Cementtaskerne

Cementposerne i deres oprindelige funktion.

Jeg synes lige, at I skal have lov til at se et bredt udvalg af cementtaskerne, som jeg skrev om i sidste indlæg.

Herunder: Sådan ser der ud rigtigt mange steder i Dhaka: Cementsække, der ligger og flyder.
Herunder: En sammenklappelig flyttekasse og foran nogle forede tasker til bærbare. Dem er jeg helt vilde med pga deres funktion og gennemførte design.
Rygsække.
Håndtasker.
Pengepunge.

Endnu et nebengeschäft: Salg af cementposer

Fabrikkens showroom.

Jeg har skrevet om dem tidligere her på bloggen: Tasker syet af gamle cementposer. Jeg synes, at de er så fine og anderledes. Da jeg ville købe nogle flere, fandt jeg ud af, at de slet ikke sælges i Bangladesh, og at fabrikken ligger en god times kørsel fra, hvor vi bor. Der var jo ikke andet for end at hoppe ind i bilen og kører derud og spørge, om jeg kunne købe nogen fra lageret. Det måtte jeg godt. Jeg spurgte, om jeg skulle tage hele varelagret med til Nordic Club og sælge dem der. Jo, hvis det ikke var for stor ulejlighed, så måtte jeg da gerne det. Så det gjorde jeg og havde udsolgt efter 1½ time. Jeg tog fabrikkens vejledende udsalgspris for dem, og alle pengene går direkte retur til fabrikken.

Den Fairtrad-stemplede fabrik, der hedder Tarango, producerer tasker og andre ting til hjemmet - udelukkende med henblik på eksport. Dette skyldes ifølge den kvindelige direktør, at deres produkter ville blive kopieret, hvis de blev solgt i butikker i landet. Der er primært tre grupper af produkter fremstillet af henholdsvis sivgræs, cementposer og jute (sækkelærred), og så har de i øvrigt lige en afdeling, der sidder med ler, der er en på vej med syning etc. Typisk asiatisk produktion. De begrænser og specialiserer sig ikke. Tværtimod. Jute ser man overalt her, og det er ret groft. Sivgræs ses også overalt, synes jeg, så ja, det er cementtaskerne jeg er vilde med. Her et link til en af deres engelske sælgere. De sælges også i Tyskland i Europa.

Fremstillingen af tingene sker ude på landet - primært af enlige mødre, nogle med et handicap, andre brødfødede sig tidligere ved prostitution. Kvinderne på landet syr, hvad de nu har lyst til. Varerne transporteres til fabrikken og ender først og fremmest i dette rum (nedenfor), hvor kvinder kvalitetstjekker og færdiggør varerne.

Det virker som om, at kvinderne her hygger sig helt gevaldigt. Jeg tog 8 billeder af kvinden her, men hun kunne bare ikke sidde stille med sit hoved, fordi hun grinede hele tiden.
Lageret, hvor næste sending til Australien står klar.
Her et produkt, en stor pose/vasketøjspose, fremstillet af brugt sejldug - designet til australierne.
I denne systue syes alle cementtaskerne. Der arbejdes 5 dage om ugen, klokken 9-17, hvilket er meget, meget gode arbejdstider for ansatte her i landet. Nogle expats arbejder 6 dage om ugen, cirka 10 timer om dagen ex transport.
Der bliver både brugt nye og gamle cementposer. Her er en af medarbejderne i gang med at klippe stoffet.
Cementposerne på lageret ligger klar til klip og syning. Taskerne sys i røde, blå og grønne.
Kvinden bag det hele. Det er en af mine kæpheste og besøget på fabrikken understøttede blot min mening: Bangladesh har et kæmpe uudnyttet potentiale gemt i sine kvinder, som ville hævne servicen og standarden - og dermed økonomien - gevaldigt, hvis de ellers fik lov og selv tog initiativ.
Fairtrad-stemplet, der blandt andet betyder gode arbejdstider, gode arbejdsforhold, garanti om en mindsteløn samt et månedligt besøg af en læge.
Se mit næste indlæg med varerne, som jeg solgte i klubben.

Rengøring efter branden

Så er malerne i gang med at vaske lofter og vægge ned efter branden. De kan se, hvor de kommer til. Det ødelagte område er fint spartlet op, og alle air con i lejligheden er blevet renset. Søndag og mandag skal der males i stue/spisestue/kontor-området.

Det var lykkedes Jens at få fat i en bengalsk person, som kendte dette firma, som han kunne anbefale - også selv om chefen og medarbejderne ikke taler et ord engelsk. Firmaet her bruger både malertape og rent plastik til afdækning, egne værktøjer og stiger, og det tror jeg roligt jeg kan sige er meget usædvanligt for et firma hernede. Godt nok havde vi bedt om, at det blev sådan, men at det sker er ikke standarden. Kommunikationen klarer vi med kropssprog og simple Tarzan-sætninger.

Vi har haft brand i lejligheden

...men vi har det fint.

Natten til onsdag vågnede vi 1:28 ved en anderledes lyd...røgalarmen. Jeg blev bange, da jeg så, at der var lys under soveværelsesdøren...vejen hen til pigernes værelser. Jens beroligede mig med, at han havde ladet lyset brænde, fordi han skulle op og se håndbold. Jens' afslappethed forsvandt til gengæld, da han åbnede soveværelsesdøren ud til stuen/alrummet, lyden fra røgalarmen slog igennem, og han så flammerne. Arbejdsfordelingen faldt os naturligt: Jens forsøgte at få et overblik og finde vand, mens jeg fik vækket pigerne (Sarina siger, at jeg sparkede hendes dør ind og brølede "Brand". Sådan husker jeg det ikke selv) og guidet dem ned til underboerne. Heldigvis vågnede pigerne med det samme og var helt med på, at de skulle ud af lejligheden med det samme - også selv om de kun var iført nattøj.

På det tidspunkt var vi egentlig begge rolige igen, fordi ilden i sofaen så tilpas koncentreret ud til, at den kunne slukkes. Da jeg kom retur bøvlede Jens gevaldigt med at slukke ilden. Underboen kom til med vand og spand, og jeg begyndte at åbne vinduer og døre i lejligheden. Lejligheden var sort og luften tyk af røg. Følelsen af røgen i halsen og lungerne forbavsede mig. Jeg kunne kun gøre én ting ad gangen i lejligheden, så måtte jeg ud på en af balkonerne og trække luft, og så ind igen og åbne et nyt vindue. Jens og underboen måtte gøre det samme.

Da ilden var slukket, og vi stod på en af balkonerne og ventede på, at røgen lagde sig, fandt vi ud af, at ilden skyldtes en overophedet varmepude. Da vi om aftenen var gået i seng havde vi sat en myggeketcher til opladning i en fordeler. I den fordeler sad desværre også stikket til en varmepude, der lå på vores sofa.

I går var så rengøringsdag. Alle de små ting i lejligheden som bøger, nips, papirer etc. er blevet vasket af og samlet inde i soveværelset. I dag, torsdag, kommer der et hold malere, som i første omgang skal vaske lofter og vægge ned i vores stue/spisestue/kontor-alrum (tre rum, der hænger sammen). På søndag og mandag kommer de og maler. Pigernes værelse og soveværelset ser ud til at kunne nøjes med en omgang rengøring. Røglugten i lejligheden er slem, men skaderne er til at overse.

Da vi tidlig morgen lå i vores senge, med pigerne sovende nedenunder hos underboen, og hjernen begyndte at spille sammen med hjertet kom alle hvis'erne selvfølgelig: Hvad nu hvis pigerne havde været alene hjemme? Absolut ikke godt. Ingen af dem hørte røgalarmen. Hvad nu hvis det var sket på et af pigernes værelser? Absolut ikke godt, for der var ingen røgalarmer (det er der nu!). Hvad hvis vi slet ikke havde haft røgalarmer? Ja, det ved vi så ikke rigtigt, men tilsyneladende absolut ikke godt. Vi er i alt fald lykkelige for, at vi havde det.

Herunder ses, hvordan ilden lige nåede at slikke loftet. Alle lofterne i de tre rum er grå og tilsodede nu. Sarina synes, at det ser sejt ud. Det lugter til gengæld ikke spor sejt, skulle jeg hilse og sige.

VM i håndbold i Dhaka

Vores slingbox i Danmark bliver flittig brugt her under VM i håndbold. Jens står op omkring 1.00 tiden om natten for at se de kampe, som Danmark spiller - direkte. Indtil nu har det været hver en nattetime værd, så godt som de spiller.

Jeg snakker om et teknisk apparat, der står i Danmark og er tilsluttet et fjernsyn. Via en fjernbetjening på skærmen, kan Jens betjene fjernsynet i Danmark og se de programmer, han vil. Direkte. Han kan også betjene harddisken og vores dvd-optager, så han kan optage diverse programmer, som vi så kan se senere. Smart nok. Jens bruger den til at se danske nyheder med og altså især nu, hvor der er VM i håndbold.

Informative links om slingbox:

http://www.allan-bogild.dk/?p=2313

http://digitalt.tv/slingbox-pro

http://connery.dk/slingbox.1985.html

http://www.slingbox.com/go/slingbox

Det hører vi (konstant)

Vores kontor i lejligheden ligger mellem pigernes værelse, hvilket giver os rig (!) mulighed for at følge med i deres ynglingsmusik i øjeblikket. Via mobil apps som Soundhound og Shazam har jeg konstateret, at pigerne hører:

Replay by Iyaz

http://www.youtube.com/watch?v=Gra-IheEBCg

I'm your by Jason Mraz

http://www.youtube.com/watch?v=LHnJGXwr-HU

Rock this party by Bob Sinclar Feat

http://www.youtube.com/watch?v=7re_u5m4wMk

I gotta feeling by The Black Eyed Peas

http://www.youtube.com/watch?v=uSD4vsh1zDA&ob=av3em

Jep, der er gang i den

Youth Party at Nordic Club

I går aftes var der fest i klubben for de unge expats i byen igen. Allerede fra morgenstunden blev tennisbanerne spærret af og forandret til en scene og dansegulv. Herunder ses et af aftenens band til lydtest. Flere bands bestående af unge fra den internationale amerikanske skole skulle optræde. Derudover var der en diskjockey.
Her er festen så i fuld gang. Stella står oppe foran scenen og giver sig fuldt og helt sammen med veninderne. Vi voksne var henvist til at blive hjemme eller holde os helt bagerst i restauranten, da det ikke var vores fest. Jens og jeg tilsluttede os festen ved 21-tiden. Sarina fortsatte til en privatfest.

I aften er begge piger igen inviteret til hver sin fest, så, ja, de skal da ikke klage over, at der ikke sker noget. Expats her i byen er gode til at sørge for at arrangere noget, så der sker noget for såvel voksne som unge og børn.

Booking og besøg

Det er ikke min ynglingsbeskæftigelse at booke flybilletter og hoteller, men jeg vil jo gerne have indflydelse på resultatet, så jeg gør det. Det fylder meget, når vi som i disse år vælger at rejse en del.

Flybilletter tager Jens sig af, mens jeg så sidder og surfer rundt blandt hoteller. Heldigvis er Facebook opfundet. Her smider jeg et spørgsmål til opholdssted i en by ud, og får straks gode tips retur. Den næste gode ting er booking.com, som jeg er helt forelsket i, hvad angår funktionalitet. Mine indtastninger bliver der. Jeg kan vælge, hvilken valuta jeg vil have priserne i. Systemet regner totalbeløbet ud for mig etc. Prøv den selv. FDMs hjemmeside har jeg altid været glad for. Jeg booker ikke via den, men orienterer mig.

