lørdag den 12. juni 2010

Sommerferie

Sarina og Stella havde sidste skoledag i torsdags. De skal møde igen i skole tirsdag den 10. august 2010, så det er en lang ferie. Stella var lidt trist, for hun vil gerne i skole. Sarina nyder bare, at hun ikke skal lave lektier hele tiden, så hun hænger ud med sine nye venner, så meget hun kan.

Tidligt, tidligt fredag morgen tager vi flyet til Doha og derfra videre til Kastrup. Min kære veninde i Nyborg har lovet at repetere coaching med mig, så jeg kan blive klar til eksamen - der er både en teoretisk og en praktisk eksamen - tirsdag den 22. juni. Herefter har jeg også sommerferie. Jens kommer først til DK i uge 29.

I sommerferien skal vi dels til København med mormor og morfar og dels en tur i sommerhus i Nordjylland. Pigerne skal en tur alene over til mormor og morfar og bo. Det er blevet et højdepunkt og et must for alle fire. Et must er også besøg hos tandlæge, øjenlæge og praktiserende læge... for slet ikke at glemme frisøren. Mit hår har ikke råbt Gori men Looooonnneeee (navnet på Koldings bedste frisør) længe.

Jeg skal have skrevet en del indlæg til min blog om at blogge, blogguiden, og have designet en hjemmeside til min coaching-tilbud. Og så skal jeg jo have krammet, og kysset og snakke aftener og dage væk med alle de kære venner og familiemedlemmer, som vi har i DK. Lige nu er de bare alle sammen i vores hjerter, men jeg ved af erfaring, at når jeg først står foran dem hver især, så mærker jeg, hvordan jeg har savnet dem. Så kære Danmark, vi er snart på vej.

PS. Maden, åh, den kære mad og lakridserne og den mørke chokolade, den glæder vi os også til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar