I torsdag var der 50'er-60'er dans på skolen for 4. og 5. klasser. Pigerne som var fulde af energi, klædte sig fantastisk ud, og hoppede op og ned, mens 'I love Rock n Roll' af Britney Spears røg ud af højtalerne. 
Kære læsere
I går aftes var det tid for den årlige fejring af de nordiske nationaldage - i alt fald den for Danmark, Norge og Sverige. Jeg kan ikke sige andet, end at vi er gode til at feste her i Dhaka. Stemningen var i top, der blev kommunikeret på kryds og tværs af alle sprog og nationaliteter. Der blev spist flere absolutte fantastisk tilberedte laks (norske selvfølgelig), der blev skyllet ned med iskold hvidvin. Mums for en udlandsdansker. Endnu en tradition i Dhaka, som jeg vil savne.
World fair trade day fejres den anden lørdag i maj hvert år og er arrangeret af World Fair Trade Organization (WFTO). Her i Dhaka fejrede lidt forsinket dagen i går. Tarango, der producerer de flotte og anderledes tasker af brugte cementposer, havde inviteret til interkulturelt møde og salg i den australske ambassadørfrues hus. På grund af sikkerhed omkring huset og den australske ambassade var der sat loft på antallet af inviterede, og vi blev da også tjekket i forhold til navnelisten og metaldetektor inden entre. Vi skal nok have været omkring 100. 
Her fortæller den ene af kvinderne i korte træk om sit liv, og hvad det betyder for hende at arbejde for Tarango.
Her fortæller en anden kvinde os sit liv som forældreløs og enlig forsørger.
Det er alt sammen meget godt, med salg, møde mellem producent og køber etc., men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne bare blive så meget større og profitabelt, hvis virksomheden blev udviklet i den rigtige retning. Jeg kan lige se for mig, hvilke nøglepersoner, der mangler at blive ansat, hvilke produkter der kunne produceres med stor succes etc. Måske det slet ikke er realistisk? I alt fald er det blevet ved tankerne - og med kun nogen handling fra min side. 
På billederne ser I en splinterny rickshaw. Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den. Dem der kører rundt i gaderne er normalt ikke så flotte og skinnende.
Farverigt, sølvglimtende og plastikbetrukket sæde. Ren Bollywood som vi kender det fra Bangladesh og Indien.
Dear Mr. Curley
I dag er dagen derpå. Vi var til farvelfest i går, arrangeret som hippiefest. Så absolut og helt fantastisk skægt. Stort set alle havde gjort sit til at støtte op om temaet med farverige kostumer, protest-skilte, kvinder med piber etc. 
Flower power
Fest og farver...
... og glade dage
I fredags spillede Stella med i Elementary skolens teaterstykke. Det vil sige et stykke for dem fra tredje, fjerde og femte klasse, som havde lyst. 
Stykket hed "Into The Wood"og er et mix af eventyrerne Askepot, Rødhætte, Rapunzel etc. 
Kostumerne, sminkning, ja, det hele var ret professionelt lavet. 
Jeg har haft fornøjelsen af at overvære et par øvelser, hvor læreren coacher eleverne til at yde deres bedste. Der er tale om en helt anden pædagogik end den danske. De bedste præstationer bliver fremhævet for at motivere de øvrige til at yde mere. Det er sikkert meget amerikansk og i alt fald meget lidt efter janteloven, men hold op en effekt. Eleverne ser ikke noget forkert i, at deres sidemands evne til fx at tale højt og tydeligt bliver fremhævet. Eller at den anden sidemand har en fantastisk gestikulation.
Stella har elsket at deltage i alt fra øvelser til at optræde, og hun har fået ros for sin indsats. Egentlig havde hun kun et par linjer, men hendes kropsprog på scenen var god og tydelig. Jeg tror så småt, at det er gået op for mig, at hun virkelig gerne vil performe. Indtil nu har jeg slået det hen sammen med alt det andet hun gerne har villet være, siden hun kunne ytre sig. Men nu spørger jeg mig selv, hvad denne passion - dette talent? - fører til? Vi får se.
Herunder konstaterer prinsen, at skoen ikke passer. Da han finder prinsessen, besvimede Stella på meget overbevisende stil.
Bedst som stykket er overstået, og Stella har fået sin fritid igen, har hun meldt sig til skolens talentshow. Så mens jeg skriver dette indlæg, sidder hun sammen med en veninde og forbereder optræden til det show. 
Post Danmark registrerede i går vores ankomst til Danmark den 21. juni 2011. Folkeregistreret kender ikke til vores eksistens endnu, da de kræver personligt fremmøde. Det vil vi også gøre den 21. juni, så vi kan få os nogle nye sygesikringsbeviser. Fra den dag af vil vi atter være danske borgere - ikke kun statsborgere. 
Så har vi fået mail fra Kolding Realskoles Internationale klasse: Sarina er optaget og skal begynde den 15. august 2011. Hun vil allerhelst blive her, men når nu det ikke kan være anderledes, så er hun glad for at være optaget netop dér. Af valgfag har hun valgt naturvidenskab og fransk. Hendes hjerne er helt sikkert til det naturvidenskabelige og matematiske. Hendes planer - som tingene ser ud lige nu - er efterfølgende at gå på high school i et andet land, gerne USA eller Frankrig. Ja, suk, det var os selv, der viste hende den store dejlige verden, som hun tilsyneladende ikke kan få nok af. Vi får se, hvad der sker.
