Vestlige versus østlige traditioner omkring spisning

I går aftes havde vi gæster. Vores maid arbejdede derfor over. Hun havde travlt med at lave mad i køkkenet, mens vi fire i familien dækkede bord, tændte lys, åbnede vin, fandt musik etc. Alt imens faldt det mig pludselig ind, at vores maid vist ikke rigtigt vidste ret meget om borddækning. For det er som regel os, som gør det. Hendes mange arbejdsgivere før os, har sikkert gjort det nogenlunde på samme måde - med hende i køkkenet, mens Madam "nusser og pusser" om bordets detaljer. Jeg bruger i øjeblikket kræfter på at finde en ny familie til hende, så det slog mig, at jeg burde lære hende noget om borddækning.

Så i formiddags blev hun sat til bords, mens jeg dækkede op til hende, forklarede om bestikkets betydning og placering, de typiske tre retter mad, hvordan man indikerer at man er færdig med at spise, eller modsat vil have mere mad, hvordan man tager maden til munden og ikke omvendt som dyrene og... ja, det blev jo pludselig en længere lekture om vestlige traditioner for borddækning og spisning.

Hun var en mønsterelev, som ivrigt lyttede og spurgte uddybende. Hun måtte alligevel ende op med at grine lidt, mens hun sagde: "Ja, vi spiser bare vores rice and curry af en skål med fingrene". Jeg grinede med. Fra at føle mig som den forklarende tjener i Pretty Woman gik jeg over til at føle mig som Emma Gad. Jeg følte mig pludselig så tåbelig, mens jeg forklarede hende om alle disse ting - gammeldags ting - som vi lærer og udviser, for at andre ikke skal kunne sætte en finger på vores opførelse - der skal ligesom være "klasse" over vores måde at gøre tingene på. Tænk at alt det udenomssnak til selve maden kan fylde så meget hos os, mens det hos mange asiatere slet ikke eksisterer.