Skole-hjem-samtale om Stella

Fordelingen af flertallet af femteklasseelevernes nationaliteter.

Det aktuelle 360 graders eftersyn af folkeskolen i Danmark er interessant at følge. Mulighed for at lære at læse i børnehaveklassen, mulighed for at have musik i 9., mulighed for at skolen slutter sen eftermiddag. Nu har vores børn gået i én dansk skole og tre forskellige internationale skoler, så jeg følger måske debatten med lidt andre øjne og erfaringer. I dag er jeg blevet en erfaring rigere. Stella, Jens og jeg har været til skole-hjem-samtale med Stellas lærer.

For søren hvor gjorde læreren det godt. Det gjorde Stellas lærer fra sidste år og samme skole også. Vi gik derfra med en følelse af, at den her lærer kender Stella (næsten) lige så godt som vi gør. Vi fik tegnet et helhedsbillede af hende. Vi fik uddybet de enkelte punkter. Der var masser af iagttagelser og kommentarer til både hendes sociale og faglige adfærd. Der var såkaldte "forbedringspunkter" til Stella, som hun skulle commite sig til.

Læreren havde gennemgået det hele med Stella inden vi kom, og hun havde selv haft mulighed for at komme med argumenter til ting hun gør godt og som kan gøres bedre. I det hele taget bar hele seancen præg af, at det her var Stellas og lærerens fælles projekt, som vi fik lov til at blive informeret om. Dette blev også understreget af, at de to sad ved siden af hinanden med Jens og jeg ved siden af - på sidelinien. Den grundige information - kommunikation! - har vi ikke tidligere oplevet i pigernes danske klasser.

Vi er lige vidt med ændringer af det danske skolesystem og dets indhold, hvis formidlingen og samarbejdet med forældrene er mangelfuld eller i værste fald ikke eksisterende. I dag var en fantastisk oplevelse af en skole og en lærer, som vil vores barn noget godt. Formidlingen i dag kan kun være så succesfuld, fordi den lærer virkelig har analyseret og reflekteret på Stella i forhold til hende selv, hendes klassekammerater og de sociale egenskaber og faglige kvalifikationer, som hun har og kunne forventes at have.

Tripti

Må jeg præsentere vores "nye" maid Tripti. Hun begyndte hos os i juli og er fantastisk sød. Meget ligetil. Og så gør hun det for øvrigt rigtig godt med rengøring, vask og madlavning. Hendes engelsk er godt, og vi kan sms med hende.

Modsat vores kære maid i Sri Lanka har jeg aftalt med Tripti, at hun først møder kl. 10 og går hjem kl. 19 efter at vi har spist. Det giver mig morgenstunderne alene (så dejligt!) og et afryddet køkken om aftenen (total luksus!).

Vores hverdag

Stellas klasse på virksomhedsbesøg på Nestle i forbindelse med emnet Demand and supply.

Tilbage fra ferie er vi så småt ved at falde ind i en hverdag.

Jens deltager i et klubmesterskab i tennis mellem Dhakas mange klubber: Nordic Club, Dutch Club, American Club, Australian Club etc. Mange spillere fra Nordic deltager, så vi tager ofte afsted til de forskellige klubber og supporter. Så dejligt at kunne sidde udendørs om aftenen i varmen og nyde en kølig, hygge og heppe.

Sarina og Stella går i skole. Sarina følger undervisningen i de boglige fag og enten sidder på sidelinien eller går tidligere hjem, når der er fysiske fag. Stella er begyndt i grade 5 efter sommerferien, så hun har fået nogle faglige udfordringer. Når hun er her og leger med sine engelsktalende venner bliver hendes danske sprog noget videre blandet og slang-agtigt. Det går især godt, når vi skal læse lektier. "Mor, vi er startet på et nyt topic i dag, supply and demand". "Nåehh, udbud og efterspørgsel", svarer jeg. "What are you talking about?", spørger Stella så. Helt galt går det, når vi skal gennemgå matematik, så skal jeg både kunne matematikken og de engelske termer og spørgsmål. Gisp, godt der er andre i familien med en veludviklet venstre hjernehalvdel.

Jeg har genoptaget min tennis og løb i fitness centeret. Ved computeren arbejder jeg med planlægning af besøg af min kære veninde fra Sri Lanka, juvelerdesigneren fra Colombo. Hun besøger os og Dhaka til november og vi planlægger en happening, hvor hun dels skal fortælle om smykker og ædelsten, og dels skal sælge hendes design af sølvsmykker/låse til perlekæder. En fælles ide som vi er hooked på at prøve af. Personligt er jeg overbevist om, at vi kan sælge låsene/smykkerne. Perlekæderne er simpelthen kedelige uden. Sideløbende hermed går jeg så småt og varmer op under min coach-praksis.

Vores hverdag her er godt nok anderledes end på Sri Lanka. Det er to forskellige måder at leve på. Det gælder alt lige fra tropisk versus subtropisk klima og hvad det betyder i forhold til udbuddet af frugt og grønt, det sociale netværk, skolens betydning, den måde vi bor på, ja, everything. Det korte af det lange er, at vi har det godt.

Efterårsferie i Thailand, Bangkok

Herover: Udsigten fra hotellet.

Efter daseferien på Krabi gik turen retur til Bangkok, hvor vi boede på Anantara. Endnu et lækkert hotel med en central placering.

Herunder: Bangkoks skytrain kører på kryds og tværs hen over vejene. Ruten fra centrum og ud til lufthavnen er netop åbnet. Et fantastisk nemt transitsystem, der dog har skarp konkurrence i taxi, der er uhyggelig billigt at benytte. For eksempel koster det ca. 100 kr at køre de 30 km fra vores hotel i bymidten til lufthavnen - for fire personer - og så skal vi ikke slæbe kufferterne. En ulig konkurrence til ulempe for miljøet.
Herunder: Første gang vi har oplevet at blive budt velkommen af en fisk i en bowle midt i hotellejlighedens stue (til venstre i billedet).
Fra hvide, flotte strande med palmer over shoppingcentre til gyldne, gamle templer og paladser. Thailand har det hele.
Grand Palace, Thailands gamle kongeresidens/by.
Stella gad bare ikke det gamle lort (se lige hendes udtryk herunder). Vi tog en tur gennem den gamle bydel, mens vi lænede os op ad oplysningerne i Turen går til Sydthailand. Vi gider ikke de der asiatiske guider, og audio-turen ville tage 2 timer, så det fravalgte vi også. Vi blev lidt klogere.
Herunder: Thailands svar på Amalienborg. Kongen bor i dag et andet sted, men bygningen bruges stadigvæk til officielle besøg.

Thailand er, erfarede vi, et velfungerende land. Okay, da vi steg ud af taxien i Bangkok foran det gamle kongeslot, Grand Palace, blev vi af en venlig guide henvist til en anden indgang, hvor der stod en politimand i uniform og fortalte, at slottet desværre var lukket her i formiddag pga en ceremoni, så han ville henvise til templet ved siden af. Med det formål at han kunne score provision på transporten og entréen. Snyd og bedrageri. Og ja, taxichaufføren forsøgte at overtale os til at køre en anden vej, forbi en eller anden fætters forretning. Men stadigvæk fungerer landet og hovedstaden, og sødt er det at høre dem tale engelsk. Madaaaaaam, Siiiiiiiiiir, Siaaaaaaaam, Stella var helt færdig over det. Korte og ufuldstændige sætninger som "No have" afslører, at her har engelsk koloniherredømme aldrig regeret. I Sri Lanka hedder det "I'm sorry, madam. It's out of stock". Selv i store, rene og glitrende stormagasiner taler ekspedienterne fantastisk dårlig engelsk.

Stormagasiner og shopping er dog et must og en dejlig ting ved Bangkok. For her kan tingene fås. Både tøj, sportsudstyr, sko, bøger og mad i alle afskygninger. Mærkevare og kopier side om side i hver sin ende af pengeskalaen. Indrømmet. Der røg en kopi af en Tod's taske i kufferten til Dhaka. Næste gang vil vi afprøve en af Bangkoks berømte biografer, hvor man ligger i bløde og dybe lænestole med drikkelse og madvarer med et tæppe over sig og bare nyder filmen.

Nu skrev jeg godt nok mad i alle afskygninger og fra nationaliteter, men hvis det stod til mig ville jeg vælge thailandsk mad hver gang. Fisk tilberedt på thai manér, kokosmælksuppe med kyllinge- og ananasstykker...jeg kan blive ved. Stella foretrækker, ikke uventet, det kendte McDonald, mens Sarina bliver mere og mere åben for anderledes mad. For eksempel røg hun med på en gang japansk mad. Dér kørte Stella to portioner "plain pasta" ned!

Vi fik shoppet sportstøj og teknisk udstyr og lidt tøj. Lad det ikke blive sidste gang, vi har besøgt denne by.

Efterårsferie i Thailand, Krabi

Ao Nang strand, Krabi.

Sorry, jeg ikke har ladet høre fra mig, men kun fire dage efter vores ankomst til Dhaka fra Danmark smuttede vi på forsinket sommerferie til Thailand. Sarina nåede at komme lidt i skole og hilse på vennerne, inden skolen lukkede for ferie og vi kunne tage afsted. "Vores" læge fra Travellers' Clinic, icddr,b, sagde god for at Sarinas sår kunne komme i havvand og måske klorvand.

Det tager to timer at flyve fra Dhaka lufthavn til Bangkok lufthavn. Fra Bangkok tog vi et indenrigsfly til Krabi, 800 km syd for Bangkok. Her boede vi på Centara Resort, et af de smukkeste resort vi endnu har boet på (se nedenfor).

Det slog os på køreturen fra Krabi lufthavn til Ao Nang by, at Thailand er frodig og smuk som Sri Lanka. Dog ser thaierne ud til at ordne og strukturere på den flotte natur, mens srilankanerne lader natur være natur.

Resortet ligger for sig selv i en bugt. Hele herligheden hører under et nationalt beskyttet område, hvilket betyder, at der kun er adgang til hotellet via en flydebro eller en klatresti. Ret skægt at gå på sådan en "levende" bro, der følger bølgerne, men også en upraktisk anordning. Se herunder, hvordan hele to mænd har fat i madam her.

Flydebroen.Herunder ses "Monkey trail", der førte fra hotellet hen over en klippe og ind til byen Ao Nang. Igen ret skægt - og besværligt. Det er ikke uden grund, at stien benævnes som den gør. Der var aber og abe po po (vores families ord for lort) over alt. Det var ikke alle gæster, som turde/kunne gå denne vej. De måtte afpasse sig flydebroen og bådetiderne.

Dagene gik mest med at dase og svømme i Andamanhavet, som det åbenbart hedder. Vi tog en endagstur med speedbåd 100 km syd for Krabi til Phi Phi øerne. I den ene bugt, Ao Maya, er filmen The Beach optaget. Bugten blev lige pyntet med et par hundrede kokospalmer m.v. før bugten var, som filminstruktøren ønskede det. Thailandske miljøorganisationer kæmpede en, i sidste ende, forgæves kamp mod dette overgreb på et beskyttet naturområde (Kilde: Turen går til Sydthailand). Skaderne er da heller ikke med årerne blevet mindre, for hver dag valfarter mange, mange både til bugten. Vi var ikke alene på the beach, men det var alligevel et besøg værd. Jens har endnu ikke set filmen, men jeg må indrømme, at jeg var slet ikke i tvivl, da vi sejlede rundt om klippen og ind i bugten. Jeg var med i filmen - ligesom de hundredvis af andre turister også var. Det var en fantastisk dejlig tur med snorkling, god thailandsk mad, interessant med The Beach og bare afslapning i de mest smukke omgivelser, du kan forestille dig. Wauv!

Herunder ses vi på The Beach.

Her snorkler vi på Bamboo Island.
Jens rev et stykke koral af under vandet og fik Sarina til at fodre fiskene med det. Pludselig var hun omringet af fisk i alle regnbuens farver.

Vi havde fået anbefalet Krabi som værende mindre turistet end Phuket, samtidig med at der stadigvæk var by og liv og muligheder. Det holdt stik. Krabi kan absolut anbefales, og der er muligheder for ture både på havet og ind i landets nationalparker, hvor du kan ride på elefantryg i junglen m.v. Resortet var besværligt at komme til og fra og i den dyre ende, men super lækkert og flot.

Billeder:

http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/ThailandKrabiOktober2010?feat=directlink

Kanon musikstykke fra The Beach:

http://www.youtube.com/watch?v=stXN9F_zBl0&feature=related

Tilbage i Dhaka

Så er vi tilbage og samlet i Dhaka. Deeeeeejligt! Vi ankommer åbenbart også lige til det gode vejr. Regntiden har forrykket sig i år og har varet lidt længere ind i efteråret. Det har betydet varmegrader på over 35 grader og høj luftfugtighed. Siden vi landede har det været godt 30 grader og fuld sol, hvilket er en god overgang fra det danske og flotte efterår vi nåede at opleve, inden vi forlod Danmark.

Det er gået op for mig, at man møder et land allerede i lufthavnen. Måske endda allerede inden man stiger ud af flyet, hvor lokalbefolkningens adfærd afslører deres (kø-)kultur. Ankomsthallens renhed og glamourøsitet eller mangel på samme fortæller om klimaet, varme, støv og regn. Længden på køen ved paskontrollen fortæller frygtelig meget om bureaukrati eller ej. Forsinkelsen af bagagen fortæller om arbejdsmoral etc.

Vi mødte Bangladesh råt for usødet søndag morgen. Nå, ja, det er sådan det er at bo i Dhaka, tænkte jeg. Varme, trængsel, mennesker overalt, ventetid, ineffektivitet, støv overalt, manuelt papirnusseri etc. For sådan er Dhaka. Men vi var friske efter en god flyvetur og lod os ikke gå på.

Hjemme i lejligheden trådte vi lige ind i morgenrytmerne med morgenmad, skolebus, sollysets reflektering i de blanke gulve, air cons summen og kølighed. Hjem.

Det næstbedste - ud over at genforenes - var at komme i klubben, Nordic Club, og blive mødt med varme hilsener, knus og kram fra de øvrige skandinaviske medlemmer og personalet. Vi fornemmer virkelig, at der har været tænkt på os.

En rejse på business class

Overskriften burde vist snarere være "Bonderøve på business", for sådan følte Sarina og jeg os, da vi endelig rejste retur til Dhaka og Jens og Stella. På grund af Sarinas langvarige sygdom og hendes endnu svage fysiske form havde lægen fra hospitalet anbefalet os at rejse på business class, og forsikringsselskabet havde godkendt det.

Vi kunne ikke rigtigt finde ud af det der med bordene, der var integreret i møblet i midten, eller stolene der kunne justeres i 117 forskellige stillinger. Hermed et indlæg om en rejse på første klasse oplevet gennem to bonderøve.

"Champagne, Madam?". "Yes, please", svarede jeg, mens jeg tænkte, at ja, selvfølgelig skulle jeg da have champagne og fejre, at vi var på vej hjem. Læg mærke til benpladsen foran Sarina. Når sæderne blev lagt helt ned i sovestilling, gik det helt hen til væggen.
Forretten: Blandt andet lidt hummer og laksetatar sammen med et køligt glas Chardonnay. Jeg skal skåne jer for resten af tre retters menuen, blot konstatere, at det var delicious.
Sovetid.
Med til business class billetter hører adgang til diverse lounger under rejsen. Heller ikke dårligt. Her indtages natmaden i loungen i Doha. Ret imponerende - også den (gratis) buffet var indbydende. Det var ikke noget problem for Sarina at spise hver anden time.
Transport til og fra flyet sker i bus - kun for business passagerer. Trods den ringe billedekvalitet tror jeg godt, at I kan se, hvilken behagelig lænestol Sarina sidder i.
Skærmstørrelsen.
Bonderøve eller ej vi nød det i fulde drag. Det havde også den ønskede effekt; at vi havde en god tur og ankom udhvilede, mætte og glade.

Dhaka kalder

På billedet ser I en internetside, som Sarina har slået op på: American International School Dhaka, Sarina og Stellas skole i Dhaka. Sarina er nemlig begyndt at lave lektier, og hun nyder det. Hun er også begyndt at kede sig her i Danmark. Alt sammen gode tegn på begyndende godt helbred og på, at vi gerne vil hjem til vores mand/far og datter/lillesøster i vores lejlighed i Gulshan (Gulshan er navnet på kvarteret, hvor vi bor i Dhaka). Vi har også bestilt flybilletter. På lørdag den 9. oktober 2010 flyver vi fra Kastrup over Doha og videre til Dhaka.

Kufferterne er ved at blive pakket med sommertøjet, ny tennisketcher, nyindkøbte danske blade (som skal på vandring blandt de danske kvinder i Dhaka), ostehaps, pålægschokolade og røde pølser - og så lige en tube mayonnaise og remoulade. Jeg glæder mig vildt til at skulle spille tennis igen. Jeg nåede jo knap at lære det i foråret. Gad vide om min krop overhovedet kan huske noget om alle de måder man skal slå til den gule tennisbold på?

Allerede dagen efter ankomst har vi et møde med skolen. Vi skal have aftalt, hvordan Sarina sluses ind i skolen og fagene igen her midt i semestret. Dét er det vigtigste at få på plads.

Så kære læsere, I hører fra mig, når vi er vel landet på bengalsk jord, dvs. en gang i næste uge. Ha' en god weekend.

Tak

Sarina med sin egen zoologiske have, som hun har erhvervet sig de sidste tre måneder. Den store bamse er en gave fra vores venner. Bamsen er opkaldt efter en mandlig sygeplejerske fra Kolding.

De sidste par dage har vi fået sagt TAK til læger og sygeplejersker på Kolding Sygehus og Odense Børnehospital. Jeg lader dette indlæg være vores TAKKEBREV til alle jer.

TAK for alle gaverne og blomsterne undervejs.

Stor TAK til mine forældres arbejdsgivere, som har udvist stor fleksibilitet, så de kunne støtte Sarina (og mig) undervejs. Det har betydet mere, end I tror.

Stor TAK for alle besøgene, opkaldene, sms'erne, Facebookhilsener, bønnerne (på alverdens religioner)...TAK!

Sarina udskrevet fra Odense Universitetshospital

I går, på endnu en solskinbeskinnet efterårsdag i Danmark, blev Sarina udskrevet fra OUH. I går var lige nøjagtig 100 dags dagen for hendes indlæggelse på Kolding Sygehus tilbage i juni. Hvad kan jeg sige, andet end det bare var så dejlig en dag, en længe ventet dag. Sarina fik tjekket sine sår og blev kontrolvejet. Hun har netop spist sin vægt op over de 45 kg, så det går absolut den rigtige vej.

Billedet nedenfor viser noget så kedeligt som toilettasker. Jeg har taget dette billede, fordi det slog mig, at jeg hen over sommeren og frem til i går har levet med min toilettaske ved min side konstant. Normalt pakker jeg min toilettaske ud og "slår mig ned", men den har været klar til overnatning hvor som helst, når som helst.
Sarinas sår mangler stadigvæk at blive renset og hele, og hun skal tage mere på, men begge dele kan hun selv klare. Det vigtigste er, at hun har det godt, griner, smiler og er nærværende. Ja, hun ser da bare godt ud! Nu gælder det billetter til Dhaka. Vi vil hjem til resten af familien...