Fair trade dag og salg

World fair trade day fejres den anden lørdag i maj hvert år og er arrangeret af World Fair Trade Organization (WFTO). Her i Dhaka fejrede lidt forsinket dagen i går. Tarango, der producerer de flotte og anderledes tasker af brugte cementposer, havde inviteret til interkulturelt møde og salg i den australske ambassadørfrues hus. På grund af sikkerhed omkring huset og den australske ambassade var der sat loft på antallet af inviterede, og vi blev da også tjekket i forhold til navnelisten og metaldetektor inden entre. Vi skal nok have været omkring 100.

100 købestærke kvinder (primært) kan godt tage for sig af retterne, så der blev solgt godt. Nedenfor ses mit udbytte fra dagen. Læg mærke til tasken til venstre, hvor der står Tarango på. Det er samme design som cementtaskerne, denne gang blot lavet af aflagte pressenninger.

Vi bydes alle velkommen og får historien om Tarango.

Her fortæller den ene af kvinderne i korte træk om sit liv, og hvad det betyder for hende at arbejde for Tarango.
Her fortæller en anden kvinde os sit liv som forældreløs og enlig forsørger.
Det er alt sammen meget godt, med salg, møde mellem producent og køber etc., men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne bare blive så meget større og profitabelt, hvis virksomheden blev udviklet i den rigtige retning. Jeg kan lige se for mig, hvilke nøglepersoner, der mangler at blive ansat, hvilke produkter der kunne produceres med stor succes etc. Måske det slet ikke er realistisk? I alt fald er det blevet ved tankerne - og med kun nogen handling fra min side.

Kort karriere som posedame

Efter skolens julebazar, hvor jeg opdagede taskerne fremstillet af gamle cementsække, har jeg rodet mig mere og mere ind i salg af varer fra den Fairtrade stemplede fabrik Tarango - helt frivilligt, fordi jeg i den grad synes, at jeg kan stå inde for dem. I formiddags - efter afsked med Sarina - gik turen til klubben, hvor vi var to damer, som havde arrangeret salg af poser, punge, dækkeservietter, tasker m.v. fra fabrikken. Salget begyndte kl. 11. Kl. 11.30 havde vi udsolgt!!! Salget var faktisk sat til at slutte kl. 13, så vi ringede til fabrikken og bad om forsyninger. De kom, og en god times tid senere måtte vi næsten melde udsolgt igen, og jeg havde en ordreliste, som jeg skal hen og ekspedere nu her.

Efter dagens indsats kunne jeg overrække 160.000 Taka (svarer til 12.200 kr. og til et salg af omkring 400 enheder) til en noget rørt og forbavset direktør og produktionsleder. For en dansker lyder det måske ikke af så meget, men 160.000 Taka er en pæn klat penge på disse kanter. Pengene skal bl.a. gå til etablering af et sundhedsprogram for de mange enlige mødre/kvinder, som arbejder for og på fabrikken.

Desuden ser det ud til, at det lykkedes at få to lande interesseret i at ordre og sælge disse produkter, som jo egentlig kun er beregnet på eksport, men som vi ekstra ordinært havde fået lov at sælge til expats. Firmaet ønsker ikke at sælge til forretninger i Bangladesh, fordi de frygter kopiering af varerne. Hvilket jeg så udmærket kan følge. Om få måneder vil det såmænd også være muligt at købe cementtaskerne i Kolding, hvor min kære veninde Hanne vil sælge dem i sin netop nyåbnede café, Refugiet.

Nu er det lørdag aften, og weekenden er opbrugt. Det har været en god weekend i velgørenhedens tegn. En dejlig weekend. Jeg sidder her og tænker, at der skal så ufattelig lidt til at gøre en forskel. En interesse, en ide, noget kommunikation, marketing og så ellers handle.

En ny uge venter

En ny uge venter med alt fra ordre til Tarango, færdiggørelse af artikel, one-to-one coaching, teamcoaching af trænerne, mit første frisørbesøg i byen, og en sidste tennistime med den svenske tenniscoach, som har været på besøg i klubben de sidste fire uger. Og så skal jeg først og fremmest have arbejdet på marketing af den store smykkeaften den 9. marts, hvor Charlotte fra Sri Lanka igen vil være i byen og sælge sine designs. Alle opgaver og projekter får ivrigheden frem i mig, så jeg vil gå ind under myggenettet og dynen og gemme mig i drømmeland, så jeg dels slipper for myggene (der igen er ved at drive mig til vanvid. Kan de da for pokker ikke se, at jeg er optaget af at blogge og ikke har tid til at blive irriteret af åndssvage gravide hunmyg og deres stikken?), og dels kan være frisk og udhvilet til en spændende uge.

Besøg på en slumskole

Der findes rigtigt mange slumskoler i Dhaka, nogle med meget ringere betingelser end andre. I dag har jeg været på besøg hos en af dem; en af de bedre. Jeg er lige kommet hjem. Jeg har kun været af sted i godt tre timer, og alligevel føler jeg mig fuldstændig udmattet - fysisk, psykisk, følelsesmæssigt, mentalt. Målet var at aflevere Sarinas og Stellas legetøj, som vi tilbage i 2008 tog med fra Danmark.

I Sri Lanka var jeg dybt involveret i et børnehjem. Da vi flyttede til Dhaka valgte jeg det fra, da jeg hellere ville bruge kræfterne på coaching, sælge smykker fra Sri Lanka og Fair trade firmaet Tarango. Men i dag glædede jeg mig til at besøge skolen.

Herunder "vejen" fra gaden og ned til skolen.

Jeg fulgtes med min norske veninde og en expat-besøgende.

Herunder indgangspartiet til skolen.

Skolen har fra Kindergarten til femte/sjette klasse om formiddagen og igen om eftermiddagen. Vi var først sammen med femte klasse.
Her sidder min veninde sammen med nogle af de mindre. Hun arbejder derude én dag om ugen med alt fra indretning over engelskundervisning til fysisk bevægelse (hun er fysioterapeut). Vi synger sange, spiller bold og snakker sammen. Kvinden til venstre i billedet er en af lærerne, som fungerede som tolk. De skal lære engelsk, men de har brug for hjælp til både at forstå og snakke engelsk.
Herunder: Sækken med Sarinas og Stellas brugte legetøj er netop blevet tømt på gulvet.
Noget af Bratz-dukkernes tilbehør blev nøje studeret; for hvad kunne det mon være for en dims?
Jeg måtte konkludere, "at lege" er en universel ting. Piger som drenge kastede sig over legen med dukkerne.
Her har vi ryddet op efter børnene og sat tingene fint op på hylderne. SÅ mærkeligt at se Sarinas og Stellas ting stå dér på dén reol, midt i Dhaka. Men så absolut også en god fornemmelse. Ingen tvivl om, at det vil blive værdsat og brugt.
Et af klasseværelserne
Skolen har ingen air condition, og mens vi var der kom der strømsvigt, så lyset og fanerne i loftet fungerede ikke. Sjældent har jeg svedt så meget. Det er 35 grader i dag, og det er det så også indenfor.
Herunder et nyindrettet bibliotek, som skolen kan takke en expat for. Han er netop fyldt 50 år og holdt en større fest, hvor han bad om penge, som han gav videre til sin kone, som indrettede dette bibliotek til skolen.
Herunder et kort over en verden, som de nok aldrig får at se.

Herunder. Regler for gruppearbejde.

Herunder: Processen for skriveopgaver.
Herunder: "Skolegården".
Tilgængeligt vand for børnene. To gange om ugen serveres der et glas mælk for hver af eleverne. Hver dag får de en banan hver, så skolen sikrer sig, at der er energi til at lære.
Skolen er en offentlig skole, støttet af regeringen, men dybt afhængig af brugerbetaling og donationer. Det koster 10 taka (70 øre) pr. elev pr. måned. Bestyrelsen overvejer at hæve beløbet til 50 taka for at signalere, at hvis man melder sine børn til denne skole, så medfører det forpligtelser for hele familien. Forøgelsen vil også hjælpe skolen, der slås med en varslet hævning af huslejen. Især større skandinaviske firmaer har støttet og støtter fortsat skolen. Finanskrisen har dog gjort, at pengene ikke sidder så løst hos firmaerne, og det mærker skolen tydeligt.

Der er flere spouses, som arbejder på skolen. For ikke så længe siden arrangerede de en bådtur for børnene. En tur de to spouses betalte. Til gengæld fik de tilbagemeldinger på, at det var en af de bedste dage i deres liv. Og netop de ord siger ret meget, synes jeg, for jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke, hvad der mon ville blive ud af disse små, smukke, brunøjede og glade børn, som så ivrigt snakkede engelsk med os. Og som i al forvirringen med alt det nye legetøj kom til at pludre løs til os på bengalsk, mens vi sad på gulvet og legede.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme. Jeg er dog ked af, at Sarina og Stella ikke kunne være med.

Endnu et nebengeschäft: Salg af cementposer

Fabrikkens showroom.

Jeg har skrevet om dem tidligere her på bloggen: Tasker syet af gamle cementposer. Jeg synes, at de er så fine og anderledes. Da jeg ville købe nogle flere, fandt jeg ud af, at de slet ikke sælges i Bangladesh, og at fabrikken ligger en god times kørsel fra, hvor vi bor. Der var jo ikke andet for end at hoppe ind i bilen og kører derud og spørge, om jeg kunne købe nogen fra lageret. Det måtte jeg godt. Jeg spurgte, om jeg skulle tage hele varelagret med til Nordic Club og sælge dem der. Jo, hvis det ikke var for stor ulejlighed, så måtte jeg da gerne det. Så det gjorde jeg og havde udsolgt efter 1½ time. Jeg tog fabrikkens vejledende udsalgspris for dem, og alle pengene går direkte retur til fabrikken.

Den Fairtrad-stemplede fabrik, der hedder Tarango, producerer tasker og andre ting til hjemmet - udelukkende med henblik på eksport. Dette skyldes ifølge den kvindelige direktør, at deres produkter ville blive kopieret, hvis de blev solgt i butikker i landet. Der er primært tre grupper af produkter fremstillet af henholdsvis sivgræs, cementposer og jute (sækkelærred), og så har de i øvrigt lige en afdeling, der sidder med ler, der er en på vej med syning etc. Typisk asiatisk produktion. De begrænser og specialiserer sig ikke. Tværtimod. Jute ser man overalt her, og det er ret groft. Sivgræs ses også overalt, synes jeg, så ja, det er cementtaskerne jeg er vilde med. Her et link til en af deres engelske sælgere. De sælges også i Tyskland i Europa.

Fremstillingen af tingene sker ude på landet - primært af enlige mødre, nogle med et handicap, andre brødfødede sig tidligere ved prostitution. Kvinderne på landet syr, hvad de nu har lyst til. Varerne transporteres til fabrikken og ender først og fremmest i dette rum (nedenfor), hvor kvinder kvalitetstjekker og færdiggør varerne.

Det virker som om, at kvinderne her hygger sig helt gevaldigt. Jeg tog 8 billeder af kvinden her, men hun kunne bare ikke sidde stille med sit hoved, fordi hun grinede hele tiden.
Lageret, hvor næste sending til Australien står klar.
Her et produkt, en stor pose/vasketøjspose, fremstillet af brugt sejldug - designet til australierne.
I denne systue syes alle cementtaskerne. Der arbejdes 5 dage om ugen, klokken 9-17, hvilket er meget, meget gode arbejdstider for ansatte her i landet. Nogle expats arbejder 6 dage om ugen, cirka 10 timer om dagen ex transport.
Der bliver både brugt nye og gamle cementposer. Her er en af medarbejderne i gang med at klippe stoffet.
Cementposerne på lageret ligger klar til klip og syning. Taskerne sys i røde, blå og grønne.
Kvinden bag det hele. Det er en af mine kæpheste og besøget på fabrikken understøttede blot min mening: Bangladesh har et kæmpe uudnyttet potentiale gemt i sine kvinder, som ville hævne servicen og standarden - og dermed økonomien - gevaldigt, hvis de ellers fik lov og selv tog initiativ.
Fairtrad-stemplet, der blandt andet betyder gode arbejdstider, gode arbejdsforhold, garanti om en mindsteløn samt et månedligt besøg af en læge.
Se mit næste indlæg med varerne, som jeg solgte i klubben.