Et uventet problem

Tjaee, masser af uforudsete ting skal der selvfølgelig ske, når man skal flytte til et andet land, men en mail fra den amerikanske skole i Dhaka havde en besked i sig, som vi absolut ikke havde ventet: Der er ikke plads til Stella i "grade four". What?!? For os er det bare så vigtigt, at pigerne får en god start i skolen, og vi havde slet ikke forudset, at der måske ikke var plads til Stella. Vi mindes heller ikke, at vi blev informeret om, at dette kunne ske, da vi besøgte skolen i oktober. Hm, what to do?

Billedetekst: Indgangspartiet til American International School, Dhaka, AIS/D. Skolebusserne holder der, fordi det er fredag, hvilket er fridag i Bangladesh, ligesom søndag i Danmark.

Skolen og jeg har mailet frem og tilbage de sidste par uger, og jeg ved nu, at hun er nummer i fire i køen til at komme ind i én af tre klasser med i alt 60 elever. Skolen vil ikke fortælle, hvad deres erfaringer er med udskiftningen, blot at der ofte udskiftes op til jul- og sommerferier. Godt så. Jeg har stillet spørgsmålstegn ved placeringen af hende som "grade four", da hun i dag går i "year four" i et engelsk skolesystem, og det engelske og amerikanske system er (forhåbentligt!) vidt forskellige. I øjeblikket vurderer den amerikanske skole på baggrund af hendes alder og karakterer, hvilket klassetrin de mener, at hun skal placeres i. For eksempel rykkede Sarina et klassetrin op, da hun skiftede skole i Sri Lanka. Det må de afgøre.

Sideløbende med korrespondancen om Stella har jeg kørt en om Sarina. Der er godt nok plads til hende, men de ønsker at få hendes karakterer og udtalelser fra hele hendes skolegang, for at kunne oprette og indplacere hende. Jeg måtte jo stille og roligt skrive til dem, at hun til trods for sin "høje" alder ikke har andre karakterer og udtalelser end dem fra sidste år, da danske skoler ikke opererer med noget af det.

I hører mig ikke sige for eller i mod, blot konstatere, at ét skolesystem (de engelske og amerikanske, internationale skoler) tager sådanne ting for givet, mens det danske skolesystem slet ikke har det (i sine overvejelser).

Vi afventer med spænding, hvad skolen finder ud af, ikke så meget med Sarina, men Stella.

To be continued...

Usha - Lotus - Taka alias maid - kat - valuta

Vi har fundet os en lejlighed i Dhaka. Den nuværende lejer spørger, om vi vil "overtage" katten, kaldet Lotus, og maiden, Usha, som han er yderst tilfreds med. Jeg vil også sige, at de begge ser smaddersøde ud. Så, jo, tak, det vil vi da meget gerne.

Næste skridt var at omregne hendes løn til danske kroner. I Dhaka hedder møntfoden (hvad er det for et ord: "Møntfod"?) PAISE og TAKA. Der går 100 paisa på 1 taka. Så langt så godt. Hvor mange taka går der så på en krone, spurgte jeg mig selv. Svaret er, at jeg enten skal dividere det bengalske beløb med 13 eller gange det danske beløb med 0,0723421. Åh, nej, tænkte jeg. Jeg går ikke rundt og kan 13-tabellen uden af i hovedet, og indrømmet: Jeg er en valutaspasser.

Jeg har besluttet mig for at sige, at 10 taka er cirka 1 dansk krone, for 10-tabellen kan jeg. Om ikke andet kan jeg finde ud af at trække et nul fra beløbet, og så ved jeg, at jeg er på den sikre side. Se dét system er lige mig.

Af valutaomregnere på internettet kan jeg anbefale:

Valutakurser.dk

Xe.com

Og nej, en maid får ikke, set med danske øjne, mange penge i løn på disse breddegrader - typisk et sted mellem 750 og 1000 kr. pr. måned. Men det er en udmærket løn sammenlignet med andre faggrupper.

Dhaka kræver flere vaccinationer

Det begyndte med en lille en-linies mail fra Jens: "Kunne du undersøge, hvilke vaccinationer vi evt. skal have for at bo i Dhaka?". Ja, det kunne jeg da sagtens, tænkte jeg. Goddav, du. Så mit første indlæg her på bloggen kommer altså til at handle om en af de ting, som der er behov for at sætte sig ind i, når man skal udstationeres i ikke-vestlige lande: Vaccinationer.

