Sarina gør det!

Sidste torsdag kom Sarina til at rive sin sonde halvt ud midt om natten. Den sad fast i sengens rør. Natsygeplejersken måtte rive den helt ud. Som I læste i forrige indlæg HADER Sarina sonden - so do I -, så det var med nervøse trækninger, at vi afventede lægens beslutning. Ny sonde eller hvad? Lægen og børnelægen blev enige om, at Sarina skulle have en chance for at vise, at hun kunne og ville spise. Men Sarina var led og ked af det hele. Ked af de forba... slanger, som forstyrrede hendes nattesøvn, og som hun er nødsaget til at slæbe rundt på. Usikker på at turde tro på, at noget som helst gør en forskel, for kroppen gør jo alligevel som den vil.

Så selv om Sarina med hendes intellekt godt kunne forstå budskabet fra lægerne, så fornemmede jeg stærkt, at det ikke betød handling - altså at spise. Hun ville heller ikke indgå en aftale med lægen om at spise. Sarina kørte nogle alvorlige indre monologer og fandt det frem, som vi kender hende for; nemlig modet og viljen til at gøre noget. SÅ HUN GJORDE DET. Hun bad om en fransk hotdog. Og siden har hun gjort, hvad hun kan for at få energi og tage på. Sågar at spise ren flødeskum, selv om hun ikke bryder sig synderligt om det. Mad er hendes medicin, så hun skal fortsætte med at spise, så hun heler hurtigere og får energi og muskler tilbage. Hvad angår energien hjalp det, at hun fredag fik to poser blod (røde blodlegemer).

I dag har Sarina under stærk overvågning af lægen selv revet sit dræn ud fra bylden (læs billedeteksten). Så hun er "ledningsfri" nu. Dejligt! Det er Sarina selv, som ønsker at rive plaster af, tage dræn og sonde ud etc. Det er hendes spæde forsøg på selv at styre bare lidt omkring sin krop, og hendes læge er heldigvis med på ideen.

Sarina er stadigvæk ikke rask. Feberen har vi ikke set noget til længe, og hendes mave fungerer tilsyneladende, men hun har flere åbne og dybe sår på maven, og faktisk ser det lige nu ud til, at endnu et af de gamle ar er ved at springe op, fordi betændelsen inden under vil ud dér. Det er lidt øv, men så lad da det skidt komme ud.

Vi håber begge på, at hun snart erklæres rask, men vi er nok holdt op med at tro på noget, før vi ser eller hører det, for ja, det er bare nemmest følelsesmæssigt at tackle det, når man ikke tror, at nu er det det. Lige nu frydes vi over, at ledninger og slanger er væk og bevægelsesfriheden tilbage.