Farvel Dhaka

Tilbage i oktober 2009, hvor vi besøgte Dhaka første gang faldt pigerne pladask for skolen, og Jens ville gerne have jobbet. Dengang var jeg ked af det. For hvad skulle jeg dog i denne grimme by in the middle of nowhere, og i øvrigt var kendt for sine oversvømmelser.

Det overvejede argument for at tage dertil var, at pigerne forhåbentligt ville få nogle gode skoleår i et internationalt miljø. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok skulle finde ud af noget fornuftigt at få tiden til at få med. Og sådan gik det heldigvis. Som Stella sagde til skolens afslutningsceremoni, juni 2011: "This has been the best year of my life". Og så skulle det ovenikøbet vise sig, at Bangladesh har det skønneste vejr fra september til april. Resten af året kan det regne i løbet af dagen og være meget varmt, men jeg har nydt vejret hver dag.

Vi har haft næsten 1½ år i Dhaka, og det har været fantastisk! Byen er ikke blevet kønnere, jeg ser bare ikke det grimme. Den har fået nogle flere og bedre muligheder for expats i form af supermarkeder, restauranter, caféer m.v., hvilket er så godt for byen, så den endelig kan blive lidt storbyagtig. Det bedste ved byen er det internationale miljø. Modsat Sri Lanka og især Kandy er der masser af expats. Expats giver byen liv og luksus, hvilket der skal til for at opveje alle elendighederne. Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan leve længe og intensivt i den by. Det er nok også derfor at man siger, at man skal væk fra byen senest hver tredie måned. Til noget som fungerer og som ikke går i hjertet på dig.

Dhaka har efterladt os dybt berørte på alle måder - menneskene, nye venner, klubben, vejret, skolen, expatmiljøet, lokalmiljøet, fattigdommen, rickshaws en masse... jeg kan blive ved. Hvor var det godt, at vi tog dertil!

Rejsen retur til Danmark

Billederne her er taget klokken 2 tidligt mandag morgen den 20. juni 2011. Vi havde på grund af antallet af kufferter fået lov til at låne en ekstra bil og chauffør. Bilash til højre var vores egen chauffør. 9 kufferter og 6 stykker håndbagage blev det til.

Der var stille i bilen, da vi kørte gennem Dhakas gader for sidste gang. Ingen tårer, men heller ingen smil. Måske en form for afklarethed. I alt fald en accept af situationen.

Rejsen hjem gik som planlagt. Vi fik lidt sved på panden, da vi skulle skifte tog på Københavns hovedbanegård. Det er ikke sådan bare at skifte tog og perron, når man kun er fire mennesker og otte arme til 15 stykker bagage. Havde vi ikke fået hjælp af en venlig DSB medarbejder, havde vi vist ikke nået toget til Jylland.

Sidste dag i klubben

Vejret artede sig okay med både sol og et par byger og nogen og 30 grader, så der blev mulighed for både at spille tennis (ja, Jens vandt over mig), løbe, svømme og hygge. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem og pakkede det sidste og sagde farvel til vores kære Tripti, som har været vores maid siden sidste sommer. Hun er normalt en lidt tough og stolt kvinde, men lige da vi sagde farvel, var hun ked af det.

Dagen blev afsluttet med aftensmad i klubben i godt selskab. Stemningen var heldigvis glad og sjov, ligesom den plejer, slet ikke den der sørgelige undertone, som jeg havde frygtet. Dog fik jeg en lille klump i halsen, da de tre tennistrænere kom over til bordet for at sige farvel. Gosh, dem har vi bare grinet og tilbragt så meget tid med.

Jeg fik spist en sidste skål mango - mums, det vil jeg altid længes efter. Ligesom jeg altid vil længes efter avocadoer fra Sri Lanka... og søde bananer... og søde ananas... ligesom jeg altid vil længes efter følelsen af solen og varmen på min krop... og så meget, meget andet i Asien.

Sidste dag i Dhaka

Klokken er 8 om morgenen, og jeg er den eneste i familien, som er vågen. Det er vores sidste dag i Dhaka. Lejligheden føles tom uden vores ting, og klubben føles tom, nu hvor flertallet er rejst hjem på ferie eller har forladt Dhaka for good. Så det er tiden at rejse for os også. Vi håber på en sidste gang tennis (hvis vejret tillader det) og tager vores sidste middag i aften i klubben. Pigerne skal på skolen en sidste gang. Ellers har vi ikke de store planer ud over at pakke kufferterne selvfølgelig.

Farvel Gulshan 2 marked

Farvel til Gulshan 2s førende "indkøbscenter". Stedet hvor man kan finde alt (det mest mærkværdige) og intet (det mest simple som fx gummibånd). Kun expats fra Dhaka ved, hvad jeg mener med den sætning.
På dette marked har jeg brugt mange penge på perler (jeg har 1 kg perler med hjem denne gang, hvilket er intet mod min veninde hernede, som har præsteret at slæbe 2 kg med til Danmark).
Det bliver måske ikke ligefrem et sted, jeg kommer til at savne. Der er altid VARMT, tiggere og en frygtelig larm fra alle de dyttende biler, der dyster om en parkeringsplads. Og dog er stedet unikt og minder på ingen måde om andre indkøbssteder, jeg kender.

Farvel Gulshan 2 marked, du har været en oplevelse hver gang.

Sommerferie i Dhaka

Vores ting er pakket ned og på vej til Danmark. Jeg har fået sendt et par jobansøgninger. Power Yoga er lukket ned. De sidste Fair trade tasker er købt og videresolgt. Det samme gælder smykker fra Sri Lanka. Der er udsolgt. Den sidste coaching-session har fundet sted. De sidste perler er købt, og den sidste skjorte er hentet hos skrædderen. Jeg mangler at komme forbi lædermanden på fredag efter to kosmetikpunge, og vi har et enkelt farewell party til gode i weekenden, der kommer.

Termometeret viser 34,7 grader, og pigerne har fået sommerferie, så vi planlægger gerne en tur ned i klubbens pool (se billedet, hvor Stella hygger sig i poolen) og tennisbane hver dag. Og så sukker vi af varme og fortæller hinanden, at der skal (fløde-)is til.

Bagefter er det hjem til en skål frisk frugt med de vidunderligste mango, ananas og bananer. Frugtskålen nydes ved spisebordet, mens Stella og jeg pløjer os gennem dansk grammatik. Stella kender de grammatiske betegnelser på engelsk men ikke på dansk. Hun ved for eksempel ikke, at det hedder et udsagnsord og et grundled. Så vi læser dansk på en lidt bagvendt måde, hvor hun først finder ud af hvad det hedder på engelsk, bagefter oversætter hun til dansk og tager den forståelse med, som hun har fra det engelske. Fx hvad et tillægsord er - og så endelig kommer hun til, hvad et tillægsord kan være på dansk. Måske en omvej, men det virker.

Minder

At rejse hører med til en expats liv. Her er et udsnit af familiens boarding-kort/flybilletter fra vores tid i Dhaka. Omkring 100 stk. Ikke et ord om CO2 udslip og kvoter her. Flertallet af dem er Jens'. Jens havde egentlig smidt dem ud, efter at jeg havde taget dette billede, men Stella fiskede dem op af papirskurven. Hun vil gemme dem som et minde. Hun har også gemt adskillelige t-shirts som minde om forskellige arrangementer. Sarina har også minder i form af t-shirts. Hun har nemlig købt en "I love Singapore...Bangkok...Sri Lanka...Kuala Lumpur..."-t-shirt i de byer, hvor hun har været.

Jens' og mine minder er materialiseret i billederne, lædertingene (dækkeservietter, tasker, jakke, pudebetræk og magasinholdere), de få men gode ting, som jeg har fået syet i råsilke samt brugskunst købt under vores rejser i Asien. Dem glæder jeg mig til at have omkring mig i vores hus i Danmark - til at skabe minder.

Ny identitet

Mit navn er Mia Bastrup... Hvad der kommer herefter i præsentationen af mig selv vil ændre sig radikalt her om en lille uge, når hele familien tilmeldes folkeregisteret. I dag er jeg expat (udenlandsdansker), spouse (medfølgende ægtefælle uden arbejdstilladelse), forældre i AIS/D (pigernes skole), og medlem af The Nordic Club (hvilket for mig har været ensbetydende med socialt samvær, råhygge, afslapning, sol, varme og daglig sport).

På tirsdag bliver jeg arbejdsløs dansker, forældre i en, måske to skoler, medlem af SKAT, licensforeningen, forsikringsselskabet, PostDanmark, Telia, Kommunens renovationsafdeling, måske en fagforening, et fitnesscenter, FDM... og ejer af en "self-driven car". Et udtryk der dækker, at man selv kører sin bil. Dét sidste glæder jeg mig til. Min egen bil og min egen cykel. Kun at skulle koordinere med mig selv, hvornår jeg vil køre hvorhen, i en trafik hvis logik jeg bedre forstår.

Lige NU pakkes det sidste ned i kasser

Billederne her er taget for få minutter siden. Homebound er her for at pakke vores sidste ting. Vi sendte tre kasser den 23. maj.

Pigerne har gjort et fantastisk stykke arbejde med at sortere, give væk, smide ud og fordele mellem flyttekasser og kufferter. Sarina har endda prøvepakket sine to kufferter og konstateret, at hun har 28 kg - altså to kilo mindre end hun må. Nu må vi andre se, om vi kan leve op til hendes præcision og undgå overvægt. Stella er jeg ikke nervøs for. Hun rejser altid med meget lidt og har så absolut den mindste kuffert. Jeg er mest nervøs for mig selv. Jeg finder altid liiiiige noget, som skal med i den i forvejen fyldte kuffert. I hører nærmere på søndag, hvor kufferterne skal være pakket sent aften.

På besøg i et af Dhakas mange slumkvarterer

Under en hyggelig aften i går med nogle af vores venner faldt snakken på byens slumkvarterer. Den ene fortalte om en slumskole, som firmaet, Bording Vista, sponserer. Vi måtte svare, at vi aldrig havde besøgt et slumkvarter, dels fordi vi ikke har haft direkte lejlighed til det, og dels fordi det forekommer som en mærkelig tanke, at man sådan går rundt og kikker på elendighed. Men vi blev alligevel nysgerrige og sagde "ja, tak" til en rundtur med hele familien. Det skulle gå hen og blive en oplevelse for livet.
Slumkvarteret ligger kun 1 km i luftafstand fra vores lejlighed. Kort. Det er ½ x ½ kilometer stort og skulle efter sigende rumme ½ mio fattige, som lever under primitive forhold. Omregnet betyder det, at der bor 2 mio mennesker pr. kvadratkilometer - eller sagt på en anden måde 2 mennesker pr. kvadratmeter! Der boede også typisk 4 til 6 personer i hvert "hus", og det var vel 3 x 3 meter. Uanset tallenes rigtighed, så lad mig blot konstatere, at befolkningstætheden var til at se og mærke.
Vi lagde ud med et besøg i en af kvarterets 13 slumskoler. Skolen er støttet af regeringen og sponserater. Det koster 5 taka (=0.034 kr.) pr. barn pr. måned. Der går cirka 250 børn i alderen 5 til 14 år - på treholdsskift. Vi fulgte undervisningen hos første hold, som møder kl. 8 og får fri kl. 10.30, efter at have fået et måltid mad og et glas mælk, som Arla har sponseret. Arla har foræret skolen et års forbrug af mælkepulver, der skal blandes op med varmt vand. Der er tilknyttet tyske læger til området og skolen, hvilket beboerne værdsætter meget højt.
Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at hjælpe med at servere mad og mælk for børnene. Stella og jeg hjalp i det ene klasseværelse. Sarina, Peter og Louise hjalp i det andet klasseværelse. Børn sad stille og ventede høfligt på deres tallerken med mad, og de ventede med at spise indtil alle havde fået.

Efter besøget på skolen gik turen videre til det kvarter, som de bor i. På sin vis kan man sige, at der manglede alt. På den anden side kunne vi konstatere, at de har alt, hvad de har brug for: vand, strøm (omend ustabil som vi andres), købmænd, skræddere, køkkener, senge, legetøj m.v. Det er bare ikke det samme vand, som vores, ikke det samme udbud som vores supermarked, hårde og små senge til mange personer og ingen Iphones.

Herunder en tur ned ad hovedgaden.

Et barn alene hjemme. Mor er henne og vaske op. Barnet sidder på sengen. Ja, du læste rigtigt: Sengen... til 4 til 6 personer.

Her er et andet barn alene hjemme med sin storesøster. Far har sin egen rickshaw.

Endnu et smilende par. Pæne og rene i tøjet.

Et ungt og nygift par i deres fine, nyindrettede hjem med bryllupsgaven (sengetøjet).

Jeg er ikke sikker på, hvad vi havde forventet. Armod. Tristhed. Elendighed i ordets egentlige forstand. Skidt og lort (også bogstaveligt). Det var faktisk det stikmodsatte, der mødte os.

Det var varmt. Sauna-varmt, og sveden løb. Med den varme burde affald lugte helt gevaldigt, men det gjorde det ikke. Der lugtede heller ikke af urin, som der gør nogle steder omkring hvor vi bor. Så når vi så sidder her til aften og tænker tilbage, så er det næsten det modsatte, der præger vores tanker og minder: Rene og storsmilende mennesker, som kikkede nysgerrigt og imødekommende på os. Jeg forsøger ikke at glorificere slumen, men det får én til at tænke, at der i bund og grund ikke skal så meget til, for at være tilfreds med livet.

Se flere billeder her.

På café i Dhaka

De fleste steder i Asien har man en Starbuck for hver 100 meter man bevæger sig. Ja, selv hospitalerne og tandlægerne har liiiige en Starbuck i receptionen. Det er dog overhovedet ikke tilfældet i Bangladesh, hvor caféer først de seneste par år er blevet indrettet i Dhaka. Dhaka har ikke Starbuck. De har Barista, én i Uttara (nord for Dhaka) og én i Gulshan 1. Senest har vi fået en Cream & Fudge Factory, som Sarina ynder at besøge med vennerne.

I april 2011 fik Dhaka en først af sin slags, North End Coffee Roasters. I dag tog Sarina og jeg på inspektion til stedet, og vi blev ikke skuffet. Modsat sit lange og ikke særligt velklingende navn er stedet meget enkelt og hyggeligt.
Der serveres kaffe og latte i forskellige varianter samt varm cacao, kanelsnegle og brownies. Ingen sandwiches eller andet spiseligt. De skulle efter sigende arbejde på at udvide mad sortimentet. Man kan købe kaffebønner og kaffemaskiner, og til august åbner det amerikanske par bag en lillesøster af en café på pigernes skole. Fremragende ide.

I det hele taget skal caféen være mere end velkommen. Dhaka har brug for steder som dette. For som caféens reklame siger: "...great coffee, create great community".

Måske det eneste sted i byen, hvor latten serveres med tulipaner på toppen.
Se engelsk beskrivelse (anmeldelse!) og flere billeder her.

Dhakas mange ansigter

Hvordan er Dhaka? Grim, stor, trist, overfyldt, varm, fugtig, muslimsk, larmende, mandschauvenistisk, fattig, elendigheden selv!? Samtidig er den fascinerende, unik, historisk, solrig, grøn, farverig, smuk og fyldt med smilende mennesker som dig og mig. Den er det hele! Udfordringen består i at SE det og RUMME det. Nogen gange kan jeg ikke rumme den, men det fortæller mere om mig end om byen.

Fordi byen har så mange sider og historier, er den svær at fotografere. Mens vi boede i Sri Lanka tog vi massevis af billeder. I den tid vi har boet i Dhaka har vi stort set kun taget billeder, når vi har været på ferie. For hvad er der at tage billeder af her i byen? MASSER. Men vi har haft svært ved at tage billeder af elendigheden, og af bengalerne, som har taget billeder af os, mens vi tager billeder af dem!

Her på faldrebet inden hjemrejsen ønskede vi os et minde fra byen - ikke bare en taske eller en af deres mange fantastiske genbrugsting. Noget mere meningsfyldt. Så vi har købt fire fotografiere. Vi har fundet to herboende expats, som har forstået og formået at indfange DHAKA.

De tre første billeder er taget af en dansk amatørfotograf, som i den grad har evnen til at få øjenkontakt med de lokale og trække den store historie ind i et enkelt motiv. Vi er hans første kunder nogensinde, men garanteret ikke de sidste. Hans personskildringer er dragende. Faktisk var der mange af hans billeder, som vi var interesseret i, men nogle af dem kunne jeg bare ikke have hængende i mit hjem, for de er for realistiske med alt hvad det indebærer af ansigtsudtryk og omgivelser. Kald mig bare ekskapist.

De to første billeder er fra Old Dhakas slum, men se lige de ansigtsudtryk.

Det tredie, nedenfor, viser et smilende barneansigt, som jeg har set så mange af. Han kigger på mig (!) fra en rickshaw (en pæn af slagsen). Han skal nok sprede glæde i vores hjem i DK.
Det sidste billede her er taget af en finne, hvis billeder primært er motiver fra naturen og af miljøet - uden personer på. Hun har taget dette billede af en mand og lille dreng midt i en ananasplantage. Jeg faldt for billedet med det samme. Måske også lidt fordi at vi har set så mange ananasplantager i Sri Lanka. Dejlige minder.
Med disse fotografier føler vi, at vi har et stykke Dhaka med hjem. Et stykke, der giver os associationer til det mangfoldige Dhaka, som vi gerne vil huske - og rumme.

PS.

Til dem, som bor i Dhaka:

TIVOLI Gallery på Gulshan 2 markedet kan anbefales til at ramme billeder ind. Anbefalingen sker på baggrund af både pris, kvalitet og leveringstid, hvilket ikke er så ringe endda her.

Sidste skoledag

Torsdag den 9. juni 2011 var sidste skoledag for pigerne. Sarina tog konsekvensen allerede fra morgenstunden, da hun valgte ikke at tage mascara på. Stella sov ude og mødte efter eget udsagn frisk og frejdig op til sidste dag. Jeg valgte med vilje at blive væk, så pigerne kunne koncentrere sig om at sige farvel.

Oprydning af klasseværelserne var sket inden sidste dag, så denne dag var til ren hygge, uddeling af kage, gave til lærerne og farvel mellem kammeraterne. Kl. 11 blev der sagt endeligt farvel, da alle lærerne stillede sig op på rad og række uden for skolens hovedindgang - parate til at give knus og kram til hvert et barn. Netop her gik det altså helt galt for Stella. Hun brød helt sammen og græd i skolebussen hele vejen hjem, og videre efter at Jens og jeg havde taget mod hende med op i lejligheden. Jeg ville have sagt ordentligt farvel til buschaufføren og busassistenten, som jeg har hilst på to gange dagligt i dette skoleår. Men Stella behøvede "førstehjælp".

Mange af pigernes klassekammerater er allerede fløjet til deres hjemland på sommerferie. Nogen er dog tilbage, så de sidste "hænge-ud-aftaler" finder sted i disse dage.

Flere billeder fra Stellas store dag

Læs om Stellas store dag her.

Stellas store dag

Billedet: Stella får overrakt sit certifikat af sin lærer.

(Jeg undskylder billedekvaliteten, men vores kamera er gået i stykker, så jeg havde kun min mobil uden zoom).

Der var ceremoni for alle femte klasserne i dag. De har alle bestået femte klasse og er nu klar til Middle School. Stella blev bedt om at komme på scenen sammen med de andre elever, som skal forlade skolen. Her sagde hendes lærer og et par klassekammerater et par ord til hende. Læreren sagde blandt andet, at Stella "is a very hardworking girl and the one who's shown the most maturity growth during the year" En af kammeraterne, en pige, sagde: She's known as The awesome hyper girl and I'd say that it's true". Den anden kammerat, drengen, sagde: "To me you're amazing and you are good at soccer and we will sure miss you on the field". Selv svarede Stella kort: "This has been the best year of my life. Thanks to everybody!" (om så jeg havde haft et kamera der virkede, så havde jeg ikke kunnet se ud af linsen for bare tårer).

Billedet nedenfor: Femte klasserne optræder med Waving Flag som en tak til skolen og lærerne. Under dansen afslørede Stellas ansigt (for mig som kender hende), at hun kæmpede med tårerne, men det blev hurtigt til smil.

Herunder står Stella i midten, forreste række.
Og her med hendes kære, kære lærer fra Canada. We will miss him so much.

T-shirten fik hun i afskedsgave af skolen.

Steen og Stoffer på t-shirten: What if we weren't together anymore? What if aliens come and take you? Or you move away? Or I loose you? You know what, we will NEVER be apart, because you'll ALWAYS be in my HEART!
Herunder er Stella sammen med Rebecca (Tyskland) og Astrid (Danmark).
og her sammen med (fra venstre) Isobel (England), Laura (Schweiz/Vietnam) og Belle (USA).Og her sammen med Samiya (Indien).
Efter denne emotionelle formiddag, var det ren befrielse at skulle spille tennis. Så i 35 graders fuld sol midt på dagen slog jeg det hårdeste jeg kunne til bolden og fokuserede 100% på mine slag, mens jeg slog alle øvrige tanker ud af hovedet. Men følelserne beholdt jeg, for det er et stort privilegium, at ens datter har haft så fantastisk et skoleår, at vi begge i forbindelse med afslutningsceremonien var dybt rørte.

Besøg på en slumskole

Der findes rigtigt mange slumskoler i Dhaka, nogle med meget ringere betingelser end andre. I dag har jeg været på besøg hos en af dem; en af de bedre. Jeg er lige kommet hjem. Jeg har kun været af sted i godt tre timer, og alligevel føler jeg mig fuldstændig udmattet - fysisk, psykisk, følelsesmæssigt, mentalt. Målet var at aflevere Sarinas og Stellas legetøj, som vi tilbage i 2008 tog med fra Danmark.

I Sri Lanka var jeg dybt involveret i et børnehjem. Da vi flyttede til Dhaka valgte jeg det fra, da jeg hellere ville bruge kræfterne på coaching, sælge smykker fra Sri Lanka og Fair trade firmaet Tarango. Men i dag glædede jeg mig til at besøge skolen.

Herunder "vejen" fra gaden og ned til skolen.

Jeg fulgtes med min norske veninde og en expat-besøgende.

Herunder indgangspartiet til skolen.

Skolen har fra Kindergarten til femte/sjette klasse om formiddagen og igen om eftermiddagen. Vi var først sammen med femte klasse.
Her sidder min veninde sammen med nogle af de mindre. Hun arbejder derude én dag om ugen med alt fra indretning over engelskundervisning til fysisk bevægelse (hun er fysioterapeut). Vi synger sange, spiller bold og snakker sammen. Kvinden til venstre i billedet er en af lærerne, som fungerede som tolk. De skal lære engelsk, men de har brug for hjælp til både at forstå og snakke engelsk.
Herunder: Sækken med Sarinas og Stellas brugte legetøj er netop blevet tømt på gulvet.
Noget af Bratz-dukkernes tilbehør blev nøje studeret; for hvad kunne det mon være for en dims?
Jeg måtte konkludere, "at lege" er en universel ting. Piger som drenge kastede sig over legen med dukkerne.
Her har vi ryddet op efter børnene og sat tingene fint op på hylderne. SÅ mærkeligt at se Sarinas og Stellas ting stå dér på dén reol, midt i Dhaka. Men så absolut også en god fornemmelse. Ingen tvivl om, at det vil blive værdsat og brugt.
Et af klasseværelserne
Skolen har ingen air condition, og mens vi var der kom der strømsvigt, så lyset og fanerne i loftet fungerede ikke. Sjældent har jeg svedt så meget. Det er 35 grader i dag, og det er det så også indenfor.
Herunder et nyindrettet bibliotek, som skolen kan takke en expat for. Han er netop fyldt 50 år og holdt en større fest, hvor han bad om penge, som han gav videre til sin kone, som indrettede dette bibliotek til skolen.
Herunder et kort over en verden, som de nok aldrig får at se.

Herunder. Regler for gruppearbejde.

Herunder: Processen for skriveopgaver.
Herunder: "Skolegården".
Tilgængeligt vand for børnene. To gange om ugen serveres der et glas mælk for hver af eleverne. Hver dag får de en banan hver, så skolen sikrer sig, at der er energi til at lære.
Skolen er en offentlig skole, støttet af regeringen, men dybt afhængig af brugerbetaling og donationer. Det koster 10 taka (70 øre) pr. elev pr. måned. Bestyrelsen overvejer at hæve beløbet til 50 taka for at signalere, at hvis man melder sine børn til denne skole, så medfører det forpligtelser for hele familien. Forøgelsen vil også hjælpe skolen, der slås med en varslet hævning af huslejen. Især større skandinaviske firmaer har støttet og støtter fortsat skolen. Finanskrisen har dog gjort, at pengene ikke sidder så løst hos firmaerne, og det mærker skolen tydeligt.

Der er flere spouses, som arbejder på skolen. For ikke så længe siden arrangerede de en bådtur for børnene. En tur de to spouses betalte. Til gengæld fik de tilbagemeldinger på, at det var en af de bedste dage i deres liv. Og netop de ord siger ret meget, synes jeg, for jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke, hvad der mon ville blive ud af disse små, smukke, brunøjede og glade børn, som så ivrigt snakkede engelsk med os. Og som i al forvirringen med alt det nye legetøj kom til at pludre løs til os på bengalsk, mens vi sad på gulvet og legede.

En oplevelse jeg aldrig vil glemme. Jeg er dog ked af, at Sarina og Stella ikke kunne være med.