Alene hjemme

Ja, jeg sidder her helt alene hjemme. Jens og Stella er i Dhaka, hvor Stella er begyndt i grade 5 og synes at stortrives, bort set fra de mange lektier, der hører med. Hun er også begyndt på sin tennistræning igen. Vi har pr. 1 juli ansat en ny maid, Tripti (billede følger, når jeg engang kommer til Dhaka). Det fungerer tilsyneladende storartet mellem hende, Jens og Stella. Hun snakker - modsat vores tidligere maid - engelsk, hvilket gør det hele meget nemmere. Vi kan også sms med hende.

Sarina har for anden gang og siden den 19. august været indlagt på Odense Universitetshospital. Hendes feber har været stigende hen over weekenden til et niveau og en længde, som jeg ikke brød mig om. At falde i søvn med 40 i feber og vågne med 39 i feber er ikke i orden. Derfor røg hun også til CT scanning igen i mandags og til ultralydscanning igen i går, tirsdag. Et par af de gamle bylder er væk. Der er kommet lidt "flere sorte lommer" nogle steder, men det ser alt i alt godt ud, situationen taget i betragtning. En god nyhed denne gang var, at betændelsesaktiviteten i tarmene er stoppet. Den bedste nyhed er, at hun har bakterier i urinen, som hun skal have pencillin for de næste dage. Allerede i dag synes feberen at være faldet.

At feberen falder betyder forhåbentligt også, at appetitten stiger. Hvem tænker på mad, når man har 40 i feber? Sygehusets diætist har givet Sarina et skema og nogle mål for kilojoule og proteiner, som hun skal indtage dagligt. Det forsøger hun så på. Sørme ikke nemt når hun normalt hverken spiser smør, remoulade, mayonnaise, kage, chokolade eller andet fedt.

Personalet på afdelingen er fantastiske til at benytte sig af hendes tilstedeværelse. Hun har ageret forsøgskanin til en speciel maskine, som fysioterapeuterne skulle introduceres til, før patienten kom. Pædagogen har brugt hende som engelsk-dansk tolk for en ung afrikansk og engelsktalende patient. Den ene sygeplejerske har været og spørge, om hun kunne lave nogle nye "faste"-skilte til dørerne. Det har hun så ikke lige nået endnu. I morgen formiddag skal hun prøve at gå i skole med de andre indlagte børn. Og så skulle jeg hilse at sige, at sygehuset har et fantastisk bibliotek.

Vi har i det hele taget meget positivt at sige om personalet og stedet. Selv scanningslægen, som nok kender Sarinas mave allerbedst måtte i går sige: "Jeg vil så gerne hjælpe hende. Det kan jo ikke blive ved". Vedkommende er ren faktisk nok den eneste, som kan hjælpe Sarina, hvis det skulle komme til at skulle ind i hendes mave, men i første omgang håber vi på, at den nye pencillinkur kan gøre det, så han ikke behøver at røre hende.

Vi møder mange skæbner på sygehuset. Heldigvis flyver de fleste jo ind og ud samme dag eller inden for samme uge med en brækket arm pga trampolin (dem er der mange af på børneafdelingen). En gang imellem møder vi dog også andre, som efterlader et nærmest heroisk indtryk. Fx har Sarina delt stue med en jævnaldrende, som pga en medfødt misdannelse har gennemgået mange operationer og slet ikke har haft den sidste endnu. Men fordi alle hendes operationer er lykkedes og har medført forbedringer, så har hun en helt anden tilgang til operationer end Sarina, som jo er blevet dødsens bange for dem. Sarina kan næsten ikke have, at andre end hendes egen læge kigger på hende. Ligegyldigt hvor søde de er. Børnene med cancer ligger på en særskilt afdeling, som vi passerer dagligt. Det sætter også tingene i relief.

Så ja, her sidder jeg alene og føler mig ærlig talt noget amputeret uden mine nærmeste omkring mig. Jeg savner i den grad Dhaka. Troede egentlig ikke, at jeg skulle komme til at sige det, men det gør jeg. Savner at vi er samlet en normal hverdagsaften. Men sådan skal det nok blive igen. En askesky driver før eller siden over.