Der var stille i bilen, da vi kørte gennem Dhakas gader for sidste gang. Ingen tårer, men heller ingen smil. Måske en form for afklarethed. I alt fald en accept af situationen.
Rejsen hjem gik som planlagt. Vi fik lidt sved på panden, da vi skulle skifte tog på Københavns hovedbanegård. Det er ikke sådan bare at skifte tog og perron, når man kun er fire mennesker og otte arme til 15 stykker bagage. Havde vi ikke fået hjælp af en venlig DSB medarbejder, havde vi vist ikke nået toget til Jylland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar