Farvel Gulshan 2 marked

Farvel til Gulshan 2s førende "indkøbscenter". Stedet hvor man kan finde alt (det mest mærkværdige) og intet (det mest simple som fx gummibånd). Kun expats fra Dhaka ved, hvad jeg mener med den sætning.
På dette marked har jeg brugt mange penge på perler (jeg har 1 kg perler med hjem denne gang, hvilket er intet mod min veninde hernede, som har præsteret at slæbe 2 kg med til Danmark).
Det bliver måske ikke ligefrem et sted, jeg kommer til at savne. Der er altid VARMT, tiggere og en frygtelig larm fra alle de dyttende biler, der dyster om en parkeringsplads. Og dog er stedet unikt og minder på ingen måde om andre indkøbssteder, jeg kender.

Farvel Gulshan 2 marked, du har været en oplevelse hver gang.

Dhakas mange ansigter

Hvordan er Dhaka? Grim, stor, trist, overfyldt, varm, fugtig, muslimsk, larmende, mandschauvenistisk, fattig, elendigheden selv!? Samtidig er den fascinerende, unik, historisk, solrig, grøn, farverig, smuk og fyldt med smilende mennesker som dig og mig. Den er det hele! Udfordringen består i at SE det og RUMME det. Nogen gange kan jeg ikke rumme den, men det fortæller mere om mig end om byen.

Fordi byen har så mange sider og historier, er den svær at fotografere. Mens vi boede i Sri Lanka tog vi massevis af billeder. I den tid vi har boet i Dhaka har vi stort set kun taget billeder, når vi har været på ferie. For hvad er der at tage billeder af her i byen? MASSER. Men vi har haft svært ved at tage billeder af elendigheden, og af bengalerne, som har taget billeder af os, mens vi tager billeder af dem!

Her på faldrebet inden hjemrejsen ønskede vi os et minde fra byen - ikke bare en taske eller en af deres mange fantastiske genbrugsting. Noget mere meningsfyldt. Så vi har købt fire fotografiere. Vi har fundet to herboende expats, som har forstået og formået at indfange DHAKA.

De tre første billeder er taget af en dansk amatørfotograf, som i den grad har evnen til at få øjenkontakt med de lokale og trække den store historie ind i et enkelt motiv. Vi er hans første kunder nogensinde, men garanteret ikke de sidste. Hans personskildringer er dragende. Faktisk var der mange af hans billeder, som vi var interesseret i, men nogle af dem kunne jeg bare ikke have hængende i mit hjem, for de er for realistiske med alt hvad det indebærer af ansigtsudtryk og omgivelser. Kald mig bare ekskapist.

De to første billeder er fra Old Dhakas slum, men se lige de ansigtsudtryk.

Det tredie, nedenfor, viser et smilende barneansigt, som jeg har set så mange af. Han kigger på mig (!) fra en rickshaw (en pæn af slagsen). Han skal nok sprede glæde i vores hjem i DK.
Det sidste billede her er taget af en finne, hvis billeder primært er motiver fra naturen og af miljøet - uden personer på. Hun har taget dette billede af en mand og lille dreng midt i en ananasplantage. Jeg faldt for billedet med det samme. Måske også lidt fordi at vi har set så mange ananasplantager i Sri Lanka. Dejlige minder.
Med disse fotografier føler vi, at vi har et stykke Dhaka med hjem. Et stykke, der giver os associationer til det mangfoldige Dhaka, som vi gerne vil huske - og rumme.

PS.

Til dem, som bor i Dhaka:

TIVOLI Gallery på Gulshan 2 markedet kan anbefales til at ramme billeder ind. Anbefalingen sker på baggrund af både pris, kvalitet og leveringstid, hvilket ikke er så ringe endda her.

Endnu et læderindkøb

En stor taske med plads til mapper, lidt overtøj, min nye Ipad, min mobil, pung etc. Det er hvad jeg har købt i dag. Den skal bruges, når jeg vender hjem til Danmark og får mig et job. Jeg har været ved lædermanden og bedt ham om at sy en taske, der minder om et stift indkøbsnet. Det er et design fra en af pigerne fra H&M. Siden har lædermanden lavet dem på stribe i alle mulige farver. En sort og en brun til mig, tak. 200 kr. pr. stk.

Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at nettets hanke ikke er lange nok til at tage over skulderen, når man har vinterfrakke på. Okay, det havde jeg så ikke lige tænkt på her midt i 35 graders varme.

Noget er billigt

Juice, mælk, ost, pasta m.m. koster forholdsvist meget i Dhaka. Hvad der sjovt nok ikke koster noget er disse farveblyanter og andet tegnegrej af mærket Faber-Castell. På billedet er der varer for cirka 150 Dkr! De var også super billige i Sri Lanka. Jeg har mistet følingen med, hvad de koster i Danmark, men jeg vil umiddelbart gætte på, at én af de store pakker alene koster 150 Dkr.

PS. Oprindeligt kommer farveblyanterne fra Nürnberg, men i dag produceres de både i Brasilien, Kina og Sydafrika.

Billeder fra smykkesalg

Så er de to borde "dækket op" med læder, lys, sølv, forskellige farver guld, hvidguld, safirer, diamanter, topas, og hvad hjertet ellers kan begære af ædelstene. Vi var klar til kunderne...

...som heldigvis kom
Der blev snakket design, type, stens betydning, grinet og prøvet, prøvet og prøvet.
Her står jeg nede i kontorafdelingen, hvor betaling fandt sted. Og ja, jeg er blevet klippet. Læg mærke til kæden om min hals. Den har jeg fået af Charlotte, og så har jeg købt et matchende armbånd.

Så er der smykkesalg

Designeren, Charlotte Hougaard, ankom fra Sri Lanka i søndags. Dagene siden er gået med at shoppe - hold fast den kvinde kan shoppe - og forberede salg. I går aftes åbnede jeg vores lejlighed for salg af hendes smukke design, som du her får en smagsprøve på. Selve billederne fra aftenen er endnu ikke sorteret og overført.

Sidst hun var her, var designene koncentreret om låse og tilbehør til perlekæder. Dengang konkluderede vi, at der var stor interesse for smykker med ædelstene. Så denne gang var der mange anderledes og flotte designs primært i sølv og hvidguld med ædelstene.

Jeg er slet ikke klar over, hvor mange der kiggede forbi i går aftes, for mit job var at være kasserer, så jeg sad i kontorafdelingen og skrev regninger og talte sedler, men der var mange. En rigtig god aften. Salget fortsætter i dag og i morgen, hvor der er fremvisninger og mange bookinger af one-to-one sessions. Her sidder Charlotte med én kunde af gangen for fx at tegne designs til kundens ædelsten, ændre eksistererende design, og ikke mindst for at designe helt nye smykker, der matcher kundens drøm om et eller flere personlige smykker.
Jens er i Bangkok til tandlæge, så Sarina måtte overtage hans job som fotograf. Stella sørgede for, at der var vand og lidt mundgodt til kunderne. Charlotte selv stod ved bordene med smykkerne og vejledte om design, ædelstene, metaller og ikke mindst hvad der klædte den enkelte kunde. En rigtig god aften, der heldigvis fortsætter de næste par dage, inden Charlotte tager retur til Sri Lanka på søndag efter endnu en uge i smykkernes tegn.

Kort karriere som posedame

Efter skolens julebazar, hvor jeg opdagede taskerne fremstillet af gamle cementsække, har jeg rodet mig mere og mere ind i salg af varer fra den Fairtrade stemplede fabrik Tarango - helt frivilligt, fordi jeg i den grad synes, at jeg kan stå inde for dem. I formiddags - efter afsked med Sarina - gik turen til klubben, hvor vi var to damer, som havde arrangeret salg af poser, punge, dækkeservietter, tasker m.v. fra fabrikken. Salget begyndte kl. 11. Kl. 11.30 havde vi udsolgt!!! Salget var faktisk sat til at slutte kl. 13, så vi ringede til fabrikken og bad om forsyninger. De kom, og en god times tid senere måtte vi næsten melde udsolgt igen, og jeg havde en ordreliste, som jeg skal hen og ekspedere nu her.

Efter dagens indsats kunne jeg overrække 160.000 Taka (svarer til 12.200 kr. og til et salg af omkring 400 enheder) til en noget rørt og forbavset direktør og produktionsleder. For en dansker lyder det måske ikke af så meget, men 160.000 Taka er en pæn klat penge på disse kanter. Pengene skal bl.a. gå til etablering af et sundhedsprogram for de mange enlige mødre/kvinder, som arbejder for og på fabrikken.

Desuden ser det ud til, at det lykkedes at få to lande interesseret i at ordre og sælge disse produkter, som jo egentlig kun er beregnet på eksport, men som vi ekstra ordinært havde fået lov at sælge til expats. Firmaet ønsker ikke at sælge til forretninger i Bangladesh, fordi de frygter kopiering af varerne. Hvilket jeg så udmærket kan følge. Om få måneder vil det såmænd også være muligt at købe cementtaskerne i Kolding, hvor min kære veninde Hanne vil sælge dem i sin netop nyåbnede café, Refugiet.

Nu er det lørdag aften, og weekenden er opbrugt. Det har været en god weekend i velgørenhedens tegn. En dejlig weekend. Jeg sidder her og tænker, at der skal så ufattelig lidt til at gøre en forskel. En interesse, en ide, noget kommunikation, marketing og så ellers handle.

Cementtaskerne

Cementposerne i deres oprindelige funktion.

Jeg synes lige, at I skal have lov til at se et bredt udvalg af cementtaskerne, som jeg skrev om i sidste indlæg.

Herunder: Sådan ser der ud rigtigt mange steder i Dhaka: Cementsække, der ligger og flyder.
Herunder: En sammenklappelig flyttekasse og foran nogle forede tasker til bærbare. Dem er jeg helt vilde med pga deres funktion og gennemførte design.
Rygsække.
Håndtasker.
Pengepunge.

Endnu et nebengeschäft: Salg af cementposer

Fabrikkens showroom.

Jeg har skrevet om dem tidligere her på bloggen: Tasker syet af gamle cementposer. Jeg synes, at de er så fine og anderledes. Da jeg ville købe nogle flere, fandt jeg ud af, at de slet ikke sælges i Bangladesh, og at fabrikken ligger en god times kørsel fra, hvor vi bor. Der var jo ikke andet for end at hoppe ind i bilen og kører derud og spørge, om jeg kunne købe nogen fra lageret. Det måtte jeg godt. Jeg spurgte, om jeg skulle tage hele varelagret med til Nordic Club og sælge dem der. Jo, hvis det ikke var for stor ulejlighed, så måtte jeg da gerne det. Så det gjorde jeg og havde udsolgt efter 1½ time. Jeg tog fabrikkens vejledende udsalgspris for dem, og alle pengene går direkte retur til fabrikken.

Den Fairtrad-stemplede fabrik, der hedder Tarango, producerer tasker og andre ting til hjemmet - udelukkende med henblik på eksport. Dette skyldes ifølge den kvindelige direktør, at deres produkter ville blive kopieret, hvis de blev solgt i butikker i landet. Der er primært tre grupper af produkter fremstillet af henholdsvis sivgræs, cementposer og jute (sækkelærred), og så har de i øvrigt lige en afdeling, der sidder med ler, der er en på vej med syning etc. Typisk asiatisk produktion. De begrænser og specialiserer sig ikke. Tværtimod. Jute ser man overalt her, og det er ret groft. Sivgræs ses også overalt, synes jeg, så ja, det er cementtaskerne jeg er vilde med. Her et link til en af deres engelske sælgere. De sælges også i Tyskland i Europa.

Fremstillingen af tingene sker ude på landet - primært af enlige mødre, nogle med et handicap, andre brødfødede sig tidligere ved prostitution. Kvinderne på landet syr, hvad de nu har lyst til. Varerne transporteres til fabrikken og ender først og fremmest i dette rum (nedenfor), hvor kvinder kvalitetstjekker og færdiggør varerne.

Det virker som om, at kvinderne her hygger sig helt gevaldigt. Jeg tog 8 billeder af kvinden her, men hun kunne bare ikke sidde stille med sit hoved, fordi hun grinede hele tiden.
Lageret, hvor næste sending til Australien står klar.
Her et produkt, en stor pose/vasketøjspose, fremstillet af brugt sejldug - designet til australierne.
I denne systue syes alle cementtaskerne. Der arbejdes 5 dage om ugen, klokken 9-17, hvilket er meget, meget gode arbejdstider for ansatte her i landet. Nogle expats arbejder 6 dage om ugen, cirka 10 timer om dagen ex transport.
Der bliver både brugt nye og gamle cementposer. Her er en af medarbejderne i gang med at klippe stoffet.
Cementposerne på lageret ligger klar til klip og syning. Taskerne sys i røde, blå og grønne.
Kvinden bag det hele. Det er en af mine kæpheste og besøget på fabrikken understøttede blot min mening: Bangladesh har et kæmpe uudnyttet potentiale gemt i sine kvinder, som ville hævne servicen og standarden - og dermed økonomien - gevaldigt, hvis de ellers fik lov og selv tog initiativ.
Fairtrad-stemplet, der blandt andet betyder gode arbejdstider, gode arbejdsforhold, garanti om en mindsteløn samt et månedligt besøg af en læge.
Se mit næste indlæg med varerne, som jeg solgte i klubben.

Dhakas mall: Basundhara

Dhakas mall ligger et godt stykke vej fra vores kvarter, Gulshan, så jeg har ikke lige taget mig sammen til at tage dertil. Ja, egentlig er der sikkert ikke ret langt. Det tager bare lang tid pga trafikken. Ret imponerende med dets otte etager. Meeeen bortset fra et par få butikker, så var der ikke meget at komme efter. I alt fald hvis jeg skal holde det op imod en times kørsel hver vej. De fleste "gader" i de nederste etager så ud som på billedet herunder: sarier, sarier, sarier og hvad dertil høre i lange baner.
Den bedste butik er tøjbutikken for unge, Ecstasy, der også ligger lige rundt om hjørnet af, hvor vi bor. Dog er butikken i Basundhara noget større, renere og pænere...og billigere. Jeg har fået det at vide, jeg har læst det og endda skrevet det her på bloggen; at alt er dyrere her i Gulshan 1 og 2, men i går erfarede jeg det på egen pengepung. Jeg købte før jul en t-shirt i Ecstasy her til 1200 Taka. I går fandt jeg nøjagtigt samme t-shirt til 550 Taka. Der var ikke tale om udsalg.

Nu har jeg efterhånden set imponerende indkøbscentre i Dubai, Singapore, Bangkok, New York, Los Angeles, Las Vegas...Danmark selvfølgelig, og det her center når ingen af dem til sokkeholderne. Men på en eller anden måde viser det bare, at det ligger i Dhaka, for Dhaka er og bliver Dhaka med den udprægede muslimske kultur, der tilsyneladende ikke sådan lige ligger under for at efterligne vestens indkøbsparadiser. Hatten af for det.

Glædelig 3. advent

Glædelig genbrugsjul, burde jeg måske skrive, for adventsgaverne i dag er rent genbrug og velgørenhed. Oven over ser du en bakke og en papirskurv lavet af gammelt, glitret papir. Nedenunder ser du en laptop-taske lavet af gamle cementposer, sådan som de ser ud her i landet.

Pigerne og jeg synes, at det er nogle herlige, anderledes ting, der desuden er brugbare, så hurra for genbrug i et land, der i øvrigt ikke går ret meget op i miljørigtige tiltag. Disse ting er vist mere lavet af nød end ud fra en vision, og måske er det ligefrem en kreativ udlænding, som står bag? Anyway, så kunne jeg godt unde landet at få gang i salg af sådanne ting. Cementtaskerne kan i alt fald sagtens holde til den danske vinter.

En bengalsk antikvitet

Jeg har ledt efter de helt rigtige i et stykke tid. Jeg snakker om disse mindre stykker træ med håndtag og med udskæringer. Med helt rigtige mener jeg flotte udskæringer, der er interessante at kigge på. De blev oprindelig brugt til at trykke mønstre på tekstiler. Ja, måske gør de det stadig. Jeg fandt dem på Gulshan 2 markedet.

Det tog mig lang tid at forhandle mig ned til en pris, som jeg fandt passende. At være hvid og at være kvinde er måske ikke de bedste forudsætninger for en god handel. I Sri Lanka pruttede jeg også meget om prisen på alt fra kartofler til sjaler, og dér endte det altid med en følelse af win-win, men ikke her. Her går det åbenbart ud på, at man skal forlade butikken med dårlig samvittighed over, at man har trykket dem så langt ned i pris, at man nærmest har taget brødet ud af munden på dem. Jeg vælger at være ligeglad. De tjener rigeligt på mig, det er jeg ikke i tvivl om. Pointen er at tænke i lokale forhold og timelønninger.

Jeg bruger dem dels som en pynteting og dels som sæbeholder (se billederne). Ideen med sæbeholder er tyvstjålet fra hende, som sælger natursæberne.

Tøjudsalg igen igen

Pigerne og jeg er alene hjemme. Jens er taget til Balut (terningspil) i Malaysia, og derfra videre på arbejde i Sri Lanka. Her til aften har vi hygget med pizza, åbnet en af de sidste slikposer (direkte impoteret fra Danmark) og set Bodyguard. Så nu ved de, hvem Whitney Houston er. Kevin (Costner) kender de fra Danser med Ulve. Ja, jeg får rigtig set de gamle, gode dvd'er med dem: Den blå Lagune, Forrest Gump, Pretty Woman etc.

I formiddags var vi til tøjudsalg med de gode, danske mærker som Part Two, Cottenfield, Martinique, Vero Moda, Only, In Wear etc. Som de andre gange er der ikke tale om sidste nye og smarte design, men om standard t-shirts og toppe og bukser med klassisk snit. 12 kr. pr. del, hvilket er uhyre billigt kvaliteten taget i betragtning.

Bagefter tog vi i klubben medbringende nogle af weekendens lektier, spiste frokost der og badede, inden vi tog hjem.

I morges pyntede jeg til jul med tre engle, som jeg har fået af en veninde fra Sri Lanka. Ja, det er hvad vi har af julepynt, og det gør mig ikke noget, at det er sådan. Ingen julebag, ingen julepynt, ingen julekalendere, ingen julelys, og jeg tænker kun på det, fordi jeg på Facebook læser om alt juleriet og sneen, og dermed bliver opmærksom på forskellen. Nå, bedtime, en ny og dejlig dag venter i morgen.

Smykkeugen

Så er Charlotte kommet med "juvelerne". Wauv, hvor et bord.

Som de fleste af jer ved, stod sidste uge i smykkernes og perlernes tegn. Charlotte Hougaard ankom i tirsdags fra Sri Lanka medbringende omkring 75 forskellige designs, med og uden ædelsten, beregnet på kombination med de smukke ferskvandsperler fra Bangladeshs floder. Der var primært låse/pendler til perlekæder. Der var ringe, og der var øreringe. Det hele i sølv, rhodiumbehandlet vel og mærke. Det vil sige, at sølvet ikke oxiderer og bliver sort på grund af fugtigheden. Forestil dig en form for lakering af sølvsmykket.

Den høje fugtighed her i landet gør, at vi skal polere vores sølvsmykker hele tiden. Jeg har faktisk opgivet. Nogle af mine sølvsmykker tager jeg med til Danmark til jul, og lader dem blive der. Det gælder fx mit pandora-armbånd. Andre af mine sølvsmykker har jeg sendt med Charlotte og flyet til Sri Lanka i dag, for dem skal hun rhodiumbehandle for mig. Det koster noget, men hvis jeg vil have glæde af dem her i Asien, så er det nødvendigt.

Tirsdag og onsdag dag havde vi travlt med at forberede salget, der skulle finde sted onsdag aften i Nordic Club. Det hele skulle fotograferes og sættes i salgskatalog. Perler skulle hentes hos min perlemand, som jeg havde fået en aftale med etc. Herunder byder vi velkommen. Smykkerne er arrangeret på billiardbordet, der i dagens anledning havde fået hvide duge og sorte læder-løbere over sig.
Herunder et billede fra et tidspunkt, hvor der var run på. Øreringe og låsene/pendlerne med ædelstene røg stort set alle den aften. En helt igennem god aften med godt salg, god stemning og tilsyneladende glade kunder.

Fredag satte Charlotte sig udenfor i Nordic Club og afventede, om nogle skulle være interesseret i at få designet individuelle smykker. Hendes passion og levevej er at designe og fremstille individuelle smykker, hendes butik i Colombo hedder også Personal Design. Interessen viste sig at være stor, så nu går flere kunder rundt i Dhaka og venter med spænding på, at deres smykker kommer til dem sidst på måneden.

Lørdag fik vi invitation til at have et bord under et silkesalg i et privat hjem.

Tjek lige de her lækre silker på billedet herunder. Der røg da også lige nogle meter i indkøbskurven hos mig.
Der var også salg af silketørklæder, babytøj i silke og meget andet.
En dejlig uge ligger bag mig. En lærerig uge omkring både det at arrangere, koordinere, planlægge, regnskab i hele fire valutaer (singalesiske rupees, bengalske taka, amerikanske dollars og danske kroner - hurra for softwaren Exchange Rates på min mobil) og kundeservice. Salget var godt, så vi leger allerede med tanken om at gentage successen til marts 2011. Foreløbigt har jeg beholdt lidt "rester" fra juvel-buffetten, som jeg sælger ud af.

Forberedelse til middagsselskab

I morgen, fredag, holder vi et middagsselskab for nogle af vores venner, som har hjulpet os i forbindelse med flytning hertil og meget, meget andet. Vi bliver 11 inkl. vores store børn. Herligt...dog er der lige nogle ting, som skal på plads inden i morgen aften.

Spiritus. Bob, bob. Det koster en tur til Duty paid shop.

Kød. Oksekødet hos den tyske slagter i byen går ikke for at være godt, så jeg har måtte ty til byens engrosleverandør, der leverer til byens bedste hoteller. I første omgang har jeg fået leveret to oksemørbrad til 220 kr. kiloet. Jeg er spændt på at smage det.

Grøntsager. Gisp, den er svær. Vi skal ikke have frisk salat. Det er sikkert, for det er simpelthen for bakteriefyldt. Men hvad gør jeg så? Mange af de lokale grøntsager egner sig bedst til rice and curry-retter eller chutney, og det ønsker jeg ikke at servere. Så jeg har været på markedet med vores maid i dag og finde grøntsager (billedet) og frugt.

Desserten. Her skal jeg bruge bl.a. is og fløde. En liter langtidsholdbar fløde koster små 1300 taka, hvilket svarer til 100 kr. What to do? Jeg skal bruge det. Jeg har valget mellem lokal, vandet is eller Mövenpick is. Valget er ikke svært. 2400 taka for 2,4 liter, svarende til 185 kr for den bøtte is, og så var der kun få smagsvarianter at vælge mellem.

En irish coffee er heller ikke nogen dårlig ting, og sørme om det ikke lykkedes mig at finde noget, der minder om brun farin til 26 kr for en pakke.

Ved nærmere eftertælling opdagede jeg, at vi kun har 10 ud af 12 store tallerkner tilbage, så jeg måtte afsted igen og se, om jeg kunne få suppleret vores stel. "Min porcelænsmand" påstår, at han har dem på lager. Så jeg har betalt et forskud på at få dem leveret i dag, torsdag, kl. 17. Jeg bliver forbavset, hvis der dukker et bud op med dem. Jeg tror mere på, at de kommer i morgen aften. Vi får se. Ellers er den jo ikke længere, end at gæsterne må medbringe et par tallerkner.

Så nu tror jeg nok, at jeg blot mangler en dug eller to til opdækningen. Det må jeg se, om jeg kan finde på Christmas Charity Bazar i morgen formiddag. Alle mine flotte duge fra børnehjemmet i Sri Lanka var der ikke plads til i kasserne, så dem efterlod jeg til personalet.

Som du nok kan læse, er det ikke sådan lige til at handle til en middag, hvis man beslutter sig for at lave andet end rice and curry serveret med vand. Det kræver besøg i op til minimum fire forhandlere og er sjovt, så længe jeg kan finde tiden til det og leve med uvisheden om, om varen kan findes. I skal nok høre nærmere om resultatet af middagen.