstyr og -tøj. Udmærket skibakker - for der var reelt to bakker, den ene mere stejl end den anden - med absolut god sne. Bakkerne var selvfølgelig ikke så lange, og det var en kold fornøjelse, men rigtig, rigtig skægt. Faktisk er det et godt sted for begyndere. Der var der for resten også to begynderbakker, hvor man kunne lære at stå på ski. Privattimer var der også mulighed for at få.
Her ses vi ved hytten, hvor de serverede varm cacao, men ingen Jægerthe, konstaterede Jens.
Lige uden for skihallen lå denne restaurant med ild i pejsen (=fladskærmen) og tysk-østrigsk interiør. Her spiste vi frokosten, inden Jens - ja, I tror, det er løgn - købte skitøj. Vi kom direkte fra kolde og snefyldte Danmark og flyver til varme Dubai og står på skøjter, løber på ski og køber skitøj!
Den ene dag blev tilbragt ved Atlantis - for enden af Palmen. Her betalte vi den nette sum af 1300 kr. for at tilbringe en dag i et vandland med pool og adgang til stranden. Et lækkert sted med gennemført stil fra yderst til inderst.

Herunder ses broen, der fører den kommende metro fra bymidten og ud til palmespidsen. Vejen til Atlantis går under vandet, så palmen tager sig korrekt ud overfra! Jep, som jeg nævnte tidligere, har der vist ikke været mange økonomiske hensyn at tage undervejs. Når der er sagt A, siges der også B.
Herunder den ene af vandrutschebanerne, der først og fremmest kan beskrives som "et frit fald", hvor man ikke mærker selve banen. I det man glider ud over rampen, falder man ligesom bare ned i et hul - eller rettere ned i kisten, mummiekisten.
Herunder et af poolområderne med stranden i baggrunden.
Herunder ses stranden med det syvstjernede hotel, Burj Al Arab i horisonten.
Vi kunne ikke lade være med at kigge på byen med expatsøjne og spørge os selv, om vi ville synes om at bo her som expats. Stella elsker alt bekvemmelighed og luksus, så hun ville umiddelbart svare ja. Sarina ser mere gennem glamouren og svarer, at det afhænger af skolen. Jens og jeg hæfter os ved, at man vist ikke kan gøre meget ud over at tage i ørkenen eller shoppe i byen. Man er låst i byen, modsat Sri Lanka, hvor vi kunne tage på weekendture i bilen. Det er nok det vi foretrækker, at kunne køre ud i naturen og opleve strand, bjerge m.v.

Byen er fantastisk. Jeg prøvede for første gang i mit liv censorstyret sæbedosering ved en håndvask, et busstoppestedhus med air condition, et løbebånd med integreret TV-skærm, det største mall etc. Fascinerende.

Som jeg indledte med at skrive, så var tre dage ikke nok til os. Jeg ville gerne have haft set det gamle Dubai. Vi ville gerne have været inde i Burj Al Arab, men det krævede et hotelophold eller en restaurantreservation, og vi havde lige spist på det tidspunkt. Ørkensafari blev fravalgt. Og så kom vi jo ikke op i tårnet. Vi ville også gerne have spist aftensmad i Central Village, et restaurantsområde tæt på lufthavnen, hvor man må sidde udendørs og nyde alkohol. Og jeg ville gerne have shoppet MEGET mere.

Transit i en lille verden

Som udstationerede har vi en del rejseaktivitet, dels frem og tilbage til Danmark og dels på grund af ferier i og omkring Bangladesh, det vil sige Asien, nærmere bestemt Sydvestasien. Rejseaktivitet betyder at tilbringe masser af timer i fly og i lufthavne. Herover ser I Sarina og Stella der forsøger at sove sig fra turen mellem Dhaka og Doha.

Der var nærmest juletrængsel i Doha lufthavn. Aldrig har vi set så mange mennesker i den forholdsvise lille lufthavn. I Munchen fik vi en mindre overraskelse, da lufthavnen - og himlen - var dækket af sne, og informationsskærmene viste adskillige aflysninger af flyafgange i stort set alle retninger. Vi slap med at blive holdt hen i uvished og dernæst 2 timers venten, før vi lettede og senere landede mellem markerne i Billund.

Det sjove er, at vi er begyndt at møde mennesker vi kender i lufthavne. Vi lever i en lille verden.

Nu kunne juleferien for alvor begynde.

En tur nordpå til Nepal

I sidste indlæg skrev jeg, at vi var usikre på, om vi ville komme til Nepal, fordi Stella havde feber. Vi kom til Nepal. Stella tog sig en lur på 12 timer fra kl. 19 aften til 7 morgen, og vågnede feberfri. Jeg spurgte hende, hvad vi skulle gøre i forhold til Nepal og hun svarede "I just gotta suck it up and be a man". Måske ikke det mest charmerende svar, men der var vilje bag.

De første par nætter boede vi på et golfresort, Gokarna Forest Resort, nær Kathmandu. Udmærket sted med pejsestue/bar, restaurant, fitnessrum, spa-afdeling og selvfølgelig golfbane. Standarden i Nepal er vist normalt ikke så høj, og det var den heller ikke på dette hotel, selv om vi betalte 230 USD netto pr. nat.

Når solen gik ned, var det bare med at finde de lange bukser og fleecen frem. Gisp, det kan blive koldt i Nepal om aftenen.

Golfbanen, en 18 hullers i et tilsyneladende kuperet terræn.
Onsdag morgen var Jens dårlig og tilbragte resten af dagen i sengen, hvor han sov fra det hele. Pigerne og jeg valgte at tage en taxa til Kathmandu centrum og se os omkring. Sarina syntes, at byen var noget kaotisk, mens Stella umuligt kunne forestille sig, at vi skulle finde en god restaurant i den by, så vi kørte hjem til hotellet og indtog frokosten i golfklubben, i rolige og grønne omgivelser. Senere er vi blevet gjort opmærksom på, at verdens bedste pizza faktisk findes i Kathmandu, lige over for North Face-butikken.

Kathmandu har nogle gode butikker med et stort udvalg af ski- og bjergvandringsudstyr. Blandt andet med mærket North Face. Tingene var ikke kopier og kostede cirka en 15-20% under, hvad de gør i Skandinavien. Vi var også i en tørklæde-/taskebutik, hvor de mange hjemmelavede, farvestrålende stofting ikke kostede meget.
Torsdag morgen kørte vi i bjergene, op i cirka 2000 meters højde i håb om at se Himalayas sneklædte bjergtinder. Jens manede sig op og gennemførte den 1½ timers køretur med mange sjove grimasser på grund af ubehaget i sin dårlige mave. Vejene er ufattelig dårlige i Nepal. I Nagarkot boede vi på The Fort Resort, et okay hotel med en fantastisk udsigt og dårlig mad. I det hele taget fik vi ikke noget lækkert mad, mens vi boede i Nepal.

Langs hele Nepals grænse mod Kina ligger Himalaya. Langs hele Himalaya ligger i Nepal de "brune bjerge". Vi boede på et af de brune bjerge og kunne kun håbe på opklaring, så vi om morgenen ville kunne se solopgangen over Himalaya. Når jeg siger håbe på, skyldes det, at der ofte kun er tåge, tåge og atter tåge, hvilket der da også var, da vi ankom først på eftermiddagen. Men det klarede op om natten, blev stjerneklart, og næste morgen kl. 6 havde vi denne udsigt fra vores hytte.
Vi klædte os varmt på og kravlede op på taget af hotellet (sammen med en busfuld japanere med kameralinser så lange som arme) for at se solen stå op kl. 6.30. Ganske rigtigt. Kl. 6.30 kom solen (og japanerne jublede og jublede). Det mest fantastiske var skæret fra solen i de højeste bjergtinder, der pludselig lyste op som hvide Tobleronetoppe, skarpe og stejle.

Der er 50 km i luftlinie fra hotellet til midten af Himalaya.
Fra at have haft fire trøjer på gik vi over til næsten ingenting, da solen senere skinnede fra den skyfri himmel. Mellem de skyer I ser i baggrunden stikker der bjergtoppe op. Vi rejste samme dag, men har fået at vide, at næste dag var det totalt skyfrit og de kunne se hele Himalaya og dalene der over til.
Vi tog en firedages tur til Nepal og det viste sig at være fint for os. Vi er vist lidt trætte af fattige mennesker og omgivelser, templer og rice and curry. Nepal overraskede med sin gæstfri og engelsk veltalende befolkning. Naturen slår ikke Sri Lankas, dog må Himalaya siges at være et flot og fascinerende syn.

PS. Du kan booke en flyvetur hen over Himalaya for 160-180 USD pr. person, men de tre morgener vi var i landet, blev flyveturen aflyst på grund af for meget tåge hver morgen. Nyttig hjemmeside: http://www.nepalvista.com/

Billeder fra vores Nepaltur:

http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/NepalNovember2010?feat=directlink

Fakta om Nepal:

Cirka tre gange så stort som Danmark

Cirka 24 mio indbyggere (2000)

Cirka 800.000 indbyggere i Kathmandu

Religion: Hinduisme, primært

Rejsetips til Nepal:

Hotel i Kathmandu: Dwarikas

Rejsebureau: Himalayan Guides

Et godt udgangspunkt for vandreture m.v. er Pokhara

Efterårsferie i Thailand, Bangkok

Herover: Udsigten fra hotellet.

Efter daseferien på Krabi gik turen retur til Bangkok, hvor vi boede på Anantara. Endnu et lækkert hotel med en central placering.

Herunder: Bangkoks skytrain kører på kryds og tværs hen over vejene. Ruten fra centrum og ud til lufthavnen er netop åbnet. Et fantastisk nemt transitsystem, der dog har skarp konkurrence i taxi, der er uhyggelig billigt at benytte. For eksempel koster det ca. 100 kr at køre de 30 km fra vores hotel i bymidten til lufthavnen - for fire personer - og så skal vi ikke slæbe kufferterne. En ulig konkurrence til ulempe for miljøet.
Herunder: Første gang vi har oplevet at blive budt velkommen af en fisk i en bowle midt i hotellejlighedens stue (til venstre i billedet).
Fra hvide, flotte strande med palmer over shoppingcentre til gyldne, gamle templer og paladser. Thailand har det hele.
Grand Palace, Thailands gamle kongeresidens/by.
Stella gad bare ikke det gamle lort (se lige hendes udtryk herunder). Vi tog en tur gennem den gamle bydel, mens vi lænede os op ad oplysningerne i Turen går til Sydthailand. Vi gider ikke de der asiatiske guider, og audio-turen ville tage 2 timer, så det fravalgte vi også. Vi blev lidt klogere.
Herunder: Thailands svar på Amalienborg. Kongen bor i dag et andet sted, men bygningen bruges stadigvæk til officielle besøg.

Thailand er, erfarede vi, et velfungerende land. Okay, da vi steg ud af taxien i Bangkok foran det gamle kongeslot, Grand Palace, blev vi af en venlig guide henvist til en anden indgang, hvor der stod en politimand i uniform og fortalte, at slottet desværre var lukket her i formiddag pga en ceremoni, så han ville henvise til templet ved siden af. Med det formål at han kunne score provision på transporten og entréen. Snyd og bedrageri. Og ja, taxichaufføren forsøgte at overtale os til at køre en anden vej, forbi en eller anden fætters forretning. Men stadigvæk fungerer landet og hovedstaden, og sødt er det at høre dem tale engelsk. Madaaaaaam, Siiiiiiiiiir, Siaaaaaaaam, Stella var helt færdig over det. Korte og ufuldstændige sætninger som "No have" afslører, at her har engelsk koloniherredømme aldrig regeret. I Sri Lanka hedder det "I'm sorry, madam. It's out of stock". Selv i store, rene og glitrende stormagasiner taler ekspedienterne fantastisk dårlig engelsk.

Stormagasiner og shopping er dog et must og en dejlig ting ved Bangkok. For her kan tingene fås. Både tøj, sportsudstyr, sko, bøger og mad i alle afskygninger. Mærkevare og kopier side om side i hver sin ende af pengeskalaen. Indrømmet. Der røg en kopi af en Tod's taske i kufferten til Dhaka. Næste gang vil vi afprøve en af Bangkoks berømte biografer, hvor man ligger i bløde og dybe lænestole med drikkelse og madvarer med et tæppe over sig og bare nyder filmen.

Nu skrev jeg godt nok mad i alle afskygninger og fra nationaliteter, men hvis det stod til mig ville jeg vælge thailandsk mad hver gang. Fisk tilberedt på thai manér, kokosmælksuppe med kyllinge- og ananasstykker...jeg kan blive ved. Stella foretrækker, ikke uventet, det kendte McDonald, mens Sarina bliver mere og mere åben for anderledes mad. For eksempel røg hun med på en gang japansk mad. Dér kørte Stella to portioner "plain pasta" ned!

Vi fik shoppet sportstøj og teknisk udstyr og lidt tøj. Lad det ikke blive sidste gang, vi har besøgt denne by.