torsdag den 21. januar 2010

Lejligheden gøres klar til vores ankomst

Den 10. januar var kassen til DK klar til afhentning i garagen. Det er den stadigvæk. Det eneste der er sket siden da er, at der er kørt nogle papirgange, uden at jeg i øvrigt er helt sikker på, hvad for nogle og hvorfor. Sådan omstændigheder lærer man langsomt at leve med. Det næste der skal ske er, at kassen skal hentes og fragtes til Colombo, hvor den skal stå og vente på at blive fløjet til DK. Ind imellem dagligdags gøremål pakker og sorterer jeg lidt. Så ja, her i Kandy sker der ikke så meget.

Det gør der til gengæld og heldigvis i Dhaka. Det forlyder, at renoveringen med maling og polering af gulve samt diverse reparationer af VVS og el i vores lejlighed er påbegyndt. Ovn/komfur og emhætte er indkøbt og installeret sammen med drikkevandsbeholdere. Vigtigst af alt - det føles i alt fald som det vigtigste, når det ikke virker - så er der bestilt internetforbindelse til lejligheden.

Alt det der sker i Dhaka kan vi takke MTHøjgaard, som er i byen, for. Sådan noget styrer man ikke pr langdistance. Vi sender hermed en tak til det danske folk i Dhaka.

søndag den 10. januar 2010

Det er søndag aften den 10. januar 2010 og kassen med ting til Danmark er pakket og klar til afhentning nede i garagen. Det gik faktisk nemt, men nu kender vi jo efterhånden også rutinen.

Når man sådan transporterer sine ting over kontinentgrænser, så er det ikke kun et spørgsmål om at pakke tingene godt og grundigt, men der skal også af forsikringsmæssige grunde registreres en del ting. Tingen (på engelsk), antal, værdi, vægt - og så vælger vi at tage billeder af tingene, så vi bedre kan huske, hvad det er, HVIS nu kassen skulle blive væk.

Min kære Buddha her har også krævet en lille ekstra papirgang, da vi ikke bare må udføre træ- og religiøse figurer uden en tilladelse baseret på bl.a. regningen. Regningen er med til at bevise, at der ikke er tale om en antikvarisk ting eller et relikvium.
Gisp, bare den nu holder til rejsen.
Jens tager sig af de store ting samt fotografering. Stella pakker og er "tape-dame", jeg forsøger at have overblikket og pakker også, mens Sarina pakker og registrerer. Team-work.
Så er alle pakkerne klar til at komme i den store kasse og med flyveren til Danmark. Det meste af det er sri lankansk håndværk og pynteting, som vi gerne vil have stående engang i Danmark til evigt minde om vores tid her.Gad vide, hvornår vi ser det hele igen?

mandag den 4. januar 2010

Hvornår flytter vi til Dhaka?

Jeg er lidt stille her på bloggen, for der sker ikke rigtigt noget omkring Dhaka. Og dog så sker der hele tiden noget, og flere og flere af vores handlinger peger hen mod flytningen.

I vores stuer står nu to trækasser, som skal fyldes op med flyttegods. Den ene med ting, som skal retur til DK. Som for eksempel vores trampolin. I Dhaka får vi ingen have til den. Desuden er det for varmt til alt det springeri, selv her i Kandys bjerge. Den anden med ting, som skal sendes til Dhaka. Det være sig køkkenmaskiner, lidt bøger, kontorting, tøj m.v.
Jeg går lidt rundt om det der med at fylde kasserne, for vi har jo ikke så pokkers meget med herned, og det vi har med, bruger vi. Pigerne er begyndt at sortere i deres legeting. Hvad skal med til Dhaka, og hvad skal foræres væk til nogen her, som har mere brug for det end dem?

Det store spørgsmål lige i øjeblikket er, hvornår flytter vi til Dhaka? Datoen har hidtil været den 15. februar, men flere ting som forsinkelser, eventuelle kurser m.v. forhindrer os i at sige endeligt go for flybilletterne. Vi får se. Tiden arbejder for os, mens kasserne i stuen venter på at blive fyldt op.