Tilbage i oktober 2009, hvor vi besøgte Dhaka første gang faldt pigerne pladask for skolen, og Jens ville gerne have jobbet. Dengang var jeg ked af det. For hvad skulle jeg dog i denne grimme by in the middle of nowhere, og i øvrigt var kendt for sine oversvømmelser.
Det overvejede argument for at tage dertil var, at pigerne forhåbentligt ville få nogle gode skoleår i et internationalt miljø. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok skulle finde ud af noget fornuftigt at få tiden til at få med. Og sådan gik det heldigvis. Som Stella sagde til skolens afslutningsceremoni, juni 2011: "This has been the best year of my life". Og så skulle det ovenikøbet vise sig, at Bangladesh har det skønneste vejr fra september til april. Resten af året kan det regne i løbet af dagen og være meget varmt, men jeg har nydt vejret hver dag.
Vi har haft næsten 1½ år i Dhaka, og det har været fantastisk! Byen er ikke blevet kønnere, jeg ser bare ikke det grimme. Den har fået nogle flere og bedre muligheder for expats i form af supermarkeder, restauranter, caféer m.v., hvilket er så godt for byen, så den endelig kan blive lidt storbyagtig. Det bedste ved byen er det internationale miljø. Modsat Sri Lanka og især Kandy er der masser af expats. Expats giver byen liv og luksus, hvilket der skal til for at opveje alle elendighederne. Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan leve længe og intensivt i den by. Det er nok også derfor at man siger, at man skal væk fra byen senest hver tredie måned. Til noget som fungerer og som ikke går i hjertet på dig.
Dhaka har efterladt os dybt berørte på alle måder - menneskene, nye venner, klubben, vejret, skolen, expatmiljøet, lokalmiljøet, fattigdommen, rickshaws en masse... jeg kan blive ved. Hvor var det godt, at vi tog dertil!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar