torsdag den 7. oktober 2010

Dhaka kalder

På billedet ser I en internetside, som Sarina har slået op på: American International School Dhaka, Sarina og Stellas skole i Dhaka. Sarina er nemlig begyndt at lave lektier, og hun nyder det. Hun er også begyndt at kede sig her i Danmark. Alt sammen gode tegn på begyndende godt helbred og på, at vi gerne vil hjem til vores mand/far og datter/lillesøster i vores lejlighed i Gulshan (Gulshan er navnet på kvarteret, hvor vi bor i Dhaka). Vi har også bestilt flybilletter. På lørdag den 9. oktober 2010 flyver vi fra Kastrup over Doha og videre til Dhaka.
Kufferterne er ved at blive pakket med sommertøjet, ny tennisketcher, nyindkøbte danske blade (som skal på vandring blandt de danske kvinder i Dhaka), ostehaps, pålægschokolade og røde pølser - og så lige en tube mayonnaise og remoulade. Jeg glæder mig vildt til at skulle spille tennis igen. Jeg nåede jo knap at lære det i foråret. Gad vide om min krop overhovedet kan huske noget om alle de måder man skal slå til den gule tennisbold på?
Allerede dagen efter ankomst har vi et møde med skolen. Vi skal have aftalt, hvordan Sarina sluses ind i skolen og fagene igen her midt i semestret. Dét er det vigtigste at få på plads.
Så kære læsere, I hører fra mig, når vi er vel landet på bengalsk jord, dvs. en gang i næste uge. Ha' en god weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar