tirsdag den 13. april 2010

Så er jeg tilbage

Jeg ankom i går middags efter et par flyveturer, som gik helt efter planen (dvs. Kastrup - Bangkok (små 11 timer) - Dhaka) og jo tager den tid, som det nu tager med tjek in og fire timers ventetid i Bangkok (som helt modsat sit centrum har en forfærdelig kedelig lufthavn (hvilket efter sigende skyldes, at alle forretninger ejes af samme herre)). Hold da op, jeg får lagt ud her efter ferien med diverse indskudte sætninger. Undskyld, jeg skal lige tilbage i "blog-sproget".

Hvad er det så sket siden sidst? Jo, pigerne er begyndt i skole den dag, som svarede til vores 2. påskedag. For Stella er det jo blot en fortsættelse af forholdene fra før ferien. For Sarina er det en helt ny situation, og en god én, melder hun tilbage. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det højeste, får de første dage et 9-tal.
Jens har flyttet kontor, så han nu sidder tæt på vores private bopæl, men det gælder kun til vandprojektet starter fuldt og helt op, for så skal han have kontor på byggepladsen, der godt nok kun ligger 9 km fra vores lejlighed, men det kan pga trafiktætheden snildt tage 1 time til 2 at køre det stykke vej. I denne uge får projektet hele tre nye medarbejdere, så der sker noget på den front.

Det er blevet varmere og... myggene er næsten helt og aldeles væk, ganske som de "erfarne" expats havde fortalt os. Det er simpelthen fantastisk ikke at skulle sidde og være på vagt hele tiden og være fuld af røde, hævede og kløende plamager overalt.

Mens vi har været på ferie i DK, er der kommet nogle flere af vores møbler fra snedkeren, så jeg pakkede kuffert ud i går, mens jeg indrettede og fik flash backs til de praktiske ting, som jeg skulle huske at gøre nu her: Ringe til gardinmanden og sikre, at han er færdig til at komme og montere dem, ringe vedrørende vores sofa, få købt nogle flere vandglas, så vi ikke skal vaske op (i hånden) hele tiden etc. "Fint nok", tænkte jeg. Indretning af vores hjem er ikke nogen hade-opgave for mig - tværtimod.

Det eneste minus er, at antallet og varigheden af strømsvigt er blevet hyppigere. Det er stadigvæk ikke til at vide, hvornår det sker, dog tegner der sig et mønster med et par timers strøm, så et par timer uden etc. Typisk forsvinder strømmen fx kl. 18 og kommer igen kl. 20, for så at forsvinde igen ved 22-tiden... ja, sådan er det bare i Dhaka, når man bor i et lejlighedskompleks uden nødgenerator.




2 kommentarer:

  1. Hej Mia Dejligt du er hjemme igen det syntes din lille familie vel også? Jeg kan kun give dig ret i at det er en dejlig opgave at indrette et hjem, jeg elsker det også. Jeg tror jeg har pakket omkring 80 kasser ud med både store og små ting. Skønt at se alle sine ting igen og få dem på plads - it feel´s like home:) Hils din mand og børn. Knus Elsebeth

    SvarSlet
  2. Hej Elsebeth og alle I andre læsere
    Forskellen er dog, at I værdsætter at få jeres ting med til udlandet, mens vi vælger at begynde forfra hver gang med nye møbler og ting fra landet. Netop dette valg, skal man gøre op med sig selv, når man forhandler kontrakt med sin arbejdsgiver om udstationering.
    Knus Mia

    SvarSlet