lørdag den 2. april 2011

Mellemskolens teaterstykke

I går aftes tog Stella og jeg afsted til skolen for at se mellemskolens teaterstykke, hvor Sarina var med. Hun ses i billedet foroven - damen yderst til venstre.
Stykket var H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne"/"The Little Match Girl". De har øvet og øvet siden begyndelsen af februar, så jeg var faktisk ret spændt på at se, hvad der var kommet ud af alle de timer efter skole og i weekenderne.
Efter pausen var det et andet stykke: "This is a test". Hvor Den lille pige med svovlstikkerne jo er et smukt og trist stykke, var This is a test et hylende morsomt stykke om en amerikansk dreng, som ikke lige kan holde fokus, mens han og resten af klassen har test.
Her nedenfor ses de i alt 85 studerende fra mellemskolen, som deltog. 50 på scenen og 35 bag scenen. Et IMPONERENDE og FLOT stykke arbejde og teater. De amerikanere er altså gode til at gennemføre tingene, så de bliver fantastiske og underholdende. Hatten af for en skole, som også inddrager det kreative side af mennesket.
AIS/Ds High School har opført et teaterstykke, i går var det mellemskolens teaterstykke vi så, og til maj bliver det underskolens teaterstykke. Her medvirker Stella, så det skal I nok få mere at vide om til den tid.

Så nu har vi fået Sarina hjem hos os igen. Siden nytår har hun deltaget på skolens atletikhold og i teaterstykket, så hun ofte er kommet hjem kl. 18 på hverdagsaftener, tids nok til at spise og lave lektier resten af aftenen indtil sengetid. Det har krævet organisationstalent og været en hård omgang for både hende og os. En fortravlet teenager er ikke helt nem at leve sammen med. Skolen har løbende tests, hvis resultat tæller med i kvartalskaraktererne, så de mange lektier har også skulle passes. Lige så lettet, som hun nu er over, at det hele er overstået, lige så skægt har hun syntes, at det var at være med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar