En ny uge venter

En ny uge venter med alt fra ordre til Tarango, færdiggørelse af artikel, one-to-one coaching, teamcoaching af trænerne, mit første frisørbesøg i byen, og en sidste tennistime med den svenske tenniscoach, som har været på besøg i klubben de sidste fire uger. Og så skal jeg først og fremmest have arbejdet på marketing af den store smykkeaften den 9. marts, hvor Charlotte fra Sri Lanka igen vil være i byen og sælge sine designs. Alle opgaver og projekter får ivrigheden frem i mig, så jeg vil gå ind under myggenettet og dynen og gemme mig i drømmeland, så jeg dels slipper for myggene (der igen er ved at drive mig til vanvid. Kan de da for pokker ikke se, at jeg er optaget af at blogge og ikke har tid til at blive irriteret af åndssvage gravide hunmyg og deres stikken?), og dels kan være frisk og udhvilet til en spændende uge.

Kort karriere som posedame

Efter skolens julebazar, hvor jeg opdagede taskerne fremstillet af gamle cementsække, har jeg rodet mig mere og mere ind i salg af varer fra den Fairtrade stemplede fabrik Tarango - helt frivilligt, fordi jeg i den grad synes, at jeg kan stå inde for dem. I formiddags - efter afsked med Sarina - gik turen til klubben, hvor vi var to damer, som havde arrangeret salg af poser, punge, dækkeservietter, tasker m.v. fra fabrikken. Salget begyndte kl. 11. Kl. 11.30 havde vi udsolgt!!! Salget var faktisk sat til at slutte kl. 13, så vi ringede til fabrikken og bad om forsyninger. De kom, og en god times tid senere måtte vi næsten melde udsolgt igen, og jeg havde en ordreliste, som jeg skal hen og ekspedere nu her.

Efter dagens indsats kunne jeg overrække 160.000 Taka (svarer til 12.200 kr. og til et salg af omkring 400 enheder) til en noget rørt og forbavset direktør og produktionsleder. For en dansker lyder det måske ikke af så meget, men 160.000 Taka er en pæn klat penge på disse kanter. Pengene skal bl.a. gå til etablering af et sundhedsprogram for de mange enlige mødre/kvinder, som arbejder for og på fabrikken.

Desuden ser det ud til, at det lykkedes at få to lande interesseret i at ordre og sælge disse produkter, som jo egentlig kun er beregnet på eksport, men som vi ekstra ordinært havde fået lov at sælge til expats. Firmaet ønsker ikke at sælge til forretninger i Bangladesh, fordi de frygter kopiering af varerne. Hvilket jeg så udmærket kan følge. Om få måneder vil det såmænd også være muligt at købe cementtaskerne i Kolding, hvor min kære veninde Hanne vil sælge dem i sin netop nyåbnede café, Refugiet.

Nu er det lørdag aften, og weekenden er opbrugt. Det har været en god weekend i velgørenhedens tegn. En dejlig weekend. Jeg sidder her og tænker, at der skal så ufattelig lidt til at gøre en forskel. En interesse, en ide, noget kommunikation, marketing og så ellers handle.

Farvel og god tur til Sarina

Fra i formiddags: Syvende klasser samles i skolens forhal inden afgang til lufthavnen.

Natten mellem torsdag og fredag tog Emma og jeg til lufthavnen, hvor jeg meget mod min vilje måtte sige farvel til hende. Hvor er de knap to uger, hvor hun har været en del af familien, gået hurtigt. For vores skyld kunne hun godt være blevet, gået på skolen og bare levet sammen med os.

I formiddags kom så turen til afsked med Sarina, som er taget til Thailand sammen med alle de andre syvende klasse elever (svarer til tre klasser). Nogle timers kørsel fra Bangkok, langs Kanchanaburi-floden og midt i junglen, skal hun de kommende fem dage bo i telt, padle, svømme, sejle i kajak, vandre, høste thailandske afgrøder, lære at lave thaimad og sikkert meget andet. Det bliver spændende at høre om.

Så nu er lejligheden på to dage blevet to teenagere fattigere. Hm, så stille her er.

International Food Fair på skolen

Èn gang årligt afholder pigernes skole salg af de forskellige landes madspecialiteter. De kalder dagen for International Food Fair-dag. Pengene går til...gæt tre gange: nemlig velgørenhed. Med 52 nationaliteter repræsenteret på skolen bliver det til lidt for mange boder. Nogle af landene er derfor samlet. For eksempel Italien, Frankrig og Spanien sammen, de latinamerikanske lande sammen, og de nordiske lande som en enhed. På billedet herover er mødre fra Danmark, Sverige og Norge samlet til planlægningsmøde.

I Sri Lanka var vi danskere kendt for at være meget præcise med hensyn til tidspunkter. Her i byen er mit indtryk, at vi er kendte for at være meget strukturerede og effektive. Jeg skal da også lige love for, at vi - til trods for repræsentanter fra tre forskellige skandinaviske lande og uden større kendskab til hinanden - var enige om, at et godt møde består af et mål, en dagsorden og en tidsplan. Ren fornøjelse af opleve modsat alle de der "lalle-snikke-snakke-møder", som jeg nogen gange deltager i.

Mødets første spørgsmål: Hvilket sprog taler vi? Nordmændene kan forstå både danskere og svenskere. Svenskere og danskere forstår til gengæld ikke så godt hinanden. Vi blev enige om at forsøge os frem på Skandinavisk. Personligt synes jeg, at det er anstrengende at skulle forstå hinandens skandinaviske. Jeg foretrækker engelsk, men nu er jeg heller ikke født med sprogøre.

I går, fredag den 25. februar 2011, var så dagen, hvor vi mellem kl. 13 og 16 stillede op på skolens græsplæne sammen med alle de andre lande og solgte af vores mange forskelligartede kager. Vi besluttede at indrette en udendørs café og udelukkende sælge kager fra de nordiske lande. Det viste sig at være en god ide, da ikke mange af de andre havde sødt med.

Herunder står Sarina i boden.
Stella stod der også.
Flere af Sarinas jævnaldrende og venner stod i boden. Det er ret godt, at de er så mange jævnaldrende, og at de har det så godt sammen. A propos sprog, så snakker de stort set kun engelsk med hinanden.
Brunsviger... mmm, jeg måtte købe tre stykker. Bare for at støtte projektet.
Norske kagemænd.
Sådan så skolens græsplæne ud.
Pippe Langstrømpe - eller Pippi Longstockings, som hun hedder på engelsk - var selvfølgelig med os.

Sri Lanka var der.
Japan mødte op med det lækreste sushi.
Bangladesh havde deres variant af Rice and Curry.

Afrikan havde en festlig bod og optrådte selvfølgelig med "This time for Africa", så alle vuggede med.

Jeg er vild med disse arrangementer, hvor forskellige dufte, lugte, sange, danse, udsmykninger, sprog blander sig på kryds og tværs og danner en god stemning. Det er da oplagt at lade de mange kulturer præsentere sig ved smagsprøver og lade pengene herfra gå videre til velgørenhed.

En mærkelig historie

I sidste uge skete der noget yderst mærkværdigt og kedeligt på pigernes skole. Der var et team af lærere, som tog afsted med skolens tennishold til Indien. Ved ankomst til New Delhi lufthavn bliver den ene af lærerne bedt om at følge med et par uniformerede mænd, da der var noget med hans papirer. Det var så sidste gang, at eleverne og kollegaerne så ham. I dag sidder han arresteret i Indiana i USA og skal for retten for en 22 år gammel mordsag, hvor han er hovedmistænkt. Han har i samtlige år været på Interpols liste over de 100 "most wanted". Han har figureret på listen her.

Der er bare lige det ved den her historie, at den handler om en bengalsk mand, som Sarina og jeg kender som usandsynlig sympatisk, energisk, sød og desuden en uhyre dygtig matematiklærer med et tilsyneladende medfødt pædagogisk talent. Sarina har både sidste år og i år haft ham i matematik, og det var hendes ynglingslærer.

Det vi ved er, at han ganske rigtigt befandt sig i Indiana for 22 år siden og var involveret i mordet. Vi ved også, at han flygtede til Bangladesh, hvor han tog navneforandring, giftede sig og fik to børn, som i dag henholdsvis arbejder og går på skolen. Han har egentlig ikke gjort noget for at skjule sig, for han har deltaget i utallige ture med skolen ud og ind af mange af de asiatiske nabolande til Bangladesh.

Tilbage sidder vi her og forsøger at få - for os at se - to forskellige puslespil til at være ét. Skaden er nok størst i forhold til alle de unge mennesker, som havde tillid til ham, troede på "den gode lærer" og som holdt af ham.

PS. Og så skal jeg vist lige fortælle, at Indiana praktiserer dødsstraf.

På sightseeing i Gulshan 2

Emma og jeg tog en tur på gåben og senere i rickshaw i shoppingområdet tæt på vores bolig.

Der er på mange måder langt fra Kuala Lumpurs shoppingmalls til Dhakas indkøbsområde, Gulshan 2. Men ifølge Emma har Gulshan 2 sin egen charme. Dog er hun ligesom jeg dybt irriteret og generet af al den unødvendige dytten, der hersker i et trafikalt kaos, hvor bilister og andre trafikanter bare kører frem med hornet i bund som et tegn på, at de gerne vil videre!

Herunder ses et splinternyt sæde til en rickshaw.

Her "boligerne" på første parket med direkte vandudsigt.
Og så var Emma lige forbi lædermanden og hente alle gaverne, meeen dem kan jeg desværre ikke vise her og nu, for hendes familie læser med. Jeg kan afsløre, at Emma var godt tilfreds med både kvaliteten og designet.

Forlænget weekend i Kuala Lumpur, Malaysia

Er du til gadekøkkener, så er Jalan Alor stedet. Her frisk fisk. Choose yourself.
Oplyste Twin Towers i baggrunden.
Fra hjertet af kvarteret, Bukit Bintang.

Pigerne (inkl. Emma) og jeg netop er kommet hjem efter en forlænget weekend i Kuala Lumpur (ca. 1,3 mio indbyggere) med shopping og hygge som primær beskæftigelse. Jeg har fået en decideret shoppingskade, en fibersprængning i højre skulder af at bære varer hjem til hotellet!

Vi boede på Swiss Garden Hotel i udkanten af det kvarter, der hedder Bukit Bintang - kvarteret hvor det sker både med hensyn til shopping, restauranter og nattelivet. Vi var en tur igennem KLs svar på Chinatown, men det var en skuffelse. Ikke særlig kinesisk, blot ét stort salgsområde for kopivarer, hvor sælgerne overfaldt os. Derfra videre til en af Sydøstasiens største moskeer, hvis store hal kan rumme 8000 bedende. Over halvdelen af Malaysias befolkning er muslimer, og moskeerne i KL er imponerende flotte bygninger, konstaterede vi. Desværre var moskeen lukket for "non muslim visitors" på det tidspunkt, hvor vi ankom, så vi fik ikke set bygningen indefra.

Generelt er min erfaring, at man ikke på samme måde som i Europas og USAs storbyer kan være kulturelle, når man besøger asiatiske storbyer. De tilbyder i højere grad shopping og underholdning end museer af høj standard og opera og teater forestillinger. Ligeledes med KL.

Vi valgte at købe billetter til gangbroen mellem KLs varetegn, Petronas Twin Towers. Malajerne ynder selv at kalde dem for verdens højeste tvillinge tårne. Tårnene er 452 m høje. Gangbroen, hvis egentlige formål er at fungere som ekstra udgang i nødstilfælde, befinder sig i 170 meters højde. Til nyankommere til KL vil jeg snarere anbefale at betale lidt ekstra og så tage turen op i Menara KL Tower, der i 420 meters højde giver mulighed for en 360 graders udsigt samt en frokost eller middag.

Vi indledte vores shopping i Twin Towers mall, men dér var altid hundedyrt. Vi ledte efter en H&M, men erfarede, at det havde byen ikke. I stedet blev vi af en H&M medarbejder fra Dhaka, som vi mødte i KL, henvist til Uniqlo. Bid mærke i dette mærke, for det skal nok være at finde i mange storbyer inden for de næste år, er jeg sikker på. Næste butik åbner i Bangkok til september. Uniqlo er et "new-style" japansk firma, der producerer og sælger basistøj i god kvalitet og til rimelige penge for mænd og kvinder. PS. Noget af deres tøj produceres i Bangladesh. De har tydeligvis deres helt eget koncept, hvor tingene er arrangeret sirligt og efter en helt specifik orden i butikken. På en eller anden måde typisk japansk, tænker jeg, uden at jeg i øvrigt ved hvad jeg snakker om. Medarbejderne render storsmilende og totalt servicemindede rundt, mens de på skift eller i kor - cirka hvert andet minut - råber: "Welcome to UNIQLOOOOO" (med let japansk accent og i højt stemmeleje). Her shoppede vi i flere timer den første dag, vi var der. Næste dag måtte vi lige forbi igen ;-)

Vores nøgleord for KL: Frodigt, masser af grønt mellem husene. Ufattelig mange feminine mænd. Ikke så trendy og "renskuret" som Singapore, men billigere. Ikke så billig og dejlig kaotisk som Bangkok. KL er midt imellem de to nabo-storbyer. God shopping. International stemning med masser af nationaliteter, hvor 58% er malajere/muslimer, 27% er kinesere og så ellers en del indere og andre. Flot flag. Pænt varmt. Gode til at tale engelsk. Venlig befolkning. KL egner sig helt sikkert til en forlænget shopping-spise ude-weekend, for man kan tilsyneladende få det hele. Rødvin og spiritus er dog dyrt i indkøb.

Et års dag

I dag har vi boet i Dhaka i et år. Unbelievable.

Vi besøgte byen i oktober 2009. Beslutningen om at flytte hertil var svær for især mig. Jens havde et spændende projekt at kaste sig over her. Pigerne faldt pladask for skolen, mens jeg slet ikke kunne se, hvad jeg skulle foretage mig i denne grimme, grimme millionby langt fra hav og strand. Da var det, at jeg fik ideen om at læse til coach og fungerer som coach i Dhaka. Hold op hvor er jeg glad for, at jeg valgte at bliver certificeret coach, og at vi valgte Dhaka til.

Et af Jens og mit tunge argumenter for at flytte til byen var, at vores piger ville få undervisning på den amerikanske internationale skole. Være en del af et internationalt miljø, at tale amerikansk dagen lang. To ting, som Sri Lanka aldrig rigtigt gav dem. Skolen har vist sig fuldt ud at leve op til førstehåndsindtrykket fra dengang.

Så sent som i dag viste Stella Emma rundt, og Emma gav udtryk for, at hun kunne mærke den gode atmosfære, venligheden og det afslappede miljø - uden at det overhovedet tenderer laissez faire.

På vejen hjem fra skolen skulle jeg handle lidt mælk og juice - og pludselig stod jeg der midt i supermarkedet med en juice, hvis holdbarhedsdato gik ud over den tid vi har tilbage i Dhaka. Da gav det lige et lille stik og øv i hjertet. Ikke at jeg vil ændre vores beslutning om at tage hjem til sommer; den står fast. Når vi når sommer kan det også være, at jeg slet ikke kan vente, men lige i dag vil jeg blot nyde, at vi er her, og at vi har godt fire måneder tilbage.

Tre piger, som hygger sig

Emma har været på besøg hos "lædermanden" i dag med en længere liste over ting, han skal producere. Og så har hun været på pigernes skole og deltage i atletik-undervisningen efter skoletid. Nu er det lektietid for tøserne. Jeg fik dog lige lov til at låne dem et øjeblik, så jeg kunne tage et billede til indlægget her.

PS. Her har I samtidig chancen for at se Sarinas nye frisurer. Hun var ved frisør i 2½ time (!) i sidste uge.

Stellas klasse, AIS/D, januar 2011

Øverst: Læreren fra Canada. Super, super lærer, skulle jeg hilse og sige fra Stella: "He's so awesome". Jens og jeg er også "vilde" med ham.

Stående fra venstre: Holland/Indonesien, Bangladesh, Frankrig, Korea, DK, Indien, Indien, Indien, Japan.

Siddende fra venstre: Korea, Egypten, ?, Indien, Bangladesh, Australien, England, DK, Tyskland/Argentina.

18 elever og 1 lærer. 15 nationaliteter.

Så kom hun endelig...

Emma landede med stort smil i formiddags. Forbavsende frisk og har kørt igennem dagen uden at sove indtil nu her til aften, hvor øjnene begyndte at klø for meget. Her er Sarina og Emma krybet til køjs. Godt gemt under myggenet, så de kan sove i fred. Stella var faldet i søvn på det andet værelse.

Emma har været med til slagteren, i supermarkedet, i klubben og spise frokost og sole og svømme i poolen. Der er blevet synget Wii-karaoke og lavet lektier. Fantastisk at se "sin by" gennem nye øjne, især når de ser så positivt på det hele.

Besøg på porcelænsfabrik

I dag, lørdag, tog vi en mindre delegation fra klubben afsted til porcelænsfabrikken Shinepukur, der ligger cirka 2 timers kørsel fra vores kvarter. En lidt hård tur efter en fornøjelig nat med alt godt til ganen af spiseligt og drikkeligt. Jeg har tidligere skrevet om porcelænindustrien her i Dhaka og i Sri Lanka. Lad mig afsløre, at det var et rigtig interessant besøg.
Step 1. Porcelænsler direkte importeret fra Kina. Ligger her i pølser, klar til at blive skåret i skiver.
Ham her former lige en tallerken af en skive ler.
Hende her former kanten på koppen.
Der sættes hank på koppen.
Her formes tepotter. Formen fyldes med flydende ler og tørrer på 20 minutter.
Sådan ser formen ud indvendigt.
Resultatet.
Ham her "maler" porcelænet ved at dyppe porcelænet (og armen) ned i en baljefuld maling. Herefter kommer det i en ovn for anden gang.
Disse kvinder dekorerer porcelænet.
Dekorationen sker ved brug af vandmærker eller hvad sådan nogle hedder.
Så skal det i endnu en ovn - for tredje og sidste gang.
Herfter pakkes det. Alt i alt en produktion, hvor mange led involverede flere mennesker end maskiner.
Klar til eksport.
Her et lille udsnit fra det norske design Wik & Walsøe.
Showroom. Jeg købte en Wik & Walsøe vase samt nogle tilhørende små skåle. Jeg kunne have købt hele sæt til absolut ingen penge. Helt sindssygt billigt, men jeg står bare ikke lige og mangler et stel til 24 personer. Desuden skal det jo til DK på et tidspunkt, så jeg besindede mig.

H&M udsalg igen

Så har jeg været til H&M udsalg igen. Same procedure as last time. Resultatet: En posefuld med basistrøjer. Pris: Cirka 200 kr. I begyndelsen var tøjudsalgene noget forvirrende - især H&Ms hvor tøjet ligger i bunker på borde, uden noget som helst system -, men nu hvor jeg er blevet mere rutineret, går det nemt og forholdsvist hurtigt med at samle til mig, sortere, betale og komme ud igen - smilende.

Mere cricket

Vi oplevede det i Sri Lanka i forbindelse med afslutningen på borgerkrigen: At landet sådan uden videre tilføjes en nationaldag. Den gang skete det med to dages varsel. Nu oplever vi det igen. Den bengalske regering har netop udråbt den 17 februar som nationaldag, fordi det er denne dag, at Cricket World Cup åbner!!! Jeg kan ikke finde ud af, om det kun er i år eller for altid fremover, men det er nærliggende at tro, at de simpelthen gør det, for at fodboldholdene overhovedet kan komme frem til stadion. Trafikken er jo håbløs her i byen.

Bangladesh har i forvejen 23 helligdage om året og et uvist antal Hartal-dage (strejke-dage). Danmark har til sammenligning 11 dage, hvis man tæller dagen efter nytårsaften med. Det høje antal af helligdage skyldes bl.a. at de tager de vigtigste helligdage fra flere religioner, så skal det jo løbe op. Det er ikke nemt at være arbejdsgiver her og skulle planlægge en produktion.
Ved åbningsceremonien den 17 februar vil Bryan Adams synge. Han bliver den eneste vestlige kunstner, der optræder. Ceremonien vil alene via tv kanalen ESPN blive broadcastet til 200 mio mennesker.

Blokering af blogspot?