Indlægget her kommer sig af, at booking netop har fyldt meget i vores hverdagsaftener siden nytår. Dels er vi så super heldige, at vores venners datter, som også er pigernes veninde, kommer på besøg hos os i februar, og dels er vi super lykkelige over, at mine forældre i julen meldte ud, at de da gerne ville et smut ud og besøge os. Jubiiii, lige mit allerstørste juleønske, som jeg ikke havde turde sige højt, fordi jeg ikke ville presse dem. Det betyder, at der ikke går seks måneder mellem, at vi alle er samlet. Især for pigerne betyder det meget. Nu skal de herud og se deres skole, bo i vores lejlighed, og så har vi planlagt at tage dem med en tur til Thailand.

Pigernes veninde tager vi en tur med til Kuala Lumpur. Bare en tøse-/shoppingtur uden Jens. Hun skal med i pigernes skole og deltage i undervisningen sammen med Sarina, og Jens skal tæske hende i tennis, eller er det omvendt? Så vi har rigtigt meget at glæde os til.

Det er bare så godt at dele vores verden herude med nærmeste venner og familie. Det betyder meget både før, under og efter. Vi glæder os til, at de kommer, og vi glædes, når de er her og deler hverdagen med dem, og så tror jeg på, at det betyder meget, at de har været her, når vi kommer retur til Danmark. Så alt i alt er det jo hver en time foran computeren og diverse søgesystemer værd.

Engelsk versus amerikansk

Sri Lanka er stadigvæk stærkt præget af at have været en tidligere engelsk kolonimagt (det var det indtil 1948). Det ses blandet andet tydeligt i deres skriftsprog. No problem. Det lærte vi hurtigt. Bangladesh er egentlig også en tidligere engelsk koloni (indtil 1947), men de har ikke i samme grad adopteret sproget. Sandsynligvis fordi de ikke er lige så veluddannede. Bedst som vi troede, at vi var ved at lære engelsk, bliver vi forvirrede. For da vi flytter til Dhaka, bliver vi i kraft af pigernes amerikanske skole opmærksom på forskellen mellem ord og stavemåder på engelsk og amerikansk.

Eksempler på forskelle:

Bagage: Luggage (engelsk) = baggage (amerikansk)

Farve: Colour (engelsk) = color (amerikansk)

Smykke: Jewellery (engelsk) = jewelry (amerikansk)

Mor: Mummy (engelsk) = mommy (amerikansk)

Lastbil: Lorry (engelsk) = truck (amerikansk)

Fortov: Pavement (engelsk) = sidewalk (amerikansk)

Benzin: Petrol (engelsk) = gas (amerikansk)

Se, så er det jo ikke nemt at lære engelsk.

Mere om emnet i Wikipedia.

Fattigdom, et emne du aldrig kommer uden om her

På vej til indkøbscenteret så jeg blandt andet dette: Folk som lever langs jernbaneskinnerne. For søren hvor er det altså trist med fattigdom i den her by. Aviserne skriver om, hvordan tiggeriet skal stoppes, og langsigtede løsninger skal realiseres, men jeg tænker bare nogle gange, at det er totalt håbløst. 30-40.000 hjemløse børn i Dhakas gader...! I linket her tales om 700.000 tiggere i landet.

Her de sidste dage har der også kørt en sag, hvor politiet har fanget en "gangster", som har amputeret børns lemmer, for så at skubbe dem ud i tiggeriet...jamen altså, I'm speechless, og det er da helt sikkert bare toppen af isbjerget.

Undskyld, kære læsere, det er ikke pænt af mig, sådan at trække jer med i mine negative tanker, men det her emne kan jeg altså bare ikke lige gennemskue en løsning på. Så jeg er bare så glad for, at der findes en masse dygtige og ihærdige mennesker, som arbejder på sagen.

Dhakas mall: Basundhara

Dhakas mall ligger et godt stykke vej fra vores kvarter, Gulshan, så jeg har ikke lige taget mig sammen til at tage dertil. Ja, egentlig er der sikkert ikke ret langt. Det tager bare lang tid pga trafikken. Ret imponerende med dets otte etager. Meeeen bortset fra et par få butikker, så var der ikke meget at komme efter. I alt fald hvis jeg skal holde det op imod en times kørsel hver vej. De fleste "gader" i de nederste etager så ud som på billedet herunder: sarier, sarier, sarier og hvad dertil høre i lange baner.
Den bedste butik er tøjbutikken for unge, Ecstasy, der også ligger lige rundt om hjørnet af, hvor vi bor. Dog er butikken i Basundhara noget større, renere og pænere...og billigere. Jeg har fået det at vide, jeg har læst det og endda skrevet det her på bloggen; at alt er dyrere her i Gulshan 1 og 2, men i går erfarede jeg det på egen pengepung. Jeg købte før jul en t-shirt i Ecstasy her til 1200 Taka. I går fandt jeg nøjagtigt samme t-shirt til 550 Taka. Der var ikke tale om udsalg.

Nu har jeg efterhånden set imponerende indkøbscentre i Dubai, Singapore, Bangkok, New York, Los Angeles, Las Vegas...Danmark selvfølgelig, og det her center når ingen af dem til sokkeholderne. Men på en eller anden måde viser det bare, at det ligger i Dhaka, for Dhaka er og bliver Dhaka med den udprægede muslimske kultur, der tilsyneladende ikke sådan lige ligger under for at efterligne vestens indkøbsparadiser. Hatten af for det.

Hvad jeg blandt andet lærer af at bo i udlandet

Jeg lod mærke til det, da vi flyttede til Sri Lanka. Nu lægger jeg ikke længere mærke til det. Jeg snakker om at være høflig i sin tiltaleform og fx sige "Sorry". "I'm so sorry", siger jeg, uden at der nødvendigvis er noget at undskylde over, og andre gør tilsvarende over for mig. Det er just a way of speaking. Lige som "Hi, how are you?". "I'm fine, and you?". "I'm fine, too". Ja, det er mange ord sammenlignet med "Godmorgen" eller "Hej", men det tænker jeg ikke længere over. For ordene hører sammen med den hensynsfulde måde, som vi omgås hinanden på. Netop måden vi omgås hinanden på her i Asien har givet mig nogle andre briller at skue danskernes opførsel på. Her i julen var jeg lidt lang tid om at gå over et fodgængerfelt, fordi der var glat. Det fik sørme en billist til at rulle vinduet ned og råbe "Du skulle køres ned!" efter mig. "What???", tænkte jeg bare.

Pudsigt nok modtog jeg i går et link fra min danske veninde, som er udstationeret i USA. Linket er til en artikel af TV2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz. Han har gjort sig tilsvarende tanker om danskernes adfærd. Læs artiklen her (linket fører til facebook).

Power yoga

I dag havde jeg min første power yoga lektion. Vi var i alt 8 og kan være max 10, så det var fint. Det var dejligt for alvor at komme i gang med yoga igen. Løberiet og tennisen bliver jeg bare mere og mere stiv af.

Det er som jeg tidligere har skrevet koldt i disse dage. Ja, faktisk er det midt på dagen koldere inde i lejligheden end udenfor. Når det bliver varmere, så kunne jeg godt tænke mig at flytte undervisningen udendørs til klubbens tagterrasse, ved siden af spa-afdelingen. Jeg er ved at undersøge, om det kan lade sig gøre.

Ellers skal dagen bare gå med at få nogle faglige ting fra hånden, hygge med pigerne med varm cacao og i det hele taget have en hjemmedag.

Det er dét jeg kan lide

I går var en ganske almindelig tirsdag. Nej, det var det ikke, for der er ingen almindelige tirsdage her. Og det er jo netop det jeg kan lide ved at være udstationeret. Én ting er rejserne, der i den grad sætter krydderi på tilværelsen, men som bekendt gælder det mest at alt om at holde af hverdagen (som Dan Turéll sagde).

Dagen begyndte ellers meget, meget koldt. 10 grader. Puhha, det var koldt at vente på skolebussen. Så der måtte lige en ekstra trøje og strømper på kroppen, mens jeg sad ved den bærbare. Det er egentlig rart sådan at kunne tage tøj på, ikke gå og svede hele tiden. Bengalerne selv synes, at det er ekstremt koldt, men de har jo heller aldrig prøvet temperaturer under frysepunktet.

Den første positive overraskelse var en gæsteunderviser på body toning holdet, der var ændret til en time med zumba. Herligt at danse og ryste kadaveret til god musik med gang i den.

Herefter en tennislektion, hvor fokus var på at serve (hvilket bare ikke går ret godt, skulle jeg hilse at sige). Ingen serv, ingen tenniskamp. Det siger sig selv. Så jeg må kæmpe videre, mens jeg heldigvis stadigvæk synes, at det er skægt.

Hjem og spise frokost, denne dag med følgeskab af Jens. Så ud og handle lidt af hvert. Jens har kun én langærmet trøje med, så jeg måtte i "tøjlageret/butikken" Artisan. 750 taka/60 kr pr trøje i god kvalitet med uld, så jeg købte to. Tilbage til den bærbare igen. Vi har gang i flere rejser her i foråret, så en del tid går med at lede efter hoteller og flybilletter. Og så skriver jeg på et engelsk manus om selfcoaching.

I mellemtiden besluttede Stella sig for at mødes med nogle veninder og spise sammen med dem. Sarina besluttede sig for at tage i klubben og spise, mens Jens og jeg kørte på skolen til informationsmøde med forældre til alle tre femte klasser om et afsluttende projekt, som vores børn skal udarbejde hen over foråret. På vejen hjem hentede vi Stella og mødtes med Sarina i klubben.

Dér viste sig at være flere til BBQ aften, så der var løftet stemning og gensynshilsen efter juleferierne. Jens kørte hjem med pigerne, mens jeg tog et glas rødvin mere ,-)

Tirsdag blev en dag med en række af mere eller mindre planlagte aktiviteter og gøremål krydret med impulsive tiltag, så dagen endte med at indholde både noget fagligt, sportsligt og socialt. Sådan sker det heldigvis mange af vores dage, så ja, jeg holder mest af alt af hverdagen i Dhaka.

Endnu et nebengeschäft: Power Yoga

Onsdage kl. 9 i Nordic Club har jeg valgt at tilbyde undervisning i Power Yoga. Billedet viser min plakat, der er hængt op i klubben. Teksten er min. Layout er ved en af de andre spouses, som bare kan det der.

Hvorfor roder jeg nu rundt med yoga, spørger du måske. Først collager, så smykker, indimellem coaching og nu yoga. Fordi jeg faldt for selve det at dyrke yoga i Sri Lanka. Fordi jeg dér fandt ud af, hvor godt min krop har det med at dyrke yoga, og hvor meget bedre en løber jeg bliver af det. Jeg har efterhånden forsøgt mig med forskellige former for yoga, og jeg er absolut for power yoga. Hvis der er for meget "hmmmmmmm", meditation og vejrtrækning over det, så begynder jeg at kede mig. I Nepal prøvede jeg en fantastisk yoga-lærer. En mand med meget kraftfulde øvelser. Dét vil jeg gerne give min krop nogle flere af. Da det ikke er lykkedes at finde en power yoga lærer i byen, må jeg jo selv træde frem.

Så fra på onsdag tilbyder jeg en times undervisning i yogaøvelser, der kører i ét flow, hvor vejrtrækningen blot er et redskab og det er selve øvelserne, der er i centrum. Senere på sæsonen, når varmen kommer, så kan jeg tilbyde Hot Power Yoga. Jeg behøver ikke at varme salen op til 37 grader, som de gør i Danmark.

Jeg håber, at der dukker nogle personer op, som kan få lige så stor glæde ud af sporten, som jeg har. A propos så må jeg nok hellere hen og se lidt nærmere på øvelserne og de engelske udtryk, så jeg kan lære fra mig på onsdag.

Dubai

Foran verdens højeste tårn, Burj Khalifa, på 828 meter. Desværre viste der sig at være udsolgt for adgang til tårnet de tre dage, vi var der.

Vi har flere gange snakket om at besøge Dubai. Efter nytår og på vejen fra Danmark til Dhaka gjorde vi alvor af snakken og tog tre dage i byen. Det skulle vise sig at være for få dage for os til at opleve denne meget anderledes by. En by i skærende kontrast til Dhaka. Dubai er ren, flot, velordnet, imødekommende, serviceminded, har tilsyneladende alt hvad hjertet kan begære og masser af rigdom. Til gengæld fandt vi ikke meget sjæl. Historie fandt vi i de sheikklædte mænd, nogle med op til seks koner.

Meget praktisk at man sådan kan køre gennem byen med 110-120 km i timen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er synd og skam, at man under planlægningen af byen, hvor der sandsynligvis ikke har været økonomiske, miljø- eller pladsmæssige hensyn at tage, ikke har tænkt mere innovativt og miljørigtigt i byplanlægningen. Byen bærer først og fremmest præg af at være bygget i et land, hvor benzinen koster forsvindende lidt. Og af rige folk, som har ønsket hver sin bygning med hvert sit særpræg. Sidstnævnte gjorde dog arkitekturen og helhedsbilledet varieret og interessant. Vi havde behageligt vejr med kølige aftener og varme eftermiddage og jeg tænker, at der må være et dejligt klima meget af vinterhalvåret, men de fleste restauranter synes at være indendøre.
Vi boede i en lejlighed på Four Points By Sheraton. Lækker, lækker lejlighed og hotel tæt på finanskvarteret og Dubai Mall. Byen har ikke noget decideret centrum.
Stuen og spisestuen. Plads var der masser af. Tre badeværelser. Fantastisk rart, når vi har to piger med.
I Dubai Mall har de udover et kæmpe integreret akvarium, to vandfald og så lige en skøjtebane. Herunder ses pigerne i grå trøjer løbe lystigt hen over isen. I dette indkøbscenter så jeg en burkaklædt kvinde komme gående med cirka 10 poser fra forskellige designerbutikker. Ja, hvorfor ikke have noget smart tøj på inden under den sorte dragt?!
Mall of the Emirates måtte vi besøge, for i dette indkøbscenter findes en skibakke. For cirka 250 kr. pr. hoved købte vi to timers adgang til skibakken samt leje af skiudstyr og -tøj. Udmærket skibakker - for der var reelt to bakker, den ene mere stejl end den anden - med absolut god sne. Bakkerne var selvfølgelig ikke så lange, og det var en kold fornøjelse, men rigtig, rigtig skægt. Faktisk er det et godt sted for begyndere. Der var der for resten også to begynderbakker, hvor man kunne lære at stå på ski. Privattimer var der også mulighed for at få.
Her ses vi ved hytten, hvor de serverede varm cacao, men ingen Jægerthe, konstaterede Jens.
Lige uden for skihallen lå denne restaurant med ild i pejsen (=fladskærmen) og tysk-østrigsk interiør. Her spiste vi frokosten, inden Jens - ja, I tror, det er løgn - købte skitøj. Vi kom direkte fra kolde og snefyldte Danmark og flyver til varme Dubai og står på skøjter, løber på ski og køber skitøj!
Den ene dag blev tilbragt ved Atlantis - for enden af Palmen. Her betalte vi den nette sum af 1300 kr. for at tilbringe en dag i et vandland med pool og adgang til stranden. Et lækkert sted med gennemført stil fra yderst til inderst.

Herunder ses broen, der fører den kommende metro fra bymidten og ud til palmespidsen. Vejen til Atlantis går under vandet, så palmen tager sig korrekt ud overfra! Jep, som jeg nævnte tidligere, har der vist ikke været mange økonomiske hensyn at tage undervejs. Når der er sagt A, siges der også B.
Herunder den ene af vandrutschebanerne, der først og fremmest kan beskrives som "et frit fald", hvor man ikke mærker selve banen. I det man glider ud over rampen, falder man ligesom bare ned i et hul - eller rettere ned i kisten, mummiekisten.
Herunder et af poolområderne med stranden i baggrunden.
Herunder ses stranden med det syvstjernede hotel, Burj Al Arab i horisonten.
Vi kunne ikke lade være med at kigge på byen med expatsøjne og spørge os selv, om vi ville synes om at bo her som expats. Stella elsker alt bekvemmelighed og luksus, så hun ville umiddelbart svare ja. Sarina ser mere gennem glamouren og svarer, at det afhænger af skolen. Jens og jeg hæfter os ved, at man vist ikke kan gøre meget ud over at tage i ørkenen eller shoppe i byen. Man er låst i byen, modsat Sri Lanka, hvor vi kunne tage på weekendture i bilen. Det er nok det vi foretrækker, at kunne køre ud i naturen og opleve strand, bjerge m.v.

Byen er fantastisk. Jeg prøvede for første gang i mit liv censorstyret sæbedosering ved en håndvask, et busstoppestedhus med air condition, et løbebånd med integreret TV-skærm, det største mall etc. Fascinerende.

Som jeg indledte med at skrive, så var tre dage ikke nok til os. Jeg ville gerne have haft set det gamle Dubai. Vi ville gerne have været inde i Burj Al Arab, men det krævede et hotelophold eller en restaurantreservation, og vi havde lige spist på det tidspunkt. Ørkensafari blev fravalgt. Og så kom vi jo ikke op i tårnet. Vi ville også gerne have spist aftensmad i Central Village, et restaurantsområde tæt på lufthavnen, hvor man må sidde udendørs og nyde alkohol. Og jeg ville gerne have shoppet MEGET mere.

Tilbage i Dhaka

Så sidder jeg her igen. Her ved vores snedkererede og sortbejdsede skrivebord i lejligheden i Dhaka. Denne gang iført min mors uldsokker og en nyindkøbt fleecetrøje fra Dubai. Termometeret viser 16-18 grader om natten og 23-25 i løbet af dagen. Det er blevet køligt i Dhaka - og i lejligheden, der ikke kan varmes op på nogen måde. Tennistrænerne spiller med huer og to lag træningstøj om aftenen! Som dansker ryster du sikkert på hovedet, men her er det "vinter", og vi skal have ekstra trøjer på. Air condition er slukket. Dejligt at være fri for den summende baggrundslyd. Marmorgulvet er iskoldt. I Dubai snuppede jeg hotellets lette sutsko med hjem. De gør lykke.

Jeg nyder det egentlig. Desværre nyder myggene det også. Der er begyndt at komme flere og flere af dem. Øv for mig, som så ofte bliver stukket af dem. Jeg husker tydeligt fra sidste år, at til februar bliver det helt galt. Først når varmen for alvor begynder at komme til marts, forsvinder de.

Vi landede fra Dubai i går formiddags og har været i klubben nogle gange siden for at hilse på vennerne, som er retur efter ferie alle mulige interessante og dejlige steder, spændende fra Australien over Sydafrika til Brasilien. Klubben er som en åben og levende rejsebog. Indtil videre må jeg sige, at jeg er blevet tiltrukket af det, som jeg har hørt om Sydafrika. Godt vejr, masser af udfoldelsesmuligheder, god mad og super rødvin til ingen penge. Det lyder da som et ferieparadis.

Ellers må vi sige, at vi nyder at være tilbage i hverdagen. Jens er startet på job i dag, og pigerne begynder i skole i morgen. Og jeg skriver blogindlæg igen ;-)