Oplyste Twin Towers i baggrunden.
Fra hjertet af kvarteret, Bukit Bintang.
Pigerne (inkl. Emma) og jeg netop er kommet hjem efter en forlænget weekend i Kuala Lumpur (ca. 1,3 mio indbyggere) med shopping og hygge som primær beskæftigelse. Jeg har fået en decideret shoppingskade, en fibersprængning i højre skulder af at bære varer hjem til hotellet!
Vi boede på Swiss Garden Hotel i udkanten af det kvarter, der hedder Bukit Bintang - kvarteret hvor det sker både med hensyn til shopping, restauranter og nattelivet. Vi var en tur igennem KLs svar på Chinatown, men det var en skuffelse. Ikke særlig kinesisk, blot ét stort salgsområde for kopivarer, hvor sælgerne overfaldt os. Derfra videre til en af Sydøstasiens største moskeer, hvis store hal kan rumme 8000 bedende. Over halvdelen af Malaysias befolkning er muslimer, og moskeerne i KL er imponerende flotte bygninger, konstaterede vi. Desværre var moskeen lukket for "non muslim visitors" på det tidspunkt, hvor vi ankom, så vi fik ikke set bygningen indefra.
Generelt er min erfaring, at man ikke på samme måde som i Europas og USAs storbyer kan være kulturelle, når man besøger asiatiske storbyer. De tilbyder i højere grad shopping og underholdning end museer af høj standard og opera og teater forestillinger. Ligeledes med KL.
Vi valgte at købe billetter til gangbroen mellem KLs varetegn, Petronas Twin Towers. Malajerne ynder selv at kalde dem for verdens højeste tvillinge tårne. Tårnene er 452 m høje. Gangbroen, hvis egentlige formål er at fungere som ekstra udgang i nødstilfælde, befinder sig i 170 meters højde. Til nyankommere til KL vil jeg snarere anbefale at betale lidt ekstra og så tage turen op i Menara KL Tower, der i 420 meters højde giver mulighed for en 360 graders udsigt samt en frokost eller middag.
Vi indledte vores shopping i Twin Towers mall, men dér var altid hundedyrt. Vi ledte efter en H&M, men erfarede, at det havde byen ikke. I stedet blev vi af en H&M medarbejder fra Dhaka, som vi mødte i KL, henvist til Uniqlo. Bid mærke i dette mærke, for det skal nok være at finde i mange storbyer inden for de næste år, er jeg sikker på. Næste butik åbner i Bangkok til september. Uniqlo er et "new-style" japansk firma, der producerer og sælger basistøj i god kvalitet og til rimelige penge for mænd og kvinder. PS. Noget af deres tøj produceres i Bangladesh. De har tydeligvis deres helt eget koncept, hvor tingene er arrangeret sirligt og efter en helt specifik orden i butikken. På en eller anden måde typisk japansk, tænker jeg, uden at jeg i øvrigt ved hvad jeg snakker om. Medarbejderne render storsmilende og totalt servicemindede rundt, mens de på skift eller i kor - cirka hvert andet minut - råber: "Welcome to UNIQLOOOOO" (med let japansk accent og i højt stemmeleje). Her shoppede vi i flere timer den første dag, vi var der. Næste dag måtte vi lige forbi igen ;-)
Vores nøgleord for KL: Frodigt, masser af grønt mellem husene. Ufattelig mange feminine mænd. Ikke så trendy og "renskuret" som Singapore, men billigere. Ikke så billig og dejlig kaotisk som Bangkok. KL er midt imellem de to nabo-storbyer. God shopping. International stemning med masser af nationaliteter, hvor 58% er malajere/muslimer, 27% er kinesere og så ellers en del indere og andre. Flot flag. Pænt varmt. Gode til at tale engelsk. Venlig befolkning. KL egner sig helt sikkert til en forlænget shopping-spise ude-weekend, for man kan tilsyneladende få det hele. Rødvin og spiritus er dog dyrt i indkøb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar