Det aktuelle 360 graders eftersyn af folkeskolen i Danmark er interessant at følge. Mulighed for at lære at læse i børnehaveklassen, mulighed for at have musik i 9., mulighed for at skolen slutter sen eftermiddag. Nu har vores børn gået i én dansk skole og tre forskellige internationale skoler, så jeg følger måske debatten med lidt andre øjne og erfaringer. I dag er jeg blevet en erfaring rigere. Stella, Jens og jeg har været til skole-hjem-samtale med Stellas lærer.
For søren hvor gjorde læreren det godt. Det gjorde Stellas lærer fra sidste år og samme skole også. Vi gik derfra med en følelse af, at den her lærer kender Stella (næsten) lige så godt som vi gør. Vi fik tegnet et helhedsbillede af hende. Vi fik uddybet de enkelte punkter. Der var masser af iagttagelser og kommentarer til både hendes sociale og faglige adfærd. Der var såkaldte "forbedringspunkter" til Stella, som hun skulle commite sig til.
Læreren havde gennemgået det hele med Stella inden vi kom, og hun havde selv haft mulighed for at komme med argumenter til ting hun gør godt og som kan gøres bedre. I det hele taget bar hele seancen præg af, at det her var Stellas og lærerens fælles projekt, som vi fik lov til at blive informeret om. Dette blev også understreget af, at de to sad ved siden af hinanden med Jens og jeg ved siden af - på sidelinien. Den grundige information - kommunikation! - har vi ikke tidligere oplevet i pigernes danske klasser.
Vi er lige vidt med ændringer af det danske skolesystem og dets indhold, hvis formidlingen og samarbejdet med forældrene er mangelfuld eller i værste fald ikke eksisterende. I dag var en fantastisk oplevelse af en skole og en lærer, som vil vores barn noget godt. Formidlingen i dag kan kun være så succesfuld, fordi den lærer virkelig har analyseret og reflekteret på Stella i forhold til hende selv, hendes klassekammerater og de sociale egenskaber og faglige kvalifikationer, som hun har og kunne forventes at have.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar