Hartal igen

Så er der meldt Hartal - general strejke - igen. I morgen, tirsdag den 30. november 2010, lukkes der ned i Bangladesh. Som sidst holder pigernes skole åbent, og skolebusserne kører. Mange forretninger i vores kvarter, diplomatkvarteret Gulshan, holder åbent. I det hele taget ser det ud til, at man holder åbent, hvor der er personale nok til det. Problemet for virksomhederne er, hvis personalet kommer langvejs fra, så kan de have svært ved at komme ind til arbejdspladsen. Det kan være decideret farligt. Der kan være uro og det der er værre rundt omkring.

I aviserne har vi den sidste uges tid kunne læse om erhvervslivets argumenter imod denne form for Hartal. Hovedargumentet er selvfølgelig, at produktionen gang på gang stoppes. Ingen produktion, ingen varer. Hverken til landet selv eller til eksport.

Sådan set udefra, så er der godt nok også tale om et sløjt efterår - talt i arbejdsdage. Først Ramadanen, så den første EID ferie, og så den anden EID ferie, og ind imellem Hartal. Den anden EID ferie er tilsyneladende ikke ovre endnu, for der er stadigvæk medarbejdere, der ikke er kommet tilbage fra ferie. Mange af dem bor langt væk fra Dhaka, og tager sig åbenbart en længere ferie. Talt i arbejdstimer arbejder de stadigvæk meget mere end gennemsnitsdanskeren - i Danmark. Ikke i forhold til her, for her arbejdes der snildt 60 timer om ugen for en expat.

Hvad betyder alt det her så for lille mig? Det betyder blandt andet, at jeg har måtte tage stilling til, om vores eget personale skal på job eller ej. Maiden kunne reelt set godt møde op i morgen. Det samme med chaufføren. For de bor begge, så de kan komme hertil uden at være i fare. Men Jens er på Sri Lanke og pigerne i skole, så jeg besluttede her til aften at give dem begge fri i morgen. De fik begge deres månedsløn og blev sendt hjem med et "vi ses på onsdag". Så de gik storsmilende hjem.

Så nu sidder jeg selv her og smiler. For det bliver faktisk lidt rart med en dag uden at skulle koordinere diverse køreønsker fra pigerne og Jens og mig selv, og ikke skulle forholde sig til andre end mig selv og pigerne. En stille og rolig formiddag med en god fagbog, en gang træning og en god frokost i klubben, og så hjem og tage mod Stella. På det plan er Hartal godt nok.

Tøjudsalg igen igen

Pigerne og jeg er alene hjemme. Jens er taget til Balut (terningspil) i Malaysia, og derfra videre på arbejde i Sri Lanka. Her til aften har vi hygget med pizza, åbnet en af de sidste slikposer (direkte impoteret fra Danmark) og set Bodyguard. Så nu ved de, hvem Whitney Houston er. Kevin (Costner) kender de fra Danser med Ulve. Ja, jeg får rigtig set de gamle, gode dvd'er med dem: Den blå Lagune, Forrest Gump, Pretty Woman etc.

I formiddags var vi til tøjudsalg med de gode, danske mærker som Part Two, Cottenfield, Martinique, Vero Moda, Only, In Wear etc. Som de andre gange er der ikke tale om sidste nye og smarte design, men om standard t-shirts og toppe og bukser med klassisk snit. 12 kr. pr. del, hvilket er uhyre billigt kvaliteten taget i betragtning.

Bagefter tog vi i klubben medbringende nogle af weekendens lektier, spiste frokost der og badede, inden vi tog hjem.

I morges pyntede jeg til jul med tre engle, som jeg har fået af en veninde fra Sri Lanka. Ja, det er hvad vi har af julepynt, og det gør mig ikke noget, at det er sådan. Ingen julebag, ingen julepynt, ingen julekalendere, ingen julelys, og jeg tænker kun på det, fordi jeg på Facebook læser om alt juleriet og sneen, og dermed bliver opmærksom på forskellen. Nå, bedtime, en ny og dejlig dag venter i morgen.

Malere i gang

På vej til tøjudsalg i dag så pigerne og jeg disse to malere. Den ene sidder på en bambuspind, som er fastgjort på et langt tov i hver side, så bambuspindene og tovet danner en fleksibel stige. Den anden..., ja, han sidder på en lille afsats. Smart...eller nej, det er vist lidt risky business.

Stellas klasse optræder

Jeg har i dag for første gang deltaget i samling på pigernes skole, AIS/D. I dag skulle Stellas klasse nemlig opføre et stykke. Det handlede om, hvordan en 100 taka seddel vandrer fra rig til fattig, fra ærlig mand til tyv, dækker alt fra nødvendig ris til unødvendig cola. Et interessant stykke, der fint hænger sammen med klassens emne om Udbud og Efterspørgsel.

Her byder Stella velkommen...på dansk. De tre andre byder velkommen på hver af deres sprog. Dette for at give forståelse for andre sprog og kulturer.
Herunder spiller Stella en fattig kone, som sammen med sin datter sulter og tigger, men som får en 100 taka seddel, som de bruger på at købe ris for.
Herunder et view ud over publikum. Som altid er man meget aktiv som publikum på skolen - sådan amerikansk med heftigt bifald, hver gang en person gør eller viser noget. Meget anerkendende. I det hele taget er det tydeligt, at amerikanernes "How are you?" ikke er overfladiskhed men et tegn på imødekommenhed. Synes jeg.
Herunder et billede af en Mozart nummer to. Han går på skolen og skal deltage i en konkurrence om at spille det bedste stykke musik...som pianisten vel at mærke selv har komponeret. Så den lille fyr her spillede sit selvkomponerede musik for os. Behøver jeg at skrive, at det lød fantastisk?!!
Skolens fællessang blev selvfølgelig også synget. Teksten er noget a la det her: "We come from many lands, some far away, some near...Respect and caring, giving and sharing... we are all one family at AIS/D. AIS/D a great place to be".

På bedste amerikanske vis kan jeg konkludere, at denne samling alt i alt var "AWESOME", hvilket er et af de mest brugte ord på skolen ud over "great". Og de to ord dækker i det store hele også over den samme betydning.

Så blev NCCI født

I dag er en stor dag for de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island) og nordiske virksomheder i Bangladesh. De er gået sammen i et Nordic Chamber of Commerce and Industry (NCCI).

Forud for indvielsen i dag ligger 1½ års projektarbejde, som jeg en overgang før sommerferien deltog i som konsulent. Jeg skulle have fortsat arbejdet efter sommerferien, men kunne ikke på grund af opholdet i Danmark.

Før frokost fandt selve etableringen sted med stiftelse af en komité. Efter frokost var der taler fra blandt andet de tre ambassadører, Norges, Sveriges og Danmarks, Norges udviklingsminister samt Bangladeshs handelsminister. På billedet oven for ses panellet af prominente talere, FØR kamerafolkene stillede sig op på rad og række (se billedet herunder).
Der var mødt mange jakkesæt og få nederdele op fra virksomheder i landet. Flere andre lande har også et Chamber of Commerce and Industry, der var repræsenteret.

Dagen tegner til at være en god begyndelse på en organisation, der er tiltrængt. De nordiske virksomheder har behov for at stå sammen og samarbejde med relevante, lokale personer om de fælles udfordringer de møder her i landet. Men det slog mig da, at der er langt fra de reelle problemer - udfordringer! - som virksomhederne har i deres hverdag her i landet og så til de taler, der blev holdt i dag. At det fx er tilladt bengalsk politi at inddrage biler fra virksomheder, når det passer dem. At virksomhederne ofte møder krav om betaling under bordet for at få ting gennem tolden etc. er jo symptomatiske problemer, der kræver mere end god vilje at få bugt med. Men at stå sammen og som udgangspunkt synliggøre problemstillinger har altid været en god ting. Jeg afventer med spænding, hvordan den nyvalgte komité vælger at bruge sine kræfter her i begyndelsen.

NemID nu også i Dhaka

Puhha, så lykkedes det. At få mig en NemID. Jeg har ellers været så glad for min digitale signatur, som på min bærbare kunne aktiveres alene med min højre pegefinger. Sikkerheden var åbenbart ikke i orden ved den digitale signatur, så fra 1. juli i år blev alle os netbankkunder bedt om at anskaffe os en NemID. Men det er sådan set nemmere sagt end gjort for sådan en "uden for systemet-dansker"som mig.

Selv om jeg har været i Danmark i lang tid hen over sommeren og efteråret pga Sarinas indlæggelse, så må banken ikke sende mig brevene med pinkode etc. til en adresse - fx mine forældres - i Danmark. I deres system står jeg som bosiddende i Dhaka. For øvrigt ville banken gerne bede om et bevis på, at vi bor, hvor vi bor i Dhaka. Hm, jamen vi har ligesom ikke et bevis på det.

Nå, men banken ville så sende brevene til Dhaka. Hm, jamen jeg ved såmænd ikke, om jeg modtager dem, og hvis jeg gør, hvornår. Det endte da også med, at de to breve jeg skulle modtage kom med så mange dages mellemrum, at det første brevs login var blevet ugyldigt. En ommer med to breve igen. Så efter fire måneders mailen, telefonering og forsendelse af to omgange "snail-mail" lykkedes det mig at sidde med de rigtige papirer i hånden, mens jeg oprettede min NemID.

Jeg synes måske nok, at det er noget omstændigt med den der folder med koder, jeg skal rende rundt med. En folder i forbindelse med en digital løsning. Det harmonerer da bare ikke. Og da slet ikke i en tid med fokus på miljøet. Forsendelse af folderen kræver jo oven i købet en postgang ved hver udskiftning.

Anyway, nu er NemID på plads og jeg kan igen komme i min netbank og har adgang til alle mine data i de danske, offentlige systemer. For jeg er der et eller andet sted ;-)

PS.

En nyttig hjemmeside: På Sundhed.dk har du med digital signatur eller NemID adgang til alle dine oplysninger fra indlæggelser, prøver, praktiserende læge etc.

En tur nordpå til Nepal

I sidste indlæg skrev jeg, at vi var usikre på, om vi ville komme til Nepal, fordi Stella havde feber. Vi kom til Nepal. Stella tog sig en lur på 12 timer fra kl. 19 aften til 7 morgen, og vågnede feberfri. Jeg spurgte hende, hvad vi skulle gøre i forhold til Nepal og hun svarede "I just gotta suck it up and be a man". Måske ikke det mest charmerende svar, men der var vilje bag.

De første par nætter boede vi på et golfresort, Gokarna Forest Resort, nær Kathmandu. Udmærket sted med pejsestue/bar, restaurant, fitnessrum, spa-afdeling og selvfølgelig golfbane. Standarden i Nepal er vist normalt ikke så høj, og det var den heller ikke på dette hotel, selv om vi betalte 230 USD netto pr. nat.

Når solen gik ned, var det bare med at finde de lange bukser og fleecen frem. Gisp, det kan blive koldt i Nepal om aftenen.

Golfbanen, en 18 hullers i et tilsyneladende kuperet terræn.
Onsdag morgen var Jens dårlig og tilbragte resten af dagen i sengen, hvor han sov fra det hele. Pigerne og jeg valgte at tage en taxa til Kathmandu centrum og se os omkring. Sarina syntes, at byen var noget kaotisk, mens Stella umuligt kunne forestille sig, at vi skulle finde en god restaurant i den by, så vi kørte hjem til hotellet og indtog frokosten i golfklubben, i rolige og grønne omgivelser. Senere er vi blevet gjort opmærksom på, at verdens bedste pizza faktisk findes i Kathmandu, lige over for North Face-butikken.

Kathmandu har nogle gode butikker med et stort udvalg af ski- og bjergvandringsudstyr. Blandt andet med mærket North Face. Tingene var ikke kopier og kostede cirka en 15-20% under, hvad de gør i Skandinavien. Vi var også i en tørklæde-/taskebutik, hvor de mange hjemmelavede, farvestrålende stofting ikke kostede meget.
Torsdag morgen kørte vi i bjergene, op i cirka 2000 meters højde i håb om at se Himalayas sneklædte bjergtinder. Jens manede sig op og gennemførte den 1½ timers køretur med mange sjove grimasser på grund af ubehaget i sin dårlige mave. Vejene er ufattelig dårlige i Nepal. I Nagarkot boede vi på The Fort Resort, et okay hotel med en fantastisk udsigt og dårlig mad. I det hele taget fik vi ikke noget lækkert mad, mens vi boede i Nepal.

Langs hele Nepals grænse mod Kina ligger Himalaya. Langs hele Himalaya ligger i Nepal de "brune bjerge". Vi boede på et af de brune bjerge og kunne kun håbe på opklaring, så vi om morgenen ville kunne se solopgangen over Himalaya. Når jeg siger håbe på, skyldes det, at der ofte kun er tåge, tåge og atter tåge, hvilket der da også var, da vi ankom først på eftermiddagen. Men det klarede op om natten, blev stjerneklart, og næste morgen kl. 6 havde vi denne udsigt fra vores hytte.
Vi klædte os varmt på og kravlede op på taget af hotellet (sammen med en busfuld japanere med kameralinser så lange som arme) for at se solen stå op kl. 6.30. Ganske rigtigt. Kl. 6.30 kom solen (og japanerne jublede og jublede). Det mest fantastiske var skæret fra solen i de højeste bjergtinder, der pludselig lyste op som hvide Tobleronetoppe, skarpe og stejle.

Der er 50 km i luftlinie fra hotellet til midten af Himalaya.
Fra at have haft fire trøjer på gik vi over til næsten ingenting, da solen senere skinnede fra den skyfri himmel. Mellem de skyer I ser i baggrunden stikker der bjergtoppe op. Vi rejste samme dag, men har fået at vide, at næste dag var det totalt skyfrit og de kunne se hele Himalaya og dalene der over til.
Vi tog en firedages tur til Nepal og det viste sig at være fint for os. Vi er vist lidt trætte af fattige mennesker og omgivelser, templer og rice and curry. Nepal overraskede med sin gæstfri og engelsk veltalende befolkning. Naturen slår ikke Sri Lankas, dog må Himalaya siges at være et flot og fascinerende syn.

PS. Du kan booke en flyvetur hen over Himalaya for 160-180 USD pr. person, men de tre morgener vi var i landet, blev flyveturen aflyst på grund af for meget tåge hver morgen. Nyttig hjemmeside: http://www.nepalvista.com/

Billeder fra vores Nepaltur:

http://picasaweb.google.com/mia.bastrup/NepalNovember2010?feat=directlink

Fakta om Nepal:

Cirka tre gange så stort som Danmark

Cirka 24 mio indbyggere (2000)

Cirka 800.000 indbyggere i Kathmandu

Religion: Hinduisme, primært

Rejsetips til Nepal:

Hotel i Kathmandu: Dwarikas

Rejsebureau: Himalayan Guides

Et godt udgangspunkt for vandreture m.v. er Pokhara

Køer i gaderne

En syg Stella sover.

Lige nu, her mandag eftermiddag, er jeg dels lidt slap efter en heftig uge med salg af smykker og dels lidt usikker. Familien har planlagt en firedages tur til Nepal. Vi vil gerne se Himalaya bjergene. Der kun et lille stykke Indien nordpå mellem Bangladesh og Nepal, så det er lidt oplagt med en smuttur dertil. Det er planen, at vi flyver i morgen kl. 13.00, men Stella er syg. Hun vågnede i morges med feber og var bare dvask.

Grunden til at vi kan rejse i morgen er, at dér begynder endnu en Eid, altså endnu en muslimsk tradition. Først var der Ramadanen i august/september. Så kom afslutningen på Ramadanen, kaldet Eid. Det var midt i september. Nu er der så en Eid festival. Denne gang går festivalen ud på, at muslimerne slår sig sammen og køber en ko, som de så slagter og deler. Der er typisk tale om en tredeling: en trediedel til de fattige, en trediedel til dem, som har købt koen og en trediedel til familie og venner. Så spiser og hygger man.

Det betyder, at ufattelig mange muslimer køber en ko i disse dage, OG at det vrimler med køer i gaderne. Det vrimler faktisk også med geder, som man kan købe, hvis man ikke har de omkring 40.000 taka (ca. 3.000 kr.), som en god, stor ko koster. Jeg fornemmer, at det er en fest, som muslimerne ser frem til. Butikkerne vil være lukket, og i dag, da jeg var ude at handle, var de forretningsdrivende meget interesserede i at få en forudbetaling, gerne hele beløbet, da de skal bruge pengene nu her i Eid'en.

Nå, vi får se, hvordan Stella hun har det i morgen. Om vi skal se på Himalayas sneklædte bjergtinder eller slagtede køer i gaderne (for de siger, at det er, hvad man kan opleve her de næste par dage: Slagtede køer og blod i gaderne).

Hartal

Lørdag aften annoncerede de bengalske nyhedsmedier Hartal, det vil sige strejke. På grund af udsmidning af en bengalsk minister fra en statsejet bolig blev der oprør, optog og drab i gaderne i lørdags. Så blev der meldt Hartal søndag.

Det blev nu kun til en halvhjertet hartal, i alt fald for os her i Gulshan 2. Ambassaderne havde åbent, pigernes skole havde åbent, institutioner havde åbent, ja, heldigvis havde selv købmanden åben. Men der var dejligt stille i gaderne, for mange kunne ikke - og turde ikke - at bevæge sig fra den ene ende af byen til den anden. Politiet stod klar i gaderne til at gribe ind, og det var vist slemt andre steder, men ikke her hos os.

Smykkeugen

Så er Charlotte kommet med "juvelerne". Wauv, hvor et bord.

Som de fleste af jer ved, stod sidste uge i smykkernes og perlernes tegn. Charlotte Hougaard ankom i tirsdags fra Sri Lanka medbringende omkring 75 forskellige designs, med og uden ædelsten, beregnet på kombination med de smukke ferskvandsperler fra Bangladeshs floder. Der var primært låse/pendler til perlekæder. Der var ringe, og der var øreringe. Det hele i sølv, rhodiumbehandlet vel og mærke. Det vil sige, at sølvet ikke oxiderer og bliver sort på grund af fugtigheden. Forestil dig en form for lakering af sølvsmykket.

Den høje fugtighed her i landet gør, at vi skal polere vores sølvsmykker hele tiden. Jeg har faktisk opgivet. Nogle af mine sølvsmykker tager jeg med til Danmark til jul, og lader dem blive der. Det gælder fx mit pandora-armbånd. Andre af mine sølvsmykker har jeg sendt med Charlotte og flyet til Sri Lanka i dag, for dem skal hun rhodiumbehandle for mig. Det koster noget, men hvis jeg vil have glæde af dem her i Asien, så er det nødvendigt.

Tirsdag og onsdag dag havde vi travlt med at forberede salget, der skulle finde sted onsdag aften i Nordic Club. Det hele skulle fotograferes og sættes i salgskatalog. Perler skulle hentes hos min perlemand, som jeg havde fået en aftale med etc. Herunder byder vi velkommen. Smykkerne er arrangeret på billiardbordet, der i dagens anledning havde fået hvide duge og sorte læder-løbere over sig.
Herunder et billede fra et tidspunkt, hvor der var run på. Øreringe og låsene/pendlerne med ædelstene røg stort set alle den aften. En helt igennem god aften med godt salg, god stemning og tilsyneladende glade kunder.

Fredag satte Charlotte sig udenfor i Nordic Club og afventede, om nogle skulle være interesseret i at få designet individuelle smykker. Hendes passion og levevej er at designe og fremstille individuelle smykker, hendes butik i Colombo hedder også Personal Design. Interessen viste sig at være stor, så nu går flere kunder rundt i Dhaka og venter med spænding på, at deres smykker kommer til dem sidst på måneden.

Lørdag fik vi invitation til at have et bord under et silkesalg i et privat hjem.

Tjek lige de her lækre silker på billedet herunder. Der røg da også lige nogle meter i indkøbskurven hos mig.
Der var også salg af silketørklæder, babytøj i silke og meget andet.
En dejlig uge ligger bag mig. En lærerig uge omkring både det at arrangere, koordinere, planlægge, regnskab i hele fire valutaer (singalesiske rupees, bengalske taka, amerikanske dollars og danske kroner - hurra for softwaren Exchange Rates på min mobil) og kundeservice. Salget var godt, så vi leger allerede med tanken om at gentage successen til marts 2011. Foreløbigt har jeg beholdt lidt "rester" fra juvel-buffetten, som jeg sælger ud af.

En af de der oplevelser...

Må jeg præsentere Taylor Mali. Læreruddannet, New York'er, Poet og med en vision om at uddanne 1000 passionerede lærere. Han brænder simpelthen for lærerens gerning - og dermed for eleverne, har jeg erfaret her til aften.

Pigernes skole inviterer hvert år en kendt forfatter til at besøge og undervise på skolen i en uges tid. I år hedder han Taylor og var for mig total ukendt, indtil skolen begyndte at køre PR for hans arrangementer.

Det er en af de der oplevelser, hvor man ikke rigtigt ved, hvad man går ind til, møder op sådan lidt åben og afventende, og hvor man bare overraskes helt igennem positivt. Han er bare så god en digter, så utrolig veltalende, forekommer intelligent som bare pokker og underholdende. Og så har han en mission. Hans budskab er i bund og grund en påmindelse til alle lærere om, hvorfor de valgte at blive lærer. At de gør en forskel. At en forskel hos én elev makes a big difference. Og det gør han til UG+. Især digtet What Teachers Make siger alt.

Hans oplæsning foregik fra en Ipad og hele seancen her til aften blev direkte transmitteret over nettet. Han inddrog i øvrigt "tilskuerne" fra nettet helt naturligt. Bad eleven bag kamera og bærbar om at læse op, hvad de havde af kommentarer, snakkede direkte til kameraet etc. Hans brug af elektroniske og sociale medier (tjek hans hjemmeside) kombineret med digtet som primære kommunikationsredskab er i sig selv inspirerende, synes jeg.

I weekenden ville jeg gerne have haft min mor med til julebazar. Til aften ville jeg gerne have haft min gode, danske veninde, som er lærer, med. For hun er en af dem, som gør en forskel og som gerne må mindes om det.

Julebazar

Julen er meget langt væk, synes jeg. Jeg kan hverken se eller mærke, at den er rundt om hjørnet. I år skal vi endda til Danmark og holde jul, så jeg burde egentlig have mere fokus, for jeg skal købe julegaver. Heldigvis kun nogle få. Da vi flyttede til Asien aftalte vi med nærmeste familie, at gaverne faldt fra. Dels er vi der ikke til fødselsdage m.v. Dels er det for besværligt med sending af pakker. Måske ikke så meget mens vi boede på Sri Lanka, men her har jeg ikke så stor fidus til postvæsenet.

Her i byen benytter de julen som anledning til at holde bazar, hvor forskellige forretninger, selvstændige og firmaer kan sælge sine varer. Alt sammen i velgørenhedens navn, selvfølgelig (den selvfølgelighed burde vi lære noget af i Danmark).

Weekenden har budt på to julebazarer. Begge udendørs i bagende sol.

Herunder ser du nogle af "gevinsterne": Et sengetæppe, plastik Bollywood punge, natursæber, en halskæde af perler og papir (jep, du læste rigtigt og dem skal jeg have fat i nogle flere af), diverse hjemmesyede tasker og et træfad.

Min mor ville have elsket de her julebazarer, og jeg ville have elsket at have hende med til dem. Jeg kan især godt lide, at det er lokalt fremstillede varer, de er sjove, og at pengene går til et godt formål. Stemningen var rigtig god på begge bazarer, men at skrive at jeg kom i julestemning ville være en løgn.

Dagen derpå

Det gik rigtig godt med vores middag i går. Tallerkenerne blev ren faktisk leveret torsdag eftermiddag som aftalt. Kødet smagte lige som det skulle. Rødvinen var helt okay. Fløden gik derimod helt i skuddermudder. Tripti piskede og piskede og piskede. Det tager længere tid at piske langtidsholdbar fløde. Endelig så det ud til, at fløden var tæt på at være, som den skulle. Men så blev den grynet og på vej til at blive til smør. Underboen måtte på banen igen - fløde var ikke det eneste vi lånte af dem. Nu er det dagen derpå, men en god dag med historierne fra aftenen og natten i baghovedet. Jeg havde Tripti i køkkenet i går aftes, så opvasken er til at overse og oprydningsarbejdet overstået. Solen skinner. Jeg skal lidt i klubben og træne. Måske forbi endnu en jule-/velgørenhedsbazar. Jens er på arbejde. Pigerne skal lave lektier - og skrive ønskeseddel til mormor. Stella sover ude. Sarina har en veninde overnattende. I aften er der middag med firmaet. I morgen venter en ny uge - en spændende uge med besøg af Charlotte fra Sri Lanka, designeren.

Forberedelse til middagsselskab

I morgen, fredag, holder vi et middagsselskab for nogle af vores venner, som har hjulpet os i forbindelse med flytning hertil og meget, meget andet. Vi bliver 11 inkl. vores store børn. Herligt...dog er der lige nogle ting, som skal på plads inden i morgen aften.

Spiritus. Bob, bob. Det koster en tur til Duty paid shop.

Kød. Oksekødet hos den tyske slagter i byen går ikke for at være godt, så jeg har måtte ty til byens engrosleverandør, der leverer til byens bedste hoteller. I første omgang har jeg fået leveret to oksemørbrad til 220 kr. kiloet. Jeg er spændt på at smage det.

Grøntsager. Gisp, den er svær. Vi skal ikke have frisk salat. Det er sikkert, for det er simpelthen for bakteriefyldt. Men hvad gør jeg så? Mange af de lokale grøntsager egner sig bedst til rice and curry-retter eller chutney, og det ønsker jeg ikke at servere. Så jeg har været på markedet med vores maid i dag og finde grøntsager (billedet) og frugt.

Desserten. Her skal jeg bruge bl.a. is og fløde. En liter langtidsholdbar fløde koster små 1300 taka, hvilket svarer til 100 kr. What to do? Jeg skal bruge det. Jeg har valget mellem lokal, vandet is eller Mövenpick is. Valget er ikke svært. 2400 taka for 2,4 liter, svarende til 185 kr for den bøtte is, og så var der kun få smagsvarianter at vælge mellem.

En irish coffee er heller ikke nogen dårlig ting, og sørme om det ikke lykkedes mig at finde noget, der minder om brun farin til 26 kr for en pakke.

Ved nærmere eftertælling opdagede jeg, at vi kun har 10 ud af 12 store tallerkner tilbage, så jeg måtte afsted igen og se, om jeg kunne få suppleret vores stel. "Min porcelænsmand" påstår, at han har dem på lager. Så jeg har betalt et forskud på at få dem leveret i dag, torsdag, kl. 17. Jeg bliver forbavset, hvis der dukker et bud op med dem. Jeg tror mere på, at de kommer i morgen aften. Vi får se. Ellers er den jo ikke længere, end at gæsterne må medbringe et par tallerkner.

Så nu tror jeg nok, at jeg blot mangler en dug eller to til opdækningen. Det må jeg se, om jeg kan finde på Christmas Charity Bazar i morgen formiddag. Alle mine flotte duge fra børnehjemmet i Sri Lanka var der ikke plads til i kasserne, så dem efterlod jeg til personalet.

Som du nok kan læse, er det ikke sådan lige til at handle til en middag, hvis man beslutter sig for at lave andet end rice and curry serveret med vand. Det kræver besøg i op til minimum fire forhandlere og er sjovt, så længe jeg kan finde tiden til det og leve med uvisheden om, om varen kan findes. I skal nok høre nærmere om resultatet af middagen.

Halloween

Det er Stella med hatten. Sarina var ikke klædt ud.

I søndags den 31. oktober var det Halloween i USA. Nu har Halloween i bund og grund intet at gøre med hverken Danmark eller Bangladesh, men pigerne går jo på en amerikansk international skole, og her fejrer de selvfølgelig den amerikanske tradition. Ifølge folketroen er Halloween den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter hersker.

Pigerne gider ikke at have Jens og jeg med på slæb til alle de her arrangementer. Jeg fik alligevel lov til at snige mig med ind i bilen og på skolen, for jeg ville da se, hvordan amerikanerne fejrer sådan en dag. Jeg havde mine anelser, for skolen havde længe i forvejen anmodet om hjælp fra forældre til pyntning af skolen etc., så det forekom at være stort.

Jeg blev ikke skuffet. Skolen har omdannet til ét stort rædselskabinet, og klasselokaler og gangarealer var indhyllet i total mørke, hvor man både kunne blive uventet rørt ved og forskrækket over lyde m.v. Hele haven var pyntet med lamper...ja, det var bare så gennemført. Stort set alle var klædt ud. Ikke nødvendigvis som monster eller noget andet "scary". Især de mindste klasser havde også batman og prinsesser. Men de større klasser understregede fint arrangementet med deres sorte udklædninger.

En dag ud i det blå

Nogen gange kan det blive for meget med bygninger, dytten, mennesker og biler over alt. Så er det befriende med en tur på en af Dhakas floder. I dag har jeg været en tur af sted på det blå vand i den friske luft. Det var en privat invitation, det vil sige uden guide og stop ved forskellige attraktioner. Herunder ses fartøjet.

Der var frikvarter på skolen, så der var nysgerrighed omkring de der hvide mennesker, som hoppede ombord.
Ingen høje bygninger til at tage opmærksomheden fra himlen, der dog var noget grålig i dag.



Lækre sandwich fra Westins delikatesse/café, kølig hvidvin, god siddekomfort og ikke mindst dejligt selskab. En god dag.

Lokalt klubmesterskab i tennis

De forskellige klubber i Dhaka spiller her i efteråret mod hinanden. I aftes var det tilfældigvis Nordic Clubs B1 mod Nordic Clubs B2. Jens spiller på B2 holdet. På billedet ovenfor kan du se tilskuerne.

Herunder er det Jens, som spiller.

De sjove figurer i hegnet er røgelsespinde mod myg og andre flyvende insekter.
Kampen er overstået. Jens og makker gav modstanderne kamp til stregen men tabte.
Minimum en aften om ugen er vi ude og heppe på klubbens tennisspillere i en af byens klubber. Sarina og Stella er med. De render sammen med de andre store piger og drenge.