Siden sidste weekend har jeg været en tur i Sri Lanka. Det var absolut et positivt gensyn. Næsten som at komme hjem. Allerede ved ankomsten til lufthavnen bemærkede jeg, at der var blevet kraftigt ryddet op og moderniseret i selve lufthavnen, og på vejen ud af lufthavnen var der ingen soldater med maskingeværer. Generelt var antallet af soldater med geværer og checkpoints i gadebilledet skrumpet betydeligt ind. Nye supermarkeder af dimensioner jeg ikke tidligere har set på Sri Lanka. Mange af de små boder ved vejene er rykket indenfor med glasfacader og større vareudbud. Ingen affald af betydning rundt omkring. Nye fancy restauranter og butikker i Colombo. Endnu et tegn på udvikling og velvære var størrelsen på singaleserne. Jeg synes på en eller anden måde, at de alle var blevet lidt rundere, og fik fortalt, at antallet af diabetes 2 patienter er steget meget de sidste par år. Så det går tilsyneladende godt i Sri Lanka. 
Herunder billede fra mit ynglingssted i Colombo: The Gallery Café. Jeg er dog stoppet med at kalde den min ynglingsrestaurant, for det er omgivelserne og ikke maden, der gør stedet attraktivt. En af mine ynglingsrestauranter er den italienske Echo.
Jeg fik fornøjelsen af at komme lidt tættere på arbejdsprocesserne og de singalesere, som arbejder for Charlotte i hendes butik, kontor og værksted (guldsmede, stenslibere og stensættere). Dygtige folk. Vi fik lavet en hjemmeside og et elektronisk arkivsystem til firmaet. Så det endte op med at være et godt mix mellem business og fornøjelse. En helt igennem god tur, som bekræftede mig i, at jeg har været så priviligeret at bo i Sri Lanka. 
At rejse er at bruge sine sanser. For mig er der to ting, som for altid vil minde mig om årerne i Asien.
Desværre kan jeg ikke tage nogen af delene med mig hjem. Det må blive ved disse fotos og minderne.
Efter nogle dage i Hua Hin gik turen til Bangkok. Jeg tror, at vi har skrevet det før: We like Bangkok. Den er godt nok stor (10 mio.), larmende, varm (40 grader) og med mange mennesker, men den er også velfungerende, farverig og fuld af muligheder.
Problemer med booking af værelser resulterede i en suite til os alle seks. Her spiller vi kort. Som tidligere valgte vi at bo på Anantara.
Fredag sidst på eftermiddagen vinkede vi farvel til mormor og morfar, som kørte til lufthavnen efter 10 dage i Asien fordelt på to lande. Vi blev en nat og dag mere i Bangkok og sugede det sidste af byen, da vi ikke ved, hvornår vi kommer der igen.
Efter fire dage i Dhaka fløj vi til alle seks til Bangkok, Thailand, og derfra videre med bil i 2½ time til Hua Hin. Hua Hin er Thailands gamle - og nuværende - kongeby. 
Poolområdet med fitnesscenteret i "hytten".
En gåtur langs Hua Hin strand, som dog ikke er så imponerende endda.
Hua Hin by med masser af restauranter og butikker.
En tur til hotel YaiYa med fri adgang til stranden. Her tager morfor og Sarina en skyller efter en dukkert i saltvandet.
Sidst på eftermiddagen er det tid til en slapper ved poolen - eller rettere I poolen, for hotellet tilbyder at bade og drikke samtidig. Praktisk. Den thailandske golf ses i baggrunden.
Fis og ballade, mens vi igen, igen venter på en taxa.
Hua Hin Night Market - jep, personalet sover, men vågnede, da Sarina gerne ville købe et par farverige RayBan solbriller.
Jacuzzien på terrassen skulle selvfølgelig afprøves.
Hvordan fremstilles thaisilke? Det fik vi svar på efter besøg hos en af Hua Hins silkebutikker, der samtidig havde en workshop ude foran. Ifølge rundviseren foregår produktionen af silke næsten ensartet i hele verden (Asien forstået?!). Forskellen ligger i larverne, der er lokale og som derfor spinder forskellige tråde. Mormor og morfar har været i Kina på en stor silkefabrik, så de kunne tegne og fortælle, så vi blev klogere. Først fodre man larverne, derefter koger man dem. Mens de koger, udskiller de silketråde, som en person så trækker op med en pind - herefter begynder den sædvanlige proces for at producere tråd til vævning.
Det blev ikke til vandscootere men i stedet almindelige scootere. Uhyre nemme at styre.
Man kan ikke bo i Hua Hin uden af spise noget af alt det dejlige fisk, som de utallige restauranter tilbyder på menukortet. Den ene aften spiste vi på en restaurant på en af de mange moler, byen har. Her er Stella gået i køkkenet for at vise os en krebs.
Tjek lige disse store rejer. Mums siger jeg bare.
Hua Hin er en turistby - og tilsyneladende uden de lange dejlige strande, som vi kender fra Thailands øer længere nede sydpå. Til gengæld har byen alt hvad hjertet kan begære af shopping og mad, så der er ikke så meget at klage over, vel?
Opslag
Alle kommentarer
