Sidste torsdag aften var pigerne og jeg til musical på skolen, AIS/D. Det jeg først lagde mærke til var, at der blev solgt ting for velgørenhed i forhallen. Det er mere reglen end undtagelsen her på disse kanter. Og det er positivt ment. Da musicalen skulle begynde slog det mig, at jeg var på en amerikansk skole, for folk klappede og hujede, før lyset ramte scenen. Amerikanerne er ikke så forsigtige, kedelige og afventende som os danskere. Der er bare fest fra første øjeblik.
Det tredie der slog mig var, at endelig, endelig skulle jeg overvære en musical, hvor jeg kunne forstå, hvad der blev sagt og sunget. Nu har jeg siddet på skolerne i Sri Lanka og overværet det ene stykke efter det andet, opført af engagerede børn, som jo af naturlige årsager snakkede et engelsk med en accent, der stort set gjorde det uforståeligt. Her kunne jeg ren faktisk følge med.
Sidst slog det mig, at alle musicalens deltagere - helt i skolens ånd - var synlige. Til sidst kom hele gruppen af teknikere og backstage folk frem foran scenen, så vi også kunne give dem en hånd for deres arbejde. Sådan noget er jeg helt vild med. På Sri Lanka kunne vi altid forudsige, hvem der havde hovedrollen, og alle de andre var så bare geder eller ubetydelige "person-kulisser". Herligt at se, at alle fik lov at bidrage og roses for deres indsats.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar