På besøg i et af Dhakas mange slumkvarterer

Under en hyggelig aften i går med nogle af vores venner faldt snakken på byens slumkvarterer. Den ene fortalte om en slumskole, som firmaet, Bording Vista, sponserer. Vi måtte svare, at vi aldrig havde besøgt et slumkvarter, dels fordi vi ikke har haft direkte lejlighed til det, og dels fordi det forekommer som en mærkelig tanke, at man sådan går rundt og kikker på elendighed. Men vi blev alligevel nysgerrige og sagde "ja, tak" til en rundtur med hele familien. Det skulle gå hen og blive en oplevelse for livet.
Slumkvarteret ligger kun 1 km i luftafstand fra vores lejlighed. Kort. Det er ½ x ½ kilometer stort og skulle efter sigende rumme ½ mio fattige, som lever under primitive forhold. Omregnet betyder det, at der bor 2 mio mennesker pr. kvadratkilometer - eller sagt på en anden måde 2 mennesker pr. kvadratmeter! Der boede også typisk 4 til 6 personer i hvert "hus", og det var vel 3 x 3 meter. Uanset tallenes rigtighed, så lad mig blot konstatere, at befolkningstætheden var til at se og mærke.
Vi lagde ud med et besøg i en af kvarterets 13 slumskoler. Skolen er støttet af regeringen og sponserater. Det koster 5 taka (=0.034 kr.) pr. barn pr. måned. Der går cirka 250 børn i alderen 5 til 14 år - på treholdsskift. Vi fulgte undervisningen hos første hold, som møder kl. 8 og får fri kl. 10.30, efter at have fået et måltid mad og et glas mælk, som Arla har sponseret. Arla har foræret skolen et års forbrug af mælkepulver, der skal blandes op med varmt vand. Der er tilknyttet tyske læger til området og skolen, hvilket beboerne værdsætter meget højt.
Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at hjælpe med at servere mad og mælk for børnene. Stella og jeg hjalp i det ene klasseværelse. Sarina, Peter og Louise hjalp i det andet klasseværelse. Børn sad stille og ventede høfligt på deres tallerken med mad, og de ventede med at spise indtil alle havde fået.

Efter besøget på skolen gik turen videre til det kvarter, som de bor i. På sin vis kan man sige, at der manglede alt. På den anden side kunne vi konstatere, at de har alt, hvad de har brug for: vand, strøm (omend ustabil som vi andres), købmænd, skræddere, køkkener, senge, legetøj m.v. Det er bare ikke det samme vand, som vores, ikke det samme udbud som vores supermarked, hårde og små senge til mange personer og ingen Iphones.

Herunder en tur ned ad hovedgaden.

Et barn alene hjemme. Mor er henne og vaske op. Barnet sidder på sengen. Ja, du læste rigtigt: Sengen... til 4 til 6 personer.

Her er et andet barn alene hjemme med sin storesøster. Far har sin egen rickshaw.

Endnu et smilende par. Pæne og rene i tøjet.

Et ungt og nygift par i deres fine, nyindrettede hjem med bryllupsgaven (sengetøjet).

Jeg er ikke sikker på, hvad vi havde forventet. Armod. Tristhed. Elendighed i ordets egentlige forstand. Skidt og lort (også bogstaveligt). Det var faktisk det stikmodsatte, der mødte os.

Det var varmt. Sauna-varmt, og sveden løb. Med den varme burde affald lugte helt gevaldigt, men det gjorde det ikke. Der lugtede heller ikke af urin, som der gør nogle steder omkring hvor vi bor. Så når vi så sidder her til aften og tænker tilbage, så er det næsten det modsatte, der præger vores tanker og minder: Rene og storsmilende mennesker, som kikkede nysgerrigt og imødekommende på os. Jeg forsøger ikke at glorificere slumen, men det får én til at tænke, at der i bund og grund ikke skal så meget til, for at være tilfreds med livet.

Se flere billeder her.