Vil, vil ikke, vil, vil ikke

Selv om vi har lovet os selv, at vi ikke vil tælle ned, til vi skal rejse retur til Danmark til Sct. Hans, så ved vi godt inderst inde, at tiden bare flyver afsted. I går gik det vist for alvor op for Stella, hvor kort tid vi har tilbage i vores nuværende liv. Under putningen (=fynsk og betyder at lægge i seng) lod hun følelserne få frit løb og tårerne trille ned ad kinderne.

For 2½ år siden skete nøjagtigt det samme under putning. Dengang var årsagen bare det modsatte: Hun ville ikke bo i Sri Lanka. "Mor, du ved slet ikke, hvor ulykkelig jeg er", sagde hun dengang. Dengang greb situationen mig selvfølgelig i hjertet. Jens og jeg havde enerådig besluttet, at familien skulle flytte til Sri Lanka. En beslutning vi aldrig tvivlede ved, heller ikke da Stella græd, for vi var overbeviste om, at det var godt for familien som helhed. I går aftes kom så ordene fra Stella: "Mor, jeg er glad for, at vi flyttede til Asien". Jep, min pige, det er nemlig den helt rette indstilling: At værdsætte, hvad vi har fået ud af det, frem for hvor trist det er, at vi skal miste det.