Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel duty paid. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel duty paid. Sortér efter dato Vis alle opslag

onsdag den 26. maj 2010

En vigtig ting: Det der med alkohol

Ja, hvordan foregår det egentlig med at købe alkohol i det her muslimske land? Alkohol kan ikke købes i supermarkeder og butikker rundt omkring. Der er forbud mod alkohol i koranen. Så hvad gør vi?
Man kan benytte sig af at tage alkohol med fra andre lufthavne. I Nordic Club kan vi købe stort set alle former for alkohol. Vin er dog dyrt. På hovedparten af restauranter kan vi intet alkohol købe. Vi kan medbringe vores egen flaske vin, som vi så betaler proppenge for, typisk 500 taka dvs. 41 kroner. Det vi gør er, at vi kører en tur til "duty paid-shops". Altså nogle steder i byen, hvor de forhandler spiritus. Her er der så, for os uden alkoholbevilling, et begrænset udbud, mens dem med alkoholbevilling kan købe alt, hvad leveren kan begære. En halv god rødvin kommer vi typisk af med 60-70 kroner for. Med proppenge ender det med, at vi sidder på en restaurant og drikker en halv god - måske dårlig - vin til godt 100 kroner. Men det lever vi med.

En anden lille ting, nu hvor jeg skriver om alkohol, er transporten af alkohol. En bengaler - uanset religion - må ikke køre rundt med alkohol. Så hvis vi har været i duty paid shop, så skal vi enten sidde ved siden af driveren hele vejen hjem, eller vi skal vedlægge kvitteringen med tydelig angivelse af, at det er betalt og af hvem. Sidstnævnte her skal huskes af expats, ellers kan det gå grusomt galt for chaufføren.

torsdag den 4. november 2010

Forberedelse til middagsselskab

I morgen, fredag, holder vi et middagsselskab for nogle af vores venner, som har hjulpet os i forbindelse med flytning hertil og meget, meget andet. Vi bliver 11 inkl. vores store børn. Herligt...dog er der lige nogle ting, som skal på plads inden i morgen aften.

Spiritus. Bob, bob. Det koster en tur til Duty paid shop.

Kød. Oksekødet hos den tyske slagter i byen går ikke for at være godt, så jeg har måtte ty til byens engrosleverandør, der leverer til byens bedste hoteller. I første omgang har jeg fået leveret to oksemørbrad til 220 kr. kiloet. Jeg er spændt på at smage det.

Grøntsager. Gisp, den er svær. Vi skal ikke have frisk salat. Det er sikkert, for det er simpelthen for bakteriefyldt. Men hvad gør jeg så? Mange af de lokale grøntsager egner sig bedst til rice and curry-retter eller chutney, og det ønsker jeg ikke at servere. Så jeg har været på markedet med vores maid i dag og finde grøntsager (billedet) og frugt.

Desserten. Her skal jeg bruge bl.a. is og fløde. En liter langtidsholdbar fløde koster små 1300 taka, hvilket svarer til 100 kr. What to do? Jeg skal bruge det. Jeg har valget mellem lokal, vandet is eller Mövenpick is. Valget er ikke svært. 2400 taka for 2,4 liter, svarende til 185 kr for den bøtte is, og så var der kun få smagsvarianter at vælge mellem.

En irish coffee er heller ikke nogen dårlig ting, og sørme om det ikke lykkedes mig at finde noget, der minder om brun farin til 26 kr for en pakke.

Ved nærmere eftertælling opdagede jeg, at vi kun har 10 ud af 12 store tallerkner tilbage, så jeg måtte afsted igen og se, om jeg kunne få suppleret vores stel. "Min porcelænsmand" påstår, at han har dem på lager. Så jeg har betalt et forskud på at få dem leveret i dag, torsdag, kl. 17. Jeg bliver forbavset, hvis der dukker et bud op med dem. Jeg tror mere på, at de kommer i morgen aften. Vi får se. Ellers er den jo ikke længere, end at gæsterne må medbringe et par tallerkner.

Så nu tror jeg nok, at jeg blot mangler en dug eller to til opdækningen. Det må jeg se, om jeg kan finde på Christmas Charity Bazar i morgen formiddag. Alle mine flotte duge fra børnehjemmet i Sri Lanka var der ikke plads til i kasserne, så dem efterlod jeg til personalet.

Som du nok kan læse, er det ikke sådan lige til at handle til en middag, hvis man beslutter sig for at lave andet end rice and curry serveret med vand. Det kræver besøg i op til minimum fire forhandlere og er sjovt, så længe jeg kan finde tiden til det og leve med uvisheden om, om varen kan findes. I skal nok høre nærmere om resultatet af middagen.