På café i Dhaka

De fleste steder i Asien har man en Starbuck for hver 100 meter man bevæger sig. Ja, selv hospitalerne og tandlægerne har liiiige en Starbuck i receptionen. Det er dog overhovedet ikke tilfældet i Bangladesh, hvor caféer først de seneste par år er blevet indrettet i Dhaka. Dhaka har ikke Starbuck. De har Barista, én i Uttara (nord for Dhaka) og én i Gulshan 1. Senest har vi fået en Cream & Fudge Factory, som Sarina ynder at besøge med vennerne.

I april 2011 fik Dhaka en først af sin slags, North End Coffee Roasters. I dag tog Sarina og jeg på inspektion til stedet, og vi blev ikke skuffet. Modsat sit lange og ikke særligt velklingende navn er stedet meget enkelt og hyggeligt.
Der serveres kaffe og latte i forskellige varianter samt varm cacao, kanelsnegle og brownies. Ingen sandwiches eller andet spiseligt. De skulle efter sigende arbejde på at udvide mad sortimentet. Man kan købe kaffebønner og kaffemaskiner, og til august åbner det amerikanske par bag en lillesøster af en café på pigernes skole. Fremragende ide.

I det hele taget skal caféen være mere end velkommen. Dhaka har brug for steder som dette. For som caféens reklame siger: "...great coffee, create great community".

Måske det eneste sted i byen, hvor latten serveres med tulipaner på toppen.
Se engelsk beskrivelse (anmeldelse!) og flere billeder her.

Forberedelse til middagsselskab

I morgen, fredag, holder vi et middagsselskab for nogle af vores venner, som har hjulpet os i forbindelse med flytning hertil og meget, meget andet. Vi bliver 11 inkl. vores store børn. Herligt...dog er der lige nogle ting, som skal på plads inden i morgen aften.

Spiritus. Bob, bob. Det koster en tur til Duty paid shop.

Kød. Oksekødet hos den tyske slagter i byen går ikke for at være godt, så jeg har måtte ty til byens engrosleverandør, der leverer til byens bedste hoteller. I første omgang har jeg fået leveret to oksemørbrad til 220 kr. kiloet. Jeg er spændt på at smage det.

Grøntsager. Gisp, den er svær. Vi skal ikke have frisk salat. Det er sikkert, for det er simpelthen for bakteriefyldt. Men hvad gør jeg så? Mange af de lokale grøntsager egner sig bedst til rice and curry-retter eller chutney, og det ønsker jeg ikke at servere. Så jeg har været på markedet med vores maid i dag og finde grøntsager (billedet) og frugt.

Desserten. Her skal jeg bruge bl.a. is og fløde. En liter langtidsholdbar fløde koster små 1300 taka, hvilket svarer til 100 kr. What to do? Jeg skal bruge det. Jeg har valget mellem lokal, vandet is eller Mövenpick is. Valget er ikke svært. 2400 taka for 2,4 liter, svarende til 185 kr for den bøtte is, og så var der kun få smagsvarianter at vælge mellem.

En irish coffee er heller ikke nogen dårlig ting, og sørme om det ikke lykkedes mig at finde noget, der minder om brun farin til 26 kr for en pakke.

Ved nærmere eftertælling opdagede jeg, at vi kun har 10 ud af 12 store tallerkner tilbage, så jeg måtte afsted igen og se, om jeg kunne få suppleret vores stel. "Min porcelænsmand" påstår, at han har dem på lager. Så jeg har betalt et forskud på at få dem leveret i dag, torsdag, kl. 17. Jeg bliver forbavset, hvis der dukker et bud op med dem. Jeg tror mere på, at de kommer i morgen aften. Vi får se. Ellers er den jo ikke længere, end at gæsterne må medbringe et par tallerkner.

Så nu tror jeg nok, at jeg blot mangler en dug eller to til opdækningen. Det må jeg se, om jeg kan finde på Christmas Charity Bazar i morgen formiddag. Alle mine flotte duge fra børnehjemmet i Sri Lanka var der ikke plads til i kasserne, så dem efterlod jeg til personalet.

Som du nok kan læse, er det ikke sådan lige til at handle til en middag, hvis man beslutter sig for at lave andet end rice and curry serveret med vand. Det kræver besøg i op til minimum fire forhandlere og er sjovt, så længe jeg kan finde tiden til det og leve med uvisheden om, om varen kan findes. I skal nok høre nærmere om resultatet af middagen.

Hverdagsmad og priser

Et eller andet sted i folks bevidsthed er Asien nok lig med billigt og/eller made in China, hvilket igen betyder billigt. Sådan er det også med rigtigt mange ting, materielle ting. Sådan er det bare ikke, når det gælder madvarer. Jeg skrev om priser på mad i vores blog fra Sri Lanka. Her i Dhaka er priserne nogle helt andre. Selv om Bangladeshs befolkning er fattigere end i Sri Lanka, koster madvarerne en herregård her.

Jeg har kørt en sammenligning på vores mest almindelige varer, hvoraf mange er importerede til begge lande, altså Sri Lanka og Dhaka. Varerne er typisk importeret fra Australien, Italien og USA. Alkohol er en post for sig, da det ikke sådan bare er muligt at købe her i Bangladesh.

0,6 l øl = 8 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter mælk = 7 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter juice = 17 kr i SL og 12 kr i Dhaka (det eneste sted, hvor Dhaka er billigst)

475 g. cornflakes = 25 kr i SL og 40 kr i Dhaka

400 g muesli = 17 kr i SL og 27 kr i Dhaka

250 g smør = 11 kr i SL og 22 kr i Dhaka

375 g pasta = 12 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 dåse hakkede tomater = 9 kr i SL og 12 kr i Dhaka

Konklusion: Dhaka er et dyrt sted at bo for en expat, som har nogle madvaner med fra vesten. Til gengæld er det forholdsvist billigt at gå ud og spise i byen, med mindre man ønsker importeret steak, så kommer man nemt af med godt 200 kr for kødet alene.

Priserne kan variere, og vores område, Gulshan 2, er også dyrere end andre områder i Dhaka og i resten af Bangladesh, hvor man måske slet ikke kan købe disse varer.