lørdag den 12. juni 2010

Sommerferie

Sarina og Stella havde sidste skoledag i torsdags. De skal møde igen i skole tirsdag den 10. august 2010, så det er en lang ferie. Stella var lidt trist, for hun vil gerne i skole. Sarina nyder bare, at hun ikke skal lave lektier hele tiden, så hun hænger ud med sine nye venner, så meget hun kan.

Tidligt, tidligt fredag morgen tager vi flyet til Doha og derfra videre til Kastrup. Min kære veninde i Nyborg har lovet at repetere coaching med mig, så jeg kan blive klar til eksamen - der er både en teoretisk og en praktisk eksamen - tirsdag den 22. juni. Herefter har jeg også sommerferie. Jens kommer først til DK i uge 29.

I sommerferien skal vi dels til København med mormor og morfar og dels en tur i sommerhus i Nordjylland. Pigerne skal en tur alene over til mormor og morfar og bo. Det er blevet et højdepunkt og et must for alle fire. Et must er også besøg hos tandlæge, øjenlæge og praktiserende læge... for slet ikke at glemme frisøren. Mit hår har ikke råbt Gori men Looooonnneeee (navnet på Koldings bedste frisør) længe.

Jeg skal have skrevet en del indlæg til min blog om at blogge, blogguiden, og have designet en hjemmeside til min coaching-tilbud. Og så skal jeg jo have krammet, og kysset og snakke aftener og dage væk med alle de kære venner og familiemedlemmer, som vi har i DK. Lige nu er de bare alle sammen i vores hjerter, men jeg ved af erfaring, at når jeg først står foran dem hver især, så mærker jeg, hvordan jeg har savnet dem. Så kære Danmark, vi er snart på vej.

PS. Maden, åh, den kære mad og lakridserne og den mørke chokolade, den glæder vi os også til.

Maldiverne på besøg

Så skete det heldigvis igen... at vores venner fra Maldiverne besøgte os. Denne gang i Dhaka.
Ovenstående billede er taget i Radissons have. Stella var til pigefødselsdag i den amerikanske klub og er derfor ikke med på billedet. Til gengæld var vores kære underbo med os i dag, da vi var på hotellet for at spise brunch.
Kvinderne har i løbet af ugen set Dhaka, især Gulshan området, hvor vi bor, og der er købt perler i kædevis. Mændene har arbejdet og set byggepladser og kontorer. I går blev det til fælles hygge, svømning og tennis i klubben.
Her tre poserende piger. Lækre tøser er de.
Her til aften spillede vi Junior matador, et genialt spil for børn og voksne.
Herunder: Her er Jasmin god på billedet...
Her er Lærke god på billedet.

Ny tennisstjerne på vej...

"Mor, jeg vil gerne prøve at spille tennis", sagde Stella forleden. "Okay", svarede jeg, og vi gik med det samme hen til tavlen og bookede en tid til tennis med træner til hende. Træningen fandt sted i går morges, og det gik godt. Så godt, at hun har booket to tider mere i den uge, vi går ind i.
Sarina har også forsøgt sig, men har vist indset, at det kræver meget træning, og at hun ikke har tiden, så længe at lektierne fylder så meget i hverdagen. Efter sommerferien vil hun satse på svømning og atletik i stedet for.
Stella har her i foråret spillet håndbold efter skole, men det var ingen succes, da drengene på holdet ikke ville lade de to piger røre bolden, og træneren gjorde ikke meget. Lad os se, hvad Stella vælger efter sommerferien. Måske fodbold, og måske bliver hun ved med at være bidt at tennis. Det ville være skønt for hende, da det jo altså ikke giver meget motion at gå til og fra bus og bil.

onsdag den 9. juni 2010

Nyt i Dhaka: Flotte og rå låse til dine perler

Her midt i læsning af pensum til min coacheksamen, arbejdet med etableringen af min coachingpraksis og lidt frivilligt arbejde som konsulent for den danske ambassade er jeg ivrigt optaget af perler og designs af låse.

I sidste måned afslørede jeg, at jeg havde en lille plan med de fantastiske perler her fra landets floder. Nu kan jeg så fortælle - og vise - hvad min plan går ud på: At sælge de her flotte, enkle og rå låse.
Det er selvfølgelig ejeren og min kære veninde, Charlotte, fra Personal Design i Colombo, Sri Lanka, der står bag design og produktionen. Jeg måtte skrive til hende og fortælle om, hvor sørgeligt det var, at låsene til perlerne lignede billigt legetøj og absolut intet tilførte perlekæderne. Charlotte var ikke sen til at gribe ideen, så vi aftalte, at Jens tog nogle perler med til Sri Lanka, og at hun designede og fremstillede et sæt til mig med sorte perler. Halskæden og låsen ser i ovenfor. Ideen er, at låsen hænger foran og tager opmærksomheden - og spiller råt op til elegante perler.

Herunder en sølv pendel med agat-sten indrammet i sølv.
Konceptet: Køb én lås og brug den til dine forskellige perlehalskæder og armbånd.

Priserne ligger fra 330 til 1.000 kr. for en lås. Perlerne skal man selv købe. Perlerne koster typisk 60-70 kr. for en 40 cm kæde bestående af 7 mm perler.

Der er flere design på vej og øreringe også.
Herunder: Blankt og oxygeret sølv med én hvid perle - sat i en kæde med grå-blå perler.
Ideen er, at man skal afgive sin ordre til mig fra nu og frem til 1. september. Smykket får man af designeren selv, når hun ankommer til byen medium september. Vi vil i forbindelse med hendes besøg arrangere forskellige happenings, hvor der bliver rig mulighed for at snakke specielle ønsker til smykker med designeren selv.

Herunder: En blank, mat og oxygeret sølv lås med én hvid perle - placeret mellem de fine, hvide og lette perler.
Herunder: Et hjerte af banket sølv. Helt enkelt midt i rækken af champagnefarvede perler.
Til efteråret ser vi på salget og tager en beslutning om, hvad det hele skal føre til. Så det er lige nu, at chancen for at købe en unik sølvlås til perlerne er der. Mine Facebook venner kan følge salget tæt under min Facebook profil. Jeg skal også nok skrive om det på bloggen.

fredag den 4. juni 2010

Indretning af lejligheden

Jeg har været lidt stille her på bloggen, fordi, ja, fordi jeg har haft håndværkere i lejligheden. Hmm, arghhh, madam has been upset. Elektrikerne ville sikkert sige: "Madam has been a pain in the a..". Men nu er vi ved at være på plads.

Herunder ser I entrédøren, som fører direkte ind i stuen. Til højre for døren er skohylderne, og det høje skab rummer vores to ups'er, der giver os lidt strøm, når der er strømsvigt.
Herunder: Vores spiseplads. Billedet er taget stik modsat hjørne end billedet ovenfor. Døren til højre fører ind til soveværelset. Døren til venstre fører til et depotrum.

Møblerne er alle designet af os selv, snedkereret i træ og derefter sortbejset.
Det interessante på de to billeder ovenfor er lampen. Én ting er, at det har taget mig en krig af finde den. Lamper her er primært lyskroner - og så i lejligheder, hvor der konstant ligger et lag støv. No way, ingen lyskroner her. En anden ting er, at ledningen var for kort og skulle udskiftes, inden at den kunne hænges op. De tre elektrikere nåede at skille lampen ad, inden jeg fik nået at tage et billede af samlingerne og selv lægge mærke til, hvordan den var samlet. Og da de endelig havde samlet den og hængt den op, fik jeg stød, da jeg rørte ved den. Det måtte blive en ommer. Denne gang deltog jeg i samlearbejdet med lampen. Det tog i alt tre mænd 2½ time at hænge lampen op - og så fandt jeg under oprydningsarbejdet en plastikdims, som faktisk burde være en del af lampen, men lige der gav jeg op. Jeg havde lys, og fik ikke stød, hvad mere kunne jeg forlange? At jeg ovenikøbet havde fået tre ekstra huller i loftet, skulle jeg ikke betale ekstra for.

Herunder vores hjemmelavede opslagstavle (sortmalet lærred) med billeder fra vores liv i Sri Lanka og vores kæreste familie og venner.
De sidste par uger er der nok gået 8-10 timer med indretning og håndværkere. Behøver jeg at skrive, at jeg bliver nødt til at være hjemme, mens de er her, nej, vel? Til gengæld betaler vi meget lidt i timen til håndværkerne.

Hos skrædderen

De dygtigste skrædderne har travlt i øjeblikket. Mange expats forlader Dhaka for altid og skal nå at have syet/kopieret et stykke tøj. Jeg tænkte, at det hele nok ville være nemmere, hvis jeg kørte til skrædderen, i stedet for at han skulle bruge tid på at komme til mig. Ja, det er historien bag billedet. For her ser I indgangen til en af byens gode skræddere. I kan lige se bagenden af et tohjulet motorkøretøj. Dét er syværkstedet. Ja, hvorfor ikke?

Næste lørdag kommer han hjem til mig med bukserne syet af 100% håndlavet råsilke. Han skal have 500 taka (42 kr.) for det. Silken har jeg selv skaffet. Det hele er meget anderledes og spændende og giver mig mange muligheder, men tiden og bøvlet med at rette til, vente etc. gør det altså mere attraktivt at gå på opdagelse i tøjbutikker. Vero Moda i Kolding City, watch out, jeg kommer snart.

tirsdag den 1. juni 2010

Varme er relativt

Dhaka er kendt for sin høje luftfugtighed - især om sommeren. Sådan en dag som i dag er det noget vi snakker om. I dag har temperaturen ligget på 31 grader, men med en luftfugtighed på ca. 80% vurderes det at svare til cirka 40 grader. Sådan føles det også. Stella og jeg er lige vendt hjem fra klubben og var godt våde af sved, da vi kom hjem. Vi skal jo være bare lidt dækket til, når vi bevæger os udendøre, så vi sveder igennem.

Danmark er kendt for sin høje fugtighed. Eksempelvis kan den relative fugtighed på en forårsdag i Danmark variere mellem 40% RF og 100% RF. Om natten, når luften afkøles, vil den relative fugtighed stige til 100%RF, og der dannes kondens.

Varm luft kan rumme mere fugt, derfor føles en fugtighed her på 60%RF (i vinterhalvåret) og på 80-100% (i sommerhalvåret) som meget klamt og meget varmt.