I snart to uger har jeg ikke kunne komme ind på bloggen og skrive. At I har fået indlæg og får dette indlæg skyldes udelukkende, at jeg kan låne Jens' computer og gå på en dansk internetudbyder. Jeg har bedt forskellige personer teste, hvorvidt de kan komme ind og se mine blogs. Dem i Dhaka, under én bestemt internetudbyder, kan ikke. Dem i DK kan godt. Jeg har så selv testet nogle andre blogs, der bruger samme system som mig. De blogs kan jeg heller ikke komme ind på, så nu forsøger vi at gå til vores internetudbyder og få dem til at undersøge, om der er tale om blokering af blogspot.com.
Jeg plejer at skrive, at I nok skal høre nærmere. Det skal I også nok, jeg ved blot ikke hvornår jeg får mulighed for at komme på og skrive til jer igen. Forhåbentligt varer det ikke længe. Ellers er jeg til at få fat i på Facebook eller mia.bastrup@gmail.com

En aften i coachingens navn

Billede: Invitation skrevet på mit nye brevpapir ;-)

Mandag aften gav jeg en introduktion til coaching for et mindre antal personer. Arrangementet skulle have været afholdt på den amerikanske skole (pigernes skole), men den aflyste pga Hartal (strejke). En af vores venner tilbød sit firmas mødelokale til afholdelse af introduktionen.
Bagefter kunne jeg overhovedet ikke huske, hvad jeg havde sagt. Jeg var blot tilfreds med følelsen af at være kommet af med de rigtige budskaber og viden om coaching. Jeg har fået positiv feedback og opmuntring om at afholde et aftenarrangement i klubben. Det vil jeg gerne - alt hvad der har med coaching at gøre, involverer jeg mig gerne i. Men det må blive i april, for i marts kommer designeren, Charlotte, fra Sri Lanka, og vi skal afholde smykkeaften igen.

Interkulturelt Flamingo arrangement

Flamingo i Dhaka? Why not?
Lørdag aften var der interkulturelt Flamingo arrangement i klubben. En af medlemmerne er en fantastisk dygtig flamingodanser, og hun underviser flere hold om ugen i klubben. Denne aften var der dels optræden ved Flamingo-holdene og dels ved nogle børn fra en af byens utallige slumskoler til musikken fra to musikere fra Sverige, der spillede sammen med bengalske musikere. En absolut fornøjelig - og interkulturel - aften.

Forfængelighed

Folk i Asien er mørkhudede og sorthårede. Surprise?! Nej, vel, det ved alle. Hvorfor skriver jeg så om det? Fordi jeg synes, at I skal vide, at folk i Asien (tilpas generaliseret udtryk) farver deres hår sort indtil de er langt op i 50’erne. De gjorde det på Sri Lanka, og de gør det her. Og jep, jeg taler om både kvinder og mænd. Så sorthårede er de altså heller ikke. De er blot forfængelige. Det er lidt pudsigt det her med ikke at have ret mange penge, og så alligevel gå i nystrøget skjorter og kjoler, have mobiltelefoner og farvet hår. Men sådan vil jeg tillade mig at sige, at det hænger sammen.

Feministisk udbrud

Uh, jeg kan blive så forarget, når jeg oplever, hvordan mænd står lige så arrogant og utilnærmelige i forretningerne, mens kvinderne knokler med at servicere, ekspedere, pakke etc. De mænd tjener overhovedet ikke deres løn hjem. Det er bare så mandsdominerende en kultur, som jeg får pip af. Jeg har sagt det før, og jeg skriver det også gerne, hvis det her land blot forstod at benytte sig at kvinderne på arbejdsmarkedet, ja, så ville det gå en helt anden udvikling i møde. Men sådan er det nu engang ikke, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på, blot bare lige øffe om her, så jeg kan få luft. Tak for at du lyttede.

Stellas sportsdag

Pigernes skole har været værter for et sportsstævne mellem alle Dhakas internationale skolers klasser, 6-11 år. Her deltog Stella, hvor hun kom på en fjerde plads i 50 meter, tredie plads i 200 meter og femte plads i 400 meter.
Stævnet var utrolig godt arrangeret bl.a. med én lærer til at forklare reglerne for én elev lige inden de skulle løbe. Det kan de altså bare de amerikanere.