For at bo i Sri Lanka har vi fået vaccinationer mod difteri, stivkrampe, tyfus, japansk hjernehindebetændelse (lyder godt nok ikke rart!) samt hepatites A og B. Jeg skal ikke trætte jer med, hvad det forskellige kommer af og fører til, blot konstatere, at sådan er det. Malariapiller måtte vi selv beslutte, om vi ville have. Hvis man er bosat i hovedstæder anbefales det ikke at tage mod dem. Vi har ikke taget dem. Jeg ville egentlig beskytte pigerne så meget som muligt med flest mulige vacciner, men ifølge "vaccinations-lægen" på Kolding Sygehus, så er de ikke mere udsatte end Jens og jeg. Så vi har fået det samme.

Nå, men tilbage til sagen; Dhaka. Jeg fik researchet på Statens Seruminstitut og på nettet generelt. Her fandt jeg frem til, at vi udover det vi i forvejen har i blodet skulle have: Tuberkulose, meningitis, rabies og tyfus (igen). Hold da op, tænkte jeg. Af sted til privathospitalet i Kandy og få snakket med en læge om rigtigheden af det hele. Joee, den var god nok, bortset fra rabies, det så hun ingen grund til, at vi fik. Det kunne vi få med tilbagevirkende kraft, hvis vi blev bidt af et dyr. Hun ville for øvrigt gerne give os indsprøjtningerne, men jeg måtte selv skaffe dem. Herefter tog Ranjith (vores driver i Kandy) og jeg så på jagt efter bl.a. meningitis vaccine, og vi fandt det. Bingo. Tilbage var der kun at ringe til TRYG (firmaets forsikringsselskab) og få sparring med en dansk læge, for at høre om muligheden for at få alle tre indsprøjtninger samtidig, det ville den singalesiske læge nemlig ikke ret gerne give os. Den danske læge sagde, at det kunne vi sagtens. To skuldre, to lår og to balder, det kunne sagtens blive til seks indsprøjtninger, hvis der skulle blive behov for det. Den danske læge sagde, at vaccination mod tuberkulose ikke var nødvendig. Det var den, som var vigtigst, sagde lægen i Kandy. Okay, jeg valgte at stole på den danske læge.

Søndag formiddag tog vi alle fire turen til privathospitalet i Kandy for at blive vaccineret. Stella var ikke glad for det: "Ud til en læge, som ikke engang ved, hvad fregner er!" (I begyndelsen af vores ophold i Kandy gik vi til læge med Stella pga. børnesår ved næsen. Lægen mente bestemt, at vi skulle til hudlæge og få undersøgt hendes fregner nærmere!)

Så nu sidder vi her alle fire med hver to ømme skuldre. Én for meningitis, én for tyfus. Desværre findes der ikke vaccinationer mod det, som generer Sarina og mig mest: Myg, for ikke at nævne denguemyggen og hvad her ellers er af andre dyr og lokale sygdomme her og i Dhaka, men hvad det hele er jo også bare et spørgsmål om at forsikre sig..., og når man husker paraplyen, så regner det ikke.

PS. Nogen af jer undrer jer måske over, at jeg ikke bare ringer til "min læge" i Danmark, men som udenlandsdanskere er vi ikke medlem af dansk sygesikring og derfor ikke omfattet af hjælp derfra. Vi er fornuftigt dækket ind af firmaets ordning.

Dhaka venter

Jeg sidder her i Kandy, i Sri Lanka, og skriver, og kalenderen viser midt i november 2009. Jeg skriver for første gang i vores - familiens - nye blog, som skal handle om vores tid i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Jeg er i god tid, for vi skal først flytte til Dhaka engang midt i februar 2010, men modsat vores blog om Sri Lanka ønsker jeg denne gang, at lade læseren følge vores forberedelser til udstationeringen i Dhaka. I denne blog vil jeg også blogge mere om vores hverdagshistorier, og ikke kun om vores ture. Jeg vil forsøge at tilføre bloggen flere lugte, lyde og smag, så I kommer tættere på vores dagligdag. Jeg har også intentioner om at skrive oftere, flere gange ugentligt. Bloggen her skal være mere i overensstemmelse med bloggens sande natur: en elektronisk dagbog...om familien Bastrups hverdag i Dhaka.

Familien var en smuttur til Dhaka i oktober 2009 for at se, om det kunne være et sted for os at leve. Det er på denne tur, fra en restaurant øverst i en bygning, at billedet blev taget.