Et endeligt farvel til denne blog

Jeg har været lang tid om det. Jeg ved det. At sige farvel til denne blog... for det betyder samtidigt et endeligt farvel til livet som udstationeret. Bloggen fra Sri Lanka og bloggen her fra Dhaka har fulgt os i tykt og tyndt - og været vores livline til venner og bekendte i Danmark.

At være hjemme i sommers har været som at være hjemme på ferie. Det var først nu her i begyndelsen af august, da vi via Facebook kunne følge vennernes returnering til de forskellige steder i verden, hvor de er udstationeret eller har bosat sig, at øv-følelsen over at skulle blive i Danmark meldte sig. Men tingene er ved at finde sit leje.

Sarina er begyndt i 8. klasse på en international linie på en privatskole. Stella valgte i slutningen af juni at tilslutte sig samme skole, hvor hun nu går i 5. klasse. Det er en stor omvæltning for pigerne at gå fra at være "student in American International School, Dhaka (AISD)" til skoleelev på en privat realskole i Danmark. Jer, som har fulgt os på bloggen kan godt regne ud, at AISD er en svær skole at leve op til. Jens er begyndt på sit nye arbejde i København, og jeg ligger i jobforhandlinger. Så på alle måder er vores liv ganske fint, også selv om det er helt anderledes end før.

Vi nyder at cykle igen. Den strukturerede trafik. Den friske luft - omend den har været noget kølig i denne sommer. Alle madvarerne. At tingene fungerer - her tænker jeg på alt fra hurtige selvbetjeningsløsninger til vand og elektricitet. Dejligt at have familie og venner omkring os igen. Jeg savner ikke så meget vores maid, jeg har det også fint med at køre selv, men jeg savner dæleme vores gartner!

Vi er registreret i kommunen igen, har fået nyt lægehus, skiftet forsikringsselskab, samlet vores tele abonnementer, fået nye skattekort, ja, vi mangler faktisk kun lige at få tjekket op på vores bank-situation - så er vi født på ny. Med ombygningen på to begge etager i huset her manifesterer vi for alvor en ny begyndelse. Så selv om det er flere måneders byggerod, så tror vi på, at det er en god måde at falde til i Danmark.

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen: At tage til Asien som udstationeret familie har været den bedste beslutning i vores liv hidtil. En kæmpe og dejlig oplevelse. At beholde huset her i Danmark har været den næstbedste beslutning.

Jeg er spændt på, hvordan vi bærer de tre år med os i vores videre liv. Både hver især men også sammen. Den buddhistiske og muslimske tankegang og religion. Den asiatiske kultur. Klimaet og de frugter og grøntsager, det gav. Varmen, og al den energi solen giver. Puh, det kommer jeg til at savne. Følelsen af frihed - løsrevet fra materielle ting og pligter. Det er ikke så meget alle rejserne, men især den anderledes hverdag, som jeg kommer til at længes efter, tror jeg. Det var netop den anderledes hverdag, der var ønsket med at blive udstationeret - og den fik vi.

Et eventyr er slut. Lad en ny hverdag indfinde sig.

Billederne er fra det kvarter vi bor i.

Sidste nyt om vores flyttegods.

Mandag den 13. juni 2011 pakkede og hentede flyttefirmaet Homebound vores ting. Her i søndags, den 3. juli (3 uger efter), fik vi at vide, at Bangladesh havde tilladt eksport af dem. Ja, det er sådan, det fungerer med forsendelse af personlige ejendele til og fra landet...når det går godt. Jeg kan en frygtelig masse historier om, når det ikke går godt, men dem skal jeg nok spare jer for. I mellemtiden har vores ting ligget i kasser på Homebounds lager i Dhaka, og efter i søndags kunne de begynde deres vej til havnen i det sydlige Bangladesh og derfra videre til havnen i Århus, hvorfra det køres ned til os.

Vores første læs med personlige ejendele fra den 23. maj 2011 er lige nu på vej over det store hav og har forventet ankomst til Århus omkring den 20. juli. Så skal tolderne lige have en mulighed for at kigge på det, og vi får det sikkert omkring 1. august, godt 2 måneder efter forsendelse. Det lyder måske okay hurtigt, men fakta er, at det kunne have foregået meget hurtigere, hvis Bangladesh ikke var så bureaukratisk indrettet. Anyway, vi savner ikke vores ting, og vi skal i gang med at bryde ned her i huset, så vi har ikke plads til alle tingene. Så alt i alt passer det jo fint sammen.

Farvel Dhaka

Tilbage i oktober 2009, hvor vi besøgte Dhaka første gang faldt pigerne pladask for skolen, og Jens ville gerne have jobbet. Dengang var jeg ked af det. For hvad skulle jeg dog i denne grimme by in the middle of nowhere, og i øvrigt var kendt for sine oversvømmelser.

Det overvejede argument for at tage dertil var, at pigerne forhåbentligt ville få nogle gode skoleår i et internationalt miljø. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok skulle finde ud af noget fornuftigt at få tiden til at få med. Og sådan gik det heldigvis. Som Stella sagde til skolens afslutningsceremoni, juni 2011: "This has been the best year of my life". Og så skulle det ovenikøbet vise sig, at Bangladesh har det skønneste vejr fra september til april. Resten af året kan det regne i løbet af dagen og være meget varmt, men jeg har nydt vejret hver dag.

Vi har haft næsten 1½ år i Dhaka, og det har været fantastisk! Byen er ikke blevet kønnere, jeg ser bare ikke det grimme. Den har fået nogle flere og bedre muligheder for expats i form af supermarkeder, restauranter, caféer m.v., hvilket er så godt for byen, så den endelig kan blive lidt storbyagtig. Det bedste ved byen er det internationale miljø. Modsat Sri Lanka og især Kandy er der masser af expats. Expats giver byen liv og luksus, hvilket der skal til for at opveje alle elendighederne. Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan leve længe og intensivt i den by. Det er nok også derfor at man siger, at man skal væk fra byen senest hver tredie måned. Til noget som fungerer og som ikke går i hjertet på dig.

Dhaka har efterladt os dybt berørte på alle måder - menneskene, nye venner, klubben, vejret, skolen, expatmiljøet, lokalmiljøet, fattigdommen, rickshaws en masse... jeg kan blive ved. Hvor var det godt, at vi tog dertil!

Rejsen retur til Danmark

Billederne her er taget klokken 2 tidligt mandag morgen den 20. juni 2011. Vi havde på grund af antallet af kufferter fået lov til at låne en ekstra bil og chauffør. Bilash til højre var vores egen chauffør. 9 kufferter og 6 stykker håndbagage blev det til.

Der var stille i bilen, da vi kørte gennem Dhakas gader for sidste gang. Ingen tårer, men heller ingen smil. Måske en form for afklarethed. I alt fald en accept af situationen.

Rejsen hjem gik som planlagt. Vi fik lidt sved på panden, da vi skulle skifte tog på Københavns hovedbanegård. Det er ikke sådan bare at skifte tog og perron, når man kun er fire mennesker og otte arme til 15 stykker bagage. Havde vi ikke fået hjælp af en venlig DSB medarbejder, havde vi vist ikke nået toget til Jylland.

Sidste dag i klubben

Vejret artede sig okay med både sol og et par byger og nogen og 30 grader, så der blev mulighed for både at spille tennis (ja, Jens vandt over mig), løbe, svømme og hygge. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem og pakkede det sidste og sagde farvel til vores kære Tripti, som har været vores maid siden sidste sommer. Hun er normalt en lidt tough og stolt kvinde, men lige da vi sagde farvel, var hun ked af det.

Dagen blev afsluttet med aftensmad i klubben i godt selskab. Stemningen var heldigvis glad og sjov, ligesom den plejer, slet ikke den der sørgelige undertone, som jeg havde frygtet. Dog fik jeg en lille klump i halsen, da de tre tennistrænere kom over til bordet for at sige farvel. Gosh, dem har vi bare grinet og tilbragt så meget tid med.

Jeg fik spist en sidste skål mango - mums, det vil jeg altid længes efter. Ligesom jeg altid vil længes efter avocadoer fra Sri Lanka... og søde bananer... og søde ananas... ligesom jeg altid vil længes efter følelsen af solen og varmen på min krop... og så meget, meget andet i Asien.

Sidste dag i Dhaka

Klokken er 8 om morgenen, og jeg er den eneste i familien, som er vågen. Det er vores sidste dag i Dhaka. Lejligheden føles tom uden vores ting, og klubben føles tom, nu hvor flertallet er rejst hjem på ferie eller har forladt Dhaka for good. Så det er tiden at rejse for os også. Vi håber på en sidste gang tennis (hvis vejret tillader det) og tager vores sidste middag i aften i klubben. Pigerne skal på skolen en sidste gang. Ellers har vi ikke de store planer ud over at pakke kufferterne selvfølgelig.

Farvel Gulshan 2 marked

Farvel til Gulshan 2s førende "indkøbscenter". Stedet hvor man kan finde alt (det mest mærkværdige) og intet (det mest simple som fx gummibånd). Kun expats fra Dhaka ved, hvad jeg mener med den sætning.
På dette marked har jeg brugt mange penge på perler (jeg har 1 kg perler med hjem denne gang, hvilket er intet mod min veninde hernede, som har præsteret at slæbe 2 kg med til Danmark).
Det bliver måske ikke ligefrem et sted, jeg kommer til at savne. Der er altid VARMT, tiggere og en frygtelig larm fra alle de dyttende biler, der dyster om en parkeringsplads. Og dog er stedet unikt og minder på ingen måde om andre indkøbssteder, jeg kender.

Farvel Gulshan 2 marked, du har været en oplevelse hver gang.