Status for Sarina

Søndag den 25. juli 2010: Jens og Sarina i Odense Zoo. Sarina i hendes rullestol. På det tidspunkt kunne hun kun gå få meter.

Kære alle familie, venner og bekendte, som følger os i tykt og tyndt gennem Sarinas sygehusforløb. Tak for alle jeres sms'er, hilsener, breve og gaver. I er utrolige alle sammen. Vi er dog ikke så gode til at svare på jeres meget relevante spørgsmål: "Hvordan går det med Sarina?". Det er ikke sådan bare at svare igen med en lige så enkel sætning. Men her i bloggen har jeg muligheden for at give en status.
Det går i det store hele godt. For få uger siden kunne hun dårligt nok trække vejret ved egen hjælp, og der var meget mere bakterievædske i hendes mave, end der er nu. Hun bliver mere og mere mobil. Hun går til fysioterapeut på ugens hverdage. Hun kan for hver dag, der går, gå længere og længere. Forleden gik hun for første gang i over en måned på trapper, hvilket gik fint. Hun gik op ad nogle trapper, brækkede sig og gik ned igen. Sådan. Forleden havde hun for første gang en nat uden feber (af betydelig grad). Fantastisk, hvad en god nats søvn kan gøre. Så ja, det går fremad, og hendes ar rundt omkring på kroppen efter diverse ledninger og åbninger heles så fint. I søndags var hun i Odense Zoo med Jens.
Ind imellem har hun stadigvæk omkring de 40 i feber, græder, kaster maden op, fordi tarmene ikke er trænet til at optage den hurtigt nok. Ja, nogle gange er det hele bare så træls og uretfærdigt. Det værste er, når infektionstallene stiger, og lægerne vil have os til ultralydscaning. Så sidder vi der igen med klump i maven og kikker forvirret på skærmbilledet over hendes tarme og indre organer, og om der skulle være nogen mørke pletter, som kunne være bylder med betændelse. Der er så meget bakterie i hendes mave og da også nogle byldeagtige tingester. Krav om større sikkerhed for hvad de ser gør, at vi ofte sendes videre til CT scaning. Igen usikkerhed. Hvad viser den? Hvad vil de gøre? Hvad kommer der til at ske? Foreløbigt - det vil sige i tiden efter den tredie operation - er vi sluppet med frygten, og lad det endelig blive ved det, for hendes lille krop kan ikke tåle flere operationer.
Hvordan søren kan en blindtarmsbetændelse ende med denne lange indlæggelse? Ja, egentlig er det jo ikke blindtarmsbetændelsen men operationerne, der er skyld i tilstanden - de mange betændelsestilstande, som hendes krop stadigvæk døjer med at bekæmpe. Mikrobiologerne på Vejle og Odense Sygehus arbejder på højtryk med diverse prøver (de må have et sted mellem 50 og 100 prøver pt) fra Sarina. Prøver som tages dagligt, når hun får høj feber. Blodprøver, spyt, urin, afføring etc. Hvilken bakterie er Sarinas største fjende, og hvilken pencillin skal der til for at fremskynde helbredelsesprocessen og forhindre yderligere betændelsestilstande?
Imens følger vores hjerter og hjerner Sarinas velbefindende tæt og intenst. Nogle gange vågner jeg trist om morgenen og tænker, at det da for pokker ikke kan blive ved. Det føles jo som en never ending story. Andre gange tænker jeg, at det jo er fantastisk, at det går fremad, og at hun jo er lige her ved siden af mig i kød og blod, dejlig og smilende som altid, og at det da trods alt er så skønt at få lov til at være så intenst sammen med sin 12 årige datter, som jo ellers foretrækker sit værelse med lukket dør og høj musik. Sådan ved jeg, at også Jens har det.
Så ja, det er status. Men nu titter solen frem og vi vil gå en lille tur her på sygehuset og i gårdhaven. Dels for at opleve noget andet, dels for at træne kroppen.
Knuz Sarina og Mia, Odense Universitetshospital, H.C. Andersens Børnehospital, afdeling H7