Søndag er mandag, mens torsdag er fredag… og så alligevel ikke

I dag er det søndag, men her er det mandag, eller sådan føles det i alt fald. Ja, I ved det jo, dette er et muslimsk land, hvor fredag er dagen, hvor man har fri til at gå i moske. Ergo er fredag en fridag for Jens og pigerne. Dvs. at torsdag aften er ligesom fredag aften, for det er lige før ”weekenden”. Weekenden er bare ikke så lang, for lørdag morgen skal Jens på arbejde igen – måske kun halv dag -, mens pigerne først skal møde i skole søndag morgen. Nuvel, det lyder jo alt sammen simpelt og som et spørgsmål om tilvænning og indretning af hverdagen. Men nogle af de firmaerne hernede er gået over til at køre med danske/vestlige uger og weekender, så de har fri lørdag og søndag. Så der er fx lidt søndagsstemning i klubben om mandagen.

Et andet men er, at vores byområde – Gulshan 2 – (hvor der sikkert kun bor nogle få millioner mennesker!?) er af regeringen blevet pålagt at lukke butikkerne søndag og den første halvdel af mandagen. Det er nu, at jeg begynder at synes, at det hele er noget forvirrende. Årsagerne til dette påbud er to: 1. at spare på strømmen, og 2. at minimere trafikken. Hvad angår 1 kan jeg kun konstatere, at vi i dag har været uden strøm i vores kvarter i cirka fem timer, fra middag til lige nu kl. 16.53. Hvad angår 2 kan jeg konstatere, at det tog lige så lang tid som sædvanligt at køre ned til bymidten af Gulshan 2.

Nu kan jeg kun sige ”tak” på bengalsk, og det ord har jeg slet, slet ikke brug for, når jeg kunne tænke mig at spørge den bengalske regering, hvad det er for en lappeløsning, de har bikset sammen med det der flytten rundt på lukketiderne, og hvilke planer de har for en mere langsigtet løsning, hvor man har indregnet et stigende strømforbrug. Måske en lukkedag mere??!!??!!

God middag med parasitter som følge

Det hele begyndte faktisk med en fantastisk middag med oksebøffer og lige så fantastisk tilbehør hos nogle af vores nye venner. Under nydelsen og indtagelsen faldt snakken selvfølgelig på mad og hygiejne – især foranlediget af, at en af de andre gæster fik foræret ormepiller af værtinden. Hvilket dyr var dog så uheldigt? Svaret var overraskende. Ormepillerne var til ham som nyankommen tilflytter. ”Skal vi spise ormepiller?”, spurgte jeg forskrækket. Ja, det må jeg/vi selvfølgelig selv om, men den familie gjorde det, for den ene havde haft parasitter og var for øvrigt helt holdt op med at spise friske grøntsager og salater. ”Gisp, der er noget, jeg slet ikke har tjek på her”, tænkte jeg selvbebrejdende og mærkede lysten til straks at fare i tastaturet for at undersøge det nærmere. Det gjorde jeg næste morgen, men blev desværre ikke så meget klogere, andet end at orm forekommer hos små børn (også i DK) og ”især hos nogle befolkningsgrupper” i fattige lande. Hm, stadig med uro i maven besluttede jeg mig for at snakke med en læge.

Pigerne havde begge en aftale i dag med et internationalt lægebureau, fordi skolen er ked af, at de ikke er vaccineret mod tuberkulose (som den danske læge ikke anbefalede os at blive vaccineret mod). Efter at de begge var erklæret sunde og raske og ikke tuberkulose-ramte kunne jeg endelig komme med alle mine spørgsmål til vand og hygiejne her i Dhaka:

Må jeg skylle min tandbørste i vandhanevandet? Nej, det må jeg ikke.

Må jeg skylle mit frugt og grønt i vandhanevandet? Ja, men så skal jeg også efterskylle i destilleret vand med en lille smule klorin i. Salat er svært at rense.

Skal jeg have en ormekur hver sjette måned? Nej, det bør ikke være nødvendigt. Desuden er der mange andre smittekilder til orm end vandet fra hanen (betryggende!).

Og så mit sædvanlige tricks i forsøg på at få det ærligste (og mest brugbare) svar: ”Hvad gør du og din familie selv, doktor?”. Vi vasker alt vores frugt og grønt med sådan et specielt middel, som kun kan erhverves i England (hvor hun er fra). Shit, det svar stemmer overens med, hvad de fleste andre danskere gør hernede: De vasker deres frugt og grønt i en speciel grønsagssæbe, som man kun kan købe i Bangkok. Great!

Så fluks efter lægebesøget blev maiden instrueret med adskillige gentagelser, tydeligt kropssprog og fysisk gribe fat i de rette ingredienser: frugt, grøntsager, balje, pege på vandhanen og derefter baljen ind under drikkevandsbeholderens hane og og og og klorinen – en kapselfuld til 5 liter vand. Hun ved ikke, hvad 5 liter er, så vi måler vand op i baljen og jeg regner og reagerer – det bliver til ½ kapsel fuld til baljens cirka 2½ liter vand. Puhha, næste skridt? At surfe på nettet om grønsagssæbe. Mon det fås i DK?

PS. Nogle af jer undrer jer måske over, hvordan man kan lave mad uden at vide, hvad en liter er, men denne mangel på integration af regning og matematik i kogekunsten genkender jeg fra vores tidligere maid og andres maid også. De regner fx mængden af ris i riskopper (en kop til 5-6 personer).

Stellas indlæg: Første skoledag på AIS/D

Hej alle sammen!

Her er lige et lille glimt fra min første skoledag på American International School, Dhaka (AIS/D)

Skoledagen startede med, at jeg gik ned til husets gate kl. 07.00.

Bussen kommer kl. 7.05, men skolen vil gerne have, at vi står dernede 5 min. før.

Det tager 15-20 min. at køre fra huset til skolen.

Da vi steg ud af bussen og gik mod hoveddøren til skolen, stod skolens rektor og afdelingsleder gav os high five - alle sammen.

Skolen startede kl. 7.45, og når man går ind af klassens dør, står læreren

0g giver hver især en dejlig, stor krammer. God måde at starte dagen på!

Der er 19 elever i klassen og vi er 15 forskellige nationaliteter. Skolen har 40 forskellige nationaliteter.

I klasseværelset står der 3 lange boghylder.

Hver tirsdag kan vi gå rundt og tage alle de bøger vi vil, og dem må vi beholde i en uge.

Skolens biblioteket er lige så stort som vores hus hjemme i Kolding, DK.

Kl. 14.40 ringer klokken, og så tager jeg bussen hjem.

Af nye fag har jeg fået spansk, keyboarding (dvs. at lære at skrive på tastatur), emnefag (dem har vi flere af pr. skoleår), portfolie (som jeg ikke ved, hvad er endnu).

Det bedste er måden vi begynder morgenen på og så de mange nationaliteter.

Stella

PS. Miss you all!

Stellas første skoledag

I går, tirsdag, havde Stella første skoledag her i Dhaka på American International School, Dhaka (forkortet til AIS/D). Disse billeder er taget her til morgen kl. 7.00, lige før bussen kommer og henter hende lige ude foran vores gate. Jeg ville have skrevet dette blogindlæg i går, men billederne blev ikke helt gode. Heller ikke i dag lykkedes det os at få Stella til at stå stille længe nok til, at vi kan få et billede af hende, hvor hun stiger op i bussen. Så her er hvad I kan få.

Billedet er taget i vores indkørsel.

Her ses et glimt at Stellas rygsæk, idet hun stiger ind i bussen.
Bussen kommer retur kl. 15.00 med hende. Det skal være os forældre eller vores maid, som buspersonalet har set, som bringer og henter hende. Hvis ingen af os står der kl. 15.00, så tages hun med retur til skolen og skal afhentes dér.

Jeg håber, at Stella selv vil skrive lidt om hendes skoledage til jer. Indtil da kan jeg fortælle, at hun havde en superdag i går. Læreren begyndte simpelthen dagen med at omfavne hver enkelt elev. Læreren hedder Susanne og er amerikaner. Mere vil jeg ikke fortælle mere i frygt for at tage ordene fra Stella.

Vores kæreste eje

Denne elektroniske tennisketcher er en "myggedræber". Den er i øjeblikket vores kæreste eje og brugsgenstand. For for søren hvor er her pokkers mange myg (jeg kunne have skrevet nogle meget grimmere ord i denne sætning). Vi er ved at få spat. Jeg kom til at grine i forgårs, da jeg så Jens sidde foran fjernsynet med magten i den ene hånd og tennisketcheren i den anden - kampparat! Især efter mørkets frembryd er de her. Det er utroligt, at bestanden tilsyneladende er så konstant, for på stort set intet tidspunkt i løbet af dagen er der åbent ud til det fri, uden at der er myggenet for.

Jeg ved ikke, om I kender den. Den lades op direkte i stikkontakten. Man sætter den på "on" og aktiverer den, mens man slår ud efter myggene. Når myggene rammes, får de en gang elektrisk stød og falder døde til jorden. Hertil hører lyden, der kommer, når myggen får stød. Meget anti-buddhistisk! Men nu bor vi jo også i et muslimsk land. Jeg vil rundt regnet gætte på, at vi tilsammen slår en ca. 50 myg ihjel hver aften.

Vi har fået at vide, at der er specielt mange myg i øjeblikket. Det håber og tror vi på er sandt, for vi er som sagt alle fire ved at gå amok. Afbrudt nattesøvn op til flere gange, også selv om vi har myggenet rundt om sengen. Når selv Jens og Stella irriteres over myggene, så er det slemt. Forskellen er bare, at Jens og Stella får sådan nogle små røde prikker, som ikke klør, mens Sarina og jeg får buler, som klør. Måske jeg skulle investere i en ketcher mere?

Vores telefonnumre og internetadresser

Vores adresse kan være underordnet, for vi kan ikke få post, siges det. Det må jeg nok hellere få undersøgt.

Jens

Danish mobile: +45 22 70 97 69
Dhaka mobile: +88 017 3042 7206
Mail: jeba@mth.dk
Skype: jens.bastrup
Facebook: Jens Bastrup

Mia

Danish mobile : +45 28 15 98 90
Dhaka mobile: +88 017 1327 9075
Mail: mia.bastrup@gmail.com
Skype: mia.bastrup
Facebook: Mia Bastrup

Sarina

Danish mobile: +45 27 50 39 81
Dhaka mobile: +88 017 3836 4407
Mail: sarina.bastrup@hotmail.com
Skype: sarina.bastrup
Facebook: Sarina Bastrup

Stella

Danish mobile: +45 26 79 92 65
Dhaka mobile: +88 017 3836 4406
Mail: stella.bastrup@hotmail.com

NB. Tidsforskel: Dhaka er 4 timer foran DK under sommertid og 5 timer under vintertid.

De første ladfuld møbler

Fredag kom vores møbler – på fire rickshaw med lad! Det var alt det, vi havde bestilt. De ringede som lovet. De kom til tiden. Servicen i top. Flinke folk. Ikke så underdanige som singaleserne, hvilket er fint. Den eneste kikser var, at sofaen havde en svedplet midt på den ene længe, de var meget beskidte, og den kunne ikke samles korrekt, så den måtte de tage med retur. Jeg snakkede i telefon med vores kontaktperson i forretningen, som lovede os en ny om 10 dage. Senere kom nogle mænd, som samlede reoler og skabe. Også som lovet, så alt i alt må vi sige, at de forstår, hvordan vi vil have det. I Sri Lanka kunne vi måske godt få en aftale, men alligevel vidste vi aldrig helt, hvornår de ville dukke op.

Udsigten fra vores soveværelsesvindue

Vores soveværelse vender mod øst og "vores" vej, Road 50. Meget praktisk at vejene hedder numre og ikke navne, som man alligevel næsten ikke kan udtale.

Billedet er taget fra altandøren ud til balkonen. Solen er ved at stå op.

Strøm der svigter

Dét, der driller mest, er strømsvigt i løbet af dagen. På arbejdsdage er der strømsvigt og skiftende strømtilføring op til flere gange dagligt. Vaskemaskinen går i stå, computeren løber tør for strøm og sidst men ikke mindst, så er der ingen internetforbindelse. Bad luck hvis man nu lige havde planlagt at arbejde på det og det over netten. Vi har fået fortalt, at det kun bliver værre og værre. Op til samlet fem timers strømsvigt om dagen! I stuen har vi op til flere ups’er (indretningsmæssigt set nogle store skrumler, som man oven i købet skal have adgang til) stående, som tager over, når der er strømsvigt, så vi har bare lidt lys nogle steder i lejligheden. Jeg skal ikke kunne sige, om der er system i disse strømsvigt, så man kan planlægge efter det. Vi får se.

Bengalernes bogstaver og tal

Bengalerne har deres egen skrifttype. Vi er efterhånden vant til at se alle disse forskellige ”tegn”, som dækker over singalesisk, tamilsk, indisk og nu bengalsk skrift. Dét, der er anderledes her, er, at også deres tal er anderledes. De har sådan nogle krummelyrer tal. Fint nok, det giver bare lidt tilvænning til deres pengesedler, hvor to ud af otto tal står med vores taltype, og derfor for nybegyndere som os gør genkendeligheden mellem de enkelte sedler sværere.

Hvilket transportmiddel skal vi vælge?

I løbet af dagen, når vi bevæger os rundt i byen er det i bil. Selv om vi kun bevæger os få kilometer, så gør vi det på fire hjul og i snegletempo pga mængden af biler på forholdsvis få veje. Så egentligt forekommer det som tidsspilde at benytte bilen. Pigerne snakker endda om at have et bibliotek på bagsædet, fordi det tager ”hundrede år”. Så er der også lige det forhold ved stilstand i bilen, at det betyder tiggere, som kommer og stikker sine hoveder ind helt hen til vinduet og viser børn eller sig selv med manglende arme eller øjne.

Vi bor få hundrede meter fra Nordic Club, og kan gå derhen på få minutter. Der er lidt blandede udmeldinger om, hvorvidt vi kan gå derhen, eller vi bør køre i bil. Det er graden af frygt for overfald, som ligger til grund for de forskellige meldinger. Der har været overfald på expats, som har kørt i rickshaw. Motivet for forbryderne har været at tage deres tasker, ikke at gøre dem fysisk ondt. Det hedder sig, at man skal slippe tasken. Hellere det end at følge med tasken ud af rickshaw'en og lande på asfalten. I går, fredag middag, gik vi alle fire derhen. Det forekom problemfrit, men det er nok ikke det, vi skal gøre efter mørkets udbrud.

Air condition

Vi forsøger at finde ud af, hvordan det bedst passer os at leve med air condition. Vi har jo levet med åbne døre om dagen ud til det grønne. Her forsøger vi os med åbne terrassedøre (men med myggenet for) om morgenen, så aircondition i løbet af dagen og slukket for AC om natten. På tidspunkter i løbet af året bliver det nødvendigt med AC om natten, så denne uge har vi vurderet placeringen af vores senge, så vi ikke ligger og bliver forkølede om natten. Det lyder meget omstændigt, det er det ikke, men det er bare så anderledes at leve inden døre med AC.

Hvordan har vi det så egentligt?

Jeg skriver og skriver om praktiske ting som møbler, elektronik og skolen, men er endnu ikke kommet ind på, hvordan vi trives her i vores nye liv – i alt fald indtil videre. Vi har det godt. Pigerne især stortrives med kammerater omkring sig. Skolen forekommer stadigvæk meget lovende med en utrolig god stemning, som vi mærker allerede ved gaten. Lærerne og det administrative personale er effektive, informative, spørgende og lyttende.

Jens og jeg knokler noget rundt med at få købt og installeret de nye ting. Jens arbejder sideløbende dels med den fortsatte nedlukning af vandprojektet i Kandy og dels med opstarten af det nye vandprojekt her i Dhaka. Disse ting samt alle de nye indtryk og mennesker, vi introduceres for, er spændende og gør os godt trætte om aftenen.

Vi har givet katten væk til maiden, Usha. Jeg kan ikke lide, at en kat ikke kan komme uden for, desuden tissede den her og der og alle vegne. Stellas knopper ved vi stadigvæk ikke, om de skyldes myggestik eller allergi over for katten. Nu er katten væk, og hun har fået myggenet op om sengen, og knopperne synes på retur.

Vi har været i Nordic Club ind imellem, og her er alle søde og hjælpsomme. Og så er der en restaurant, hvor man ren faktisk kan spise et måltid vestligt mad. Det er vi jo overhovedet ikke vant til og nyder.

Så jo, vi trives her midt i etableringsfasen.

Vores ting - status

I dag, fredag, har vi fået at vide, at vores kasser med vores ting er afsendt fra Colombo, og at de den 21. februar ankommer til Dhakas havn. Vi fik desværre også at vide, at vi under ingen omstændigheder får de kasser udleveret, før vi har fået vores visa, som vi må vente med at få, til vi kommer til Danmark. Desværre har vi lige hørt, at når vores ting befinder sig længere end 21 dage på Bengalsk grund, ja, så er det deres, og så skal vi betale for at få dem. Smart!?

PS. Visa skal udstedes af det land, du forlader. Vi ville gerne have haft visa fra Sri Lanka, men først kunne vi ikke få det pga, at kontrakten ikke var underskrevet, da kontrakten endelig var underskrevet torsdag den 11. februar, var kontoret lukket op til, at vi skulle flyve til Dhaka. Derfor nåede vi aldrig at få visa fra Sri Lanka, og visa-kontoret her i byen vil ikke hjælpe os, så derfor må vi til Danmark og få dem. Frem og tilbage er lige langt! Mens ligger vores ting bare i kasser og ligger.

Status - skolen

Her en plakat med et budskab som for mig at se fint signalerer skolens ånd.
Herunder: Skolens legeplads.

Et af skolens gangarealer.

Sarina var i går, torsdag, til endnu en test. Denne gang for elever, som ikke har engelsk som hovedsprog. Testen viste, at hun ikke skal have ekstra undervisning i engelsk. Hun hopper direkte ind i klassen. Ja, det var, hvad vi først fik at vide, og alle var glade. Senere på dagen blev vi ringet op af vores kontaktperson, som fortalte, at netop den klasse, Sarina skal ind i, skal på tur i en uge fra på torsdag. Med forsinket begyndelse til på tirsdag, klassetur og afgang til DK den 9. marts er der ikke ret mange dage, hvor hun kan gå i skole, så Sarinas første skoledag udskydes til næste semester den 5. april.

Stellas første skoledag bliver på tirsdag den 23. februar 2010. De lader hende begynde i grade 3. Hun vil være en af de ældste, så skolen vil lade tiden op til sommerferien vise, hvordan hun klarer sig fagligt. Hvis hun klarer sig godt fagligt, vil de lade hende rykke op i grade 5 efter sommerferien. Lige nu er der stadigvæk ikke plads i grade 4, hvor hun ellers skulle have gået.

På mandag vil skolen sende en pakke til hver af tøserne indeholdende skolebøger m.v. Fornemt.

Så Stella er glad, og Sarina er skuffet.

Endnu en dag i Dhaka

Klokken er 20.20 her onsdag aften, vores tredie dag i Dhaka. Jens og underboen sidder ved siden af mig og spiller Balut, en form for Yatzy (som det ikke må kaldes!).

Vi har været på skolen et par gange i dag. Først med Sarina, som skulle til on-line-test fra kl. 9 til 11. I eftermiddags var Jens og jeg så med Sarina til møde sammen med afdelingslederen af The middle school for at snakke om testen, og hvad der skal ske i nærmeste fremtid. En fantastisk positiv oplevelse, hvor vi på meget let, forståeligt amerikansk blev informeret om alt muligt. På et tidspunkt siger lederen: "My job is to make sure, that each of you pupils feel happy and successful", og hun gav indtryk af at mene hvert et ord.

Imens vi sad til dette møde, mødtes Stella med afdelingslederen fra Elementary school. Det var en samtale med indlagt test.

Vi har spurgt til starttidspunkt og muligheder for brug af skolens faciliteter inden opstart. Det tygger de lige på, og i morgen tager vi til skolen igen. Sarina skal for øvrigt til en skriftlig prøve mere. Vi var helt høje efter besøgene. En skole, der (tilsyneladende) sætter eleven i centrum!

Og så har vi fået købt nogle møbler og noget elektronik, bl.a. en fladskærm. Ja, og så har vi fået frikadeller til aftensmad, hvilket var det helt store hit.

I morgen venter der mig en udfordring i at skulle finde alle mulige ting til køkkenet, så som skraldespand, bordskånere, plastikbøtter m.v. Det lyder simpelt for en dansker, men for én som mig, der dårligt kender byen og hvor udvalget er så lille, dårligt og spredt, da kan det godt gå hen og blive en opgave, som gør mig både irritabel og deprimeret. Nå, men nu har jeg jo netop taget sorgerne på forskud, så bliver det nok ikke så slemt...

Her bor vi

Her ser I gaten til det lejlighedskompleks, hvor vi bor. Kvarteret hedder Gulshan 2, der ligger i Dhaka 1212, der ligger i Bangladesh. Vi har fået at vide, at vi ikke kan få post i denne by!?!

Palmerne er noget tørre, fordi de ikke får vand på denne tid af året. Her er pænt varmt med en gennemsnitstemperatur på 33 grader C.

Vi bor på tredie sal til højre. De to balkoner yderst til højre er vores. På den anden side af huset har vi udsigt til en (beskidt) flod, andre betonhuse og affald. Sådan som Dhaka nu engang ser ud.
Bilerne har garage inden under huset i mørket.

Lejligheden er fin. Den må I vente med at se billeder fra, til vi har møbleret den. Lige nu er den bare nymalet hvid og så tom, at ordene giver ekko. Vi troede, at vi skulle ud og investere i tæpper til de lyse gulve, for at give lidt hygge og ro, men der kommer så meget støv ind i lejligheden hver dag, at det vil blive for uhygiejnisk. Så det med hyggen må vi finde frem på anden vis.

Så er vi her

Så er vi her - efter to mindre flyveture. Vi ankom mandag middag og blev hjulpet igennem visa-kontrollen, så vi fik turistvisa til en måned i stedet for kun 14 dage.

Så er vi her - med en noget anden udsigt end i Kandy. Det er lige fra den ene yderlighed - den grønne jungle med dyrerne - til den anden - betonmurer og biler uden foran lejlighedskomplekset. Men det vidste vi, og sådan er det.

Så er vi her - med vores kat, Lotus. Katten forekommer noget fornærmet over, at vi sådan kommer og indtager lejligheden og lægger beslag på maiden, Usha. Den vil ikke rigtigt snakke med os endnu. Stella har til gengæld fået nogle mærkelige røde pletter på kroppen, og de klør, når hun bliver varm under tøjet. Hm, er der en forbindelse mellem disse pletter og katten???

Usha er lige så smilende i virkeligheden som på billedet i det tidligere indlæg. Hun taler et anderledes engelsk og blandt andet udtaler hun f som p, hvilket får ordet "fruit" til at blive til "prut", men nu ved vi det. Hun laver fantastisk mad. Aldrig har jeg set pigerne spise så meget. Modsat i Kandy, hvor vores maid blev hjemme i huset og gjorde rent, vaskede tøj og lavede aftensmad, mens jeg handlede, har jeg her aftalt med Usha, at hun finder på, handler og laver aftensmaden ved siden af rengøringen og vask af tøj. Det kan lade sig gøre, fordi der ligger et velassorteret supermarked 5 minutters gang herfra, og fordi lejligheden er så lille og dermed hurtig at rengøre. Ushas mødetider er også anderledes. Hun møder kl. 09.00 - med mindre hun handler på vej til arbejde - og går hjem kl. 18.00 - fem dage om ugen. Det tror jeg bliver godt for alle parter. Ren luksus.

Så er vi her - i lejligheden i Dhaka. En tom lejlighed, som vi selv skal udstyre med køkkenting og møbler. Derfor har dagen i dag, tirsdag, stået på shopping og shopping og looking. Desværre ser det foreløbigt ud til, at vi kan få færre ting end i Kandy, som inden for det sidste år fik nogle gode supermarkeder med alle mulige forskellige varer. Her skal vi på markedet, og det betyder leden i varme, støv, roderi og én stor gang prutten om priserne hele tiden.

Til gengæld var det en overraskende positiv oplevelse at gå i et par møbelhuse. Det er vist vanen at få sine møbler lavet hos en snedker på disse kanter, men før kontakt til snedkeren, der for øvrigt har lavet vores senge - lejlighedens eneste møblement - ville vi på besøg i et større bolighus, Otobi, a la Idemøbler i DK. Det bør alt andet lige være nemmere at købe møblerne som beset. Hvilken stol skal vi tage?

Skal det mon være denne sofa?

Her indgangen til møbelforretningens børneafdeling. Ret fancy med vand, tog m.v.

Så er vi her - i en by, som åbenbart kan byde på flotte, håndlavede kurve til forholdsvis få penge. Her et billede fra butikken og nedenunder et billede af det, som vi endte med at købe.

Kurve fra forretningen Sally Ann

PS. Hvilken sofa og stole vi ender op med at købe, hører I om senere. I skal ikke snydes ;-D

Visa bøvl - fortsat...

Det ligger nu fast, at vi som planlagt tager flyet over Bangkok til Dhaka mandag meget tidligt morgen og formiddag. Ved ankomst køber vi os hver et turistvisa, som vi kan klare os med de første uger, mens vi så må arbejde på at få permanente visa.

Værre ser det ud med vores fire kasser til Dhaka, som det dansk/singalesiske transportfirma ikke vil røre ved, så længe de ikke har set vores permanente visa, der for øvrigt skal være af minimum et års varighed fra ankomst og bla, bla, bla. Ja, jeg bliver lige noget knotten, for vil regeringen i Bangladesh have vi kommer og arbejder for dem eller ej?

Jeg ved ikke lige, hvad jeg tror, der vil ske, men jeg kan mærke, at jeg langsomt er ved at indstille mig på, at der vist vil gå rigtig lang tid, før vi ser de fire kasser med indhold igen. Det har vi jo heldigvis også mere eller mindre pakket efter. For eksempel har jeg valgt at tage mine coachmapper med i håndbagagen.

Det er i bund og grund ikke de fire kasser, det drejer sig om. Det er princippet i at gøre det så besværligt for os at komme ind i landet (med vores ting). Det lugter af bureaukrati, inkompetence og manglende fleksibilitet. Usympatisk.

PS. Kontrakten blev underskrevet i går, som planlagt (tidligere indlæg herom).

Visa bøvl

Som jeg har skrevet i vores Sri Lanka blog, så gik weekenden med pakkeri af kasser, som skulle flyves til Dhaka hurtigst muligt, så vi kan få indrettet os. Kufferterne bliver fyldt op med tøj, personlige og vigtige ejendele, som vi ikke tør overlade til "uvisheden".

Mandag blev vores pas kørt til Colombo, hvor vores visa skulle udstedes af et Bangladesh kontor. Nu var der bare lige det ved situationen, at de ikke ville give os visa, da kontrakten mellem Bangladeshs regering og MTHøjgaard ikke er underskrevet endnu (den bliver underskrevet på torsdag i denne uge). Okay, tænkte vi, så tager vi da bare et turistvisa, når vi kommer frem på mandag til Dhaka. Det har vi prøvet før. Det er et spørgsmål om at betale.

Næste punkt på Jens' to-do-liste var at få ordnet det sidste omkring afhentning og forsendelse af vores fire kasser. Det kunne nu ikke lade sig gøre at sende kasserne, når vi ikke havde noget visa. What?!?

Mandag aften så det ud til, at vi tager til Dhaka på turistvisa og så søger om visa, mens vi er der. Det store spørgsmål er, om det er nødvendigt for Jens at rejse retur til Sri Lanka for at vise dem vores visa, så vi kan få kasserne fløjet til Dhaka.

Jeg spurgte ind til mange af tingene, men Jens måtte være mig svar skyldig, for selv om han har stillet de samme "hvorfor'er" til de "rette" mennesker, så opgiver vi nogen gange at finde svaret. For det meste fordi at den der svare ikke selv ved det, og så kommer der vat ud af munden på personen, eller fordi de ikke ved, hvad de skal gøre, så svarer de bare "nej", så har de da ikke gjort noget forkert.

Kasserne er afhentet, men vi ved ikke, hvor de er på vej hen. Lige nu står mange ting hen i det uvisse... to be continued.

Bangladeshs historie kort fortalt

Bangladesh betyder "bengalernes land".

Bangladesh var indtil 1947 en del af Indien og blev regeret af englænderne.

Bangladesh hed derefter Øst-Pakistan frem til 1971.

Bangladesh løsrev sig fra Pakistan ved en frihedskrig i 1971.

Flybilletterne er bestilt

Så er det sikkert og vist, vi flytter ind i lejligheden i Dhaka mandag den 15. februar 2010. Flybilletterne er bestilt og købt og viser afrejse fra Colombo lufthavn den 15. februar kl. 01.35 med en mellemlanding i Bangkok (vores første besøg i den lufthavn) og ankomst til Dhaka lufthavn 12.30. Puhha, det er jo lige om lidt...og her sidder jeg i Danmark på kursus. Jeg må hellere se at komme hjem til Kandy i weekenden og pakke sammen med resten af familien.

Kontrakten snart på plads

Hele årsagen til at vi skal bo i Dhaka ligger jo i Jens' job - at bygge et vandrensningsanlæg i udkanten af Dhaka by. En kontrakt som MTHøjgaard vandt sidste år, og som siden da har bevæget sig gennem de nødvendige og relevante kanaler for godkendelse og udmøntning. Det kan lyde som ren og skær sagsbehandling og papirnusseri, men for vores familie er det væsentligt at følge kontrakten fra instans til instans og hele tiden vide os sikre på, at den går igennem. For et par uger siden gjaldt det Dhakas svar på økonomiudvalget, hvilket er en milepæl. I dag er det så blevet officielt, at kontrakten endeligt skal underskrives af Dhaka Wasa (bygherren), Danida og MTHøjgaard den 11. februar 2010 i Dhaka.

Så jeg smiler, mens jeg skriver dette; glad for, at formalia er på plads og vores skæbne dermed beseglet.

PS. I skal nok få mere at vide om projektet senere.