Gensyn med og farvel til Kolding Sygehus

I dag er lidt en milepæl. For i dag besøgte Sarina og jeg Kolding Sygehus, Intensivafdelingen. Det var dejligt at gense de personer, som tog sig så kærligt af Sarina tilbage i juli, inden hun blev overført til Odense Universitetshospital. Egentlig var det rart endelig at skulle ud og sige hej og farvel, fordi vi længe havde snakket om, at det skulle vi selvfølgelig, når hun var rask nok til det. Dermed var et mål nået. Som sædvanlig var de alle søde og imødekommende. Men det gav alligevel et sug i maven på mig, da vi trådte ind på den stue, hvor Sarina lå det meste af tiden under hendes indlæggelse i Kolding. Dér har vi gjort os mange tanker og bekymringer, mens vi lå i uvished om, hvad der skete med hendes krop.

Jeg benyttede lejligheden til at aflevere et brev med kritikpunkter på forskellige praksis til en udvalgt ledende overlæge. Han var ked af at høre, at Sarina stadig er indlagt på OUH her tre måneder efter den første operation for blindtarmsbetændelse i Kolding. Jeg fik desuden lejlighed til mundtligt at spørge, hvorfor kikkerten blev brugt til at operere med til hendes anden operation. Argumentet lød, at med kikkert får man bl.a. en mulighed for at operere mere tredimensionelt end ved åbning af huden, hvor man går ned ovenfra. Jeg lyttede og forstod, hvad jeg de fortalte mig, men jeg må bare konstatere, at den afføring, der blev tabt under operation 1 først blev fundet, da de åbnede Sarina helt under operation 3. Vi bærer ikke nag, og har ikke klaget. Kolding Sygehus har midlertidig selv indbragt sagen til Patientforsikringen, og vi lader juristerne og lægerne dér afgøre, hvorvidt der er handlet korrekt. Ingen kirurger ønsker andet end godt for sine patienter, og de har ville give hende mindst mulige ar. Omvendt gik det bare ikke særlig godt ved Sarina, og hun har i dag cirka 20 cm ar på maven.

En ubetinget dejlig solskinsdag i Danmark, hvor et par punktummer blev sat på vejen tilbage til vores normale liv.