GODT NYTÅR

Kære alle læsere.

Tusind tak for jeres trofasthed og støtte igennem 2010!

Første halvår af 2011 skal vi fortsætte med at bo i Dhaka. Omkring Sct. Hans flytter vi alle tilbage til Danmark. 3 års udstationering - eventyr! - vil da være slut. Jens fortsætter med at arbejde for M.T. Højgaard. Stella skal tilbage i sin gamle klasse, og Sarina begynder på en international linie på en privatskole. Og mig? Jeg har nogle ideer og ønsker til jobs - og først og fremmest om at coaching skal indgå. Men der er tid til sommeren 2011.

Inden da får vi heldigvis flere hold gæster i Dhaka og vi har planlagt tur til Dubai, har ønske om at komme til Malaysia og gense Thailand, så det er bare at springe ind i det nye år.

I ønskes alle et fantastisk nytår, hvor I hver især vil stile mod det I ønsker jer allermest af året.

Knus, kram og kærlige hilsener

Jens, Sarina, Stella og Mia

Transit i en lille verden

Som udstationerede har vi en del rejseaktivitet, dels frem og tilbage til Danmark og dels på grund af ferier i og omkring Bangladesh, det vil sige Asien, nærmere bestemt Sydvestasien. Rejseaktivitet betyder at tilbringe masser af timer i fly og i lufthavne. Herover ser I Sarina og Stella der forsøger at sove sig fra turen mellem Dhaka og Doha.

Der var nærmest juletrængsel i Doha lufthavn. Aldrig har vi set så mange mennesker i den forholdsvise lille lufthavn. I Munchen fik vi en mindre overraskelse, da lufthavnen - og himlen - var dækket af sne, og informationsskærmene viste adskillige aflysninger af flyafgange i stort set alle retninger. Vi slap med at blive holdt hen i uvished og dernæst 2 timers venten, før vi lettede og senere landede mellem markerne i Billund.

Det sjove er, at vi er begyndt at møde mennesker vi kender i lufthavne. Vi lever i en lille verden.

Nu kunne juleferien for alvor begynde.

Glædelig Jul 2010

Det er morgen her i lejligheden. Solen skinner. Vagten nynner sin sædvanlige muslimske messen nede ved gaten. Pigerne sover. De havde sidste skoledag i går. Juleferie forude! I dag er pakke-kuffert-dag for os alle tre. Jeg skal have alle de varme trøjer som jeg har købt på lagersalg herude med i kufferten. De skal hjem og bruges. Faktisk skal vi ikke pakke meget, for vores vintertøj ligger i Danmark. Julegaverne skal også i kufferten. Og så skal vi pakke til Dubai, hvor vi tager et stop på fire dage på vejen fra Danmark til Dhaka. Jens er allerede på dansk jord på grund af møder i København.

Vi lander i morgen fredag. Lørdag skal vi lige tage os lidt sammen, for der gælder det om at få huset gjort rent, handle gaver og madvarer m.v., så vi er klar til at fejre Sarinas fødselsdag på søndag. 13 år. Teenager. Wauv. De sidste par år har vi fejret julen i Sri Lanka, så hun glæder sig til at fejre den i Danmark med nærmeste familie omkring sig.

Ugen op til jul skal gå med de sædvanlige aftaler, som vi har, når vi er hjemme: Frisør og tandlæge, og denne gang har vi også lige en bil, som skal ordnes. De sidste julegaver skal købes. Så ja, der venter os en dejlig tid, før vi samles med mine forældre rundt om julebordet og juletræet.

Jeg er usikker på min aktivitet her på bloggen, mens vi er i Danmark. Så kære læsere, som har fulgt os under flytningen fra Sri Lanka til Dhaka, under vores rejser i Asien, vores hverdag her i hovedstaden, fulgt vores glæder og desværre også en del tårer gennem 2010: Tak for jeres trofasthed og alle jeres mundtlige og skriftlige kommentarer (som jeg altid modtager med kyshånd).

Jens, Sarina, Stella og jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Gadebilleder

Var det noget med lidt kylling til aftensmad? Bare rul vinduet ned og aftal en pris.

Glædelig 3. advent

Glædelig genbrugsjul, burde jeg måske skrive, for adventsgaverne i dag er rent genbrug og velgørenhed. Oven over ser du en bakke og en papirskurv lavet af gammelt, glitret papir. Nedenunder ser du en laptop-taske lavet af gamle cementposer, sådan som de ser ud her i landet.

Pigerne og jeg synes, at det er nogle herlige, anderledes ting, der desuden er brugbare, så hurra for genbrug i et land, der i øvrigt ikke går ret meget op i miljørigtige tiltag. Disse ting er vist mere lavet af nød end ud fra en vision, og måske er det ligefrem en kreativ udlænding, som står bag? Anyway, så kunne jeg godt unde landet at få gang i salg af sådanne ting. Cementtaskerne kan i alt fald sagtens holde til den danske vinter.

Dansker julefrokost

Kl. 13 lørdag var der inviteret til julefrokost for alle danskere i Dhaka. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange afbud der var, men jeg ved, at vi var tæt på 100 (inkl. babyer, småbørn, teenagere, unge, juniorer, seniorer og hvad vi nu ellers klassificeres under aldersmæssigt) samlet i haven.
Det undrede mig, da vi allerede tilbage i august fik invitationen, men det gav helt mening, da jeg så det overdådige julefrokostbord. For der må hen over efteråret have være fyldt kufferter fra Danmark til Dhaka op med sild, remoulade, ribbensteg, medister, rugbrød, ris a la mande og alt det andet, som vi ikke kan opdrive her i landet. Festudvalget må have foretaget et kæmpe koordineringsarbejde.
Herover ses "de unge" med Sarina ude på venstrefløjen. Der er pænt mange i hver aldersgruppe (de helt små, de lidt større, Stellas alder etc.), så alle har nogen at "hænge ud med".

En helt igennem festlig dag, hvor der blev leget og snakket på kryds og tværs.

Hov, jo én ting manglede: Julebryg. Fås det efterhånden på papkarton i Danmark?

Christmas party i klubben

I går aftes var der julefest i klubben. Det hele begyndte med Luciaoptog, hvor primært de svenske forældre og børn optrådte med svenske julesange. Der sad en farmor lige foran mig, der lige var ankommet med fly om middagen for at tilbringe jul og nytår sammen med sine børnebørn. Hun måtte lade tårerne trille, mens hendes to børnebørn sang. Det var altså lidt rørende, syntes jeg.

Her tre stykker af de mange dygtige, imødekommende og smilende tjenere som klubben har.
Scenen til aftenens band er ved at blive gjort klar.
Omkring 100 mennesker var der dækket op til.

Der er overdækket, fordi det helt i mod årstid og vejret begyndte at regne onsdag aften, og så regnede det ellers igennem indtil i går eftermiddags. Det var der mange festkomiteér, der ikke havde regnet med. Vi skulle også have haft dansker julefrokost i dag, fredag, men den er flyttet til i morgen for at sikre, at haven vi skal være i ikke udvikler sig til en gang Roskildefestivalsmudder.

Der er rigtig gang i julefrokoster og -arrangementer. Og som billederne viser, er der flot pyntet op, og julemusikken drøner ud af højttalerne ved festerne. Så ja, vi kan sagtens have et almindeligt "expat-Dhakaliv" om dagen, hvor julen er hundredevis af mil væk (bogstavelig fortalt), mens vi om aftenen hårdnakket holder fast i diverse skandinaviske traditioner.

Carambolaer i haven

I går, mens jeg ventede på Stellas' bus, var der aktivitet i vores indkørsel. Havemanden, vagten og et par drivere var optaget af at plukke carambola. Jeg kender dem fra danske supermarkeder. Jeg er usikker på, hvornår de bør plukkes og hvor mange arter, der eventuelt findes, men jeg kunne konstatere, at dem, jeg smagte i går, var meget sure. Maiden ville gerne have dem med hjem, så det fik hun.

En bengalsk antikvitet

Jeg har ledt efter de helt rigtige i et stykke tid. Jeg snakker om disse mindre stykker træ med håndtag og med udskæringer. Med helt rigtige mener jeg flotte udskæringer, der er interessante at kigge på. De blev oprindelig brugt til at trykke mønstre på tekstiler. Ja, måske gør de det stadig. Jeg fandt dem på Gulshan 2 markedet.

Det tog mig lang tid at forhandle mig ned til en pris, som jeg fandt passende. At være hvid og at være kvinde er måske ikke de bedste forudsætninger for en god handel. I Sri Lanka pruttede jeg også meget om prisen på alt fra kartofler til sjaler, og dér endte det altid med en følelse af win-win, men ikke her. Her går det åbenbart ud på, at man skal forlade butikken med dårlig samvittighed over, at man har trykket dem så langt ned i pris, at man nærmest har taget brødet ud af munden på dem. Jeg vælger at være ligeglad. De tjener rigeligt på mig, det er jeg ikke i tvivl om. Pointen er at tænke i lokale forhold og timelønninger.

Jeg bruger dem dels som en pynteting og dels som sæbeholder (se billederne). Ideen med sæbeholder er tyvstjålet fra hende, som sælger natursæberne.

Lejligheden

Vores soveværelse.

Et kig fra kontoret og ned til stuen. Ét stort rum.
Entréen, også en del af det store rum.
Skrivepulten gemmer vores to UPS'er, der giver os begrænset strøm til vores bærbare og lidt lyd, når strømmen i øvrigt svigter. Det sker dagligt.
Stuen. Læg mærke til de små antikviteter på hver side af maleriet.

2.advent i lejligheden

Godmorgen Danmark. Her ser I et billede fra vores morgen omkring kl. 6.30, lige før familien spiste morgenmad, og pigerne og Jens pakkede sine adventsgaver op, inden de tog af sted i skole og på arbejde. Først Jens lidt i syv, så Stella kl. 7 og lidt senere Sarina kl. 7.30. Stella er hjemme igen kl. 15, Sarina kl. 16 og Jens kl. 18.30. En typisk hverdag for os.

Som I kan se på billedet kører vi efter Simple Living-princippet. I Sri Lanka kunne jeg købe julepynt, nissehuer m.v. i supermarkeder og forskellige handicraft shops, men muslimerne her i landet fejrer på absolut ingen måde julen. Måske kan jeg købe lidt julepynt hist og her, men ikke i større målestok. Julepynten fra Sri Lanka blev enten sendt til DK eller smidt ud, og her har jeg ikke rigtig købt noget, så ja, ovenstående er vores adventskrans.

For den nysgerrige læser: I pakkerne var der en speciel sportssolcreme og en barberskum i rejseformat til Jens, en sweater og kosmetikboks til Sarina og et par cowboybukser til Stella (der skal byttes, fordi de ikke er stramme nok!).

Så kom julen til børnene i Nordic Club

Billederne her blev taget her i eftermiddags, lørdag den 4. december 2010. Dagen derpå for de fleste forældre, som var til kanon tennisfest i aftes og nat i Dutch Club. Mange stod op i morges for at følge børnene til et specielt boldspil på skolen i morges kl. 09 og så videre til julefest for børnene i klubben.

Først fik børnene risengrød - med en mandel gemt og marcipangris som præmie. Dernæst var det tiden at klippe og klistre julepynt til klubbens juletræ.
Der blev bagt pebernødder. Juletraditionerne er nok alligevel ret ens i de nordiske lande.
Juletræet bliver pyntet med børnenes nylavede pynt - og så lige en lyskæde med kulørte (!) lamper på som prikken over i'et.
Hov, hvem kommer der? Julemanden og hans nisser...på en rick shaw. Bemærk lige knægten i forgrunden af billedet herunder. Fingrene i munden på grund af usikkerhed.
Tjek lige rick shaw ejeren/nissepigen herunder med nederdel og det hele.
Aldrig har slæden været kønnere og mere farverig.
Små og større kom op på skødet og fortalte, hvad de ønskede sig. De fik også en slikpose.
Selv om det er svært for især de nordiske børn, som kender til sne og kulde, at finde julestemningen frem, så lykkedes det vist til en vis grad i dag. Takket være klubbens børnekomité. Selv Stella må, mens hun ser billederne her, indrømme, at hun gerne ville have været tilstede.

Go Nordic!

Trods weekend var det med at komme ud af dynerne i morges. Nordic Club endte med ikke at have nogen deltagere blandt medlemmerne i klubben til finalen i dagens by-klub-mesterskab. Til gengæld deltog Nordic i tre ud af de fire finaler blandt trænerne og bolddrengene, og drengene vandt de to af finalerne. Der blev råbt, skreget, synget og klappet for dem. "That's the way, a ha a ha, we like it". Trænerne spillede en omgang ualmindelig spændende og flot gang tennis, så det var ren underholdning og fornøjelse.
I aften er der fest for alle spillerne i Dutch Club. Jeg sidder i øjeblikket og overvejer, hvad jeg skal tage på, for de lover ned til 17 graders varme, hvilket er "koldt" for os.

Sarina til skolebal

I går torsdag, var der skolebal for mellemskolen. Sarina havde i dagens anledning fået syet en kjole i to forskellige slags kvalitet af silke. Skrædderen måtte komme et par gange, før at den sad i øjet. Designeren bag er sælgeren af silken og Sarina. 200 kr for silke, og 120 kr til skrædderen.

Smykkesnakken fortsætter

Et af de mange besøg hos "min perlemand". Ydmygt sted.

Jens kom retur fra Sri Lanka i går medbringende de personlige smykker, som Charlotte havde fået ordrer på, da hun var her. Heldigvis har mændene også fået øjnene op for, at de kan handle med mig, bag deres kones ryg. Forstå mig ret, de besøger mig i al hemmelighed og køber et smykke til konen.

Smykkerne er nu delt ud til rette ejermænd, og snakken går lystigt om, hvordan at det er muligt at få redesignet en gammel vielsesring, få produceret den ørering, som man mistede etc. Godt at Charlotte kommer igen til marts, så ønskerne kan blive opfyldt ;-)

Hartal igen

Så er der meldt Hartal - general strejke - igen. I morgen, tirsdag den 30. november 2010, lukkes der ned i Bangladesh. Som sidst holder pigernes skole åbent, og skolebusserne kører. Mange forretninger i vores kvarter, diplomatkvarteret Gulshan, holder åbent. I det hele taget ser det ud til, at man holder åbent, hvor der er personale nok til det. Problemet for virksomhederne er, hvis personalet kommer langvejs fra, så kan de have svært ved at komme ind til arbejdspladsen. Det kan være decideret farligt. Der kan være uro og det der er værre rundt omkring.

I aviserne har vi den sidste uges tid kunne læse om erhvervslivets argumenter imod denne form for Hartal. Hovedargumentet er selvfølgelig, at produktionen gang på gang stoppes. Ingen produktion, ingen varer. Hverken til landet selv eller til eksport.

Sådan set udefra, så er der godt nok også tale om et sløjt efterår - talt i arbejdsdage. Først Ramadanen, så den første EID ferie, og så den anden EID ferie, og ind imellem Hartal. Den anden EID ferie er tilsyneladende ikke ovre endnu, for der er stadigvæk medarbejdere, der ikke er kommet tilbage fra ferie. Mange af dem bor langt væk fra Dhaka, og tager sig åbenbart en længere ferie. Talt i arbejdstimer arbejder de stadigvæk meget mere end gennemsnitsdanskeren - i Danmark. Ikke i forhold til her, for her arbejdes der snildt 60 timer om ugen for en expat.

Hvad betyder alt det her så for lille mig? Det betyder blandt andet, at jeg har måtte tage stilling til, om vores eget personale skal på job eller ej. Maiden kunne reelt set godt møde op i morgen. Det samme med chaufføren. For de bor begge, så de kan komme hertil uden at være i fare. Men Jens er på Sri Lanke og pigerne i skole, så jeg besluttede her til aften at give dem begge fri i morgen. De fik begge deres månedsløn og blev sendt hjem med et "vi ses på onsdag". Så de gik storsmilende hjem.

Så nu sidder jeg selv her og smiler. For det bliver faktisk lidt rart med en dag uden at skulle koordinere diverse køreønsker fra pigerne og Jens og mig selv, og ikke skulle forholde sig til andre end mig selv og pigerne. En stille og rolig formiddag med en god fagbog, en gang træning og en god frokost i klubben, og så hjem og tage mod Stella. På det plan er Hartal godt nok.

Tøjudsalg igen igen

Pigerne og jeg er alene hjemme. Jens er taget til Balut (terningspil) i Malaysia, og derfra videre på arbejde i Sri Lanka. Her til aften har vi hygget med pizza, åbnet en af de sidste slikposer (direkte impoteret fra Danmark) og set Bodyguard. Så nu ved de, hvem Whitney Houston er. Kevin (Costner) kender de fra Danser med Ulve. Ja, jeg får rigtig set de gamle, gode dvd'er med dem: Den blå Lagune, Forrest Gump, Pretty Woman etc.

I formiddags var vi til tøjudsalg med de gode, danske mærker som Part Two, Cottenfield, Martinique, Vero Moda, Only, In Wear etc. Som de andre gange er der ikke tale om sidste nye og smarte design, men om standard t-shirts og toppe og bukser med klassisk snit. 12 kr. pr. del, hvilket er uhyre billigt kvaliteten taget i betragtning.

Bagefter tog vi i klubben medbringende nogle af weekendens lektier, spiste frokost der og badede, inden vi tog hjem.

I morges pyntede jeg til jul med tre engle, som jeg har fået af en veninde fra Sri Lanka. Ja, det er hvad vi har af julepynt, og det gør mig ikke noget, at det er sådan. Ingen julebag, ingen julepynt, ingen julekalendere, ingen julelys, og jeg tænker kun på det, fordi jeg på Facebook læser om alt juleriet og sneen, og dermed bliver opmærksom på forskellen. Nå, bedtime, en ny og dejlig dag venter i morgen.

Malere i gang

På vej til tøjudsalg i dag så pigerne og jeg disse to malere. Den ene sidder på en bambuspind, som er fastgjort på et langt tov i hver side, så bambuspindene og tovet danner en fleksibel stige. Den anden..., ja, han sidder på en lille afsats. Smart...eller nej, det er vist lidt risky business.

Stellas klasse optræder

Jeg har i dag for første gang deltaget i samling på pigernes skole, AIS/D. I dag skulle Stellas klasse nemlig opføre et stykke. Det handlede om, hvordan en 100 taka seddel vandrer fra rig til fattig, fra ærlig mand til tyv, dækker alt fra nødvendig ris til unødvendig cola. Et interessant stykke, der fint hænger sammen med klassens emne om Udbud og Efterspørgsel.

Her byder Stella velkommen...på dansk. De tre andre byder velkommen på hver af deres sprog. Dette for at give forståelse for andre sprog og kulturer.
Herunder spiller Stella en fattig kone, som sammen med sin datter sulter og tigger, men som får en 100 taka seddel, som de bruger på at købe ris for.
Herunder et view ud over publikum. Som altid er man meget aktiv som publikum på skolen - sådan amerikansk med heftigt bifald, hver gang en person gør eller viser noget. Meget anerkendende. I det hele taget er det tydeligt, at amerikanernes "How are you?" ikke er overfladiskhed men et tegn på imødekommenhed. Synes jeg.
Herunder et billede af en Mozart nummer to. Han går på skolen og skal deltage i en konkurrence om at spille det bedste stykke musik...som pianisten vel at mærke selv har komponeret. Så den lille fyr her spillede sit selvkomponerede musik for os. Behøver jeg at skrive, at det lød fantastisk?!!
Skolens fællessang blev selvfølgelig også synget. Teksten er noget a la det her: "We come from many lands, some far away, some near...Respect and caring, giving and sharing... we are all one family at AIS/D. AIS/D a great place to be".

På bedste amerikanske vis kan jeg konkludere, at denne samling alt i alt var "AWESOME", hvilket er et af de mest brugte ord på skolen ud over "great". Og de to ord dækker i det store hele også over den samme betydning.

Så blev NCCI født

I dag er en stor dag for de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island) og nordiske virksomheder i Bangladesh. De er gået sammen i et Nordic Chamber of Commerce and Industry (NCCI).

Forud for indvielsen i dag ligger 1½ års projektarbejde, som jeg en overgang før sommerferien deltog i som konsulent. Jeg skulle have fortsat arbejdet efter sommerferien, men kunne ikke på grund af opholdet i Danmark.

Før frokost fandt selve etableringen sted med stiftelse af en komité. Efter frokost var der taler fra blandt andet de tre ambassadører, Norges, Sveriges og Danmarks, Norges udviklingsminister samt Bangladeshs handelsminister. På billedet oven for ses panellet af prominente talere, FØR kamerafolkene stillede sig op på rad og række (se billedet herunder).
Der var mødt mange jakkesæt og få nederdele op fra virksomheder i landet. Flere andre lande har også et Chamber of Commerce and Industry, der var repræsenteret.

Dagen tegner til at være en god begyndelse på en organisation, der er tiltrængt. De nordiske virksomheder har behov for at stå sammen og samarbejde med relevante, lokale personer om de fælles udfordringer de møder her i landet. Men det slog mig da, at der er langt fra de reelle problemer - udfordringer! - som virksomhederne har i deres hverdag her i landet og så til de taler, der blev holdt i dag. At det fx er tilladt bengalsk politi at inddrage biler fra virksomheder, når det passer dem. At virksomhederne ofte møder krav om betaling under bordet for at få ting gennem tolden etc. er jo symptomatiske problemer, der kræver mere end god vilje at få bugt med. Men at stå sammen og som udgangspunkt synliggøre problemstillinger har altid været en god ting. Jeg afventer med spænding, hvordan den nyvalgte komité vælger at bruge sine kræfter her i begyndelsen.

NemID nu også i Dhaka

Puhha, så lykkedes det. At få mig en NemID. Jeg har ellers været så glad for min digitale signatur, som på min bærbare kunne aktiveres alene med min højre pegefinger. Sikkerheden var åbenbart ikke i orden ved den digitale signatur, så fra 1. juli i år blev alle os netbankkunder bedt om at anskaffe os en NemID. Men det er sådan set nemmere sagt end gjort for sådan en "uden for systemet-dansker"som mig.

Selv om jeg har været i Danmark i lang tid hen over sommeren og efteråret pga Sarinas indlæggelse, så må banken ikke sende mig brevene med pinkode etc. til en adresse - fx mine forældres - i Danmark. I deres system står jeg som bosiddende i Dhaka. For øvrigt ville banken gerne bede om et bevis på, at vi bor, hvor vi bor i Dhaka. Hm, jamen vi har ligesom ikke et bevis på det.

Nå, men banken ville så sende brevene til Dhaka. Hm, jamen jeg ved såmænd ikke, om jeg modtager dem, og hvis jeg gør, hvornår. Det endte da også med, at de to breve jeg skulle modtage kom med så mange dages mellemrum, at det første brevs login var blevet ugyldigt. En ommer med to breve igen. Så efter fire måneders mailen, telefonering og forsendelse af to omgange "snail-mail" lykkedes det mig at sidde med de rigtige papirer i hånden, mens jeg oprettede min NemID.

Jeg synes måske nok, at det er noget omstændigt med den der folder med koder, jeg skal rende rundt med. En folder i forbindelse med en digital løsning. Det harmonerer da bare ikke. Og da slet ikke i en tid med fokus på miljøet. Forsendelse af folderen kræver jo oven i købet en postgang ved hver udskiftning.

Anyway, nu er NemID på plads og jeg kan igen komme i min netbank og har adgang til alle mine data i de danske, offentlige systemer. For jeg er der et eller andet sted ;-)

PS.

En nyttig hjemmeside: På Sundhed.dk har du med digital signatur eller NemID adgang til alle dine oplysninger fra indlæggelser, prøver, praktiserende læge etc.

En tur nordpå til Nepal

I sidste indlæg skrev jeg, at vi var usikre på, om vi ville komme til Nepal, fordi Stella havde feber. Vi kom til Nepal. Stella tog sig en lur på 12 timer fra kl. 19 aften til 7 morgen, og vågnede feberfri. Jeg spurgte hende, hvad vi skulle gøre i forhold til Nepal og hun svarede "I just gotta suck it up and be a man". Måske ikke det mest charmerende svar, men der var vilje bag.

De første par nætter boede vi på et golfresort, Gokarna Forest Resort, nær Kathmandu. Udmærket sted med pejsestue/bar, restaurant, fitnessrum, spa-afdeling og selvfølgelig golfbane. Standarden i Nepal er vist normalt ikke så høj, og det var den heller ikke på dette hotel, selv om vi betalte 230 USD netto pr. nat.

Når solen gik ned, var det bare med at finde de lange bukser og fleecen frem. Gisp, det kan blive koldt i Nepal om aftenen.

Golfbanen, en 18 hullers i et tilsyneladende kuperet terræn.
Onsdag morgen var Jens dårlig og tilbragte resten af dagen i sengen, hvor han sov fra det hele. Pigerne og jeg valgte at tage en taxa til Kathmandu centrum og se os omkring. Sarina syntes, at byen var noget kaotisk, mens Stella umuligt kunne forestille sig, at vi skulle finde en god restaurant i den by, så vi kørte hjem til hotellet og indtog frokosten i golfklubben, i rolige og grønne omgivelser. Senere er vi blevet gjort opmærksom på, at verdens bedste pizza faktisk findes i Kathmandu, lige over for North Face-butikken.

Kathmandu har nogle gode butikker med et stort udvalg af ski- og bjergvandringsudstyr. Blandt andet med mærket North Face. Tingene var ikke kopier og kostede cirka en 15-20% under, hvad de gør i Skandinavien. Vi var også i en tørklæde-/taskebutik, hvor de mange hjemmelavede, farvestrålende stofting ikke kostede meget.
Torsdag morgen kørte vi i bjergene, op i cirka 2000 meters højde i håb om at se Himalayas sneklædte bjergtinder. Jens manede sig op og gennemførte den 1½ timers køretur med mange sjove grimasser på grund af ubehaget i sin dårlige mave. Vejene er ufattelig dårlige i Nepal. I Nagarkot boede vi på The Fort Resort, et okay hotel med en fantastisk udsigt og dårlig mad. I det hele taget fik vi ikke noget lækkert mad, mens vi boede i Nepal.

Langs hele Nepals grænse mod Kina ligger Himalaya. Langs hele Himalaya ligger i Nepal de "brune bjerge". Vi boede på et af de brune bjerge og kunne kun håbe på opklaring, så vi om morgenen ville kunne se solopgangen over Himalaya. Når jeg siger håbe på, skyldes det, at der ofte kun er tåge, tåge og atter tåge, hvilket der da også var, da vi ankom først på eftermiddagen. Men det klarede op om natten, blev stjerneklart, og næste morgen kl. 6 havde vi denne udsigt fra vores hytte.
Vi klædte os varmt på og kravlede op på taget af hotellet (sammen med en busfuld japanere med kameralinser så lange som arme) for at se solen stå op kl. 6.30. Ganske rigtigt. Kl. 6.30 kom solen (og japanerne jublede og jublede). Det mest fantastiske var skæret fra solen i de højeste bjergtinder, der pludselig lyste op som hvide Tobleronetoppe, skarpe og stejle.

Der er 50 km i luftlinie fra hotellet til midten af Himalaya.
Fra at have haft fire trøjer på gik vi over til næsten ingenting, da solen senere skinnede fra den skyfri himmel. Mellem de skyer I ser i baggrunden stikker der bjergtoppe op. Vi rejste samme dag, men har fået at vide, at næste dag var det totalt skyfrit og de kunne se hele Himalaya og dalene der over til.
Vi tog en firedages tur til Nepal og det viste sig at være fint for os. Vi er vist lidt trætte af fattige mennesker og omgivelser, templer og rice and curry. Nepal overraskede med sin gæstfri og engelsk veltalende befolkning. Naturen slår ikke Sri Lankas, dog må Himalaya siges at være et flot og fascinerende syn.

PS. Du kan booke en flyvetur hen over Himalaya for 160-180 USD pr. person, men de tre morgener vi var i landet, blev flyveturen aflyst på grund af for meget tåge hver morgen. Nyttig hjemmeside: http://www.nepalvista.com/

Billeder fra vores Nepaltur:

http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/NepalNovember2010?feat=directlink

Fakta om Nepal:

Cirka tre gange så stort som Danmark

Cirka 24 mio indbyggere (2000)

Cirka 800.000 indbyggere i Kathmandu

Religion: Hinduisme, primært

Rejsetips til Nepal:

Hotel i Kathmandu: Dwarikas

Rejsebureau: Himalayan Guides

Et godt udgangspunkt for vandreture m.v. er Pokhara