Dhaka i København

Politiken havde i søndags den 9. maj 2010, i deres papirudgave, en billedeartikel om Dhaka. En rigtig god artikel med nogle fantastiske billeder her fra byen. Billederne er fantastiske, fordi de bare så præcist fortæller om hverdagen og konsekvenserne af overbefolkningen i Dhaka.

Artiklen fortæller bl.a., at Dhaka kun har 20 timer i døgnet, fordi de 4 forsvinder i trafikken.

At der er syv gange flere køretøjer på vejene, end der er plads til.

At mange kører uden kørekort, og at op mod 100.000 biler og busser vurderes at være uegnet til transport.

Den fortæller også, at Bangladesh er godt tre gange større end DK, men til gengæld har 160 mio. indbyggere.

Det muligt for jer i DK at se billederne live fra i morgen, onsdag, i Øksnehallen, hvor der vil være en fotoudstilling.

Dagtur ud og se lidt af Bangladesh

Fredag den 7. maj 2010 blev dagen, hvor vi for første gang kørte ud ad Dhaka og ud på landet. Vi havde valgt den nemme løsning med at ringe til et rejsebureau i byen, The Guide Tours, og booke os på en af deres ture. De overraskede os positivt ved at for det første at tale så udmærket engelsk, at booking kunne lade sig gøre over telefonen. For det andet ved at ringe os op dagen før for at bekræfte vores aftale. For det tredie ved at ankomme lidt for tidligt nede i vores indkørsel og være klar til at køre os ud i det blå. Lad det være sagt med det samme. Vi havde en lærerig, afslappet og interessant tur.

Første stop var ved en murstensfabrik. Det var egentlig ikke en del af turen, men vi spurgte til alle skorstenene i et område lidt nordvest for Dhaka og da vi hørte, at det var murstensproduktion, bad vi om at få lov at se nærmere på "fabrikkerne" uden tag. De har travlt i øjeblikket, for når først regnen kommer, stopper produktionen og genoptages ikke før til september.

Næste stop var et messingværksted, som lever af at fremstille hinduistiske messingfigurer efter ældgamle håndværkstraditioner. Et håndværk i ordets egentligt forstand. Vi købte ikke noget. Jeg har det svært med at tage andre religioners figurer ind i mit hjem. Buddha kan bedre gå, for buddhismen kan betragtes som en filosofi. Uden lys foran er en Buddha kun en brugsting, synes jeg. Men hinduisternes små buttede og stående elefanter og kvinden med de mange arme er for religiøse for mig.

Tredie stop var ved floden, hvor vi skiftede bilen ud med en båd, der sejlede os i 20 minutters tid videre ad floden og ned til et lille pottemageri. Pottemageriet viste sig at have lukket ned. Igen på grund af den forestående regnsæson, der gør det umuligt at tørre og brænde potterne. Men vi fik set de færdige potter, der benyttes til opbevaring af den lokale yoghurt, curd. Mest interessant var det at få lov til at gå rundt i den lille landsby, som var omringet af vand og rismarker. De havde travlt med at høste ris, da vi besøgte dem. Det slog os, hvor glade og sunde landsbybeboerne så ud. Vi ser jo alle de her radmagre, ynkelige, handicappede tiggere inde i byen og havde måske et billede af, at det stod meget værre til ude på landet. Men lige hér oplevede vi det modsatte. Det var ligesom at komme ind midt i et primitivt bofællesskab. Se selv billederne under linket nederst i indlægget. Eller se billedet her af et af husene. Foran kan I sikkert ane den mørkere "gulvbelægning", der er ris, som ligger til tørring.
Fjerde stop var universitetsbyen, der er berømt for sine fugle bl.a. nogle flagermuse, men her måtte vi ikke komme ind, for der var et par grupper af studerende, som slås. Det har de gjort i tre dage, fik vi fortalt. Okay, dem om det, sagde vi og kørte videre.

Næste stop blev frihedsmonumentet til ære for de millioner, som døde under kampen for et uafhængigt Banlgadesh. Det er ca. 50 meter højt og bygget oven på massegravene.

Sidste stop blev parlamentsbygningen i Dhaka, der er bygget af den berømte amerikanske arkitekt Louis Kahn. Vi så den kun på afstand, men fik fortalt, at det interessante ved den bl.a. er, at den er bygget om én bærende søjle. Hm?! Helt sikkert et spændende stykke arkitektur med dens geometriske former.

Turen var en god forsmag på, hvad man bør se i Dhaka, og hvordan der kan se ud, lidt uden for Dhaka. Vi tog af sted kl. 9 og var tilbage kl. ca. 16. Prisen: 4000 taka pr. person (=333 kr.), hvilket absolut ikke er billigt, men de lever jo højt på, at vi andre ikke kan finde rundt eller tale sproget - ja, og så selvfølgelig deres viden og kendskab til landet.

Billeder fra turen.

Hverdagsmad og priser

Et eller andet sted i folks bevidsthed er Asien nok lig med billigt og/eller made in China, hvilket igen betyder billigt. Sådan er det også med rigtigt mange ting, materielle ting. Sådan er det bare ikke, når det gælder madvarer. Jeg skrev om priser på mad i vores blog fra Sri Lanka. Her i Dhaka er priserne nogle helt andre. Selv om Bangladeshs befolkning er fattigere end i Sri Lanka, koster madvarerne en herregård her.

Jeg har kørt en sammenligning på vores mest almindelige varer, hvoraf mange er importerede til begge lande, altså Sri Lanka og Dhaka. Varerne er typisk importeret fra Australien, Italien og USA. Alkohol er en post for sig, da det ikke sådan bare er muligt at købe her i Bangladesh.

0,6 l øl = 8 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter mælk = 7 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter juice = 17 kr i SL og 12 kr i Dhaka (det eneste sted, hvor Dhaka er billigst)

475 g. cornflakes = 25 kr i SL og 40 kr i Dhaka

400 g muesli = 17 kr i SL og 27 kr i Dhaka

250 g smør = 11 kr i SL og 22 kr i Dhaka

375 g pasta = 12 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 dåse hakkede tomater = 9 kr i SL og 12 kr i Dhaka

Konklusion: Dhaka er et dyrt sted at bo for en expat, som har nogle madvaner med fra vesten. Til gengæld er det forholdsvist billigt at gå ud og spise i byen, med mindre man ønsker importeret steak, så kommer man nemt af med godt 200 kr for kødet alene.

Priserne kan variere, og vores område, Gulshan 2, er også dyrere end andre områder i Dhaka og i resten af Bangladesh, hvor man måske slet ikke kan købe disse varer.

Hverdagen

Her har du muligheden for at komme med ud og shoppe i Dhakas kvarter Gulshan 2, hvor vi bor. Billederne er få timer gamle.

Her en af drengene, som sælger bøger til bilisterne, som holder i kø. I det mindste tigger han ikke bare, mens han udstiller sit handicap. Han gør noget, for at tjene til dagen og vejen. Jeg tror nu nok, at hans bøger er kopier, og jeg kender ikke til kvaliteten. Titlerne er nogle af de nyeste. Nogle sælger også Vogue magasiner etc. Jeg kender ikke til, at der findes flotte, større og appetitlige boghandlere i byen. Slet ikke med et større udvalg af engelske titler, som jeg købte en masse af i Sri Lanka.

Her er indgangen til mit "ynglingssupermarked". Han har et absolut fint udvalg og til, ja, byens bedste priser, tror jeg. Han ligger ved Gulshan 2-markedet. For øvrigt er ejeren en flink fyr. Så jeg bærer over med lugten, der kommer af , at netop denne smøge frister mange mænd til at lade vandet.

Til venstre i billedet anes indgangen til en kombineret tekstil- og perlesælger-butik. Her køber mange expats perlekæder. Paradoksalt nok er det således, at jeg kan købe én perlekæde for den samme pris, som fx et glas Nutella. Perler eller Nutella?
Her er jeg så kommet inden for i butikken. I køledisken nederst til højre findes nogle gange Lurpak smør. Jeg mener, at det koster godt 30 kr. for 250 gram.
Så er jeg tilbage i bilen. Denne gang passerer jeg en af de flottere, nyere bygninger, der også findes i byen.
Ledningerne er et "show" for sig.
Lidt mere ledningsshow/sjov/virvar/kaos.
Et andet typisk gadebillede. Som sædvanligt er der ikke mange kvinder at se.
Her er jeg på vej til min - indtil videre - yndlings-porcelæns-sælger. Han bor ned ad en mindre gade her i Gulshan 2. Han er ikke byens billigste, men han har et pænt udvalg og større sortiment, så man i det mindste kan få seks ens krus, hvis det er det, man vil.
Her er så butikken. Sørme om han ikke havde cognac-glas. Det har jeg ellers ledt efter længe. Han sælger også det norske Wik & Walsøe, som jeg tidligere har nævnt her i bloggen.
Håber I har nydt turen, som vel tog jer nogle minutter at læse, mens den i virkeligheden tog mig to timer. Så det var godt, at jeg også nød turen og sådan rigtigt for første gang fornemmede, at jeg vidste, hvor jeg skulle lede efter tingene.

Bagsnag

Bagsnag er et nyt ord, jeg har lært her i weekenden. Ordet dækker over det, der desværre sker af og til her i Dhaka, nemlig at man kommer gående eller sidder i en rickshaw, og så kører der en bil forbi med nogle mennesker, som stikker armen ud af vinduet og tager din taske. Klubbens frisør fik i sidste uge stjålet sin taske med bl.a. hendes frisør-grej. Hun sad på en rickshaw og faldt ned på jorden i forbindelse med "overfaldet". I marts skete det for en af klubbens medlemmer, at hun lige uden for gaten til klubben står og venter på sin chauffør, og vupti kom der lige en bil forbi og snuppede hendes taske. Bilen siges at være hvid. Personerne i bilen er bengalere. De er kun ude efter tasken = værdier, så rådet er at slippe tasken hurtigst muligt. Rådet er måske i virkeligheden ikke at gå med taske, men det er altså lidt bøvlet og have alt sit sportstøj i lommerne. Jeg er begyndt at have min mobil og mine nøgler på mig. Penge behøver jeg ikke at have med i klubben, så pungen lader jeg ligge hjemme. Jeg vil bare her til sidst sige, at dette ikke gør mig/os utrygge. Men der er ingen grund til at udfordre skæbnen, så vi tager bare vores forbehold.

The Nordic Club alias "Klubben"

Jeg skylder jer læsere nogle billeder fra det sted i Dhaka, hvor vi opholder os mest - ud over i vores lejlighed. Jeg tænker på billeder fra klubben, officielt The Nordic Club. Nordic Club ligger for enden af vores vej. Dejligt tæt på. Øverst, ja, faktisk på taget, er der spa afdeling, hvor man kan få massage, pedicure etc. samt blive klippet. På første salen er der træningssal, et bibliotek, et fitnessrum, et teenagerrum, billiard, bordfodbold og et cafeterie. På stueplan er der omklædningsrum, babyrum, restaurant, bar og reception. Hvad der er udenfor kan I se på nedenstående billeder.

Et par gange om ugen er der udendørs aerobic på tennisbanen. Her deltager Stella iført gul trøje, lige midt i billedet.

Her tilskuerne, som måtte stoppe tennisen til fordel for aerobicen.
Her den udendørs restaurant, hvor der månedligt skiftes kunst på væggene.

Køkkenet tilbyder et bredt sortiment af retter til rimelige penge.
Poolen med tennisbanen i baggrunden.
Foran huset er der bordtennis og basketball bane. Legeplads er her også.

I en by med støv, skidt og fattigdom er det godt at kunne fortrække til et sted som klubben. Her kan vi dyrke sport, slappe af, spise godt, møde andre mennesker, ja, komme udendørs. De fleste af os bor jo i lejligheder med air condition. Det er ikke kun udbuddet af aktiviteter, men også at tingene fungerer efter vestlig standard og procedurer, der gør, at man føler sig "hjemme".

Så her tilbringer vi især mange timer i weekenderne. Og jeg tilbringer timer her om formiddagen i forbindelse med træning på tennisbanen og i fitnessrummet. Foreløbigt har jeg haft fem timers tennis og synes, at det er super sjovt.

To ting jeg elsker

God dansk minimælk og A38 er altid godt, ja, i det hele taget mejeriprodukter, herunder især ost, ser vi altid frem til at spise, når vi er på ferie i Danmark. Ellers må vi sige, at vi her i Dhaka ikke rigtigt savner noget mad fra Danmark. Meeeen lige for nylig er der kommet en ny chokolade på markedet i Danmark: Mørk chokolade med blåbær fra Lindt. Gosh, hvor ville jeg gerne sætte tænderne i den. Jeg elsker simpelthen mørk chokolade og blåbær, og så forenet i et Lindt produkt. De her asiatiske lande har næsten kun lys chokolade. En sjældent gang i mellem kan jeg købe noget mørkt chokolade, som jeg kan vælge at betale 40-50 kr. for. Så chokoladen her står øverst på dosmersedlen over mad, der skal købes, når vi kommer på ferie til sommer.