"Kalas" i går aftes

Firmaets rejseagent, Horizon Express Limited, holdt i går fødselsdagsfest for kunder. Festen blev holdt på Westin og var faktisk et fint arrangement med middag, levende musik, takketaler og udlodning af præmier. Jeg havde lige siddet og tænkt, at det var godt, at jeg aldrig vinder noget, for jeg ville nødigt op og stå på podiet, stå foran alle de mennesker og blive fotograferet med x antal mænd omkring mig. I samme øjeblik blev mit nummer råbt op, og jeg fik at vide, at jeg havde vundet en flybillet Dhaka - Bangkok - Dhaka. Op på podiet med mig.

Jeg skal selv betale diverse skatter, men det kan vist ikke være mange basseøre. Billetten skal benyttes inden for en måned, så jeg skal have fundet ud af, om jeg kan bruge den i forbindelse med vores tur til Thailand sidst på måneden, eller om jeg skal hen og sælge den.

Sarinas årgang, AIS/D, januar 2011

Jeg har tidligere vist Stellas klassebillede. Her er så Sarinas to klassebilleder. Du finder Sarina midt i billedet, langt hår (det var før, hun blev klippet) og hvid skjorte. Faktisk er det ikke en klasse, det er en årgang - syvende årgang på skolen.

De kører efter amerikanske system, hvor de vælger fag, og har nye klassekammerater for hvert fag. De har ingen klasselærer, men i stedet er de delt op i mindre grupper på cirka 10 elever, der har en såkaldt advisor, som de mødes med en halv times tid hver dag efter frokost.

Årgang 7 repræsenterer "kun" omkring 20 nationaliteter, da mange er fra Korea og Bangladesh.

Læreren i den blå skjorte til venstre er ham, de ikke har set siden anholdelsen i februar.

Mere cricket

Indien vandt semifinalen i går mod Pakistan, så nu står finalen mellem Sri Lanka og Indien - på lørdag kl. 14 - i Mumbai. Det her er STORT i Indien.

Jeg har i forbindelse med dette blogindlæg ledt efter en god dansk hjemmeside med cricket nyheder. Sjovt nok skrives der stort set intet om cricket i DK. TV2 Sporten nævner ikke med ét ord, hvem der skal spille i finalen i en af verdens største sportsgrene, som omkring 1 billion (!) mennesker vil se. Det her er den bedste danske hjemmeside at opdatere sig på.

High School Musical på pigernes skole

Mine piger tilhører den generation, som har slugt High School Musical-filmene, da de var hot for nogle år siden. Jep, jeg har også set dem alle tre. Jer, som ved, hvad jeg skriver om, kan sikkert huske hende den mørke af pigerne - Monique Coleman. Hun besøgte i sidste uge den amerikanske skole (pigernes skole) som led i hendes rolle hos "United Nations Champion of Youth". Denne rolle hænger sammen med, at august 2010 til august 2011 er udnævnt som International Year of Youth (I.Y.Y.). GimmeMo (Mo=Monique og more), hedder den verdensturné, som Monique er på.

Hun snakkede for at være positive rollemodeller, gøre gode valg og stå frem mod mobning med overbevisning. Monique gav en opvisning for eleverne i Middle school og High School. Desværre måtte eleverne fra Elementery School (der hvor Stella går) ikke se hende. Men Stella nåede lige at se hende, da hun gik ud af teatersalen. "OH MY GOD! MONIQUE COLEMAN SAGDE HEJ TIL MIG!!! JEG KAN SLET IKKE TRO DET", sagde Stella med jubel i stemmen, da hun kom hjem. Stella har nu også altid elsket High School Musical.

Mere cricket

Sri Lanka vandt i går. I dag gælder det Indien mod Pakistan. Indien regner med et rekordstort antal sygemeldinger, vi snakker millioner her, både i antal "syge" mennesker og indiske rupees.

Alle de bengalere, jeg har snakket med, holder med Indien. Kampen begyndte her for en times tid siden, og tv kører overalt i forretninger. Jeg tror, jeg kunne rende med det halve af butikken, uden at de ville opdage det. Jeg spurgte min "dvd-mand", hvem han ville holde på, hvis finalen bliver mellem Sri Lanka og Indien. Puhha, det kunne han ikke sige: "Both Pakistan, India and Sri Lanka are so good at cricket". Det er jo sandt nok.

Her i lejligheden viser fladskærmen også cricket, så jeg kan følge med, når jeg nu og da passerer den. Begge piger øver hver sit teaterstykke i skolen i dag indtil sen eftermiddag/aften, og Tripti (vores maid) har bangla-mave (diarré), så hun er her heller ikke med hendes støvsuger, moppe eller støvklude, så er det rart med lidt cricket som baggrundsstøj.

To be continued...

Cricket - opfølgning

Jeg har helt glemt at skrive nogen form for opfølgning på cricket World Cup. Jeg kom i tanke om det, fordi venner fra Sri Lanka fortæller, at landet lige netop NU er på den anden ende. Sri Lanka spiller mod New Zealand i semifinalen nu her i eftermiddag og aften - i Sri Lanka.

Bangladesh røg ud i weekenden under kvalificeringen til kvartfinalen. De fik røvfuld af Sydafrika, og det var forståeligt nok nogle skuffede landsmænd vi omgav os med den lørdag. I morgen gælder det Indien versus Pakistan.

Cricket er stadigvæk med sine 8 timers spilletid (under World Cup) et forfærdelig langt spil at se, men det har da været umuligt ikke at blive lidt bidt af stemningen og spillet, nu hvor det er overalt og hele tiden. Nogle af vores expat venner har set nogle af Bangladesh' kampe. Den ene af mine venner beskrev oplevelsen som én land flyvetur med placering på samme sæde, med tissepauser indlagt, lidt frokost og så landing efter 8 timers non-stop transit.

Jeg ved nu:

- at cricket består af et batting-hold og et bowling-hold.

- at i første halvleg batter det ene hold, mens det andet bowler, og omvendt efter halvleg.

- at det for skyderen gælder om at forhindre, at bolden rammer de tre pinde/gærdet bag sig. Det vigtigste er altså ikke, at han skyder bolden langt væk, som vi kender det fra rundbold.

Her en dansk forklaring på cricket og dets spilleregler.

Her den lange, korrekte og engelsksprogede forklaring på cricket og dets spilleregler.

Her den korte og danske forklaring på cricket og dets spilleregler (scroll ned til kommentarerne).

Flydende frugt og grønt

Her er min nye ynglingsjuice. Det lyder måske lidt for sundt, men det smager sørme godt - og sødt. Broccolijuice med kiwi og andre frugter. Gad vide om jeg kan købe tilsvarende i Danmark?

Min fødselsdag

Pigerne fejrede mig i går. Vi besluttede at tage en stille og rolig dag. Først skulle de begge lige hentes fra hvert sit sted, hvor de havde overnattet hos veninder. Bagefter var der lektier. Så en tur i klubben og spise frokost. Vi havde glemt, at der var pool party for de mindre børn, så der var gang i den, da vi ankom. Hygge, bade og snakke lidt med vennerne og så hjem og lave resten af lektierne, inden den stod på middag på koreansk mad om aftenen på restaurant Arirang. Her er vores ynglingsspise et stykke salat med bønnesalsa og frisk hvidløg og et stykke grillet oksekød - rullet sammen og spist med fingrene. Herefter ris med rejer, æg og oksekød. Hmmm. Stella eeeelsker koreansk mad. Det gør jeg også, selv om minusserne er 1) bordgrillen får én til at lugte og 2) det samme gør de friske og mange hvidløg. Men smager det gør det.

En dag i tennisens tegn

Det er ikke nemt at opmuntre, når alle spillere er fra samme klub, så vi klapper ved gode præstationer.

I går, fredag, stod i klubmesterskabens tegn. Kl. 10 fredag begyndte rækken af tennisfinaler for herre og damer single, double og mixdouble. Det hele endte med fest med god mad og dans til lyden af diskorytmer og techno i den varme nat.

En eftermiddag med teambuilding

Ord for kompetencer (skrevet på engelsk og bengalsk) blev hængt op i mødelokalet i snørebånd. Lige til at plukke og forære til en kollega.

Som jeg har nævnt, er der begyndt at komme gang i mit coaching - både for private (lifecoaching) og virksomheder (businesscoaching). I går, torsdag, havde jeg en to timers seance på et personaleseminar for den danske ambassade.

Under forberedelsen havde jeg tænkt mange tanker, for der var tale om en noget broget gruppe med akademikere og rengøringsfolk, chauffører m.fl., som både religiøst, kulturelt og i deres engelsk og analytiske kundskaber ligger langt fra hinanden. Det blev til nogle fysiske øvelser og nogle øvelser med værdier og sociale og personlige egenskaber.

Det viste sig at være nogle meget energiske og åbne personer, som i den grad var med på opgaverne og at lege cowboy'er. En helt igennem sjov og lærerig eftermiddag for mig, og tilsyneladende også for dem.

Seminaret blev afholdt på et af byens hoteller.

Ikke nemt at komme ud ad døren

Hvad har en tallerken med løgtærte og kylling tilfælles med en føntørrer og et fladjern? De kræver alle tre strøm. Som jeg skrev forleden dag, så bliver her varmere og varmere, hvilket betyder at vi bruger air condition i stor stil i byen, og det er der ikke nok strøm til. Resultatet er hyppige strømsvigt. Vi ved aldrig, hvornår de kommer, blot at de typisk varer en time ad gangen. Så det er ikke nemt lige at tage et bad, sætte hår, spise og så smutte ud ad døren. Eller jo, det er netop nemt, for det er slet ikke sikkert, at du får mulighed for at føntørre og glatte håret eller opvarme resterne fra aftensmaden - pga powercut, som det hedder på engelsk.

Især det med maden finder jeg udfordrende, for jeg har ikke sådan alternativ frokost i form af rugbrød og pålæg i køleskabet. Nogle gange må jeg bare spise resterne kolde. Brok, brok... måske, i alt fald en konstatering af en af konsekvenserne af at bo i et under-udviklet land, hvor energiforsyningen ikke er så avanceret. Ingen fare for atomudslip her.

Noget er billigt

Juice, mælk, ost, pasta m.m. koster forholdsvist meget i Dhaka. Hvad der sjovt nok ikke koster noget er disse farveblyanter og andet tegnegrej af mærket Faber-Castell. På billedet er der varer for cirka 150 Dkr! De var også super billige i Sri Lanka. Jeg har mistet følingen med, hvad de koster i Danmark, men jeg vil umiddelbart gætte på, at én af de store pakker alene koster 150 Dkr.

PS. Oprindeligt kommer farveblyanterne fra Nürnberg, men i dag produceres de både i Brasilien, Kina og Sydafrika.

Renovation

Et hverdagssyn.

Manden med cykel med anhænger er skraldemand. Han går fra gate* til gate og indsamler vores affald. Han sorterer det groft: Pap bag sadlen, poser til noget af det, han vurderer kan genbruges - sandsynligvis af ham selv. Når anhængeren er godt og vel fyldt op, kalder han på et par af gadebørnene og får dem til at gå oven i den og trykke det sammen. Og så griner de som regel højlydt.

Jeg er sart. Jeg indrømmer det. Jeg skifter altid vejside, når jeg ser "skraldebilen" foran mig - ja, som regel lugter jeg den, før jeg ser den. Netop derfor skifter jeg side. Især når det bliver varmere, så er lugten bare streng, synes jeg.

Her bekymrer vi os ikke om, hvor meget affald vi har. Det vi har, afleverer vi nede bag garagen, og så forsvinder det... Vi føler os overbeviste om, at op til flere personer gennemroder vores affald, så man skal tænke sig om, før man smider personlige papirer i papirskurven.

*en gate er lejlighedskompleksets låge ud mod gaden. I forbindelse med lågen er der som regel et lille skur, hvor en eller flere vagter holder til. Her sidder de, ind imellem at de åbner og lukker lågen for beboernes og besøgendes biler (det er ikke altid, at besøgende bilers er velkommen inden for lågen).

Vind og vejr og myg

Siden ultimo januar er det langsomt blevet varmere og varmere, og fugtigere. Vi har ingen kølige nætter eller morgener mere. Dørene udadtil åbnes sjældent. Temperaturen uden for ligger i disse uger omkring de 30 grader. Sjovt nok fik vi få timer efter jordskælvet i Japan en nærmest orkan-agtig tilstand, der dog hurtigt gik i sig selv igen. Herefter har det blæst en smule, og det rigtigt gode er, at vinden har taget myggene med sig. Yes, may they never come again - those bastards!

Body tonning

Nordic Club tilbyder expats i byen 10-15 forskellige former for holdtræning om ugen. Body tonning er det ene af de hold, som jeg deltager i. Søndag og tirsdag morgen i klubbens "gymnastiksal" skrues der op for god musik, og så puster, stønner og sveder vi os ellers igennem 75 minutters kombineret konditions- og styrketræning, mens air con forsøger at nedkøle rummet til 22 grader.

Vil, vil ikke, vil, vil ikke

Selv om vi har lovet os selv, at vi ikke vil tælle ned, til vi skal rejse retur til Danmark til Sct. Hans, så ved vi godt inderst inde, at tiden bare flyver afsted. I går gik det vist for alvor op for Stella, hvor kort tid vi har tilbage i vores nuværende liv. Under putningen (=fynsk og betyder at lægge i seng) lod hun følelserne få frit løb og tårerne trille ned ad kinderne.

For 2½ år siden skete nøjagtigt det samme under putning. Dengang var årsagen bare det modsatte: Hun ville ikke bo i Sri Lanka. "Mor, du ved slet ikke, hvor ulykkelig jeg er", sagde hun dengang. Dengang greb situationen mig selvfølgelig i hjertet. Jens og jeg havde enerådig besluttet, at familien skulle flytte til Sri Lanka. En beslutning vi aldrig tvivlede ved, heller ikke da Stella græd, for vi var overbeviste om, at det var godt for familien som helhed. I går aftes kom så ordene fra Stella: "Mor, jeg er glad for, at vi flyttede til Asien". Jep, min pige, det er nemlig den helt rette indstilling: At værdsætte, hvad vi har fået ud af det, frem for hvor trist det er, at vi skal miste det.

Stellas fødselsdagsfest

Fredag aften holdt Stella fødselsdagsfest for 6 piger fra hendes årgang. Middagen stod på pizza og bananasplit og efterfølgende slik-orgie. Det hele blev indtaget, mens musikken spillede (højt) fra anlægget. Der blev synget karaoke, danset, sminket, klædt ud, snakket, pjattet, grinet (som kun 11 årige kan). Jens var på kursus, Sarina skulle tidligt op og gik derfor tidligt i seng. Jeg lagde mig ind i soveværelset med to dvd'er, en dvd portable, høretelefoner og en bunke ugeblade. Ugebladene blev jeg hurtigt træt af. Jeg blev bare sulten af at læse alle opskrifterne med ingredienser, der ikke kan købes her. Det hjalp at tage høretelefonerne på og se dvd - så kunne jeg ikke høre tøserne i rummet ved siden af.
Lige før sengetid var der kåring af "flotteste pyjamas". Kl. 01.30 blev lyset slukket, og ret hurtigt efter holdt snakken op.
Stuen med alle madrasserne. Stella havde ifølge eget udsagn en super aften/nat/morgen.
Forskellene mellem en tilsvarende fest i Danmark og så denne fest er først og fremmest, at jeg for hovedparten ikke kender pigernes forældre. Jeg ved ikke engang, hvordan de ser ud. Pigerne bliver jo kørt i skole med bus. Skolefesterne er uden forældre, og forældremøderne er uden børn, så hvem der hører til hvem, ved jeg ikke. Når de leger sammen er det enten en chauffør eller en nanny, som henter og bringer, så det giver mig heller ikke noget indtryk.

Forskellen er også, at fødselsdagsbarnet må invitere lige nøjagtigt hvem hun vil. Der er ingen hensyn til, at det skal være pigerne fra klassen. Og vil hun mikse med veninder fra vejen eller andre veninder, så gør hun bare det. Pigerne er alligevel vant til at møde nye mennesker.

Den tredje forskel er, at der er tale om ret selvstændige unge damer, som er vant til at omgås og organisere deres liv med maid og chauffører selv. Vi forældre aftaler ikke noget internt. Det gør pigerne. Faktisk var det lidt skægt at se, hvordan de slet ikke lod mærke til, når jeg engang i mellem kom ud fra soveværelset og rendte gennem rummet og ordnede nogle ting. De er vant til, at personalet også er i lejlighederne. De måtte dog sande, at hos familien Bastrup håndhæver vi stadigvæk gamle dyder som selv at skulle gå ud med sin tallerken, at hjælpe med borddækningen etc. Men det havde de tilsyneladende heller ikke noget imod, så det var jo fint.

Forholdet til personalet i klubben

Her et tilfældigt udvalg af de 10 tjenere, som er ansat i klubben.

I dag har vi fået en mail fra klubben. To af klubbens tennistrænere har kvalificeret sig til Davis Cup Tennisturnering. Davis Cup er en årlig, prestigefyldte turnering for mandlige tennislandshold. I alt seks spillere repræsenterer Bangladesh. Sidste år kvalificerede den ene af vores trænere sig, og han endte med at få dækket to måneders løn samt få tennisudstyr for medlemmernes sponsorpenge. Manageren fra klubben skriver til os, at det er op til hver enkelt medlem om de vil og med hvor mange penge, vi hver især vil sponsere klubbens to spillere.

På den ene side kan man sige, at vi - klubmedlemmerne - ikke har noget forhold til personalet og for den sags skyld heller ikke bør have det. De er alle ansat i klubben med hver deres funktion (rengøring, administration, køkken, tjener, bartender, tennistræner, gartner, pedel etc.). På den anden side kan man sige, at det ikke kan undgås, at man udvikler et forhold til disse kendte ansigter, som hver evig eneste dag smiler til os alle, mens de spørger "How are you?" eller "Anything you'd like me to bring?". De ser os ædru og halv- og helfulde, smile, grine, græde, spise, svede, med tøj, uden tøj=i bikini/badeshorts, i møder, heftige diskussioner, vågne og sovende på drømmesenge med åben mund og savl løbende ned ad hagen. De ser os morgengrimme til sporten, og stylet til festerne. Jeg tror faktisk, at de ved en del mere om os, end vi sådan lige går rundt og tænker over.

Nogle gange sker det, at de ansatte eller deres nærmeste pårørende kommer til skade eller på anden vis behøver hjælp - lig med behøver en stor sum penge. Den gamle bestyrelse kom derfor med et forslag til godkendelse i lørdags på den årlige generalforsamling: At oprette en fond til de ansatte. Dette forslag fik fuld opbakning, og medlemmerne bad endda bestyrelsen om at lade det være et større månedligt beløb, der skal overføres til fonden fra hvert medlemsskab. Det er nu op til den nyvalgte bestyrelse at beskrive en politik for administration af fonden.

Alt det her er egentlig meget udansk og negativt set kunne man sige, at det blot afspejler nogle rige medlemmer og fattige medarbejdere. Jeg vælger at sige, at ovenstående to eksempler tydeligt viser, at vi har et forhold til de ansatte, at vi værdsætter og respekterer deres arbejde og indsats, og at vi får det bedste ud af situationen.

Stella 11 år

I går, mandag, fyldte Stella 11 år. Efter at have læst Karlas kabale af René Toft Simonsen er det blevet en "regel", at vi aftenen inden fødselsdagen siger "Godnat Stella, 10 år", for så at vække hende næste morgen med "Godmorgen Stella, 11 år".

Stella blev vækket med morgensang og gaver på sengen. Ray Ban solbriller (se billedet)(købt i Bangkok), en halskæde med safirer (fra Charlotte) og et gavekort til først make up og hårsætning derefter en tur til fotograf og være fotomodel for en halv time. Gerne med veninder på slæb. Jeg bliver jo nødt til at være kreativ, når jeg ikke rigtigt kan købe nogle lækre ting. Sådan et gavekort til make over og fotograf er til gengæld til at betale sig ud af her i byen.

Da hun kom hjem fra skole ved 16.30-tiden inviterede jeg hende en tur ud og køre i rick shaw, noget hun aldrig havde prøvet før. Man føler sig - og er - sårbar i trafikken på disse rick shaws. Det anede Stella da også med det samme, da "chaufføren" begyndte at cykle derudaf. Men hun nød at sidde så højt og få vinden på kroppen.

Nu har jeg efterhånden lært at køre i rickshaw og fundet de retningslinjer, som man bør følge: De taler ikke engelsk, og jeg skal vise vej. Jeg bestemmer, hvor meget jeg vil betale. Deres pris er som udgangspunkt 500% overpris, så jeg har på forhånd de penge med i lommen, som jeg mener, at jeg vil betale.

Faktisk kørte vi en tur ned til nærmeste supermarked og købte æbler og bananer til aftensmaden: Kylling i karry med ris, æbler, bananer, rosiner og peanuts (= bengalske udgave af boller i karry med grønt). Bagefter mueslimuffins med Mövenpick is, efterfulgt af en pose dansk slik (som vi i sagens natur ikke har mange af på lager). Dessert og slik blev indtaget foran fjernsynet, mens vi så Pirates of the Caribbean. Dagen blev afsluttet lidt for sent, fordi der lige var et par opkald fra Danmark. Alt sammen ganske som Stella havde ønsket sig.

Tilbage til normalen

Udsigten fra vores kontor. I kan ane slum på den anden side af floden.

Så er Charlotte rejst retur til Sri Lanka med en masse ordrer på manchetknapper, ringe, øreringe etc. Det har været en herlig uge. Nu er jeg tilbage til normalen, dvs. uden gæster indtil den 20. april, hvor mine forældre lander i Dhaka. Jubiii, det glæder vi os vildt og inderligt til.

Ind imellem skal Jens på skiferie, og der er tennisturnering, hvor ingen af os dog deltager andet end som tilskuere. Jens døjer stadig med tennisalbue, og jeg har først lige lært at serve ordentligt. Og så er der sket det herlige, at jeg har fået kunder i min coach-biks. Jeg har efterhånden nogle coach-sessions om ugen og et par seancer med team-coaching/building for virksomheder. Det er vildt fedt. God uge til jer også.

Billeder fra smykkesalg

Så er de to borde "dækket op" med læder, lys, sølv, forskellige farver guld, hvidguld, safirer, diamanter, topas, og hvad hjertet ellers kan begære af ædelstene. Vi var klar til kunderne...

...som heldigvis kom
Der blev snakket design, type, stens betydning, grinet og prøvet, prøvet og prøvet.
Her står jeg nede i kontorafdelingen, hvor betaling fandt sted. Og ja, jeg er blevet klippet. Læg mærke til kæden om min hals. Den har jeg fået af Charlotte, og så har jeg købt et matchende armbånd.

Så er der smykkesalg

Designeren, Charlotte Hougaard, ankom fra Sri Lanka i søndags. Dagene siden er gået med at shoppe - hold fast den kvinde kan shoppe - og forberede salg. I går aftes åbnede jeg vores lejlighed for salg af hendes smukke design, som du her får en smagsprøve på. Selve billederne fra aftenen er endnu ikke sorteret og overført.

Sidst hun var her, var designene koncentreret om låse og tilbehør til perlekæder. Dengang konkluderede vi, at der var stor interesse for smykker med ædelstene. Så denne gang var der mange anderledes og flotte designs primært i sølv og hvidguld med ædelstene.

Jeg er slet ikke klar over, hvor mange der kiggede forbi i går aftes, for mit job var at være kasserer, så jeg sad i kontorafdelingen og skrev regninger og talte sedler, men der var mange. En rigtig god aften. Salget fortsætter i dag og i morgen, hvor der er fremvisninger og mange bookinger af one-to-one sessions. Her sidder Charlotte med én kunde af gangen for fx at tegne designs til kundens ædelsten, ændre eksistererende design, og ikke mindst for at designe helt nye smykker, der matcher kundens drøm om et eller flere personlige smykker.
Jens er i Bangkok til tandlæge, så Sarina måtte overtage hans job som fotograf. Stella sørgede for, at der var vand og lidt mundgodt til kunderne. Charlotte selv stod ved bordene med smykkerne og vejledte om design, ædelstene, metaller og ikke mindst hvad der klædte den enkelte kunde. En rigtig god aften, der heldigvis fortsætter de næste par dage, inden Charlotte tager retur til Sri Lanka på søndag efter endnu en uge i smykkernes tegn.

En grim ulykke

Der er noget jeg endnu ikke har skrevet. Jeg har ikke fortalt, at nogle af M.T. Højgaards medarbejdere har været involveret i en grim bilulykke, hvor to af dem døde. En lokal chauffør og en dansker. Ulykken fandt sted fredag den 18. februar, mens pigerne og jeg var i Kuala Lumpur. Tragisk og ulykkeligt først og fremmest for de nærmeste pårørende i Dhaka og i Danmark.

To af firmaets biler med medarbejdere var en tur på ferie i det sydøstlige område af Bangladesh. Der skulle være utrolig dejligt. Sådan lidt a la Bangladeshs svar på Skagen med lange strande og flot natur. Den forreste af bilerne kørte frontalt sammen med en bus. Chaufføren døde på stedet. På bagsædet sad et dansk ægtepar, og ved siden af chaufføren sad en dansker. Alle tre danskere kom slemt til skade, og danskeren i bil nummer gjorde hvad han kunne for at hjælpe. Jens var blandt andet i telefonisk kontakt med ham, og M.T.Højgaard medarbejdere i Dhaka smed, hvad de havde i hænderne og arbejdede på højtryk for at hjælpe. Den danske ambassade i byen, M.T.Højgaard i Danmark, forsikringsselskab og et hospitalsfly fra New Delhi blev hurtigt involveret, og to danske psykologer landede i Dhaka godt et døgn efter ulykken.

Ulykken finder sted "in the middle of nowhere", hvilket på grotesk vis påvirker situationen. Vi taler om udvikling versus ikke-udvikling, vi taler religiøse og kulturelle forskelle. For eksempel begraves muslimer inden solnedgang samme dag som de er døde. Ergo har sygehuse ikke et kølerum.

Mens jeg skriver, forsøger jeg desperat at sortere detaljer fra, der måske ikke er relevante for jer og for historien. Har hele tiden hensynet til de pårørende i baghovedet.

Den ene af de danske mænd viste sig ret hurtigt at være slemt tilredt med indre blødninger, og han kunne ikke flyves til Dhaka som de to andre danskere. Sygehuset opererede ham, men han døde desværre dagen efter. Jens og andre kolleger var hos ham, da det skete.

Flere personer har været direkte involveret, hvilket selvfølgelig kan være psykisk belastende. Expats, som kender til ulykken, har været dybt påvirket. Vi kender jo alle den sindssyge trafik i landet. Vi kender farerne, men det her var ikke bare en forskrækkelse. Så der evalueres hos de nordiske firmaer og hos ambassader, så alle lærer noget af ulykken.

Svensk tenniscoach på besøg

På fredag tager "vores" tenniscoach retur til Sverige efter en måned i Dhaka. Han har tilbragt stort set hver en vågen time i klubben med dels af træne og coache os medlemmer, som spiller tennis, og dels vores trænere.

Normalt betaler vi 450 Taka (35 kr.) for 45 minutters leje af bane, en træner, en bolddreng og bolde. For tenniscoachen betaler vi 1300 Taka (100 kr.) - også for 45 minutter. Jeg har ingen anelse om, hvad en tenniscoach koster i DK, men det er også ligegyldigt, for ham her har været hver en taka værd. For dem, som har ønsket at lære nyt greb, korrekte sving, i det hele taget tennisteknik, har der været meget at hente. For mig, som begynder, har det været en fornøjelse at lære nogle basale ting, som jeg nu skal i gang med at bygge videre på. Jeg skulle hilse at sige, at det altså bare ikke er nemt sådan lige at begynde med at spille tennis og så får mig, som aldrig har beskæftiget mig med sportsgrene, hvor der var en bold involveret. Så hurra, for svenskerens pædagogiske evner og positive tilgang.

For mig har det har også været interessant at iagttage, hvordan han coacher på banen, og jeg ser og hører mange ligheder med den coaching, som jeg selv udøver.

En fantastisk ide, hvem der end så har fået den, at invitere en professionel tenniscoach til klubben og lade medlemmerne og trænerne få denne mulighed for at løfte sit niveau.