Sidste nyt om Sarina

I løbet af indeværende uge begyndte Sarina at få forholdsvis høj feber igen om aftenen. Det plejer at indikere, at der er forværrede betændelsestilstande og/eller bylder i bughulen. I går, torsdag, blev vi derfor indkaldt til ultralydscanning på OUH. Endnu engang sad og lå vi der i det kolde røntgenrum med hinanden i hånden, mig med en klump i maven og Sarina med tårer i øjnene. Sarina sagde direkte, at hun var bange for, hvad scanningen ville vise. Jeg svarede, at uanset hvad, så var der jo en løsning på det. Hvis de fandt en eller flere bylder, så ville de måske kunne stikke en syl ind og suge den bakterielle vædske ud, hvilket ville gavne hende. Hvis ikke så ville intet nyt ske.

Der var ingen bylder. På skærmen så vi mindre lommer (som lægerne kalder det) af bakterier, men ikke i så udbredt grad som tidligere, og ingen af dem ville eller kunne de suge ud. Herefter tog de en stak blodprøver og en urinprøve. Lige nu dyrkes især urinprøven med stor opmærksomhed, da den foreløbige test var positiv og måske fortæller, at hun har blærebetændelse. Blærebetændelsen kan godt komme af, at betændelsen fra bughulen kryber ud gennem blæren, hvilket sådan set er godt nok, for ud skal det.

Og så sad vi der i går aftes efter scanning og adskillige test og ventetider på det forskellige. Lidt glade for, at hendes bughule trods alt så så fin ud, og lidt triste, for vi var jo egentlig ikke kommet et skridt nærmere noget - heller ikke et svar på feberen, med mindre det er blærebetændelsen. Jeg fik en lang snak med hendes kirurg. Han har fuldt hende fra dag ét og virker oprigtig optaget af hendes helbred OG trivsel. Selv om tingene går langsomt fremad er hun ikke rask, og hun bliver ved med at tabe sig. Hjemme har vi oplevet, at hun har ondt, og hun skal mere eller mindre presses til at bevæge sig og spise, hvilket ingen af os kan holde til. Desuden er jeg efter research på nettet forvirret på et højere plan over alt det med tarme og mad. Nogen fraråder mælkeprodukter til patienter med maveproblemer, andre fokuserer på proteinindholdet i mælkeprodukter og anbefaler dem derfor stærkt til patienttyper som Sarina. Vi har i den grad koncentreret Sarinas mad omkring proteiner, og hun har fået masser af mælkeprodukter i den seneste uge. Enden på snakken med lægen blev, at vi alle skulle mødes ved næste dags stuegang, altså i dag fredag, og ligge en plan for hendes rekreation.

Planen går i store træk ud på, at Sarina nu er indlagt på OUH for dels opsyn med feberen og dels for spisevægring. Som forældre har vi trukket os tilbage fra behandlingen, dvs. jeg bliver ikke indlagt med hende, jeg kender ikke hendes aftaler med diætisten, og jeg skal ikke bestemme, hvad og hvornår hun skal spise. Blodprøverne fortæller os bl.a., at hendes krop nu er i stand til at optage næringen fra maden via tarmsystemet. Det fungerer altså tilfredsstillende, hvilket jo er fantastisk. Tilbage står så, at Sarina ikke har lyst til at spise, ikke kan mærke sulten, ikke kan tage lugten/duften af mad, totalt mister appetitten, når hun kigger på hendes ynglingsmad på tallerkenen. Dét sættes der fokus på under hendes behandling nu, og det har vi det rigtig godt med.

Igen ved vi ikke, hvor længe hun skal være indlagt denne gang, men det er sådan set også ligegyldigt, bare hun får den behandling og hjælp der skal til, at hun kommer på højkant igen. Et lille lyspunkt midt i det hele var, at vi for første gang hørte hendes læge sige, at hendes tilstand jo ikke er kritisk længere. Yes! Hvor var det sød musik i ørerne. De kan selvfølgelig ikke garantere noget, og ultralydscanningslægen forklarede også, at betændelseslommerne i hendes bughule stadigvæk godt kan udvikle sig og danne bylder, men risikoen er mindre nu.