fredag den 23. april 2010

Made in Bangladesh

Made in China står der på rigtigt mange ting, men når det kommer til tøj solgt i Europa, så vil I ofte opleve, at der står Made in Bangladesh. Det gør der i alt fald i det H&M-tøj, som pigerne og jeg kom hjem med her i eftermiddags. H&M har fabrikker her i landet, og hovedkontoret ligger her i vores kvarter, Gulshan.
Det hele begyndte med et opslag nede i klubben (se nedenfor). I dag kl. 15-17 blev der holdt lagerudsalg på pladsen foran kontorerne. Prisen var 150 taka pr. del, dvs. 12,50 kr. pr. stk.
Udsalget var kun for expats. At vi er mange expats i byen fik vi til gengæld at se og mærke i dag. Hold fast hvor var vi mange "blegansigter", som først blokerede vejen uden for, inden portene blev åbnet, dernæst rodede rundt i stakkene, mens vi storsvedte i de nogen og 30 grader. Sikke et gedemarked, men vi var forberedte, og fik os en på opleveren.

Efter en god halv times roden rundt med hver vores pose, trak vi os til side og sorterede og betalte.
Det blev til et par trøjer og en sweater til mig, mens pigerne fik fat i nogle t-shirts. Ikke noget usædvanligt fedt, men gode basisting til en lille skilling. En lille skilling, der vel og mærke gik til velgørenhed. Sjovt - og dryppende varmt - at prøve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar