Facebook fortsat lukket

Den smutvej til Facebook, som jeg skrev om i går, kan jeg ikke få til at virke. Men jeg har nu hørt om en anden smutvej. Jeg behøver bare lige lidt assistance i aften til at tjekke den af.

Ifølge den bengalske avis, The Daily Star, i dag skete lukningen efter, at regeringens dygtige teknikere ikke evnede at fjerne nogle links fra Facebook til nogle karikaturtegninger og anti-islamiske elementer på nettet. Henvendelser til Ciscos teknikere og Facebooks øverste ledelse gav desuden ingen svar. Repræsentanter fra regeringen udtaler, at de links kan skade folks karakter og de nationale værdier. De er en vanære for nationen.

Universitetsstuderende protesterede i går, og der er undring over, hvordan denne handling stemmer overens med regeringens valgløfte om "Det digitale Bangladesh 2021". For øvrigt løser det jo ikke meget at fjerne nogle links fra Facebook. Tingene vil stadigvæk ligge på nettet.

Ifølge offentlige kilder vil der blive åbnet for Facebook i løbet af nogle dage. Et moderne, liberalt og digitalt Bangladesh kunne gå hånd i hånd med landets værdier.

Facebook lukket i Bangladesh

Pakistan har prøvet det. Nu også Bangladesh. Karikaturtegninger af premierministeren, Sheikh Hasina, og oppositonslederen, Khaleda Zia, er skyld i, at den bengalske regering i går, lørdag, valgte at lukke for Facebook i Bangladesh. Lukningen er midlertidig står der i avisen. Midlertidig er ikke specificeret. Hm, så meget for ytringsfriheden og demokratiet. Så kære Facebook-venner I kan godt skrive til mig på Facebook. Jeg kan se jeres meldinger i min email-indbakke, men jeg kan ikke svare jer. Dog findes der vist en smutvej. Den afprøver jeg lige...vi blogges ved.

Arabian Night

I går aftes var vi inviteret til farewell party. Denne gang under temaet: Arabisk Nat, så skrædderne i byen har haft sit at se til de sidste par uger. Festen fandt sted på et af byens tagterrasser, der i aftenens anledning var omdannet til et beduintelt. Gæsterne havde virkelig taget temaet alvorligt, og det var en stor fornøjelse at se det ene fantastiske kostume efter det andet. Og kostumerne blev på, selv om de især for mændenes vedkommende var varme at bære i den lune arabiske nat. Det er Jens yderst til højre.

Familien Højgaard

I går aftes var familien (M.T.)Højgaard samlet til fødselsdagsfest i klubben, både børn, unge og voksne. En herlig aften i godt selskab med masser af latter og god stemning. Der kommer hele tiden nye familiemedlemmer til fra Sri Lanka og Danmark, og der vil komme flere endnu fra sensommeren og hen til nytår, så det er godt at være samlet og snakke og grine vores oplevelser igennem.

Udsalg igen igen

Siden pigernes og mit første udsalg, har der været flere udsalg fra de nordiske tøjfirmaer i Bangladesh bl.a. svenske KappAhl. I går, torsdag, var det så endelig tiden til bl.a. det danske IC Companys A/S. Det foregik stort set på samme måde som sidst med lange borde fyldt op med tøj til 150 taka pr. del, dvs. 12,50 kr. pr. del. Denne gang var der bare tale om kvalitetstøj fra bl.a. de gode mærker InWear, Jackpot, Cottonfield, Matinique og Part Two. På de her udsalg er det hovedsageligt basisting, der sælges. Altså t-shirts, sweatshirts, cardingans, bukser og leggings uden smarte detaljer.

De her udsalg - især det i går - er i høj grad et spørgsmål om fravalg. Jeg kunne fylde kufferten med kvalitets t-shirts til familie og venner, men jeg orker bare ikke at stå der i alt virvaret og overveje, om den her er noget for hende eller ham, om størrelsen nu er den rigtige etc. Så jeg går bare i ego-mood og køber til pigerne og jeg. Ingen XL til Jens. Sorry til jer derhjemme i Danmark.

Det bedste ved disse udsalg, der som alle andre udsalg er mersalg, er, at pengene går til velgørenhed. Godt for os og godt for de fattige. Win Win.

Milepæl: MINE visitkort

Så ligger de der: 500 visitkort. MINE visitkort for min coachvirksomhed her i byen: Coaching for private og virksomheder med "Optimize your life and business" som lokkemiddel.

Det er en af vores venner, som er grafiker, der skal skal have æren for layout. En meget sen aften med 100 grader uden for, 1000 myg og Coronaer (mexicanske øl) inden for rækkevidde sad han og jonglerede med diverse softwareprogrammer og mit helt almindelige flerfarvede pasfoto til dette sort/hvide, minimalistiske design. Det tog sin tid at finde den rette person, som kunne trykke dem i en god og lamineret papirkvalitet, så looket kommer til sin rette, men det lykkedes.

So this is real. Jeg tilbyder en-til-en coaching, skype coaching, mail coaching, team og familie coaching, og jeg tilbyder oplæg om coaching og selv-coaching.

En vigtig ting: Det der med alkohol

Ja, hvordan foregår det egentlig med at købe alkohol i det her muslimske land? Alkohol kan ikke købes i supermarkeder og butikker rundt omkring. Der er forbud mod alkohol i koranen. Så hvad gør vi?

Man kan benytte sig af at tage alkohol med fra andre lufthavne. I Nordic Club kan vi købe stort set alle former for alkohol. Vin er dog dyrt. På hovedparten af restauranter kan vi intet alkohol købe. Vi kan medbringe vores egen flaske vin, som vi så betaler proppenge for, typisk 500 taka dvs. 41 kroner. Det vi gør er, at vi kører en tur til "duty paid-shops". Altså nogle steder i byen, hvor de forhandler spiritus. Her er der så, for os uden alkoholbevilling, et begrænset udbud, mens dem med alkoholbevilling kan købe alt, hvad leveren kan begære. En halv god rødvin kommer vi typisk af med 60-70 kroner for. Med proppenge ender det med, at vi sidder på en restaurant og drikker en halv god - måske dårlig - vin til godt 100 kroner. Men det lever vi med.

En anden lille ting, nu hvor jeg skriver om alkohol, er transporten af alkohol. En bengaler - uanset religion - må ikke køre rundt med alkohol. Så hvis vi har været i duty paid shop, så skal vi enten sidde ved siden af driveren hele vejen hjem, eller vi skal vedlægge kvitteringen med tydelig angivelse af, at det er betalt og af hvem. Sidstnævnte her skal huskes af expats, ellers kan det gå grusomt galt for chaufføren.

Familiefødselsdag

I går var vi til dansk familiefødselsdag. Ja, sådan føltes det i alt fald. Vi var et bordfuld af primært danskere i alderen 0 til 70 år, som hyggede, legede, spillede dart, så vampyrfilm og grinede os gennem en eftermiddag og aften. Vi sang dansk fødselsdagssang for fødselslaren. Vi spiste boller (med pålægschokolade), slik og lagkage og fik burgere med ketchup, remoulade og ristet løg til aftensmad. Det meste direkte kuffert-importeret fra Danmark. Bagefter gik vi stille og roligt hjem gennem det varme mørke. Hjem til vores senge, hvor vi kunne ligge og fordøje den gode mad og dagens oplevelser.

Tweens-slænget fik også grinet igennem.

For en tid blev lektier, mobil, musik og høretelefoner lagt til side.

Youth Night at Nordic Club

Torsdag aften var tøsernes aften. Seks bands fra den amerikanske internationale skole skulle spille nede i klubben, mens der blev serveret burgere og is. Kl. 18 tog jeg afsted med fire festklædte tøser. Reglen var, at børnene skulle følges med en voksen. Dette var slet ikke i overensstemmelse med mine egne tøsers ønske, men en regel er en regel, så jeg slap dem, så snart vi var inden for klubbens gate og fandt et afsides sted ved baren, hvor jeg kunne findes men ikke se noget. Tøserne sagde, at de havde haft en kanon aften med god musik, grin og fjant, og jeg hyggede mig og mødte mange nye - og andre forviste - voksne ved baren. Alt i alt en super aften for de 250 børn og 80 voksne, som mødte op.

Sir come

"Sir come", sagde vores maid til mig, da jeg trådte inden for døren her først på eftermiddagen. "Sir come"?!? Gad vide hvad det betyder, tænkte jeg. Vores kære maid kan meget lidt engelsk, og det gavner ikke at begynde at stille for mange uddybende spørgsmål. Så bliver hun bare ked af det og føler sig utilstrækkelig, tror jeg, og hun vil jo tydeligvis gerne fortælle mig noget, da hun nærmest mødte mig i døren med de to ord. "Sir come" kan være 1) et spørgsmål: Kommer Sir hjem til frokost og spiser, en besked 2) Sir kommer hjem til frokost eller 3) Sir har været her. Jeg forsøgte mig med "Will Sir come?" og "Have Sir been here?". Det viste sig, at Jens lige havde været hjemme og spise frokost, før jeg kom.

Vores maid er ikke den eneste, som taler dårligt engelsk på disse kanter, så der går en del tid med i dialoger med forskellige mennesker at finde igennem kultur, kropssprog og ord, før vi kommer til den samme forståelse af noget. Nu kan man sige, at "Sir come" ikke er verdens vigtigste besked, så det går nok. Men da jeg en time senere under et møde med en bengaler, som skal trykke mine visitkort, skal gætte mig til, hvad et par få udsagns- og navneord betyder i forhold til opfyldelse af mine ønsker. Så bruger jeg ekstremt meget energi, og skal passe på ikke at lade min utålmodighed bane vej for en irriterende tone, der i hvert fald ikke giver mig en god aftale om visitkort. Igen en time senere står jeg hos en skrædder, som åbenbart har haft et andet billede af en hovedbeklædning, end den jeg har tegnet og fortalt om.

Ja, sproget - eller mangel på samme - er endnu en af de charmerende ting ved at bo her.

De nordiske nationaldage fejres med manér

I mandags, den 17. maj 2010, var det Norges nationaldag. Ikke at jeg normalt ville vide det, men da jeg dukkede op til tennistræning i klubben ved 10-tiden, kunne jeg ikke undgå at bemærke det. Nedenstående syn mødte mig foran klubben.

Alle nordmænd - også børnene, som havde skolefri denne dag - havde spist morgenmad i klubben, hvorefter de klædt i nationalfarver og nationaldragt gik samlet mod de nordiske ambassader. Alt imens den norske nationalsang rungede ud over kvarteret fra et anlæg i en rickshaw - se billedet her nedenfor. Det hele ført an af en politieskorte.
Respekt for nordmændene og deres traditioner. Danskerne gør vist ikke rigtigt noget, har jeg ladet mig fortælle. Og dog, for det er sådan, at Danmarks, Norges og Sveriges grundlovsdag/nationaldag ligger her i maj og juni, så de tre ambassader har valgt at invitere til fælles reception, hvor det fejres. I år var receptionen samtidig et fælles farvel fra de tre ambassadører, som nu her til sommer bliver erstattet af nye ambassadører. En ambassadør er her typisk i 3 til 4 år.
Så vi måtte i festtøjet igen og ud og løfte glasset - sammen med alle de andre nordmænd og deres bengalske samarbejdspartnere. Festlig aften, som endda fortsatte til langt ud på natten for nogle.
I aften er det pigernes aften. Der er arrangeret Youth Night i klubben, hvor den amerikanske skoles ungdomsbands skal spille, mens de unge skal spise burger-buffet og danse. To be continued...

Til forårskoncert med Sarina

I går aftes var vi til forårskoncert på skolen. Det var mellemskolens symfoniorkester og kor, der optrådte. Sarina er medlem af koret.

Jeg kan ikke sige andet, end at det bare er så mega, super og hammer, hammer fedt at opleve de her aftener med folk fra vidt forskellige egne af verden mødes, både på scenen og blandt publikum. En stemning af internationalitet, der gik igen i programmet, der bød på musik fra Rusland, Amerika, England samt sange synget på fransk og spansk. Sådan.

Underviserne forekommer utroligt kompetente, og de unge så ud til at have en rigtig god oplevelse. Som mor var det en oplevelse at se de her til tider svært utilfredse unge stå stille og blidt synge "What a Wonderful World".

Sarina står i bagerste række.

Kærligheden vælter ned fra træerne

Jeg overgiver mig. Vores gode ven i DK elsker de små, røde kærlighedsfrugter, kaldet litchies. Jeg har ikke tidligere været begejstrerede for disse halvhårde, helklistrede, hvide kugler med en meget hård og forholdsvis stor sten indeni. Så skriver min nye veninde her i byen på Facebook med store velsignede ord om disse delikatesser. Så i går blev de købt og smagt... og de smager faktisk fremragende, når de sådan kommer direkte fra træerne. Slet ikke halvhårde eller klistrerede, snarere saftige. Mmm, flere af dem, når jeg nu ikke kan få min højtelskede mørke chokolade.

Hvis du vil vide mere om litchies.

Flybilletter til pigerne og jeg er på plads

jeg skal til eksamen i coaching den 22. juni, så vi tager flyveren fra Dhaka fredag den 18. juni 2010 kl. 4 om morgenen og lander efter en mellemlanding i Doha i Kastrup samme dag kl. 13.45. Cirka 13 timers transport fra lufthavn til lufthavn. Wauv, det glæder vi os til at prøve. Denne gang med Qatar Airways, som vi ikke har prøvet tidligere, men som skulle være absolut godt.

Intet kan være mere lousy end Thaiairways, tror jeg, pigerne vil sige. Srilankan Airlines har i det mindste skærme til hver plads og bøjle til benene. Så langt er Thai slet ikke noget. Med Thai flyver vi også den forkerte vej, det vil sige, at vi flyver fra Dhaka til Bangkok for bagefter at flyve tilbage og hen over Dhaka for at komme til Kastrup.

Det skal lige fortælles, at vi valgte Thai, fordi vi forudså, at det var Thai vi skulle rejse rundt med her i Asien og derved hurtigere kunne optjene miles og opkvalificere os som kunder med ret til at rejse med mange kilo. Det udgangspunkt har ændret sig, fordi vi efter blot én tur med Qatar har ret til at rejse med 30 kg hver. Og så lyder det altså fantastisk med de 13 timer uden for meget ventetid. Vi ses i DK til juni. Hilsen pigerne og Mia

Fester

Vi er så heldige - eller uheldige om man vil - at vi er flyttet hertil lige som de forskellige familier, der er på vej retur til Danmark eller på vej videre til et andet land, holder farewell parties. Og det er dog nogle herlige fester, der holdes her i byen blandt skandinavere m.fl. Det er selvfølgelig trist at skulle sige farvel til nogle mennesker, som man lige har lært at kende, og som man faktisk godt kan lide, men sådan er det, når man lever blandt expats.

Festerne fortjener faktisk et indlæg for sig selv, synes jeg. For de er anderledes her. Anderledes ved, at man inviteres til 20.30 eller 21-tiden. Det vil sige, at man spiser hjemme eller på restaurant med nogle af de andre, og så møder man ellers op til et ryddet dansegulv, en bar med en bartender og nogle pindemadder eller lignende. Måske primært fordi værterne ikke behøver stå med mad, kan de tillade sig at invitere mange flere gæster, så vi bliver snildt tættere på 100 end 50 af slagsen. Og så bliver der danset til alt fra Saturday Night Fever til Medina.

Fredag aften var Jens og jeg inviteret til farewell party hos et dansk og ungarnsk/svensk par. Det blev holdt på en tagterrasse i kvarteret. Vejret var som sædvanligt fint, varmt og fugtigt - lige indtil kl. 20, hvor himlen for alvor åbnede sig og nedsendte vand og vind. Idet Jens og jeg træder ud på tagterrassen, løser presenningen sig i hele den ene side, hvilket medførte en pludselig vind og regn, som fik det hele til at lette en gang. Jeg trådte intuitivt et skridt tilbage i opgangen, for jeg har boet længe nok på disse kanter til at vide, at når det stormer, så stormer det. Temperaturen faldt drastisk og alt syntes i et splitsekund vådt og håbløst, men værterne var hurtige med at tilbyde drinks, mens der blev arbejdet på at sætte presenningen fast og omarrangere musikken og maden. Voila, så var der fuld gang i festen på taget til super god musik, drinks efter eget ønske og ingen bemærkede vist rigtigt, hvornår uvejret holdt op.

Ting at tage med fra DK

Man kan købe rigtigt mange ting i Dhaka. Det kunne vi også i Sri Lanka, men det er for nogle af tingene så som så med kvaliteten. Du kan fx godt købe vat her, nogle gange også vatrondeller, men du har bare vat over hele hovedet efter brug på grund af den ringe kvalitet.

Andre ting - som fx mørk chokolade - kan jeg godt være heldig at finde, men så koster en lille plade også en cirka 40 kr., og nogle gange er den helt hvid indeni af temperaturforskellene, som den har været udsat for.

Når man sådan bor i U-lands-agtige lande her i Asien og Afrika (har jeg ladet mig fortælle), så er der bare nogle ting, som vi alle slæber med i kufferten fra DK. Men så er det jo godt, at man som udlandsdansker kan trække momsen fra på alle tingene - undtagen maden.

En anden ting, der går igen, er manglen på parfume- og parabenfri produkter til maskinevask og personlig hygiejne. Især hvis man har små børn, skal man være opmærksom på dette. Flere familier slæber også gerne Neutral produkter med i flyet.

På den danske ambassades hjemmeside finder du også lister over, hvad du med fordel kan tage med, og hvad du bør lade blive hjemme.

Èn ting, der ikke sådan lige er til at slæbe med i kufferten er madrasser. Madrasserne her er hårde som træ. Så bøvler du med dårlig ryg, så bør du få den med hertil i container. Vi lever udmærket med madrasserne her, ja, og hovedpuderne, der er så høje og oppustede, at man nærmest letter fra sengen. Tænk, dem har jeg ligefrem lært at værdsætte.

Gode ting at have med i kufferten til Dhaka:

Til jul: Andebouillion, kirsebærsauce, grødris, mandler og marcipan

Kaffe, hvis man ikke er til Nescafé

Mexikansk mad breve

Bearnaise og evt. andre Knorr-sovse

Ost. Frys det. Køb evt. lidt mildere. Optøningen undervejs gør dem stærkere.

Karry og krydderier

Rugbrødsblandinger

Leverpostej, makrel og torskerogn på dåse. Tun findes her.

Remoulade og mayonnaise

Mørk chokolade og slik

Grydelapper og evt. forklæde

Rense benzin til alle deres klistermærker

Vinduesskraber

Bagepapir

Vatrondeller

Karklude

Grydesvampe

Tommestok

Klemmer

Vanish

Trusseindlæg og tamponer. Bind findes her.

Zendium tandpasta. Colgate findes her.

Det var, hvad jeg lige kunne komme i tanke om. Nogle af tingene kan købes i supermarkeder i Bangkok. IKEA i Kuala Lumpur kan også være et godt sted at tage til, hvis man mangler lufttætte plastikbøtter, køkkenting generelt og ting til at indrette med. Så har man da en undskyldning for en weekendtur sydpå.

Perler

Perler kommer jeg heller ikke uden om at skrive om. Ægte ferskvandsperler findes i Bangladeshs floder i hobetal. Perler har aldrig rigtig interesseret mig. Jeg har altid syntes, at de var kedelige, og at man ser så "damet" ud med dem. Mit syn på perler blev da heller ikke bedre, da vi flyttede hertil, for flertallet af kæderne, der for øvrigt sælges i alle slags butikker, er bare ensfarvede og sat sammen med en lås, der mest af alt ligner noget, man kan trække i en tyggegummiautomat i DK. Så ufattelig fantasiforladt. Tænk sig at have så pragtfuldt et "råstof" og så ikke eje evnen til at designe noget smukt med det. Jeg synes ikke engang, at jeg overdriver, når jeg skriver dette.

Som I kan se på billedet findes de i flere naturfarver: hvide, champagne, coral, sølv, blå/grønne og helt mørke. Fantastiske farver. Perlerne på billedet er 7 mm, og en 40 cm kæde med lås koster typisk omkring 60 Dkr.

Som I jo nok allerede har luret, så jeg da været ude og sondere markedet og købt lidt perlekæder og perler i løs vægt. Jeg har faktisk også en lille plan med alle disse perler, men det må I høre nærmere om i næste måned, når jeg har noget mere konkret at vise jer.

Dhaka mave

Jeg kommer ikke uden om det. Jeg kan ikke skrive denne blog om vores hverdag i Dhaka uden at komme omkring fænomenet "Dhaka mave". For netop dette oplever stort set alle nogle dage efter ankomsten til byen. Jeg skriver om - for nu at sige det lige ud - (meget) tynd mave. Til trods for overholdelse af samtlige forholdsregler som at skylle tandbørsten i flaskevand, skylle grønsagerne i klorvand, kun gå på udvalgte restauranter etc., så har vi alle forskellige erfaringer med Dhaka mave. Det er som om, at maven lige skal vænne sig til bakteriefloraen i luft, vand og mad.

Det er ikke noget problem at få medicin mod dette nogle gange akutte problem, meeeeen vi kender så også alle til bivirkningerne, når vi render rundt mænd som kvinder og ligner en gravid i femte måned dagene efter indtagelse af medicinen. Personligt har jeg gode erfaringer med den lokale yoghurt, curd, som jeg også kender fra Sri Lanka. Om det er yoghurten eller bare almindelig tilvænning, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tør ikke lade det komme an på en prøve.

På bådtur ud i det blå

I dag, fredag, tog jeg på bådtur med nogle skandinavere. Her ses båden - yachten, som jeg døbte den. Med håndvask på dækket. Meget fornemt - og anvendeligt.

Ud i det blå. Undervejs passerede vi Dhakas svar på Lindø-værftet. Vi passerede mange andre industrivirksomheder, der benytter floden som "motorvej" ned til havnen i syd.
Vi hygger og snakker på dækket, mens vi konstant vinker til badende børn og voksne og nogle arbejdende folk på land.
Første stop var et gammelt hinduistisk palæ, der engang har været flot og prangende. I dag er det et college for cirka 2000 unge, studerende. Det drives af regeringen. Vi mødte et par lærere.
Absolut faldefærdigt. Vi var der på en fredag, så der var ingen elever. Og sådan som det fremstod, ville jeg aldrig have troet, at det fungerede som noget som helst i dag. Jeg har svært ved at forestille mig 2000 unge farer rundt her til hverdag.
En af de drenge, som fulgte os gennem paladset som turistgruppe.
Vi så masser af marker med sukkerrør. Her ses hvad sukkerrør blandt andet kan bruges til: At presse saft ud af. Ham her stod midt på gaden. På billede nummer to ses saften løbe ned i en spand. Drikkeklar, hvis man vil.

Vi sejlede længe og spiste frokost ombord. Bengalsk, velsmagende frokost.

Her en af de flotte både.
Vi havde et stop hos et sari-væveri. De sidder på jorden, med benene nede i et hul.
Vi må ved selvsyn erkende, at børnearbejde eksisterer i Bangladesh. De fortalte os, at drengen med den røde t-shirt var 15 år, meeeen det varer vist nogle år, før han fylder det. Spørgsmålet om børnearbejde er ikke så ligetil. Det erfarede vi også i Sri Lanka hos teplukkerne. Det endte da også med, at vi "støttede" det og deres arbejde ved at købe nogle af deres sarier til en lille 50'er stykket.
Igen en dejlig dag ud ad Dhaka. Denne tur var også arrangeret af The Guide Tours - her indlæg fra vores anden tur med dem.

PS. Hvis man er interesseret i at se arbejdende værksteder, så er fredag ikke nogen god dag at tage af sted på. På landet holdes der helt fri om fredagen.

Sarina på vej til school dance den 13. maj 2010

Her er sangen der blev spillet mest ved skolefesten

http://www.youtube.com/watch?v=jTjfFqhDbpg

Musical på skolen

Sidste torsdag aften var pigerne og jeg til musical på skolen, AIS/D. Det jeg først lagde mærke til var, at der blev solgt ting for velgørenhed i forhallen. Det er mere reglen end undtagelsen her på disse kanter. Og det er positivt ment.

Da musicalen skulle begynde slog det mig, at jeg var på en amerikansk skole, for folk klappede og hujede, før lyset ramte scenen. Amerikanerne er ikke så forsigtige, kedelige og afventende som os danskere. Der er bare fest fra første øjeblik.

Det tredie der slog mig var, at endelig, endelig skulle jeg overvære en musical, hvor jeg kunne forstå, hvad der blev sagt og sunget. Nu har jeg siddet på skolerne i Sri Lanka og overværet det ene stykke efter det andet, opført af engagerede børn, som jo af naturlige årsager snakkede et engelsk med en accent, der stort set gjorde det uforståeligt. Her kunne jeg ren faktisk følge med.

Sidst slog det mig, at alle musicalens deltagere - helt i skolens ånd - var synlige. Til sidst kom hele gruppen af teknikere og backstage folk frem foran scenen, så vi også kunne give dem en hånd for deres arbejde. Sådan noget er jeg helt vild med. På Sri Lanka kunne vi altid forudsige, hvem der havde hovedrollen, og alle de andre var så bare geder eller ubetydelige "person-kulisser". Herligt at se, at alle fik lov at bidrage og roses for deres indsats.

Læder igen igen

Jeg har tidligere indsat billeder af lædervarer og skrevet om dem. Nu gør jeg det så igen. Denne gang skal I se magasinholderen i rødt læder. Foran ligger små bordskånere til glas og kopper. Specialfremstillet hos "min lædermand" (som ikke er den samme lædermand, som laver sko). Bordskånerne er samlet i en lille beholder.

Dhaka i København

Politiken havde i søndags den 9. maj 2010, i deres papirudgave, en billedeartikel om Dhaka. En rigtig god artikel med nogle fantastiske billeder her fra byen. Billederne er fantastiske, fordi de bare så præcist fortæller om hverdagen og konsekvenserne af overbefolkningen i Dhaka.

Artiklen fortæller bl.a., at Dhaka kun har 20 timer i døgnet, fordi de 4 forsvinder i trafikken.

At der er syv gange flere køretøjer på vejene, end der er plads til.

At mange kører uden kørekort, og at op mod 100.000 biler og busser vurderes at være uegnet til transport.

Den fortæller også, at Bangladesh er godt tre gange større end DK, men til gengæld har 160 mio. indbyggere.

Det muligt for jer i DK at se billederne live fra i morgen, onsdag, i Øksnehallen, hvor der vil være en fotoudstilling.

Dagtur ud og se lidt af Bangladesh

Fredag den 7. maj 2010 blev dagen, hvor vi for første gang kørte ud ad Dhaka og ud på landet. Vi havde valgt den nemme løsning med at ringe til et rejsebureau i byen, The Guide Tours, og booke os på en af deres ture. De overraskede os positivt ved at for det første at tale så udmærket engelsk, at booking kunne lade sig gøre over telefonen. For det andet ved at ringe os op dagen før for at bekræfte vores aftale. For det tredie ved at ankomme lidt for tidligt nede i vores indkørsel og være klar til at køre os ud i det blå. Lad det være sagt med det samme. Vi havde en lærerig, afslappet og interessant tur.

Første stop var ved en murstensfabrik. Det var egentlig ikke en del af turen, men vi spurgte til alle skorstenene i et område lidt nordvest for Dhaka og da vi hørte, at det var murstensproduktion, bad vi om at få lov at se nærmere på "fabrikkerne" uden tag. De har travlt i øjeblikket, for når først regnen kommer, stopper produktionen og genoptages ikke før til september.

Næste stop var et messingværksted, som lever af at fremstille hinduistiske messingfigurer efter ældgamle håndværkstraditioner. Et håndværk i ordets egentligt forstand. Vi købte ikke noget. Jeg har det svært med at tage andre religioners figurer ind i mit hjem. Buddha kan bedre gå, for buddhismen kan betragtes som en filosofi. Uden lys foran er en Buddha kun en brugsting, synes jeg. Men hinduisternes små buttede og stående elefanter og kvinden med de mange arme er for religiøse for mig.

Tredie stop var ved floden, hvor vi skiftede bilen ud med en båd, der sejlede os i 20 minutters tid videre ad floden og ned til et lille pottemageri. Pottemageriet viste sig at have lukket ned. Igen på grund af den forestående regnsæson, der gør det umuligt at tørre og brænde potterne. Men vi fik set de færdige potter, der benyttes til opbevaring af den lokale yoghurt, curd. Mest interessant var det at få lov til at gå rundt i den lille landsby, som var omringet af vand og rismarker. De havde travlt med at høste ris, da vi besøgte dem. Det slog os, hvor glade og sunde landsbybeboerne så ud. Vi ser jo alle de her radmagre, ynkelige, handicappede tiggere inde i byen og havde måske et billede af, at det stod meget værre til ude på landet. Men lige hér oplevede vi det modsatte. Det var ligesom at komme ind midt i et primitivt bofællesskab. Se selv billederne under linket nederst i indlægget. Eller se billedet her af et af husene. Foran kan I sikkert ane den mørkere "gulvbelægning", der er ris, som ligger til tørring.
Fjerde stop var universitetsbyen, der er berømt for sine fugle bl.a. nogle flagermuse, men her måtte vi ikke komme ind, for der var et par grupper af studerende, som slås. Det har de gjort i tre dage, fik vi fortalt. Okay, dem om det, sagde vi og kørte videre.

Næste stop blev frihedsmonumentet til ære for de millioner, som døde under kampen for et uafhængigt Banlgadesh. Det er ca. 50 meter højt og bygget oven på massegravene.

Sidste stop blev parlamentsbygningen i Dhaka, der er bygget af den berømte amerikanske arkitekt Louis Kahn. Vi så den kun på afstand, men fik fortalt, at det interessante ved den bl.a. er, at den er bygget om én bærende søjle. Hm?! Helt sikkert et spændende stykke arkitektur med dens geometriske former.

Turen var en god forsmag på, hvad man bør se i Dhaka, og hvordan der kan se ud, lidt uden for Dhaka. Vi tog af sted kl. 9 og var tilbage kl. ca. 16. Prisen: 4000 taka pr. person (=333 kr.), hvilket absolut ikke er billigt, men de lever jo højt på, at vi andre ikke kan finde rundt eller tale sproget - ja, og så selvfølgelig deres viden og kendskab til landet.

Billeder fra turen.

Hverdagsmad og priser

Et eller andet sted i folks bevidsthed er Asien nok lig med billigt og/eller made in China, hvilket igen betyder billigt. Sådan er det også med rigtigt mange ting, materielle ting. Sådan er det bare ikke, når det gælder madvarer. Jeg skrev om priser på mad i vores blog fra Sri Lanka. Her i Dhaka er priserne nogle helt andre. Selv om Bangladeshs befolkning er fattigere end i Sri Lanka, koster madvarerne en herregård her.

Jeg har kørt en sammenligning på vores mest almindelige varer, hvoraf mange er importerede til begge lande, altså Sri Lanka og Dhaka. Varerne er typisk importeret fra Australien, Italien og USA. Alkohol er en post for sig, da det ikke sådan bare er muligt at købe her i Bangladesh.

0,6 l øl = 8 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter mælk = 7 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 liter juice = 17 kr i SL og 12 kr i Dhaka (det eneste sted, hvor Dhaka er billigst)

475 g. cornflakes = 25 kr i SL og 40 kr i Dhaka

400 g muesli = 17 kr i SL og 27 kr i Dhaka

250 g smør = 11 kr i SL og 22 kr i Dhaka

375 g pasta = 12 kr i SL og 15 kr i Dhaka

1 dåse hakkede tomater = 9 kr i SL og 12 kr i Dhaka

Konklusion: Dhaka er et dyrt sted at bo for en expat, som har nogle madvaner med fra vesten. Til gengæld er det forholdsvist billigt at gå ud og spise i byen, med mindre man ønsker importeret steak, så kommer man nemt af med godt 200 kr for kødet alene.

Priserne kan variere, og vores område, Gulshan 2, er også dyrere end andre områder i Dhaka og i resten af Bangladesh, hvor man måske slet ikke kan købe disse varer.

Hverdagen

Her har du muligheden for at komme med ud og shoppe i Dhakas kvarter Gulshan 2, hvor vi bor. Billederne er få timer gamle.

Her en af drengene, som sælger bøger til bilisterne, som holder i kø. I det mindste tigger han ikke bare, mens han udstiller sit handicap. Han gør noget, for at tjene til dagen og vejen. Jeg tror nu nok, at hans bøger er kopier, og jeg kender ikke til kvaliteten. Titlerne er nogle af de nyeste. Nogle sælger også Vogue magasiner etc. Jeg kender ikke til, at der findes flotte, større og appetitlige boghandlere i byen. Slet ikke med et større udvalg af engelske titler, som jeg købte en masse af i Sri Lanka.

Her er indgangen til mit "ynglingssupermarked". Han har et absolut fint udvalg og til, ja, byens bedste priser, tror jeg. Han ligger ved Gulshan 2-markedet. For øvrigt er ejeren en flink fyr. Så jeg bærer over med lugten, der kommer af , at netop denne smøge frister mange mænd til at lade vandet.

Til venstre i billedet anes indgangen til en kombineret tekstil- og perlesælger-butik. Her køber mange expats perlekæder. Paradoksalt nok er det således, at jeg kan købe én perlekæde for den samme pris, som fx et glas Nutella. Perler eller Nutella?
Her er jeg så kommet inden for i butikken. I køledisken nederst til højre findes nogle gange Lurpak smør. Jeg mener, at det koster godt 30 kr. for 250 gram.
Så er jeg tilbage i bilen. Denne gang passerer jeg en af de flottere, nyere bygninger, der også findes i byen.
Ledningerne er et "show" for sig.
Lidt mere ledningsshow/sjov/virvar/kaos.
Et andet typisk gadebillede. Som sædvanligt er der ikke mange kvinder at se.
Her er jeg på vej til min - indtil videre - yndlings-porcelæns-sælger. Han bor ned ad en mindre gade her i Gulshan 2. Han er ikke byens billigste, men han har et pænt udvalg og større sortiment, så man i det mindste kan få seks ens krus, hvis det er det, man vil.
Her er så butikken. Sørme om han ikke havde cognac-glas. Det har jeg ellers ledt efter længe. Han sælger også det norske Wik & Walsøe, som jeg tidligere har nævnt her i bloggen.
Håber I har nydt turen, som vel tog jer nogle minutter at læse, mens den i virkeligheden tog mig to timer. Så det var godt, at jeg også nød turen og sådan rigtigt for første gang fornemmede, at jeg vidste, hvor jeg skulle lede efter tingene.

Bagsnag

Bagsnag er et nyt ord, jeg har lært her i weekenden. Ordet dækker over det, der desværre sker af og til her i Dhaka, nemlig at man kommer gående eller sidder i en rickshaw, og så kører der en bil forbi med nogle mennesker, som stikker armen ud af vinduet og tager din taske. Klubbens frisør fik i sidste uge stjålet sin taske med bl.a. hendes frisør-grej. Hun sad på en rickshaw og faldt ned på jorden i forbindelse med "overfaldet". I marts skete det for en af klubbens medlemmer, at hun lige uden for gaten til klubben står og venter på sin chauffør, og vupti kom der lige en bil forbi og snuppede hendes taske. Bilen siges at være hvid. Personerne i bilen er bengalere. De er kun ude efter tasken = værdier, så rådet er at slippe tasken hurtigst muligt. Rådet er måske i virkeligheden ikke at gå med taske, men det er altså lidt bøvlet og have alt sit sportstøj i lommerne. Jeg er begyndt at have min mobil og mine nøgler på mig. Penge behøver jeg ikke at have med i klubben, så pungen lader jeg ligge hjemme. Jeg vil bare her til sidst sige, at dette ikke gør mig/os utrygge. Men der er ingen grund til at udfordre skæbnen, så vi tager bare vores forbehold.

The Nordic Club alias "Klubben"

Jeg skylder jer læsere nogle billeder fra det sted i Dhaka, hvor vi opholder os mest - ud over i vores lejlighed. Jeg tænker på billeder fra klubben, officielt The Nordic Club. Nordic Club ligger for enden af vores vej. Dejligt tæt på. Øverst, ja, faktisk på taget, er der spa afdeling, hvor man kan få massage, pedicure etc. samt blive klippet. På første salen er der træningssal, et bibliotek, et fitnessrum, et teenagerrum, billiard, bordfodbold og et cafeterie. På stueplan er der omklædningsrum, babyrum, restaurant, bar og reception. Hvad der er udenfor kan I se på nedenstående billeder.

Et par gange om ugen er der udendørs aerobic på tennisbanen. Her deltager Stella iført gul trøje, lige midt i billedet.

Her tilskuerne, som måtte stoppe tennisen til fordel for aerobicen.
Her den udendørs restaurant, hvor der månedligt skiftes kunst på væggene.

Køkkenet tilbyder et bredt sortiment af retter til rimelige penge.
Poolen med tennisbanen i baggrunden.
Foran huset er der bordtennis og basketball bane. Legeplads er her også.

I en by med støv, skidt og fattigdom er det godt at kunne fortrække til et sted som klubben. Her kan vi dyrke sport, slappe af, spise godt, møde andre mennesker, ja, komme udendørs. De fleste af os bor jo i lejligheder med air condition. Det er ikke kun udbuddet af aktiviteter, men også at tingene fungerer efter vestlig standard og procedurer, der gør, at man føler sig "hjemme".

Så her tilbringer vi især mange timer i weekenderne. Og jeg tilbringer timer her om formiddagen i forbindelse med træning på tennisbanen og i fitnessrummet. Foreløbigt har jeg haft fem timers tennis og synes, at det er super sjovt.

To ting jeg elsker

God dansk minimælk og A38 er altid godt, ja, i det hele taget mejeriprodukter, herunder især ost, ser vi altid frem til at spise, når vi er på ferie i Danmark. Ellers må vi sige, at vi her i Dhaka ikke rigtigt savner noget mad fra Danmark. Meeeen lige for nylig er der kommet en ny chokolade på markedet i Danmark: Mørk chokolade med blåbær fra Lindt. Gosh, hvor ville jeg gerne sætte tænderne i den. Jeg elsker simpelthen mørk chokolade og blåbær, og så forenet i et Lindt produkt. De her asiatiske lande har næsten kun lys chokolade. En sjældent gang i mellem kan jeg købe noget mørkt chokolade, som jeg kan vælge at betale 40-50 kr. for. Så chokoladen her står øverst på dosmersedlen over mad, der skal købes, når vi kommer på ferie til sommer.