Sarina opereret for fjerde gang

I går, tirsdag den 31. august 2010, blev Sarina opereret for fjerde gang. Antibiotikaen mod betændelse i urinen slog feberen ned fra 40, men her i weekenden var den gal igen. Høj feber og mavekramper med ufrivillig opkast som følge blev igen Sarinas følgesvende. Trods Sarinas store indsats med at spise, kunne hun ikke spise nok til at tage på. Desuden blev hun mere og mere plaget af et gammelt sår fra hendes tredie operation den 8. juli. Det ville ikke hele.
Sarinas læge planlagde derfor en "pakke-operation" til hende, hvor de ville gøre følgende tre ting: Åbne og rense det gamle sår, lægge en sonde til at "fodre" hende gennem for at sikre vægtstigning, og at ultralydscanne hendes mave med henblik på at finde og fjerne eventuelle bylder, som forårsagede feber og opkast.
Kirurgen fandt en decideret byld ved leveren, som det lykkedes ham at stikke hul på med en kanyle-agtig tingest, tømme for puds, der er sendt til mikrobiologerne, og ligge et lille dræn.
Så nu ligger hun her foran mig i sengen, dagen derpå, med et dræn i sin højre side, et åbent sår midt på maven og en sonde ud af næsen. Kirurgen fandt ikke andet, som var værd at stikke i, hvilket sådan set er godt.
I går var alt i alt en rigtig god dag. Operationen gik som planlagt, og Sarina var i godt humør og sulten efter at have fastet. I nat kom reaktionen så småt. I morges gik det helt galt. Hun var så trist, plaget af smerter og dagen-derpå-ømheder i hele kadaveret. Især sonden har hun klaget over. Hun truede endda med at rive den ud selv. Det har hun gjort før, dog aldrig i protest, kun i overensstemmelse med personalet. Så stue 3 var plaget af gråd og skrig og klager den første del af dagen. Nok mest fordi at hun med dræn og sonde og åbne sår følte sig sparket tilbage. Vi kan alle håbe på og analysere os til, at operationen var det eneste rigtige at gøre for at komme videre, men hver gang er det Sarina, som lægger krop til.
I løbet af dagen er hun blevet fyldt op med sondemad, og hendes humør er steget. Det samme er heldigvis appetitten, som sygeplejersken forsøger at styre, for de skruer hele tiden op for sonde-doseringen, og denne gang forsøger vi at gå helt uden om opkast. Mavesækken skal langsomt stimuleres og udfordres tilpas til at vokse med opgaven: at opbygge Sarinas krop og immunforsvar. For det er lige netop det, som det hele går ud på nu. Nu må vi simpelthen tro på, at fjerde gang er lykkens gang, og at Sarina kan blive rask.