Jeg har været lang tid om det. Jeg ved det. At sige farvel til denne blog... for det betyder samtidigt et endeligt farvel til livet som udstationeret. Bloggen fra Sri Lanka og bloggen her fra Dhaka har fulgt os i tykt og tyndt - og været vores livline til venner og bekendte i Danmark. At være hjemme i sommers har været som at være hjemme på ferie. Det var først nu her i begyndelsen af august, da vi via Facebook kunne følge vennernes returnering til de forskellige steder i verden, hvor de er udstationeret eller har bosat sig, at øv-følelsen over at skulle blive i Danmark meldte sig. Men tingene er ved at finde sit leje.
Sarina er begyndt i 8. klasse på en international linie på en privatskole. Stella valgte i slutningen af juni at tilslutte sig samme skole, hvor hun nu går i 5. klasse. Det er en stor omvæltning for pigerne at gå fra at være "student in American International School, Dhaka (AISD)" til skoleelev på en privat realskole i Danmark. Jer, som har fulgt os på bloggen kan godt regne ud, at AISD er en svær skole at leve op til. Jens er begyndt på sit nye arbejde i København, og jeg ligger i jobforhandlinger. Så på alle måder er vores liv ganske fint, også selv om det er helt anderledes end før.
Vi nyder at cykle igen. Den strukturerede trafik. Den friske luft - omend den har været noget kølig i denne sommer. Alle madvarerne. At tingene fungerer - her tænker jeg på alt fra hurtige selvbetjeningsløsninger til vand og elektricitet. Dejligt at have familie og venner omkring os igen. Jeg savner ikke så meget vores maid, jeg har det også fint med at køre selv, men jeg savner dæleme vores gartner!
Vi er registreret i kommunen igen, har fået nyt lægehus, skiftet forsikringsselskab, samlet vores tele abonnementer, fået nye skattekort, ja, vi mangler faktisk kun lige at få tjekket op på vores bank-situation - så er vi født på ny. Med ombygningen på to begge etager i huset her manifesterer vi for alvor en ny begyndelse. Så selv om det er flere måneders byggerod, så tror vi på, at det er en god måde at falde til i Danmark.
Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen: At tage til Asien som udstationeret familie har været den bedste beslutning i vores liv hidtil. En kæmpe og dejlig oplevelse. At beholde huset her i Danmark har været den næstbedste beslutning.
Jeg er spændt på, hvordan vi bærer de tre år med os i vores videre liv. Både hver især men også sammen. Den buddhistiske og muslimske tankegang og religion. Den asiatiske kultur. Klimaet og de frugter og grøntsager, det gav. Varmen, og al den energi solen giver. Puh, det kommer jeg til at savne. Følelsen af frihed - løsrevet fra materielle ting og pligter. Det er ikke så meget alle rejserne, men især den anderledes hverdag, som jeg kommer til at længes efter, tror jeg. Det var netop den anderledes hverdag, der var ønsket med at blive udstationeret - og den fik vi.
Et eventyr er slut. Lad en ny hverdag indfinde sig.
Billederne er fra det kvarter vi bor i.
Opslag
