Kort karriere som posedame

Efter skolens julebazar, hvor jeg opdagede taskerne fremstillet af gamle cementsække, har jeg rodet mig mere og mere ind i salg af varer fra den Fairtrade stemplede fabrik Tarango - helt frivilligt, fordi jeg i den grad synes, at jeg kan stå inde for dem. I formiddags - efter afsked med Sarina - gik turen til klubben, hvor vi var to damer, som havde arrangeret salg af poser, punge, dækkeservietter, tasker m.v. fra fabrikken. Salget begyndte kl. 11. Kl. 11.30 havde vi udsolgt!!! Salget var faktisk sat til at slutte kl. 13, så vi ringede til fabrikken og bad om forsyninger. De kom, og en god times tid senere måtte vi næsten melde udsolgt igen, og jeg havde en ordreliste, som jeg skal hen og ekspedere nu her.

Efter dagens indsats kunne jeg overrække 160.000 Taka (svarer til 12.200 kr. og til et salg af omkring 400 enheder) til en noget rørt og forbavset direktør og produktionsleder. For en dansker lyder det måske ikke af så meget, men 160.000 Taka er en pæn klat penge på disse kanter. Pengene skal bl.a. gå til etablering af et sundhedsprogram for de mange enlige mødre/kvinder, som arbejder for og på fabrikken.

Desuden ser det ud til, at det lykkedes at få to lande interesseret i at ordre og sælge disse produkter, som jo egentlig kun er beregnet på eksport, men som vi ekstra ordinært havde fået lov at sælge til expats. Firmaet ønsker ikke at sælge til forretninger i Bangladesh, fordi de frygter kopiering af varerne. Hvilket jeg så udmærket kan følge. Om få måneder vil det såmænd også være muligt at købe cementtaskerne i Kolding, hvor min kære veninde Hanne vil sælge dem i sin netop nyåbnede café, Refugiet.

Nu er det lørdag aften, og weekenden er opbrugt. Det har været en god weekend i velgørenhedens tegn. En dejlig weekend. Jeg sidder her og tænker, at der skal så ufattelig lidt til at gøre en forskel. En interesse, en ide, noget kommunikation, marketing og så ellers handle.

Cementtaskerne

Cementposerne i deres oprindelige funktion.

Jeg synes lige, at I skal have lov til at se et bredt udvalg af cementtaskerne, som jeg skrev om i sidste indlæg.

Herunder: Sådan ser der ud rigtigt mange steder i Dhaka: Cementsække, der ligger og flyder.
Herunder: En sammenklappelig flyttekasse og foran nogle forede tasker til bærbare. Dem er jeg helt vilde med pga deres funktion og gennemførte design.
Rygsække.
Håndtasker.
Pengepunge.

Endnu et nebengeschäft: Salg af cementposer

Fabrikkens showroom.

Jeg har skrevet om dem tidligere her på bloggen: Tasker syet af gamle cementposer. Jeg synes, at de er så fine og anderledes. Da jeg ville købe nogle flere, fandt jeg ud af, at de slet ikke sælges i Bangladesh, og at fabrikken ligger en god times kørsel fra, hvor vi bor. Der var jo ikke andet for end at hoppe ind i bilen og kører derud og spørge, om jeg kunne købe nogen fra lageret. Det måtte jeg godt. Jeg spurgte, om jeg skulle tage hele varelagret med til Nordic Club og sælge dem der. Jo, hvis det ikke var for stor ulejlighed, så måtte jeg da gerne det. Så det gjorde jeg og havde udsolgt efter 1½ time. Jeg tog fabrikkens vejledende udsalgspris for dem, og alle pengene går direkte retur til fabrikken.

Den Fairtrad-stemplede fabrik, der hedder Tarango, producerer tasker og andre ting til hjemmet - udelukkende med henblik på eksport. Dette skyldes ifølge den kvindelige direktør, at deres produkter ville blive kopieret, hvis de blev solgt i butikker i landet. Der er primært tre grupper af produkter fremstillet af henholdsvis sivgræs, cementposer og jute (sækkelærred), og så har de i øvrigt lige en afdeling, der sidder med ler, der er en på vej med syning etc. Typisk asiatisk produktion. De begrænser og specialiserer sig ikke. Tværtimod. Jute ser man overalt her, og det er ret groft. Sivgræs ses også overalt, synes jeg, så ja, det er cementtaskerne jeg er vilde med. Her et link til en af deres engelske sælgere. De sælges også i Tyskland i Europa.

Fremstillingen af tingene sker ude på landet - primært af enlige mødre, nogle med et handicap, andre brødfødede sig tidligere ved prostitution. Kvinderne på landet syr, hvad de nu har lyst til. Varerne transporteres til fabrikken og ender først og fremmest i dette rum (nedenfor), hvor kvinder kvalitetstjekker og færdiggør varerne.

Det virker som om, at kvinderne her hygger sig helt gevaldigt. Jeg tog 8 billeder af kvinden her, men hun kunne bare ikke sidde stille med sit hoved, fordi hun grinede hele tiden.
Lageret, hvor næste sending til Australien står klar.
Her et produkt, en stor pose/vasketøjspose, fremstillet af brugt sejldug - designet til australierne.
I denne systue syes alle cementtaskerne. Der arbejdes 5 dage om ugen, klokken 9-17, hvilket er meget, meget gode arbejdstider for ansatte her i landet. Nogle expats arbejder 6 dage om ugen, cirka 10 timer om dagen ex transport.
Der bliver både brugt nye og gamle cementposer. Her er en af medarbejderne i gang med at klippe stoffet.
Cementposerne på lageret ligger klar til klip og syning. Taskerne sys i røde, blå og grønne.
Kvinden bag det hele. Det er en af mine kæpheste og besøget på fabrikken understøttede blot min mening: Bangladesh har et kæmpe uudnyttet potentiale gemt i sine kvinder, som ville hævne servicen og standarden - og dermed økonomien - gevaldigt, hvis de ellers fik lov og selv tog initiativ.
Fairtrad-stemplet, der blandt andet betyder gode arbejdstider, gode arbejdsforhold, garanti om en mindsteløn samt et månedligt besøg af en læge.
Se mit næste indlæg med varerne, som jeg solgte i klubben.